Fordelen er - blandt andet - at man lige kan stikke ind for at se, om den yderst lækre sirupslagkage er kommet på programmet i konditoriet. Så det gjorde vi i går, og vi kunne få den. Altså blev det til eftermiddagskaffe på Café Bonnich. Og sirupslagkagen var ingen skuffelse, tværtimod var den næsten bedre, end jeg huskede den
Det er et godt stykke tid siden, vi sidst kiggede ind i Smykkeskrinet, som vist er min yndlingsudstilling i "Byen", så der smuttede vi også lige ind. Jeg skulle selvfølgelig hilse på mit yndlingssmykke med haren, som jeg tidligere har fortalt om. Det er jo altså lavet af Evald Nielsen, og det viste sig, at han også har lavet et andet smykke, jeg kiggede længe på.
Den er en del af en serie af brocher, der blev kaldt humørbrocher. Jeg læste, at man mente, at humøret var stigende, fordi man i 1944 begyndte at kunne se en ende på krigen.
Jeg synes nu, jeg også i netop dette smykke kan se en kommentar til nazisterne. Hvis det var blevet lavet i Tyskland i 30erne, var den givetvis blevet betegnet som entartet. Kan man ikke spore en hel del inspiration fra for eksempel Josephine Baker og andet, som nazisterne hadede?
Når jeg indtager sirupslagkage, kommer jeg altid til at tænke på min moster Trine, som tit bagte netop sirupslagkage. Moster Trine hed egentlig Kathrine, men de fleste andre kaldte hende Tulle, og måske var der ikke andre end mig, der kaldte hende Trine. Det må jeg have undersøgt næste gang, jeg ses med familien.
Selv om det hedder Café Bonnich, så er det et konditori, og det var det også, da det lå i Åbenrå. Og faktisk er det det eneste anstændige konditori i Århus. Der er oceaner af caféer, men ikke andre konditorier. Lagkagehuset er der ganske vist en del af, men dem kan man ikke kalde ordentlige konditorier.
Det var ved at blive mørkt, da vi skulle hjem. Ikke en vind rørte sig, og gamle og nyere huse spejlede sig meget smukt i åen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar