Jazz - og elefanter

Juli har været en måned fuld af musik for os. Først tog vi til København midt i den københavnske jazzfestival, og da vi kom hjem var Århus Jazz festival allerede i gang.

Det var altså et enormt program, de havde i København, og det var svært at vælge. Heldigvis valgte vi at tage til Råhuset i Kødbyen den allerførste aften, for det blev en af de allerstørste oplevelser. 

På programmet var den japanske avantgarde-pianist Chuichi Chino, der blev bakket op af Asger Thomsen på bas og Kresten Osgood på slagtøj. Det var noget for vores ører!

Jeg kan også godt lide det halvt industrielle miljø i Kødbyen. Råhuset på billedet ser virkelig noget upoleret ud.

Også i Århus var der spændende koncerter i gamle industriområder. Nedenfor er det Papirlageret på Sydhavnen, som vi fandt efter nogen tids søgen. Den yderst beskedne indgang var i smøgen. Retfærdigvis må det siges, at der vist også er en mere officiel, som ikke blev brugt den aften, vist nok fordi musikerne stod lige på den anden side af den.

Alt i alt hørte vi nok 20-25 koncerter, både godt og mindre godt. Allerede den anden dag i København blev vi så trætte af guitar-soloer, at vi erklærede, at vi ikke ville høre en eneste jazz-guitarist mere. Guitarer hører hjemme i rockmusikken!

Det kom vi nu alligevel til, blandt andet på Papirlageret, hvor der var en vild koncert med 7-8 mand grupperet omkring årets gæstekunstner, den norske trommeslager Paal Nilsson-Love. Blandt dem den ligeledes norske guitarist Hein Westgaard, men han lød godt nok aldeles anderledes end den traditionelle jazzguitarist. 

Også i kirkerne var der gode koncerter. I København i Koncertkirken på Blågårds Plads, hvor vi hørte Littotina Saxophone Quartet med hele fire saxofonister fra Estland, Finland, Sverige og Litauen - deraf navnet. Det var supergodt, saxofoner hører i den grad hjemme i jazzen.

I Århus hørte vi orgel-jazz i Domkirken (særpræget) og en meget spændende koncert i Langenæskirken, hvor Olga Witte dirigerede vistnok 11 musikere inklusiv Nilsson-Love (og ingen guitarer) i et nyt værk, hun selv havde skrevet, med titlen Quantum Gravity. Det blev også et højdepunkt.

I København hørte vi mest mindre ensembler, men i Musikhuset i Århus kom big bandene på banen, og igen i år var Aarhus Jazz Orchestra i førersædet. De blev dirigeret af Geir Lysne, som minsandten også er fra Norge, og havde Kira Skov med som solist. Hun plejer ikke at være på min hitliste, men hun var meget bedre, end jeg havde frygtet.

Som vi plejer, nåede vi også Zoo i København, for vi skulle da se, om Chin var vokset. Hun er næsten 1½ år nu, og hun var helt sikkert vokset, men er hun ikke stadig en lille lækker baby?

Vi var rigtig lang tid hos elefanterne og hørte en af dyreguiderne fortælle. Yderst interessant var det, at hele to af hunnerne venter babyer i 2026. Det må vel være de to ældste Kungrao og Surin, for Chins mor Kumari kan nok ikke allerede igen være i lykkelige omstændigheder. Gæt om vi var tilfredse med, at vi havde fået vores årskort fornyet.

Guiden sagde ganske vist, at det er svært at se på elefanter, om de er gravide, for de kan skjule rigtig meget i deres store korpusser, men prøv lige at se dette billede af Kungrao:

Det er de mærkeligste associationer, man kan få, når man sådan sidder i lang tid og kigger på dyr. 

Da jeg kiggede på elefanternes snabler, syntes jeg, at deres mønster meget ligner et strukturmønster, jeg strikker ret tit. Billedet er af 5-årige Mun med det lille højre øre. Hendes mor Surin har et par knæk på halen, som jeg synes ligner den lille hjælpepind, jeg bruger, når jeg strikker snoninger. Desværre ville hun ikke vende numsen til, da jeg fik kameraet klar, men det bliver måske næste gang, jeg skal bruge mit årskort.