tirsdag den 2. oktober 2012

Griseri

I Politiken i lørdags var der en stor, god artikel om dyreetik skrevet af Thomas Møller Larsen. Titlen var "Dyr mærker mere end vi tror", og den handlede om de resultater, en gruppe hjerneforskere var nået frem til med hensyn til dyrs bevidsthed.

Resultaterne mundede ud i en konference og en erklæring, Cambridge-erklæringen (The Cambridge Declaration on Consciousness in Non-Human Animals), hvor det fastslås, at mange dyr er i besiddelse af de samme strukturer i nervesystemet som mennesket - vel at mærke de strukturer, der skaber bevidsthed. "Dyr" er i denne forbindelse pattedyr, fugle og mange andre dyr, bl.a. blæksprutter.

Det korte af det lange er, at dyr ligner mennesker meget mere end almindelig antaget. Dyr har ikke bare instinkt, de har bevidsthed ligesom mennesket.

Vi, der har kæledyr, kan dårligt undgå at tillægge vores dyr såkaldt menneskelige egenskaber. Det er altså slet ikke så langt ude.

For hjerneforskere er det ifølge artiklen almindelig viden. Det er bare endnu ikke udbredt viden, og for det meste af landbruget og for kødelskere er det meget upraktisk viden.

Hovedforfatteren til erklæringen er erhvervsmanden og hjerneforskeren Philip Low. Han siger selv, det er umuligt at forblive upåvirket af den nye indsigt, han har fået, så han tror, han bliver veganer.

Jeg er hverken veganer eller vegetar - i hvert fald ikke endnu - men jeg ved godt, at jeg er heldig, for jeg er ikke den store kødspiser. Eller måske er jeg ikke den store kødspiser, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvordan dyrene har haft det.

I hvert fald foretrækker jeg at spise kød sjældnere og så betale for, at dyrene har haft gode forhold. Som frilandsgrisene på det øverste billede. De er fotograferet på Store Lyngdal, der havde åbent hus en dag i september.

I det hele taget har vi set mange grise i september. Gris nummer 2 er en gammel dansk landracegris fotograferet i Andelslandsbyen Nyvang, som vi besøgte, da vi var i Holbæk. Og det sidste billede er af nogle af de små duroc'er på food-festivalen.

1 kommentar:

Lilly sagde ...

GODT du deler denne vigtige viden med omverdenen. Mange ved det men lukker øjnene, tror jeg - andre er oprigtigt totalt uvidende...

Jeg blev selv vegetar i 2000 kun pga. at jeg nægtede at støtte denne horrible branche. Tænk sig hvis det industrielle landbrug og slagterhuse havde glasvægge.....!

For et par år siden begyndte jeg at spise lidt kød igen - men kun fisk og ØKOLOGISK eller FRILANDS kylling. Jeg kommer aldrig til at spise pattedyr igen...kan simpelthen ikke gøre det....