Det er garnet, der gør det

Noget garn bidrager mere til udseendet af det færdige strik end andet. Sådan var det med det garn, jeg brugte til den sweater, jeg strikkede i vinter

Garnet er Mayflowers Premium Maxima i 100% merino, og - hurra, hurra - det kradser mig ikke.

Opskriften er også fra Mayflower. Den hedder Dana, er gratis og meget simpel. I bund og grund er det bare fire rektangler, dog er der vendepinde til at forme halsen.

Vanen tro har jeg lavet noget om. Blandt andet skulle bærestykket egentlig strikkes i perlestrik, men jeg kan bedre lide dobbelt perle, så det valgte jeg. Og ærmerne skulle være i glatstrikning, men der fortsatte jeg med dobbelt perle og lavede så nogle glatstrikkede trekanter forneden.

Dem ser man ikke så meget på billedet, for ærmerne blev rigeligt lange efter vask. Hele trøjen blev sådan set for stor, da den blev vasket, men jeg kunne møve den nogenlunde tilbage i facon igen i fugtig tilstand. Det generer mig ikke, at bullen er løs i det, jeg kan alligevel ikke lide, når strik sidder tæt. 

Jeg havde ellers pligtskyldigt lavet strikkeprøve og vasket den, men det er ikke første gang for mig, at hele projektet opfører sig anderledes i vask end den lille strikkeprøve.

I den anden ende af størrelsesskalaen har jeg lavet nogle små tørklæder efter egen "opskrift". Gåseøjnene, fordi det er så simpelt, at man dårligt kan kalde det en opskrift.

Især når det er strikket i ensfarvet garn eller garn med tweedeffekt, ser det snarere ud som om det er vævet end strikket, og det er altså bare retriller. Det er både på grund af konstruktionen, men også på grund af garnet.

Lige nu strikker jeg en sommer tee, som det hedder på nudansk, til mig selv. Den hedder Alliance Tee og er designet til Garnstafetten 2025. Jeg er spændt på den, og jeg er også spændt på, hvor mange der kommer til at vade rundt til stafetten i deres nystrikkede alliancer.

Smagsdommer

Vi havde fortæret husets sidste digestive og skulle have købt en ny rulle. Vi havde bildt os selv ind, at McVities er meget bedre end alle andre, men pludselig kunne vi ikke finde netop McVities i nogen som helst dagligvareforretning. Hvad ville så være bedst? En sammenlignende blindsmagetest med Dorthe og jeg som testere måtte foranstaltes.

Tre forskellige produkter: Coop, Salling og Finton fra Netto blev indkøbt, og så fandt vi minsandten McVities i Meny, så den kom også med. 

Vi mente, at vi kendte Lu og Karen Wolf, og at de ikke var nær så gode som de "rigtige", men så syntes vi alligevel, de for fuldstændighedens skyld burde med i testen. Vi skulle måske også have kigget i Rema, men det er en butik, hvor vi kun kommer yderst sjældent.

Testen er nu gennemført, og vi var forbløffende enige. Bortset fra Karen Wolf, som vi syntes var den ringeste, var der ikke megen forskel. Men lidt var der, og overraskende for os selv syntes vi begge bedst om Lu med Coop på andenpladsen og McVities som nummer tre.

Så meget for vores snobbede forudindtagethed!

I øvrigt er digestive et totalt overflødigt produkt fyldt med fedt, som ydermere er lig med palmeolie, og sukker. Aldeles usundt og tilmed politisk ukorrekt. Der er faktisk lidt mere fedt i Lu end i de øvrige, måske er det derfor, de smagte os en anelse bedre.

Prismæssigt er der stor forskel. Sallings, Coops og Nettos er så billige, at man umiddelbart skulle tro, de er uspiselige, hvilket altså ikke var tilfældet. Nu har vi digestiver nok til bund i ostekager plus til småkagetrang i meget lang tid. Nogle af dem bliver måske for gamle og harske, men når der engang ad åre igen skal investeres i en rulle digestive, vil jeg prøve at huske, at jeg lige så godt kan købe de billige fra Coop. Eller rettere: Jeg vil nok købe en fuldkornsvariant, som jeg lige så godt kan lide, og som måske er en anelse mindre usund. Eller også vil jeg spise min honning på rugbrød i stedet.

En linedanser

Vi har igen været et par dage i København og var selvfølgelig i Zoologisk Have, hvor vi så en lille linedanser. Eller lille og lille, det var såmænd Chin, der øvede en ny disciplin:

Da vi kom, var elefanterne ved at blive trænet ude bagved stalden, så vi måtte vente med gensynet. Vi kom så tilbage senere, og da var alle elefanterne i stalden, og det må have været en anstrengende træning (måske havde de trænet linedans:), for Chin var helt udaset og lå og sov sødeligt. 

En af de voksne elefanter - vi mener, det var den ældste, Kungrao - stod vagt og passede på Chin hele tiden. Imens blev udendørs faciliteterne gjort klar med godbidder gemt en masse forskellige steder. Det vidste elefanterne selvfølgelig alt om, så der var fart på, da de blev lukket ud. En udhvilet Chin var også med.

 Vi så selvfølgelg også en masse af de andre dyr. 

Okapiens flotte farver og mønstre må bestemt kunne bruges i strik.

Ud over museumsbesøg og lidt shopping var vi denne gang også i teatret. Musicalen The Last Ship på Østre Gasværk havde fået rigtig flotte anmeldelser, og vi købte billetter. Den bliver godt nok også opført i Århus, men på et tidspunkt, hvor vi ikke kan.

Vi har ikke været på Østre Gasværk før, men det er en spændende bygning.

Meget velegnet til teater, viste det sig, og bygningens anatomi var meget flot blevet en del af scenografien. Når man nu ved, at det drejer sig om et skib, så signalerer de runde vinduer jo straks koøjer.

Det var en fin forestilling. Mestendels både godt sunget og godt spillet og danset, scenografien som nævnt meget spændende, og så er det en musical, der handler om noget vigtigt. Når jeg ikke er helt oppe at ringe som anmelderne var, er det på grund af musikken, der er af Sting. Den er da ok, men så heller ikke mere. Jeg tror ikke, der er mange af sangene, om nogen, der går hen og bliver evergreens.

Vi boede denne gang på Scandic Hotel tæt ved Vesterport og til vores store fornøjelse lå vores værelse på 11. etage med udsigt over byen. 

Sådan var udsigten en smuk morgen fra et af vinduerne i vores hotelværelse. Det kunne måske godt gå hen og blive vanedannende.

Det kradser!

Når man som jeg elsker at strikke, er det ret irriterende at være uldallergiker. Eller måske er allergiker at tage munden for fuld, men jeg er i hvert fald ikke særlig glad for at have uld på kroppen.

Værst er alpaka. Jeg synes, alpakagarn er så blødt og lækkert, og jeg kan ikke altid stå for det. Sidste efterår investerede jeg således i hele to bundter dyr alpaka. Jeg plejer også at kunne have det på hænderne, men ikke altid.

De her naturfarvede pulsvarmere er lavet af alpaka fra et af de efterhånden mange danske steder, der avler alpakaer. Jeg blev lidt skeptisk, mens jeg strikkede og ganske rigtigt. De er lune og bløde, men de giver altså også lidt irritation. De kom i salgskassen.

Måske ville det gå bedre med de grønne strikket af Frisenvang alpaka. Bæredygtigt og ifølge Frisenvangs hjemmeside spundet af de bedste og blødeste kvaliteter alpaka. Ikke desto mindre gav de mig en svag kløen, når jeg havde dem på, så de har gjort de naturfarvede følgeskab i salgskassen.

Jeg opdagede første gang, at jeg ikke var gode venner med alpaka, da jeg strikkede en sweater til mig selv af garn fra det norske firma Du Store Alpakka. På det tidspunkt troede jeg, at jeg nok bedre kunne tåle alpaka end fåreuld. Det viste sig at være en slem fejltagelse. Sweateren var let som en fjer og superblød, men at have den på var yderst ubehageligt. Også selv om jeg ikke havde den direkte på huden. En veninde, som jeg ville give den til, frabad sig venligst.

Senere har jeg til en anden veninde, som normalt ikke er uldfølsom, strikket et tørklæde af Silkpaca fra Malabrigo - 70% alpaka og 30% silke, som skulle være lidt et luksusgarn. Hun kan godt gå med det, men ikke for lang tid ad gangen. Så jeg er altså ikke ene om at synes, at alpaka ikke er så behageligt at have på.

Der er også undtagelser. Filcolanas Vilja, der før hed Indiecita, har jeg det for eksempel noget bedre med.

Jeg kan ellers godt lide den varme, uld giver, når det er koldt, og jeg har lige strikket en ny sweater til mig selv af ren uld. Der kommer nok mere om den, når jeg for alvor får den afprøvet.

Håndarbejde i kunsten

Jeg har et godt stykke tid haft et album på min Flickr-konto med titlen Håndarbejde i kunst. Der er nu ikke så mange billeder i det, men jeg "samler", når jeg besøger kunstmuseer rundt omkring.

Brandts Kunstmuseum i Odense har endnu et par dage en særudstilling over samme tema, "Nål og tråd - Håndarbejde i kunsten" hedder den. Faktisk et oplagt tema netop for Brandts, der jo er en gammel klædefabrik.

Vi besøgte udstillingen i går og syntes, det var en fin udstilling. Ikke så stor og også lidt anderledes end forventet, for mindst halvdelen var snarere kunst i tekstiler, men det var også interessant at se. Nedenfor et eksempel på det, vi egentlig var kommet for at se:

Det er Christian Krohgs maleri "Sypigen" fra 1880. Det minder mig om min farmor. Hun blev enke som 53-årig i 1945, og for at få til dagen og vejen begyndte hun at sy for folk. Måske er hun også faldet i søvn ved maskinen en gang imellem.

Jeg nød selv godt af hendes syfærdigheder. Når jeg havde fødselsdag, var gaven fra hende tit en kjole, hun havde syet. Min 7½ år yngre søster fik så også en kjole syet i samme stof. Her er vi i 1958-modellerne, jeg er lige blevet 9 år. Stoffet havde blå bundfarve - min yndlingsfarve - og var med kløvermotiv.

Tilbage til kunsten. Mange af billederne var ret gamle. For eksempel har skagensmalerne tit skildret strikkende og syende kvinder. Men der var også yngre. Et af dem er Allan Ottes helt nye og meget fine porttæt af Dronning Margrethe, der broderer. Det er ejet af dronningen selv og skal vist hænge på Gråsten Slot. 

Og så var der det her:

Harald Giersings "Dame med Sytøj" fra 1919. Egentlig ikke så meget yngre end skagensmalernes, men hvor er der dog sket meget i den mellemliggende tid. Maleriet ejes faktisk af Aros, men jeg kan nu ikke huske at have set det der, selv om jeg vældig godt kan lide Giersing.

Jeg er godt tilfreds med at have fået nogle nye billeder til mit Flickr-album og egentlig også med, at der ikke var overvældende mange nye. Så har jeg en chance for også fremover at kunne finde nyt til albummet.

Strik i 2024

Det er godt, jeg ikke skal leve af mit strikkeri, for i 2024 har jeg røde tal over hele bundlinjen. Næsten!

FAKTA

9689 meter er blevet strikket, og 10572 meter garn er blevet brugt. Flere projekter er blevet strikket med dobbelt tråd. Begge tal er noget lavere end i 2023, men faktisk har jeg strikket en del mere, for sjældent har jeg trævlet så meget op som i 2024, og de optrævlede meter tæller jo ingen steder.

1411 meter er lageret blevet større. Jeg har tydeligvis en rygrad som en regnorm, når jeg er på garnfestivaler.

3855 kr. blev der købt garn for, og når tilbehør, kurser og messer bliver lagt til bliver udgifterne på 4176 kr.
Til gengæld har jeg solgt for 3670,- kr. Det er et grønt tal! Egentlig vil salgstallet altid være grønt, for jeg strikker ikke for at sælge, men der blev altså også solgt for 900 kr. mere end forrige år.

Jeg fik færdiggjort 44 projekter, 8 færre end i 2023.

Et af de lidt større projekter var en vest til Dorthe. Texture vest hedder opskriften, og den er fra Isager. Teksturmønsteret er flot, og der er fine overgange ved ribben og på skuldrene. Det var sjovt at strikke, men jeg måtte også skælde ud over fejl i opskriften flere gange undervejs.

Jeg fik også færdiggjort min nye Hitofude. Den er blevet god, men jeg har ikke fotograferet endnu. Det var en af planerne for 24. Den anden var en let poncho, men den er jeg ikke startet på endnu.

Der var ingen planer om at formindske antallet af forskellige garner i lageret. Heldigt! Det steg nemlig med ikke mindre end 14 til 290. Jeg tror, det skal være mit eneste mål for i år at få det nedbragt. Nej, måske skal ponchoen også på programmet igen.

Billedet her er et skærmdump af toppen af min Ravelry side for projekter i 2024. De fleste af tingene er givet væk eller solgt, selv det hundedyre tørklæde lige i midten strikket af overlækkert Zealana Luxury Air Laceweight garn, der blandt andet består af opossum.

De røde pulsvarmere øverst til højre er et af to par, der blev strikket så sent på året, at de ikke nåede at komme med på julemarked, så de er i lageret endnu. 

Garnet, Lana Grossas Colorissima plus en tråd mohair, blev købt i Woolstock på Østerbro i november. Det slog til til 2 par, og parret til venstre har jeg beholdt selv. 

Der er ingen opskrift til, det er jo garnet, der skaber det hele, så jeg har bare strikket i rib og glat.

Røde huer i januar

Selv om vejret er mildt, så er det dog endnu ikke forår (heldigvis!), så hvorfor ikke beholde decembers røde nissehuer på.

Det har Jan Ballings Homo Sedens - Det Siddende Menneske i Ole Rømers Gade på Frederiksbjerg i Århus i hvert fald gjort. Jeg kan godt lide ham. Sidder han ikke bare og vegeterer?

På en af villavejene i Åbyhøj har en haveslange også stadig sin hue på:

I modsætning til Homo Sedens behøver slangen nok ikke at fryse. Den kunne vel bare dykke ned og få noget jordvarme.

Verdens mest nuttede dyr

Det allermest nuttede dyr - lige bortset fra de dyr, man har boet sammen med - må bestemt være dette: 

Altså den røde panda. Dette eksemplar og endnu et hilste vi på i Ebeltoft Safaripark juleaftensdag.

Parken havde fået den glimrende ide at holde åbent med gratis adgang. Det benyttede vi og en masse andre os af, og det var god reklame for parken. Vi fik i hvert fald lyst til at komme igen.

Ikke alle dyr var fremme, for eksempel var alle savannedyrene inklusiv det girafføl, der blev født i december, i deres stalde. Men pandaerne underholdt. De er ikke lukket inde, så i teorien kunne de godt gå ud til publikum. Det gjorde de dog ikke, til gengæld klatrede de rigtig meget i træerne, helt ud på de tynde grene og kviste.

Ok, det er måske ikke lige der, man skal tage middagsluren efter at have fyldt vommen med røde juleæbler.

Også løverne fik en lille snack, så i modsætning til i København fik vi denne gang set løver. Også årets løveunger, 4 styk, født i april. De er nu også ret nuttede.

I Nordamerika området havde polarulvene anbragt sig meget dekorativt ved en af jernbanebroerne. Måske kørte ekspressen ikke juleaftensdag, i hvert fald så ulvene yderst afslappede ud.

Hvem, der ikke var afslappet, var et æselføl.

Det var meget svært at få et billede af, for det var i gang med dagens træning og drønede op ad bakke og ned ad bakke og rundt om en lille sø i det pænt store område, hvor æslerne bor sammen med kamelerne. Det lykkedes at få et enkelt billede, hvor det lige skulle hen til sin mor for at se, om alt var, som det skulle være.

Flere af de voksne æsler havde tykke maver, så jeg håber på flere æselføl til vores næste udflugt til parken, men måske ser æsler bare sådan ud.

Også zoo-katten fik jeg et billede af:

Det er altså ikke mig, der har leget med photoshop. På en eller anden måde kom billedet helt af sig selv til at ligne en detalje i et maleri.

Med disse julebilleder taget gennem årene ønskes alle, der kigger forbi bloggen

  En Glædelig Jul

Taget i år, men Mogens Bøggilds grise får nu sløjfer på hvert år i december

Jeg vil hellere spise disse bagergrise end de stakkels grise
fra de danske svinestalde

Selv juleudsmykningen kan tabe pusten.
Set i Bruuns Galleri for adskillige år siden

Hvis man skulle få den tanke, at jeg godt kan lide grise,
så er det helt rigtigt

Så gik november

Det er altid en fornøjelse at være i
Det Gamle Elværks smukke hal

Nogle mener, november er årets længste måned. Det må jo være, fordi de hellere vil foretage sig noget andet end det, de gør. For mig var november usædvanlig kort i år, den fløj bare af sted.

Vores lokale julemarked blev overstået på bedste vis. Om lørdagen lå et fint lag sne, der understregede julestemningen, og søndag var det lidt regn og tåge, så hvad ville være bedre end at gå på julemarked?

Vi manglede da heller ikke publikum, og salget var nogenlunde som sædvanligt, men det var måske lidt andre ting, vi solgte. Jeg mangler i hvert fald små veste i lageret nu.

I midten af måneden var vi et par dage i København. Zoologisk Have, Statens Museum for Kunst og Glyptoteket var på programmet foruden en gang aftensmad med min søster og svoger.

I zoo var vi en del hos elefanterne. Vi så Chin og de andre både ude og inde. De ville vist helst være inde, men de blev lokket ud, sikkert fordi der skulle muges ud i huset, og det var jo vores held.

På billedet har Chin og hendes mor lige tjekket, om der stadig ikke var blevet åbnet ind til huset.

Den lille charmetrold er selvfølgelig vokset, men jeg kan bedst se det, når jeg sammenligner billeder fra vores forskellige besøg.

Selv om det ser sådan ud, mangler Chin altså ikke et stykke af snabelen.
Hun har bare drukket vand.

Ellers var vi en del i Søndermarken, hvor vi denne gang fik set de to flodhesteunger rigtig godt. Det var der også mange andre, der gjorde, og vi fulgte med i, både hvad ungerne og de voksne foretog sig og i det øvrige publikums reaktioner. En pige i konfirmationsalderen hvinede "Mit yndlingsdyr" - jeg havde ikke lige troet, at en flodhest ville være en teenagepiges yndlingsdyr. Og en stor flok drenge i 10-12 års alderen fulgte levende med i, om de to små gik ind til næsehornene (det gjorde de), og hvad der så skete (ingenting). 

Flodhesteungerne er måske nok mere sjove end søde, men de var i hvert fald sødere end de 5 løveunger, for de viste sig overhovedet ikke. Det er vist første gang, vi har været i zoo uden at se en eneste løve.

Statens Museum for Kunst og Glyptoteket får ingen nærmere omtale i denne omgang, bortset fra at Käthe Kollwitz udstillingen "Mensch" på kunstmuseet anbefales, og det gør hele Glyptoteket også.

Ud over at se på kunst var vi i Sydhavnen, et område vi til gengæld ikke har den store erfaring med. Hvor er byggeriet derude dog trist! Der ville jeg nødigt bo. Men det italienske supermarked Supermarco har sin adresse derude, og det er et spændende sted. De har overvældende mængder af pasta, trøfler, vin, ost med mere, men det var selvfølgelig Venchi chokoladen, jeg var interesseret i. 

Min absolutte yndlingschocolade var udsolgt (kan man nu forstå det?), men de havde den næstbedste, som min chokoladepusher i Ribe gav mig en smagsprøve på, sidst jeg var der. Der var også en kaffechokolade. Det er ikke let at få mørk chokolade med kaffesmag, men her var den, så mit Venchi-repertoire blev forøget med endnu en variant.

Den flotte skumringshimmel oplevede vi, da vi ventede på bussen ind mod centrum igen. Ikke alt er gråt i Sydhavnen og heller ikke i november.

Måneden bød også på et par sjove kurser. Først fortalte Ditte fra Linser for livet en aften om den danske produktion af linser, ærter og bønner, og vi fik gode råd og smagsprøver. Senere var jeg på et aftenkursus hos Broderi Moderne i Visible Mending - altså broderi, der kan udbedre huller og skjule pletter på tøj, men man kan også bare bruge det dekorativt.

Jeg har ikke broderet noget videre endnu, men de tørrede bælgfrugter har jeg haft stor fornøjelse af. Især er jeg glad for opskrifterne på marinerede ærter og bønner, som vi har haft i køleskabet lige siden kurset. Lige nu er de dog spist op, og jeg skal have lavet en ny portion.

Alpakaer

Jeg er glad for stort set alle dyr. Katte, hunde, bjørne, elefanter, kameler, røde pandaer og så videre og så videre. Også de enormt søde alpakaer, som der har været en del af i mit liv i det sidste halve år. 

Mest i form af deres uld, men vi har da også mødt levende alpakaer, nemlig ved Tversted Skole, hvor Isager med flere holder til. Der er hyggeligt på skolen, som altså ikke fungerer som folkeskole mere, men somme tider kan man alligevel få god mad i skolekøkkenet.

Jeg ved ikke, om det er Isagers alpakaer, men fine var de.

Men ellers har det mest været alpakaGARNET, jeg har haft på nethinden. Jeg kan godt lide at strikke med alpaka, men desværre bryder jeg mig ikke om selv at have alpaka direkte på huden. På hænderne kan jeg heldigvis tåle der, så det bliver til en del pulsvarmere i alpaka.

På Fanø oplevede jeg Frisenvangs alpakagarn. Jeg har kendt til Frisenvang i en del år; det er garn, man kan købe med god samvittighed. "Deres" alpakaer bor i deres naturlige omgivelser i Andesbjergene.

Jeg har bare aldrig mærket deres garn før. men det fik jeg til min store fornøjelse lejlighed til på deres stand på Fiberfolk i Nordby. Og var det lækkert? - jo, det var det! Det føles også anderledes end mere industrielt fremstillet alpaka, så måske kan jeg faktisk tåle det. Foreløbig skal jeg have lavet et par pulsvarmere af mit mærkegrønne garn, og så må jeg lave forsøg med at have det andre steder på kroppen også.

Frisenvangs ejer har taget billedet på postkortet, der ligger sammen med mit mørkegrønne garn

I begyndelsen af denne måned var vi til Fiberfolk i Ålborg, og minsandten om der ikke igen dukkede noget specielt alpaka op. Møllebakkens Alpaca hedder det, og de vidste præcis, hvilken alpaka, der havde leveret ulden til de enkelte fed.

Sol og noget garn af hendes uld

Der var kun naturfarver, så garnet havde samme farver som de enkelte dyr. Jeg købte kameluldsfarvet (sic!) fra alpakaen Sol, som ses på billedet. Det er ikke en farve, jeg plejer at beskæftige mig med, men den passer til alpakaens blødhed.

På Møllebakken kan man også købe sig til en gåtur med en af alpakaerne. Behøver jeg nævne, at det kunne jeg godt tænke mig.

En af Tversted-alapakaerne. Den må vel kunne levere flere farver uld.

Fanøs fine katte - mest billeder

Hende her hllste vi på allerede den første morgen.
I den første af vores tre uger boede vi på Farmen lige nord for Sønderho, og det var her, denne søde blåtabby holdt til. Jeg synes, hun er køn med sine grønne øjne og teglstensfarvede næsespejl.

Faktisk er jeg ikke helt sikker, men jeg tror nok, at denne næsten helt hvide skønhed boede i Sønderho. Jeg har en svaghed for hvide katte, men det er ikke så tit, man ser dem.

Tabby-hvide er der ret mange af, men der er ikke så mange, der har sådan nogle flotte aftegninger som denne sønderhoning.

Hende her er ligesom de to sidste fannikker, altså fra Nordby

Klog kat! Smart at få pelsen gennemvarmet, men samtidig have hovedet i skygge

Dette er Olga, en meget sød og imødekommende kat. Og køn!

Solnedgange

Vi havde de mest fantastiske solopgange på Fanø i år. Billeder viser dem jo ikke rigtigt, det er unægtelig bedre i virkeligheden, men det er alligevel så fristende at forsøge at forevige det.

Her ved Fanø Bad:

Man kan ikke se så mange "tilskuere" på dette billede, men de var der. Jeg kunne godt lide den maleriske placering af cyklerne.

Godt hjulpet af et par fly, kunne man såmænd også nyde de sidste stråler fra sommerhusets vinduer:

En dag tog vi til Ribe, og på vejen hjem snakkede vi om, at vi vist lige kunne nå solnedgangen ved Rindby Strand. Det kunne vi ikke! Færgen Menja manglede en reservedel og var taget ud af drift, så Fenja og Grotte måtte klare det hele, og det skabte en ret lang kø. Ventetiden var på over 2 timer. Det har vi ikke oplevet tidligere.

Efter nogen kaos på vejen ind til færgelejet kom vi endelig på plads i køen, og jeg kunne lige nå at få lidt solnedgang bag Esbjerg Havn med. Det var såmænd heller ikke at kimse af.

Rindby Strand er nok den smukkeste strand på Fanø, og solnedgangen er betagende. Ikke så dumt at slå sig ned i de medbragte stole i første række:

Jeg tog også en lille film. Den er bare taget med telefonen, og den er ikke specielt framragende, men man kommer 360° rundt

Vi så ikke så mange fugle ved stranden på dette tidspunkt, men nogle unge hættemåger søgte dog stadig føde i vandkanten: