tirsdag den 10. januar 2012

Søndagsaktiviteter

Vi nåede mere end Marcel Breuer-udstillingen i weekenden.

Søndag var vi først til operabio. Dagens forestilling var Satyagraha af Philip Glass. Jeg er vild med Philip Glass' minimalistiske musik, men det er første gang, jeg har hørt en af hans operaer.

Satyagraha handler om Gandhi. Teksten er fra det hinduistiske oldtidsdigt Bhagavad Gita. Det er skrevet på sanskrit, og operaen blev også sunget på sanskrit! Noget af en kraftpræstation af de medvirkende. Der var kun nogle få oversættelser, men det var alligevel let at forstå meningen - Gandhi er selvfølgelig heller ikke nogen ukendt skikkelse.

Titelrollen blev sunget af Richard Croft med en stor klarhed i stemmen. Det passede godt til rollen, men der var adskillige store roller, alle fantastisk sunget. Et fremragende kor og en spektakulær iscenesættelse, tilsammen en dybt bevægende totaloplevelse, som blev suget ind med tilbageholdt åndedræt.

Bagefter blev det lige til en time i Ridehuset til årets første antik- og genbrugsmesse. Jeg faldt for et keramikfad/tallerken bemalet med fisk, fra Knabstrup og dekoreret af Johannes Hansen. Med stor sandsynlighed fra 1960erne.


For et par år siden ville jeg ikke have skænket den et øjekast, men ens smag ændres tydeligvis.

Jeg fik også keramik i julegave, bl.a. en meget yndig lille skål fra Søholm. Jeg plejer ikke at være så vild med Søholm, men i denne skål går facon og dekoration op i en højere enhed, synes jeg. Skålen er lige godt 10 cm i diameter.

Ingen kommentarer: