tirsdag den 15. april 2025

Smagsdommer

Vi havde fortæret husets sidste digestive og skulle have købt en ny rulle. Vi havde bildt os selv ind, at McVities er meget bedre end alle andre, men pludselig kunne vi ikke finde netop McVities i nogen som helst dagligvareforretning. Hvad ville så være bedst? En sammenlignende blindsmagetest med Dorthe og jeg som testere måtte foranstaltes.

Tre forskellige produkter: Coop, Salling og Finton fra Netto blev indkøbt, og så fandt vi minsandten McVities i Meny, så den kom også med. 

Vi mente, at vi kendte Lu og Karen Wolf, og at de ikke var nær så gode som de "rigtige", men så syntes vi alligevel, de for fuldstændighedens skyld burde med i testen. Vi skulle måske også have kigget i Rema, men det er en butik, hvor vi kun kommer yderst sjældent.

Testen er nu gennemført, og vi var forbløffende enige. Bortset fra Karen Wolf, som vi syntes var den ringeste, var der ikke megen forskel. Men lidt var der, og overraskende for os selv syntes vi begge bedst om Lu med Coop på andenpladsen og McVities som nummer tre.

Så meget for vores snobbede forudindtagethed!

I øvrigt er digestive et totalt overflødigt produkt fyldt med fedt, som ydermere er lig med palmeolie, og sukker. Aldeles usundt og tilmed politisk ukorrekt. Der er faktisk lidt mere fedt i Lu end i de øvrige, måske er det derfor, de smagte os en anelse bedre.

Prismæssigt er der stor forskel. Sallings, Coops og Nettos er så billige, at man umiddelbart skulle tro, de er uspiselige, hvilket altså ikke var tilfældet. Nu har vi digestiver nok til bund i ostekager plus til småkagetrang i meget lang tid. Nogle af dem bliver måske for gamle og harske, men når der engang ad åre igen skal investeres i en rulle digestive, vil jeg prøve at huske, at jeg lige så godt kan købe de billige fra Coop. Eller rettere: Jeg vil nok købe en fuldkornsvariant, som jeg lige så godt kan lide, og som måske er en anelse mindre usund. Eller også vil jeg spise min honning på rugbrød i stedet.

1 kommentar:

Ellen sagde ...

Meget interessant!
Det er altid sundt at få gennemhullet en fordom /fiks ide, selv om det selvfølgelig også nager en lille smule.
Og så var det ikke engang en blindsmagning, så I har været fint objektive.
Det har vi sommetider foretaget, når vi har haft en mindre diskussion om "det/den bedste". Hvis det kun drejer sig om to ting, skal man altid tage to af i hvert fald den ene, så man har mindst tre at skulle svare rigtigt på. Det er for nemt med 50 % chance.
Vi har en ven af huset, som stædigt holder på, at det kun er ét bestemt mærke smør der er værd at spise. Jeg tør bare ikke rigtig at udføre ovenstående test på ham, for jeg er sikker på, at han i virkeligheden ikke kan smage forskel, og jeg kan egentlig ikke rigtig bruge et nederlag fra hans side til noget. Jeg tænker kun tit på det, fordi han er så pokkers påståelig - også med flere andre ting.
Nå. Det var jo selvfølgelig noget lidt andet med jeres kiks ... jeg har faktisk også erfaret, at kædernes discountvarer, som de selv kalder deres billigudgaver, ikke nødvendigvis er dårligere end den samme, men dyrere vare - men nogle gange er de, så jeg har prøvet mange varer af efterhånden.