onsdag den 5. marts 2025

Det kradser!

Når man som jeg elsker at strikke, er det ret irriterende at være uldallergiker. Eller måske er allergiker at tage munden for fuld, men jeg er i hvert fald ikke særlig glad for at have uld på kroppen.

Værst er alpaka. Jeg synes, alpakagarn er så blødt og lækkert, og jeg kan ikke altid stå for det. Sidste efterår investerede jeg således i hele to bundter dyr alpaka. Jeg plejer også at kunne have det på hænderne, men ikke altid.


De her naturfarvede pulsvarmere er lavet af alpaka fra et af de efterhånden mange danske steder, der avler alpakaer. Jeg blev lidt skeptisk, mens jeg strikkede og ganske rigtigt. De er lune og bløde, men de giver altså også lidt irritation. De kom i salgskassen.


Måske ville det gå bedre med de grønne strikket af Frisenvang alpaka. Bæredygtigt og ifølge Frisenvangs hjemmeside spundet af de bedste og blødeste kvaliteter alpaka. Ikke desto mindre gav de mig en svag kløen, når jeg havde dem på, så de har gjort de naturfarvede følgeskab i salgskassen.

Jeg opdagede første gang, at jeg ikke var gode venner med alpaka, da jeg strikkede en sweater til mig selv af garn fra det norske firma Du Store Alpakka. På det tidspunkt troede jeg, at jeg nok bedre kunne tåle alpaka end fåreuld. Det viste sig at være en slem fejltagelse. Sweateren var let som en fjer og superblød, men at have den på var yderst ubehageligt. Også selv om jeg ikke havde den direkte på huden. En veninde, som jeg ville give den til, frabad sig venligst.

Senere har jeg til en anden veninde, som normalt ikke er uldfølsom, strikket et tørklæde af Silkpaca fra Malabrigo - 70% alpaka og 30% silke, som skulle være lidt et luksusgarn. Hun kan godt gå med det, men ikke for lang tid ad gangen. Så jeg er altså ikke ene om at synes, at alpaka ikke er så behageligt at have på.

Der er også undtagelser. Filcolanas Vilja, der før hed Indiecita, har jeg det for eksempel noget bedre med.

Jeg kan ellers godt lide den varme, uld giver, når det er koldt, og jeg har lige strikket en ny sweater til mig selv af ren uld. Der kommer nok mere om den, når jeg for alvor får den afprøvet.

torsdag den 20. februar 2025

Håndarbejde i kunsten

Jeg har et godt stykke tid haft et album på min Flickr-konto med titlen Håndarbejde i kunst. Der er nu ikke så mange billeder i det, men jeg "samler", når jeg besøger kunstmuseer rundt omkring.

Brandts Kunstmuseum i Odense har endnu et par dage en særudstilling over samme tema, "Nål og tråd - Håndarbejde i kunsten" hedder den. Faktisk et oplagt tema netop for Brandts, der jo er en gammel klædefabrik.

Vi besøgte udstillingen i går og syntes, det var en fin udstilling. Ikke så stor og også lidt anderledes end forventet, for mindst halvdelen var snarere kunst i tekstiler, men det var også interessant at se. Nedenfor et eksempel på det, vi egentlig var kommet for at se:


Det er Christian Krohgs maleri "Sypigen" fra 1880. Det minder mig om min farmor. Hun blev enke som 53-årig i 1945, og for at få til dagen og vejen begyndte hun at sy for folk. Måske er hun også faldet i søvn ved maskinen en gang imellem.

Jeg nød selv godt af hendes syfærdigheder. Når jeg havde fødselsdag, var gaven fra hende tit en kjole, hun havde syet. Min 7½ år yngre søster fik så også en kjole syet i samme stof. Her er vi i 1958-modellerne, jeg er lige blevet 9 år. Stoffet havde blå bundfarve - min yndlingsfarve - og var med kløvermotiv.


Tilbage til kunsten. Mange af billederne var ret gamle. For eksempel har skagensmalerne tit skildret strikkende og syende kvinder. Men der var også yngre. Et af dem er Allan Ottes helt nye og meget fine porttæt af Dronning Margrethe, der broderer. Det er ejet af dronningen selv og skal vist hænge på Gråsten Slot. 

Og så var der det her:


Harald Giersings "Dame med Sytøj" fra 1919. Egentlig ikke så meget yngre end skagensmalernes, men hvor er der dog sket meget i den mellemliggende tid. Maleriet ejes faktisk af Aros, men jeg kan nu ikke huske at have set det der, selv om jeg vældig godt kan lide Giersing.

Jeg er godt tilfreds med at have fået nogle nye billeder til mit Flickr-album og egentlig også med, at der ikke var overvældende mange nye. Så har jeg en chance for også fremover at kunne finde nyt til albummet.

fredag den 31. januar 2025

Strik i 2024

Det er godt, jeg ikke skal leve af mit strikkeri, for i 2024 har jeg røde tal over hele bundlinjen. Næsten!

FAKTA

9689 meter er blevet strikket, og 10572 meter garn er blevet brugt. Flere projekter er blevet strikket med dobbelt tråd. Begge tal er noget lavere end i 2023, men faktisk har jeg strikket en del mere, for sjældent har jeg trævlet så meget op som i 2024, og de optrævlede meter tæller jo ingen steder.

1411 meter er lageret blevet større. Jeg har tydeligvis en rygrad som en regnorm, når jeg er på garnfestivaler.

3855 kr. blev der købt garn for, og når tilbehør, kurser og messer bliver lagt til bliver udgifterne på 4176 kr.
Til gengæld har jeg solgt for 3670,- kr. Det er et grønt tal! Egentlig vil salgstallet altid være grønt, for jeg strikker ikke for at sælge, men der blev altså også solgt for 900 kr. mere end forrige år.

Jeg fik færdiggjort 44 projekter, 8 færre end i 2023.


Et af de lidt større projekter var en vest til Dorthe. Texture vest hedder opskriften, og den er fra Isager. Teksturmønsteret er flot, og der er fine overgange ved ribben og på skuldrene. Det var sjovt at strikke, men jeg måtte også skælde ud over fejl i opskriften flere gange undervejs.

Jeg fik også færdiggjort min nye Hitofude. Den er blevet god, men jeg har ikke fotograferet endnu. Det var en af planerne for 24. Den anden var en let poncho, men den er jeg ikke startet på endnu.

Der var ingen planer om at formindske antallet af forskellige garner i lageret. Heldigt! Det steg nemlig med ikke mindre end 14 til 290. Jeg tror, det skal være mit eneste mål for i år at få det nedbragt. Nej, måske skal ponchoen også på programmet igen.

Billedet her er et skærmdump af toppen af min Ravelry side for projekter i 2024. De fleste af tingene er givet væk eller solgt, selv det hundedyre tørklæde lige i midten strikket af overlækkert Zealana Luxury Air Laceweight garn, der blandt andet består af opossum.

De røde pulsvarmere øverst til højre er et af to par, der blev strikket så sent på året, at de ikke nåede at komme med på julemarked, så de er i lageret endnu. 

Garnet, Lana Grossas Colorissima plus en tråd mohair, blev købt i Woolstock på Østerbro i november. Det slog til til 2 par, og parret til venstre har jeg beholdt selv. 

Der er ingen opskrift til, det er jo garnet, der skaber det hele, så jeg har bare strikket i rib og glat.

søndag den 26. januar 2025

Røde huer i januar

Selv om vejret er mildt, så er det dog endnu ikke forår (heldigvis!), så hvorfor ikke beholde decembers røde nissehuer på.

Det har Jan Ballings Homo Sedens - Det Siddende Menneske i Ole Rømers Gade på Frederiksbjerg i Århus i hvert fald gjort. Jeg kan godt lide ham. Sidder han ikke bare og vegeterer?


På en af villavejene i Åbyhøj har en haveslange også stadig sin hue på:


I modsætning til Homo Sedens behøver slangen nok ikke at fryse. Den kunne vel bare dykke ned og få noget jordvarme.

mandag den 30. december 2024

Verdens mest nuttede dyr

Det allermest nuttede dyr - lige bortset fra de dyr, man har boet sammen med - må bestemt være dette: 


Altså den røde panda. Dette eksemplar og endnu et hilste vi på i Ebeltoft Safaripark juleaftensdag.

Parken havde fået den glimrende ide at holde åbent med gratis adgang. Det benyttede vi og en masse andre os af, og det var god reklame for parken. Vi fik i hvert fald lyst til at komme igen.

Ikke alle dyr var fremme, for eksempel var alle savannedyrene inklusiv det girafføl, der blev født i december, i deres stalde. Men pandaerne underholdt. De er ikke lukket inde, så i teorien kunne de godt gå ud til publikum. Det gjorde de dog ikke, til gengæld klatrede de rigtig meget i træerne, helt ud på de tynde grene og kviste.


Ok, det er måske ikke lige der, man skal tage middagsluren efter at have fyldt vommen med røde juleæbler.

Også løverne fik en lille snack, så i modsætning til i København fik vi denne gang set løver. Også årets løveunger, 4 styk, født i april. De er nu også ret nuttede.


I Nordamerika området havde polarulvene anbragt sig meget dekorativt ved en af jernbanebroerne. Måske kørte ekspressen ikke juleaftensdag, i hvert fald så ulvene yderst afslappede ud.


Hvem, der ikke var afslappet, var et æselføl.


Det var meget svært at få et billede af, for det var i gang med dagens træning og drønede op ad bakke og ned ad bakke og rundt om en lille sø i det pænt store område, hvor æslerne bor sammen med kamelerne. Det lykkedes at få et enkelt billede, hvor det lige skulle hen til sin mor for at se, om alt var, som det skulle være.

Flere af de voksne æsler havde tykke maver, så jeg håber på flere æselføl til vores næste udflugt til parken, men måske ser æsler bare sådan ud.

Også zoo-katten fik jeg et billede af:


Det er altså ikke mig, der har leget med photoshop. På en eller anden måde kom billedet helt af sig selv til at ligne en detalje i et maleri.

tirsdag den 24. december 2024

Med disse julebilleder taget gennem årene ønskes alle, der kigger forbi bloggen

  En Glædelig Jul

Taget i år, men Mogens Bøggilds grise får nu sløjfer på hvert år i december

Jeg vil hellere spise disse bagergrise end de stakkels grise
fra de danske svinestalde
Selv juleudsmykningen kan tabe pusten.
Set i Bruuns Galleri for adskillige år siden

Hvis man skulle få den tanke, at jeg godt kan lide grise,
så er det helt rigtigt


onsdag den 4. december 2024

Så gik november

Det er altid en fornøjelse at være i
Det Gamle Elværks smukke hal
Nogle mener, november er årets længste måned. Det må jo være, fordi de hellere vil foretage sig noget andet end det, de gør. For mig var november usædvanlig kort i år, den fløj bare af sted.

Vores lokale julemarked blev overstået på bedste vis. Om lørdagen lå et fint lag sne, der understregede julestemningen, og søndag var det lidt regn og tåge, så hvad ville være bedre end at gå på julemarked?

Vi manglede da heller ikke publikum, og salget var nogenlunde som sædvanligt, men det var måske lidt andre ting, vi solgte. Jeg mangler i hvert fald små veste i lageret nu.

I midten af måneden var vi et par dage i København. Zoologisk Have, Statens Museum for Kunst og Glyptoteket var på programmet foruden en gang aftensmad med min søster og svoger.

I zoo var vi en del hos elefanterne. Vi så Chin og de andre både ude og inde. De ville vist helst være inde, men de blev lokket ud, sikkert fordi der skulle muges ud i huset, og det var jo vores held.

På billedet har Chin og hendes mor lige tjekket, om der stadig ikke var blevet åbnet ind til huset.

Den lille charmetrold er selvfølgelig vokset, men jeg kan bedst se det, når jeg sammenligner billeder fra vores forskellige besøg.

Selv om det ser sådan ud, mangler Chin altså ikke et stykke af snabelen.
Hun har bare drukket vand.
Ellers var vi en del i Søndermarken, hvor vi denne gang fik set de to flodhesteunger rigtig godt. Det var der også mange andre, der gjorde, og vi fulgte med i, både hvad ungerne og de voksne foretog sig og i det øvrige publikums reaktioner. En pige i konfirmationsalderen hvinede "Mit yndlingsdyr" - jeg havde ikke lige troet, at en flodhest ville være en teenagepiges yndlingsdyr. Og en stor flok drenge i 10-12 års alderen fulgte levende med i, om de to små gik ind til næsehornene (det gjorde de), og hvad der så skete (ingenting). 

Flodhesteungerne er måske nok mere sjove end søde, men de var i hvert fald sødere end de 5 løveunger, for de viste sig overhovedet ikke. Det er vist første gang, vi har været i zoo uden at se en eneste løve.

Statens Museum for Kunst og Glyptoteket får ingen nærmere omtale i denne omgang, bortset fra at Käthe Kollwitz udstillingen "Mensch" på kunstmuseet anbefales, og det gør hele Glyptoteket også.

Ud over at se på kunst var vi i Sydhavnen, et område vi til gengæld ikke har den store erfaring med. Hvor er byggeriet derude dog trist! Der ville jeg nødigt bo. Men det italienske supermarked Supermarco har sin adresse derude, og det er et spændende sted. De har overvældende mængder af pasta, trøfler, vin, ost med mere, men det var selvfølgelig Venchi chokoladen, jeg var interesseret i. 

Min absolutte yndlingschocolade var udsolgt (kan man nu forstå det?), men de havde den næstbedste, som min chokoladepusher i Ribe gav mig en smagsprøve på, sidst jeg var der. Der var også en kaffechokolade. Det er ikke let at få mørk chokolade med kaffesmag, men her var den, så mit Venchi-repertoire blev forøget med endnu en variant.


Den flotte skumringshimmel oplevede vi, da vi ventede på bussen ind mod centrum igen. Ikke alt er gråt i Sydhavnen og heller ikke i november.

Måneden bød også på et par sjove kurser. Først fortalte Ditte fra Linser for livet en aften om den danske produktion af linser, ærter og bønner, og vi fik gode råd og smagsprøver. Senere var jeg på et aftenkursus hos Broderi Moderne i Visible Mending - altså broderi, der kan udbedre huller og skjule pletter på tøj, men man kan også bare bruge det dekorativt.

Jeg har ikke broderet noget videre endnu, men de tørrede bælgfrugter har jeg haft stor fornøjelse af. Især er jeg glad for opskrifterne på marinerede ærter og bønner, som vi har haft i køleskabet lige siden kurset. Lige nu er de dog spist op, og jeg skal have lavet en ny portion.

torsdag den 7. november 2024

Alpakaer

Jeg er glad for stort set alle dyr. Katte, hunde, bjørne, elefanter, kameler, røde pandaer og så videre og så videre. Også de enormt søde alpakaer, som der har været en del af i mit liv i det sidste halve år. 

Mest i form af deres uld, men vi har da også mødt levende alpakaer, nemlig ved Tversted Skole, hvor Isager med flere holder til. Der er hyggeligt på skolen, som altså ikke fungerer som folkeskole mere, men somme tider kan man alligevel få god mad i skolekøkkenet.

Jeg ved ikke, om det er Isagers alpakaer, men fine var de.

Men ellers har det mest været alpakaGARNET, jeg har haft på nethinden. Jeg kan godt lide at strikke med alpaka, men desværre bryder jeg mig ikke om selv at have alpaka direkte på huden. På hænderne kan jeg heldigvis tåle der, så det bliver til en del pulsvarmere i alpaka.

På Fanø oplevede jeg Frisenvangs alpakagarn. Jeg har kendt til Frisenvang i en del år; det er garn, man kan købe med god samvittighed. "Deres" alpakaer bor i deres naturlige omgivelser i Andesbjergene.

Jeg har bare aldrig mærket deres garn før. men det fik jeg til min store fornøjelse lejlighed til på deres stand på Fiberfolk i Nordby. Og var det lækkert? - jo, det var det! Det føles også anderledes end mere industrielt fremstillet alpaka, så måske kan jeg faktisk tåle det. Foreløbig skal jeg have lavet et par pulsvarmere af mit mærkegrønne garn, og så må jeg lave forsøg med at have det andre steder på kroppen også.

Frisenvangs ejer har taget billedet på postkortet, der ligger sammen med mit mørkegrønne garn

I begyndelsen af denne måned var vi til Fiberfolk i Ålborg, og minsandten om der ikke igen dukkede noget specielt alpaka op. Møllebakkens Alpaca hedder det, og de vidste præcis, hvilken alpaka, der havde leveret ulden til de enkelte fed.

Sol og noget garn af hendes uld

Der var kun naturfarver, så garnet havde samme farver som de enkelte dyr. Jeg købte kameluldsfarvet (sic!) fra alpakaen Sol, som ses på billedet. Det er ikke en farve, jeg plejer at beskæftige mig med, men den passer til alpakaens blødhed.

På Møllebakken kan man også købe sig til en gåtur med en af alpakaerne. Behøver jeg nævne, at det kunne jeg godt tænke mig.

En af Tversted-alapakaerne. Den må vel kunne levere flere farver uld.

fredag den 25. oktober 2024

Fanøs fine katte - mest billeder


Hende her hllste vi på allerede den første morgen.
I den første af vores tre uger boede vi på Farmen lige nord for Sønderho, og det var her, denne søde blåtabby holdt til. Jeg synes, hun er køn med sine grønne øjne og teglstensfarvede næsespejl.
Faktisk er jeg ikke helt sikker, men jeg tror nok, at denne næsten helt hvide skønhed boede i Sønderho. Jeg har en svaghed for hvide katte, men det er ikke så tit, man ser dem.

Tabby-hvide er der ret mange af, men der er ikke så mange, der har sådan nogle flotte aftegninger som denne sønderhoning.

Hende her er ligesom de to sidste fannikker, altså fra Nordby

Klog kat! Smart at få pelsen gennemvarmet, men samtidig have hovedet i skygge

Dette er Olga, en meget sød og imødekommende kat. Og køn!

torsdag den 17. oktober 2024

Solnedgange

Vi havde de mest fantastiske solopgange på Fanø i år. Billeder viser dem jo ikke rigtigt, det er unægtelig bedre i virkeligheden, men det er alligevel så fristende at forsøge at forevige det.

Her ved Fanø Bad:

Man kan ikke se så mange "tilskuere" på dette billede, men de var der. Jeg kunne godt lide den maleriske placering af cyklerne.

Godt hjulpet af et par fly, kunne man såmænd også nyde de sidste stråler fra sommerhusets vinduer:


En dag tog vi til Ribe, og på vejen hjem snakkede vi om, at vi vist lige kunne nå solnedgangen ved Rindby Strand. Det kunne vi ikke! Færgen Menja manglede en reservedel og var taget ud af drift, så Fenja og Grotte måtte klare det hele, og det skabte en ret lang kø. Ventetiden var på over 2 timer. Det har vi ikke oplevet tidligere.

Efter nogen kaos på vejen ind til færgelejet kom vi endelig på plads i køen, og jeg kunne lige nå at få lidt solnedgang bag Esbjerg Havn med. Det var såmænd heller ikke at kimse af.


Rindby Strand er nok den smukkeste strand på Fanø, og solnedgangen er betagende. Ikke så dumt at slå sig ned i de medbragte stole i første række:


Jeg tog også en lille film. Den er bare taget med telefonen, og den er ikke specielt framragende, men man kommer 360° rundt


Vi så ikke så mange fugle ved stranden på dette tidspunkt, men nogle unge hættemåger søgte dog stadig føde i vandkanten:

onsdag den 2. oktober 2024

Havefest på Fanø

Indlægget er navngivet efter favoritøllen fra Fanø Bryghus. Jeg er ikke den mest passionerede øldrikker, men denne med smag af blandt andet basilikum og agurk kunne jeg rigtig godt lide, og jeg indtog hele to under vores september-ferie på Fanø

I år kunne vi ikke nøjes med mindre end 3 uger, og med det gode vejr i september blev det en veritabel havefest.

Det blev som altid også en strikkefest. Dels strikker vi jo stort set altid.

Her sidder vi ude en tidlig morgen, og sjovt nok strikkede vi alle blåt.


Annetts trøje i forgrunden er nok ved at være færdig, Dorthes børnesweater i baggrunden er for længst færdig, og mit lyseblå tørklædesjal blev færdig i går. Nå ja, der skal heftes ender, men bortset fra det...

Og dels lever strikkefestivalen på Fanø i bedste velgående. Jeg skulle hilse og sige, at den faktisk var bedre, hyggeligere og mere afslappet end nogensinde. Efter de kommentarer vi hørte rundt omkring, var vi ikke de eneste, der syntes det. 

Både Sønderho og Nordby havde masser af større og mindre arrangementer, og Fiberfolk var flyttet ind i Fanøhallen, og der er nok så spændende udstillere som tidligere, hvor det var de førende (efter min mening kedelige) strikdesignere, der huserede. Sidste år brugte vi under et kvarter i hallen, i år var vi der nok et par timer.


De er så gode til at pynte op i Sønderho. Overalt så man de sjove små huse - der må være blevet indtaget en del flødeskum i årets løb - og vimpelguirlander. 


Fuglene her holdt til i Haven (et rigtig godt spise- og kaffested) i Nordby, og der var også vimpler mange steder. Vi var selv med til at producere flere, da vi på en af strikkestationerne brugte en for os ny teknik (som jeg vender tilbage til, når den er blevet afprøvet på noget større) til fremstilling af vimpler.

Hygge i Haven. Annett og Dorthe sidder i baggrunden med strikketøjerne

Der er mange fine haver på Fanø, og i nogle af dem er der dyr. Det gør dem endnu mere festlige efter min mening. Katte og hunde, men også fjerkræ. Moskusanden med ællinger på tur så jeg i Sønderho.


I Nordby er der en have, hvor de holder gæs. Dem så jeg både sidste år og i år. Ja, jeg ved godt nok ikke, om det er de samme, men de lyder ens, og ih, hvor de skræpper op, når jeg går forbi.

I vores egen have - "egen" er en tilsnigelse, for det er et hus, vi har lejet; og "have" er også en tilsnigelse, for det er en naturgrund - så vi i år ingen kaniner. 

Jeg læste, at der har været sygdom blandt kaninerne i 3 år, men vi så kaniner andre steder, og forhåbentlig kommer bestanden op igen. Det kan godt ske, jeg ikke er enig med golfbanen om det, sådan set er det en 18-hullers bane, men der er altid flere huller på grund af kaninerne.

Til gengæld kiggede en hare lige ind på mig gennem vinduet, og der er fasaner og rådyr. Mindst fire forskellige rådyr så vi.


Denne unge hun var den første, der besøgte os, og hun kom tilbage flere gange. Måske ses vi igen næste år. Vi har i hvert fald bestilt huset igen.

lørdag den 31. august 2024

En uge i det nordligste Danmark

 


Vi har godt nok haft meget om ørerne denne sommer, og sidste uge tilbragte vi i Skagen. Da vi kørte, truede det med regn, men det blev ikke til noget. Og da vi skulle hjem, smådryppede det, mens bilen blev pakket, og det øsregnede på turen hjem, men kun til Randers. Så blev det fint vejr, og vi kunne pakke bilen ud uden risiko for våde lokker.

Vigtigst var det dog, at det kun regnede en enkelt morgen i Skagen. Så besindede det sig og blev fint vejr ligesom alle de andre dage, og solskin klæder unægtelig byen.

Nogle af dagene havde vi besøg af Dorthes to gymnasieveninder. De har begge været i Skagen adskillige gange, men vi kunne alligevel vise dem noget, de ikke havde set før, nemlig den røde skurby - billedet øverst. I modsætning til diverse andre skurbyer er der meget liv i Skagens. Også den dag vi var der; det ses bare ikke på billedet.

Skagen Kunstmuseum kendte vi selvfølgelig alle, men det må være længe siden, jeg har været der til andet end særudstillinger, for der var mange værker, jeg ikke kunne huske. Der var også adskillige nyerhvervelser, og jeg var rigtig glad for besøget. Jeg fik også flere billeder til min samling af strik i kunst, blandt andet dette fine billede af Anna Ancher:

Anna Ancher: Strikkende kone. Ca. 1915

Selv om det var august, var sæsonen heldigvis ikke forbi i Skagen endnu, faktisk var der mange mennesker i byen. Mange nordmænd og svenskere, og på en parkeringsplads så vi mindst 12 italienske autocampere. 

Til gengæld var der vist kun et af de grimme krydstogtsskibe, og det var ikke et af de største, men flere steder blev vi alligevel tiltalt på engelsk. Når det så blev åbenbaret, at vi bare var danskere, var undskyldningen hver gang, at de havde troet, vi var krydstogtsturister. Lidt absurd, ikke?