Besøg på alle mulige vejrudsigtssider mente, at det var en dårlig valgt dag. Hvis vi ville undgå massivt regnvejr skulle vi tage til Djursland. Ergo blev Ebeltoft vores destination i stedet.
Da vi kom til byen øsregnede det! Vi slog paraplyerne op og fandt en café for at få formiddagskaffe, og mens vi drak den, holdt det op med at regne. Vi gik på shopping og spiste en sen (udendørs!) frokost.
Mon også han er ved at kigge efter glemte paraplyer? I hvert fald var det denne butik "Kunsthåndværket", der havde givet min paraply husly i et par dage. |
Når vi nu alligevel skulle af sted en gang til, kunne vi lige så godt tage en tur i Ebeltoft Zoo også, så i onsdags var vi tidligt oppe. Først hentede vi paraplyen, som i mellemtiden var blevet lokaliseret, og så var det ud til dyrene i det skønneste sommervejr.
Der var masser af dyrebørn i parken, og vi så de fleste. Mandela, et lille næsehorn på ½ år, alle girafføllene, en bongokalv, de tre tigerunger, en strudsekylling og en maraunge. Har jeg glemt nogen? Jo, der var i hvert fald også tre gepardkillinger på 2 måneder. Og en elgkalv.
Jeg havde mit zoom-kamera med, men det er lang tid siden, jeg har brugt det, så det kneb med at huske indstillingerne.
Det betød, at alle mine billeder af polarulveungerne (dem havde jeg lige glemt, og der var for resten også unger hos sortbjørnene) blev uskarpe, for jeg havde glemt, at autofocusen var slået fra. I det hele taget gik det ikke så godt med fotograferingen, men nogle få anvendelige blev det dog til.
Vi kigger altid efter både fiskekatten og sandkatten adskillige gange, når vi er i Ebeltoft Zoo. Det er ikke altid, vi ser dem, og fiskekatten så vi heller ikke denne gang, men sandkatten så vi flere gange.
Først lå den på en hylde og så nuttet ud. Der er altså ikke mange dyr, der er så bedårende. Senere så vi den gå omkring i sit territorium. Jeg håber, den har det godt nok og bliver stimuleret tilstrækkeligt. Umiddelbart ser det heldigvis ikke ud til, at den keder sig.
Det er første gang, det lykkedes for mig at få fotos af sandkatten. Så gjorde det ikke så meget, at de fleste andre billeder blev mislykkede. |
Der er også kun et enkelt af spisestederne åbent, og der kunne man kun få fastfood af kedeligste skuffe. Det vil sige, man kunne også få buffet, men det var lidt voldsomt igen, syntes vi. Heldigvis havde jeg undersøgt sagen i forvejen, så vi havde selv medbragt mad, men det burde ikke være nødvendigt. De mange udenlandske turister kan da heller ikke være tjent med at blive spist af med en pølse og nogle fritter.
Apropos de udenlandske turister så synes jeg, at omtalen ved fodringerne også godt kunne være på i hvert fald engelsk. I betragtning af hvor godt alle vores unge mennesker formodes at kunne begå sig på det sprog, skulle det vel ikke være så svært at indføre.
Men ellers havde vi en skøn dag i parken, og som sædvanlig var vi nogle af de sidste, der kørte fra parkeringspladsen. Det regnvejr for en uge siden var ikke så ringe endda.
2 kommentarer:
Vender han mod øst, ham på knæ? :-)
Jeg har ikke været i Ebeltoft zoo, og selv om vi skal til Djursland om tre uger, så tror jeg heller ikke, at det bliver denne gang, vi får det at se ...
Det er forhåbentlig ikke min skyld, at du ikke tager til Ebeltoft Zoo. Man skal bare planlægge, og så skal man have god tid, men det skal man jo altid, når det drejer sig om dyr.
Send en kommentar