torsdag den 18. november 2021

Vejle igen

Vi har gentaget besøget i Vejle, som nu var blevet iklædt juleudstyr, og det er jo altid stemningsskabende.

I den ende af gågaden, vi ikke nåede sidst, opdagede vi et vaskeægte konditori. Opdateret til vores tid, men umiskendeligt et konditori. De havde Gateau Marcel-kager:


En pæn størrelse, og selv om de smagte helt perfekt (og jeg ved, hvordan jeg synes, en Gateau Marcel skal smage. Jeg har spist rigtig mange), så kunne vi ikke spise op. Kaffen var for resten også god.

I Århus har vi mig bekendt ikke et ordentligt konditori. Vi har et hav af Lagkagehuse, men dem tæller jeg ikke med. Og så har vi Emmery's, men der kommer vi for kaffen og for deres brød - ikke for kagerne. Men Vejle kan altså præstere i den disciplin.

Fra salonen, hvor vi sad, kunne vi se ud i en bindingsværksgård. Jo mørkere der blev, jo mere idyllisk blev den


Der var en vinbar og et andet udskænkningssted i gården, men med maverne fulde af Gateau Marcel skulle vi ikke nyde mere. Vi kunne heller ikke spise noget større aftensmåltid. Til trods for at vi havde udset os et par steder, der så spændende ud, og til trods for at vi gik en længere tur i de julebelyste gader, måtte vi nøjes med en sandwich fra Seven Eleven - men de er nu også gode.

Det var bælgravende mørkt, da vi gik hjem til hotellet. Vi gik på stien langs cylinderhusene, og det var noget af en oplevelse:


Jeg troede ikke, jeg kunne få ordentlige billeder, men det lykkedes da meget godt. Husene kaldes i øvrigt Fem Søstre, og ok - der er kun tre af dem med på billedet.

2 kommentarer:

Annett sagde ...

Waauu de fem søstre ser godt ud i mørke, og med blikstille vand👍, Annett

Kirsten sagde ...

Ja, vi var bare så heldige med vejret.