søndag den 4. februar 2018

Strikkeåret 2017

Sidste år holdt vi ferie i forbindelse med flere strikkefestivaler. Den ene var på Fanø, og her lærte Annett mig elementær regnearkkunnen, så nu kan jeg for alvor holde øje med mit strik. Det er særdeles fornøjeligt, synes jeg.

Blandt andet kan jeg ud af mit regneark læse, at min hobby kostede mig 3400,- kr. Egentlig ikke så slemt? Tilbehør, opskrifter, workshops og selvfølgelig garn er medregnet.

Jeg er lidt mindre tilfreds med, at garnlageret er vokset med godt 2200 meter. Det var jo meningen, at det skulle formindskes, men det er absolut ikke sket. Jeg har strikket 15597 meter, men noget er blevet strikket med dobbelt garn, så jeg har brugt i alt 16728 meter, men jeg købte mere, end jeg brugte. Af lageret, altså.

To af de mest garnkrævende projekter i 2017 strikkede jeg nemlig for andre med garn indkøbt til formålet, hvilket i sagens natur ingen gavnlig indvirkning har på lageret.

Allermest garn gik der til de klude, jeg strikkede til Dorthes søster, der er dagplejer. Hvert barn har sin egen farve, og nu har de også en klud i deres egen farve til hver dag i ugen.

Jeg kan godt lide at strikke klude, så jeg var glad for opgaven. Fire af mønstrene ses på billedet, men jeg strikkede selvfølgelig i fem forskellige strukturmønstre.

Det andet større projekt var en trøje til Lise. Hun valgte selv, at det skulle være en Striber-og-tern bluse, og hun valgte også selv farverne. De turkise farver klæder hende godt.

Det var et usædvanligt langvarigt projekt. Garnet blev indkøbt i december 2016, jeg begyndte at strikke i april 2017, og blusen var færdig i september. Det tog mig ekstra lang tid at strikke trøjen, fordi jeg først have lavet striberne for anarkistiske.  Det blev for rodet, og jeg begyndte næsten forfra.

Det tredje større projekt var en poncho til mig selv. Den har tidligere været afbildet på bloggen, men her er endnu et billede.

Ellers har det mest været mindre ting, jeg har frembragt. I alt blev 38 projekter færdiggjort.

Jeg har også offentliggjort en enkelt opskrift, nemlig en klud, jeg kalder Splashing Addis.

Jeg har allerede færdiggjort syv - primært mindre - ting i 2018.

Jeg har minsandten også allerede købt en masse garn. Det var ikke meningen, men by Nyboe i Kolding solgte alt garn ud for en pænt reduceret pris, og der er to af hendes garner, jeg er ret vild med. Dels den luksuriøse Kamille (50% cashmere og 50% silke), dels merinoen Rosemary, som er så blød, så blød.

Jeg er sikker på, de findes med andre banderoler også, jeg har bare ikke fundet dem, men nu er der altså en del Nyboe-garner i mit lager. Og lageret er p.t. i +655 meter for 2018.

2018 skal ellers være året, hvor lageret skal formindskes. Jeg har fået en ny ide: Når lageret er i plus, og jeg alligevel køber garn, skal jeg forære noget fra lageret væk. Det har jeg så allerede gjort én gang, men jeg gav ikke så mange meter væk, som jeg købte.

Vi har ikke planlagt at skulle på nogen af de større garnfestivaler i år, hvilket nok bliver en hjælp med hensyn til lagerets størrelse. Det skulle da lige være, hvis vi finder ud af, at der kommer til at foregå noget i Hamborg :)

Til gengæld står der i kalenderen to projekter strikket for andre med garn købt til formålet. Jeg må hellere komme i gang...

3 kommentarer:

Ellen sagde ...

Jeg nyder at se andres strikke-årsopgørelse. Det er sjovt at se, hvordan alle vi strikkere kæmper med det samme problem: At få nedbragt det forbaskede lager :-) - et globalt strikkeissue ...
Og snak ikke om Hamburg! Ditte og jeg har jo talt om tage derned med det ene formål - selv om der måske kommer et par sidegevinster med, især hvis vi medbringer vores mænd.
Og i år skal vi til Fanø-strikkefestivallen - jeg for første gang. Det bliver lidt spændende at se, hvad jeg synes om den - jeg er lidt negativ pga. Seyfarth the Queen, hvis opførsel jeg ikke bryder mig om, men lad os se ...

Mosekonen sagde ...

Jeg beundrer jer, som har så god styr på de færdige projekter over et år. Sjovt er det også t se, om det gøres i antal, kilo eller meter.
Bliver helt flov, for jeg har ikke nogen ide om, hvad og hvor meget jeg har hevet af pindene hvert år og tror heller ikke det vil lykkes for mig fremover, men tilgengæld vil jeg nyde at læse om det hos andre = de få der er tilbage af bloggre.

eKirsten sagde ...

Ellen: Det hjælper lidt, at andre har det samme lagerproblem, men samtidig er jeg noget flov over overforbruget. Spændende om der bliver en festival i Hamborg. Indtil nu har jeg ikke kunnet finde nogen datoer. Fru Seyfarth er heller ikke min kop te.
Mosekonen: Jeg holder da kun styr på det hele, fordi jeg synes, det er sjovt. Jeg har altid elsket skemaer og regnskaber. Jeg elsker også Ravelry, hvor jeg rigtig kan holde styr på mit garn.