søndag den 29. april 2018
Ugens træ - uge 17
Ingen tvivl om, hvilket træ, der skulle være ugens træ i denne uge. Jeg har nemlig kigget på dette træ, der står i nærheden af Den Gamle By, hvert eneste forår i årevis. Det springer ud lidt tidligere end de fleste andre træer (ikke lige i år, hvor der er en del andre, der også er sprunget ud), og det har den mest vidunderlige lysende grønne farve. Birken, der står foran, har dog stadig nøgne grene.
Jeg har i lang tid troet, at det var en ahorn, men i løbet af bededagsferien er jeg blevet belært om, at ahorn og løn aldeles ikke er det samme, hvilket også er rigtig nok, og jeg tror faktisk, at denne er en løn. Nærmere betegnet en spidsløn, der ligesom ahorn er en art af lønneslægten.
Når jeg tror det, er det, fordi det overhovedet ikke er de nye blade, der giver den fantastiske farve. Det er faktisk træets blomster.
Jeg har læst mig til, at spidslønnens blomster kommer før bladene. Hos ahorn kommer de efter, og ved en nærmere granskning af netop dette træ synes jeg ikke, at bladene rigtig er kommet endnu. De er kun lige ved at folde sig ud.
P.S. Nogle af de træer, der også burde have været ugens træ i sidste uge, er de talrige og smukke blomstrende mirabelletræer. Jeg nåede ikke at lave endnu et træ-indlæg, men jeg kan da lave en link til sidste års lovprisning af mirabellerne.
Etiketter:
løn,
spidsløn,
uge 17,
Ugens træ,
ugens træ uge 17
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar