lørdag den 28. juni 2025

Blåvands flotteste fyr

 er helt sikkert ham her:


Vi var en uge i Blåvand, og vi mødte ham to gange. Første gang på selveste Fyrvejen - vejen der går fra Blåvand by til Blåvandshuk Fyr. Man kan ikke se det på billedet, men på den anden side af den i øvrigt ret befærdede vej, stod folk i klynger med deres mobiler. En ansat i et af sommerhusudlejningsfirmaerne fortalte, at han tit er på bytur, og at han er blevet lidt af en maskot for byen.

Annett og jeg gik over i Kongen af Blåvands side, og han var bedøvende ligeglad. Han var ved at spise sin morgenmad, basta!

Senere mødte vi ham i et sommerhusområde, og scenariet var nogenlunde det samme bortset fra, at der ikke var så mange andre beundrere. Han var igen i gang med morgenmaden. Ingen tvivl om, at kaprifolier er en af hans livretter. 


Jeg har aldrig før været så tæt på en kronhjort. Egentlig troede vi, at vi såmænd godt kunne have rørt ved ham, men det gjorde vi nu ikke, så vi ved ikke, om hans gevir er lige så blødt, som det ser ud. Senere så jeg et billede på nettet, hvor en tysk turist klapper ham.

Kong Blåvand er godt nok i konkurrence med Blåvandshuk Fyr om at være den/det flotteste fyr. Fra vores sommerhus kunne vi se ud til fyret. Det var ret fantastisk, når det var blevet mørkt, at sidde i stuen og se på lyset.


Et andet af Blåvands kendetegn er muldyrene på stranden. Jeg har altid syntes, at det var en genial ide at omdanne nogle af bunkerne på stranden til muldyr, og der er en masse symbolik i, at det netop er muldyr.

Jeg var meget i tvivl om, hvilket af mine billeder, jeg skulle tage med i indlægget. Jeg har også nogle, hvor alle fire muldyr er med, men jeg valgte alligevel et af dem med fyrtårnet i baggrunden. 

Jeg fik for øvrigt mit eget lille muldyr med hjem. Den tyske multikunstner Maik Graf von Leonstein - intet mindre - har erstattet bunkerens beton med drivtømmer fra stranden og jernet i hoved og hale med rav og kobber. Det kunne jeg altså ikke stå for, og det kunne Yrsa for resten heller ikke, så nu bor der et lille muldyr både i Randers og i Åbyhøj.


Det er selvfølgelig Knud og Krista, der rider på mit muldyr.

Ingen kommentarer: