Kultur i byen

Lige nu har vi årskort til alle de tre store museer i Århus. Den Gamle By har vi altid årskort til. Moesgaard er sådan lidt on and off. Vi købte, da vi ville se den i øvrigt udmærkede særudstilling om kelterne, og så vidste vi, at vi også skulle se den næste særudstilling om mayaerne. Den er åbnet nu og kan ses til august 2027.

En af fire ufattelig smukke jademasker, der vises på maya-udstillingen

Aros har vi ikke så tit årskort til, men deres aktuelle udstilling "Frihedens Fald" om kunsten i Tyskland 1910-1945 falder i den grad inden for vores interessesfære, så derfor! 

Fordelen med et årskort er selvfølgelig også, at man lige kan smutte forbi og se de særudstillinger, man ikke rigtig ved, om man egentlig er interesseret i. Jeg mente nok, at jeg ville være interesseret i "Ulydig - Kroppen i punk", men jeg tvivlede på, at det ville være en særlig god udstilling. Muligvis på grund af den fjollede titel, der nok mest er blevet valgt for at lokke husarerne til.

Jeg var for gammel til at være punker dengang sidst i 70erne, men jeg har altid godt kunnet lide musikken, og jeg hørte en del koncerter i det livlige århusianske punkmiljø omkring 1980 plus/minus 4-5 år. Det var noget af en omvæltning efter 70ernes stadion- og glitterrock og pop a la Abba, som jeg ikke syntes ret godt om. 

Udstillingen skulle altså have en chance. En halv times tid kunne vi vel godt bruge på den. Vi blev der flere timer! Punktiden er gennemfotograferet af gode fotografer, der er virkelig noget at kigge på i udstillingen. Desuden er der adskillige film. Blandt andet en med de meget unge Sods og den bedste, som er fra punkmiljøet i Østberlin. Den skal jeg se igen, inden udstillingen slutter den 13. december.

Et gammelt gasværk i Østberlin, hvor en koncert med bandet Rosa Extra blev ulovligt filmet

Endnu et stillbillede fra Rosa Extra-filmen

Også Helmut Middendorfs kunstværk The Singer er med på udstillingen.
Et af mine yndlingsværker. Jeg så det første gang i 1983 på udstillingen De Unge Vilde på Århus Kunstmuseum - nu Aros. Det er Aros, der ejer billedet, og jeg har nydt det rigtig mange gange.
Det er i øvrigt en kanvas-version af coveret på The Clash' London Calling og viser bassisten Paul Simonon. Her dog udstyret med en mikrofon i stedet for den bas, han faktisk smadrede.

Vi har da også set Frihedens fald, men også den skal vi se flere gange. Værkerne er fra Neue Nationalgallerie i Berlin, og så tit er vi ikke i Berlin, så vi må hellere benytte os af lejligheden til at se dem i vores hjemby. Den slutter den 21. februar 2017.

Maya-udstillingen har vi også set. Delvist. Den er stor, så vi synes, det er rart at kunne dele den op. 

Hvis jeg troede, jeg vidste en del om mayarene, så kunne jeg godt tro om igen. Stort set vidste jeg vist kun, at mayaerne var et meget fredeligt folkeslag, og de var da givetvis mere fredelige end for eksempel aztekerne, men helt fredelige var de nu ikke.

Måske vidste jeg også, at hele deres kultur er meget forbundet med majsen, men ellers var der ufattelig meget, jeg ikke før havde nogen ide om. Godt at blive klogere.

Jeg vidste for eksempel ikke, at jaguaren er underverdenens gud, der symboliserer styrke. Den blev meget tit  brugt i mayaernes kunst. Billedet viser en lille lerfigur, der forstiller en kriger med jaguarhoved, og han er da vist også iført jaguarpels.

Jeg har tidligere været noget irriteret på Moesgaard, fordi jeg syntes, deres udstillinger mest var for børn, hvor voksne kunne få lov til at kigge med. Jeg tror, de har ændret politik i særudstillingerne, hvor jeg synes, de nu rammer både et voksent og et børnepublikum. 

På billedet herunder er jeg ved at forsøge at tage en mayahersker-hovedprydelse på. Der var forskellige, denne skulle symbolisere majsguden og skulle være god, hvis man vil få ting til at gro og have evigt liv. De var helt sikkert for børn, hvilket ikke forhindrede en masse voksne i at prøve dem. Selv om man ikke kan se det på billedet, var mit hoved for stort, og "hatten" kom aldrig til at sidde godt.