onsdag den 5. oktober 2022

Nyt i Nordby

Når vi kommer til Fanø, er noget af det første, vi foretager os, næsten altid at gå en tur på Nordbys hovedgade. Er der kommet noget nyt? Og modsat: Er der noget, der er forsvundet? I år var det heldigvis mest det første.


I det gamle tømrerværksteds meget fine bygning er der kommet et mikro surdejsbageri, en udpræget god ide.

Der var engang en bager i Nordby, men det er nogle år siden efterhånden, og siden den lukkede, har man måttet tage til takke med Brugsens bager. Man kan sige meget godt om Brugsen i Nordby (bl.a. har de vores fortrukne mysli, som ellers stort set kun kan opdrives på nettet), men bageren er altså ikke noget at råbe hurra for.

Så vi var glade for at se det nye lille bageri og café. Og deres brød er godt, men de skal lige have et lidt større udvalg af kaffe til café-gæsterne, inden alt er på plads. Vi er spændte på, om de overlever til næste år - det håber vi!


En anden nyhed var Værftet, som nok mest er et værtshus, der dog også serverer kaffe. Der er meget stemningsfuldt med en masse fine, hjemmelavede træmøbler, og mon ikke det er Marco Brodde, der har stået for fuglene på væggen?

Selv om der var et spændende drinks-kort, så nåede vi ikke at nyde noget på stedet - faktisk var vi noget i tvivl om, om der var åbent de gange, vi kom forbi. Men Værftet må også gerne være der om et år. Så vil vi anstrenge os lidt mere for at ramme en åben dør.

Nordby mangler ikke steder, hvor man kan få god kaffe. Kaffehuset, Haven og Kaffebanken serverer alle glimrende kaffe. Hvis man er tidligt oppe - og det var Annett og jeg flere gange - så kan man fra kl. 8 hos slagter Christiansen for en rund tier selv lave sig en kop kaffe i automaten, og den er faktisk også udmærket. 


Når strikkedagene står på, kommer der forstærkning fra Kaffemanden. Super kaffe, landets næstbedste kop kaffe, siger han selv. Den bedste skulle være den første kop, man får om morgenen, men det er jeg nu ikke enig i. 

Faktisk kan jeg bedst lide barista-kaffen; jeg kan bare ikke så godt tåle koffeinen, og her i landet er koffeinfri kaffe på kaffebarerne en sjældenhed. Det gælder også i Nordby, så det er et ønske til fremtiden. Måske hos mikro-bageriet?

Fanø Krogaard er selvfølgelig ikke ny, men der er kommet nye ejere, og det var nyt for os at spise der. Før har vi nøjedes med kaffe.

Vi var alle meget tilfredse, Krogaarden kommer vist på det faste repertoire. Hvis man er i tvivl om, hvor man finder stedet, så står koordinaterne på vandflasken.


Jeg er ikke sikker på, jeg har alle nyheder med, og jeg ved ikke rigtig, om jeg skal nævne det nye issted, der er på vej på hovedgaden. Det var nemlig ikke ganske vellykket. Indehaveren virkede så stresset, at der ikke var specielt hyggeligt, og der var ikke styr på allergenerne, hvilket er noget pinligt.

Isen var god, så jeg håber, det bare var begyndervanskeligheder. 

Nordbys hyggelige gågade

lørdag den 1. oktober 2022

Årets Fanøferie


Igen i år var vi to uger på Fanø i september, og vi fik mange flotte september-himle. Det lyder helt forkert med "himle", men det må være det, det hedder. Faktisk har jeg glemt, hvor ovenstående billede er taget, men jeg tror, det var på nordøen.

Hvor er det dog dejligt at være af sted i to uger. Når man kun har en enkelt uge, går der uforholdsmæssig megen tid med at pakke og køre til og fra. Vi vil nok i fremtiden enten vælge to uger eller de helt korte ferier med bare én eller to overnatninger og opvartning i alle ender og kanter.

Men det var septembers himle, vi kom fra. Her kommer endnu én:


Vi er ved Hønen nær Sønderho. Der traf vi noget af Sønderho Gårdbutiks langhornskvæg, blandt andet en meget ung kalv, som det meste af tiden arbejdede på at blive større. Han var kun et par uger gammel, fik vi senere at vide i gårdbutikken. I horisonten til venstre kan man skimte Sønderho Havn.

Til sidst en noget anderledes morgenhimmel over Esbjerg:


Annett og jeg var tidligt oppe, fordi Annett skulle en tur til fastlandet. Jeg kørte med ned til færgen og så solen bryde frem. Det blev faktisk godt vejr efter et par timer, og på hele ferien blev vi vejrmæssigt forkælet. Faktisk spiste vi vist nok frokost udendørs alle dage bortset fra en enkelt.

onsdag den 21. september 2022

Havens fugleliv

Vores dueunger har naturligvis forladt os for længst. Pludselig en søndag var reden tom, og selv om vi kiggede mange gange den søndag, forblev den uden indhold.

Billedet er taget et par dage før. Den ene unge er ved at afprøve vingerne, og der er ikke megen overflødig plads i reden.


Selvom duer som nævnt før ikke hører til mine yndlingsfugle - bortset fra fredsduer :) - så savnede jeg at følge med i udviklingen. 

Til gengæld holdt alle årets spurveunger ungdomsklub i haven. Der er en vældig palaver, det er ikke så lidt, der skal diskuteres, når man er i den alder. Når der er flest, er der nok omkring 80. På billedet med kun et lille udvalg kan man se, hvor tæt de sidder oven på hækken.


onsdag den 14. september 2022

Geder

Der er delte meninger om, hvorvidt gedeost kan spises eller ej. Jeg hører til dem, der holder meget af gedeost, og en af de gedeoste, jeg af og til køber, er gedegouda fra Sondrup Gårdmejeri. 

Ud over at de har en gårdbutik, sælger de også på torvet på Frederiksbjerg i Århus om lørdagen, og det er der, jeg plejer at forsyne mig.

Men for godt en uge siden var vi sammen med Bodil til gårdmejeriets høstmarked, hvor vi hørte om mejeriet og vigtigst af alt så gederne.


De var nærmest lige så nysgerrige som os, men holdt sig dog på behørig afstand. Bortset fra to, der havde været børnenes kælegeder. De havde også fået navne, Sara og Vera. På billedet er det Vera, der har undersøgt menneskeflokken tilstrækkeligt og er på vej tilbage til gedeflokken.


Der var også andre dyr på gården: Høns, et par hunde og heldigvis også en kat, som på trods af al høstmarked-hurlumhejet fandt sig en plads i solen, hvor den krøllede sig sammen og lagde sig til at sove.

Det var et fint besøg på gårdmejeriet og sjovt at høre om, hvordan man driver et gedeostemejeri. 

Jeg har i øvrigt forsømt bloggen meget i løbet af sommeren. Det er ikke, fordi vi ikke har oplevet noget. Snarere tværtimod. Vi har haft så meget om ørerne og har nydt sommeren så meget, at der ikke har været tid til at blogge. Måske laver jeg et par samleindlæg eller en opresumering. Hvis jeg får tid....

onsdag den 10. august 2022

Dueunger

Vi var et par dage i Nordjylland i sidste uge. Knap nok var vi kommet hjem, inden vi opdagede, at der var klækket unger i duereden:


Man kan kun se den ene unge på billedet, den anden er lige bagved. De er øjensynligt ved at blive fodret. Hvor gamle mon de er, når de åbner øjnene? Jeg synes, de ser meget små ud, men de er jo ikke helt nøgne.

mandag den 1. august 2022

Nye beboere på 1. sal

 


Den her er den ene af dem. Et par ringduer har bygget rede i vores tempeltræ, og nu ruger de.

Duen er bestemt ikke min yndlingsfugl, men vi synes, det er ret underholdende at følge udrugningen fra første parket - i dette tilfælde vores hobbyværelse.

Dorthe fabler om at få stegte dueunger. Det var tit søndagsmiddagen i hendes barndomshjem, fordi hendes bror havde duer.

Måske vil vi forsøge at fjerne reden, når ungerne har forladt den, men de voksne bygger vel bare en ny.

søndag den 17. juli 2022

Nyt slotsophold

Vi er blevet glade for de korte ferier på kro eller hotel med et par overnatninger. Man skal bare pakke lidt ekstra tøj og noget toiletgrej, og så er det af sted. Nemt!

Der var et par udstillinger på Brandt Klædefabrik, som vist kun hedder Brandts nu om dage, i Odense, som vi gerne ville se, og det kunne fint kombineres med et lille sommerophold. Efter det vellykkede ophold på Gram Slotskro valgte vi endnu et slot: Hindsgavl ved Middelfart.

Hovedbygningen i klassicistisk stil fra slutningen af 1700-tallet. Vores værelse lå i en af fløjene.

Et kig ind i en af de fine stuer med udsigt til slotsparken og Fænøsund

Der var adgang til køkkenhaven 
med de lange rækker af forskellige
salater, løg, asparges og andet godt.
Vi var meget tilfredse med vores ophold. Især omgivelserne - den store park ned mod Fænøsund - og forplejningen var bemærkelsesværdig.

Slottet har en kæmpestor køkkenhave. Afgrøderne bliver meget fornuftigt brugt i køkkenet, og de helt friske grøntsager kunne altså smages. Det nød vi virkelig. Vi spiste i slottets restaurant to aftener, og det var rigtig lækkert begge gange.

Til den fine morgenbuffet var der både æblemost på egne æbler og honning fra bistaderne i køkkenhaven plus en masse andet godt. Jeg spurgte, om de også selv havde røget rygeosten, men det havde de nu ikke.

Gad vidst hvor mange gartnere, der er ansat til at passe både park og køkkenhave...

Vi tog toget fra Middelfart til Odense. I Middelfart kan man parkere tæt på stationen, og turen til Odense tager bare 22 minutter. Så er der lige et kvarters slentretur til Brandts.

Der var to udstillinger, vi gerne ville se. De tusind gåders sted med malerier af Kathrine Ærtebjerg (til 24.7.2022) og Landskaber (til 23.20.2022).

Egentlig er jeg ikke så vild med Ærtebjerg. Der er lidt for meget drømmeri i, og det er for surreelt for min smag, men jeg kan godt lide, at hun diskuterer kvindeidentitet og kønsroller i sin kunst, og jeg kan især lide hendes af og til sarkastiske humor. Begge dele ses i eksemplet herunder:

"Hvad du ønsker skal du få" fra 2002

Landskaberne var kronologisk opbygget. En meget dejlig udstilling med danske kunstværker fra guldalderen og helt op i nutiden. Et flot indblik i natursynet i de forskellige epoker.

Fritz Syberg: Vinterlandskab. Pløjemark i sne

Sybergs pløjemarker i sne minder mig om min barndom. Præcis sådan husker jeg vinteren på Nordfyn, også selv om Sybergs marker snarere lå på Sydfyn.

Dagen efter kørte vi selv ud at se på dejlige fynske landskaber lidt syd for Middelfart. Vi så også et par kirker, Husby og Føns. Meget forskellige, men begge værd at kigge på. Billedet viser udsigten fra Føns Kirke.


Vi valgte at køre gennem Vejle på hjemturen. Byen var i høj grad præget af at have været startby for en etape i Tour de France.

Jeg synes, det er fint, at erhvervslivet går all in, når der kommer sådan en begivenhed til byen. Selv en af Pontus Kjerrmans skulpturer havde fået et gult halstørklæde på. 

P.S. Til sidst en advarsel: Spis ikke på Cafe Razz i Middelfart, med mindre du er meget glad for mayonnaise. Vi gjorde den fejl at vælge stedet som vores frokostcafé, inden vi indskrev os på Hindsgavl, og maden var ærlig talt elendig. Det er sjældent, et spisested formår at ødelægge en club sandwich. Razz kunne! Og min kartoffelmad var totalt druknet i ikke særlig god mayonnaise, og den rygeost, jeg var blevet lovet, kunne i hvert fald ikke smages.

søndag den 3. juli 2022

I det vestjyske

For lidt over en uge siden vendte vi hjem efter årets første sommerhusferie, som gik til Vestjylland. Hverken nordvest eller sydvest, bare vest, nemlig til Holmsland Klit.

Vores sommerhus lå i første række ud mod klitterne, som vi havde en dejlig udsigt til fra stuens panoramavinduer, og lige på den anden side var Vesterhavet.

Det er sådan et dejligt område, og vi kørte en del ture. Vi var i Tipperne, men så ikke så vildt mange fugle. Det er nok bedre at komme i træktiden. Vi så dog blandt andet en engpiber, som jeg aldrig har set før.

Nymindegab Museum har vi besøgt en del gange før, men det er et fint lille museum, så det var igen på programmet. Det var blevet en del moderniseret, så man nu trasker rundt med hver sit audioudstyr. Sådan lidt for analfabeter. Jeg kunne måske bedre lide det gamle museum, og jeg savnede helt sikkert nogle af de ting, det gamle museum viste, men det er stadig et godt museum, og nu kan alle være med.

Nymindegab Kro af Maria Thymann
Maria Thymann var en af flere kvindelige malere i kunstnerkolonien Nymandegabmalerne

Nærmeste by ved vores sommerhus var Hvide Sande, og der var vi mange gange. Også fordi Kjærstrup Chokolade med Danmarks bedste flødeboller har fået en forretning der. Jeg fik nu kun én enkelt flødebolle, for jeg var sammen med tre iselskere, og man kunne også få god is, så jeg var for det meste også på isholdet.

Men ellers hang vi lidt ud på havnen, så på byens forretningsliv og spiste frokost et par gange. Ved havnen havde de fået den sødeste affaldssortering:

Det var selvfølgelig den affaldssortering, vi benyttede, da vi skulle forlade sommerhuset. Proportionerne snyder. Jollen til venstre var meget mindre end selve fiskekutteren, I den skulle blandt andet flasker, mens der skulle papir, metal, plast og en ting til i kutteren.

Ringkøbing kørte vi kun til en enkelt gang. Det er ellers en af mine yndlingsbyer med alle de fine Bedre Byggeskik huse. Der er noget at kigge på overalt, her bare en enkelt detalje.

Kjærstrup i Hvide Sande er en filial af Kjærstrup i Ringkøbing, så vi fik også is den dag.

Når man kører fra det ene sted til det andet, kommer man uvægerligt hele tiden gennem de fantastiske landskaber. Her er det klitrækken nord for Søndervig:

Sommerhuse ligger side om side med de fine gamle vestkystgårde langs klitranden

Med tre strikkefanatikere plus én, der bare strikker uden at være fanatisk, blev områdets garnbutikker selvfølgelig besøgt. Huset Tind, der ligger i nærheden af Søndervig, og hvor der er en fantastisk udsigt over Stadil Fjord er fast på programmet, når vi er på de egne. Det er sådan en smuk butik, og den sælger også godt garn, men jeg nærede mig.

Det gjorde jeg også i Ringkøbings to gode garnbutikker. Den ene gjorde fint opmærksom på sig selv med denne meget pigede cykel:


Men til sidst gik det galt. I Vemb havde garnbutikken "I Centrum" ophørsudsalg, den sidste dag med hele 70% rabat. Vi mente, vi kunne da lige køre forbi, for der var nok alligevel ikke noget af interesse tilbage. Der tog vi fejl. Ganske vist var der ikke meget tilbage, men det, der var, var næsten altsammen af interesse, så selv jeg fik forøget lageret. Der er ikke meget krejler i mig, selv om jeg er af krejler-slægt, men godt et tilbud kunne jeg ikke helt lade gå min næse forbi.

Selv om vi har været på Holmsland Klit mange gange, har vi aldrig været ved Lyngvig Fyr før. Det nåede vi den sidste dag. Annetts søster havde smsset, at hun ikke mente, en tur op ad fyrets mange trapper var pengene værd, og for resten kom vi også for sent. Men et flot fyr er det!


Vi havde en dejlig ferie med både afslapning og aktiviteter. Der var dog et par ting, vi ikke nåede. Der skulle stadig være nok til mindst et par dagsudflugter.

mandag den 20. juni 2022

Gule blomster i vores have

Gule blomster er generelt ikke velkomne i vores have. I den "rigtige" have er farverne holdt i blå og - fordi der faktisk ikke findes så mange rent blå blomster - lilla nuancer.

I forhaven primært pink og orange, men der har sneget sig nogle styrvolter ind som lilla akelejer, som jeg ikke kan nænne at fjerne.

Men de gule blomster vil øjensynligt også gerne være med. Jeg har opgivet at udrydde erantiserne i det tidlige forår, og jeg er selvfølgelig også glad for at se de små forårsbebudere.

De forstyrrer heller ikke billedet, for der er alligevel ikke andet end vintergækker, som heller ikke burde være der, på det tidspunkt af året.

Mælkebøtterne, der uvægerligt viser sig samtidig med blandt andet de blå anemoner, bliver naturligvis fjernet med hård hånd, hvilket de selvfølgelig er bedøvende ligeglade med. De kommer da bare igen.

De sidste par år har vi også haft gule anemoner i forhaven:


De har sneget sig under hegnet fra vores nabo, og jeg er så glad for anemoner i alle farver, at de mod alle principper får lov at blive der. Der er da også stadig nogle hvide, Bitsjkas anemoner, importeret fra sommerhuset i Fjellerup.

Kort tid efter de gule anemoner optræder der også gule valmuer mellem de orange:



Jeg tror ikke, valmuerne er farvefaste. I hvert fald dukker der gule op hvert eneste år, selv om jeg forsøger at holde dem nede.

I forhaven dukker der af og til en lille, men umiskendeligt gul, blomst op på nogle ret høje stængler mellem de lyserøde og pink storkenæb. Jeg tror, det må være svaleurt. Navnet er så nydeligt, men desuagtet bliver blomsterne fjernet. Jeg fik dem ikke fotograferet, inden de blev rykket op, men der bliver garanteret en ny lejlighed.

I den rigtige have kæmper jeg en ulige kamp med surkløver. Jeg kan ikke helt få bugt med dem, men trøster mig med, at blomsterne heldigvis er meget små.

Det var så bare de gule blomster i vores forbudt-for-gul have, jeg lige kan komme i tanke om.

mandag den 13. juni 2022

En kat på vejen

 

Denne kat var totalt uinteresseret i  mig

Der var andet, der var mere spændende. Noget, der puslede i buskadset. En solsort?

og  væk var den...

onsdag den 25. maj 2022

Weekendtravlt

Hvorfor kan folk ikke lære at tjekke i kalenderen, om der er garnstafet, inden de planlægger deres aktiviteter? spurgte Annett.

Der var nemlig garnstafet i Århus sidste weekend, og eftersom den har været coronaaflyst i to år, var det noget, vi så frem til.

Men Annetts bilklub havde arrangeret en tur, som hun naturligvis gerne ville med til, og vi blev inviteret til svendegilde, og det ville vi også gerne med til. Heldigvis foregik begge dele lørdag, så vi besluttede at nøjes med garnstafetten om søndagen.

Svendegildet forløb fint og blev fejret med blandt andet flere kagekoner.

Søndag var vi i gang fra morgenstunden, og vi nåede faktisk alle de 10 butikker, der var med i arrangementet.

Hverken Annett eller jeg skulle egentlig have nyt garn, men Dorthe skulle, for hun mangler altid garn, og vi ville alle tre gerne se, hvad der rører sig i strikkeverdenen. Faktisk rører der sig ikke så meget lige nu. Det mest påfaldende var PetiteKnits Ingrid-sweater, der var strikket op i mange af butikkerne, og som vi også så på adskillige andre deltagere. Den er fin, men det var lige ved, at vi blev trætte af den.


Selvfølgelig fik jeg alligevel købt lidt garn. Permins Scarlet, fordi den har en sammensætning, jeg selv kan gå med. Indtil nu har jeg kun brugt den til børnetøj, men jeg vil prøve at lave noget til mig selv. Jeg havde allerede en del i lageret, og nu har jeg endnu mere.

Så købte Annett og jeg også to store nøgler babystøvlegarn til deling. Det er lidt cashmere i, så det bliver en luksusudgave. Jeg starter med det blå, Annett med den anden farve, og så bytter vi, når vi er ca. halvvejs. Det var det hele for mit vedkommende. Jeg holdt mig pænt i skindet, men der var faktisk ikke så meget, der fristede. 

Den sparsomme tid gik lidt ud over hyggen. En del af garnstafetten er at sidde sammen med andre strikkeentusiaster, snakke og strikke et par pinde. Og at drikke kaffe, mens man hviler fødderne. Det måtte vi give lidt køb på i år, men forhåbentlig kommer der garnstafet igen næste år, og der får vi måske bedre tid.

tirsdag den 24. maj 2022

Dagens blomst

 


...mødte jeg ved et busstoppested på Ringvejen i Århus.

Det er - tror jeg i hvert fald - en art af kulsukker. Hvilken ved jeg ikke, men sød er den.

torsdag den 19. maj 2022

Tilbage mod normalen

Når det drejer sig om kunstudstillinger, er vi vist tilbage til normaltid fra før coronaen. Vi opdagede, at Silkeborg Bad har åbnet en udstilling af værker af Anders Moseholm. Ham kan vi godt lide, og vi tog straks af sted.

Det var altsammen værker fra 2021, og Anders Moseholm må være en flittig mand, for der var rigtig mange værker. Det var også varierede værker, men det var dog tydeligt for enhver, at naturen er begyndt at spille en stor rolle i Moseholms kunst.


I eksemplet her er der både storby, som gennem mange år har været et elsket motiv for Anders Moseholm, og natur. Hvis man ikke selv skulle få den tanke, at det er naturen, der er ved at generobre kulturlandskabet, så hjælper titlen "Invert invasive" på vej.

Der er så dejligt på Silkeborg Bad:


Vores udsigt fra den store sal var næsten en kommentar til udstillingen. Den smukke natur suppleret af flyenes kondensstriber på himlen.

I parken så vi et duetræ:


Sådan et kan jeg ikke huske at have set før, i hvert fald ikke i blomst, men det er jo tydeligt, hvorfor det hedder som det hedder.


Kommentar til duetræet fra udstillingen: The Chorus.

Ikke mindst (gen)så vi Pontus Kjerrmans skulptur: 


Bortset fra kunstudstillinger og lidt andet er vi stadig forsigtige på grund af coronaen. Især for senfølgerne - Long Covid som det kaldes i udlandet, hvor man synes at tage det mere seriøst end her i landet. 

For eksempel har vi skippet symfonikoncerterne. Vi kan simpelthen ikke lide store og/eller tætte menneskemængder, og vi synes, der bliver taget forbløffende lidt hensyn. Det gider vi ikke, men ad åre...

onsdag den 11. maj 2022

Hør den lille stær

I lørdags var vi på en arrangeret tur for at høre fuglestemmer og for at lære dem at kende. Det var ikke helt vellykket. Turlederen var af den slags, der går forrest og snakker fremad, så det kun var de højst 5 nærmeste, der kunne høre, hvad han sagde.

Vi hørte dog mange forskellige fugle, men om jeg kan kende dem igen, er et åbent spørgsmål.

Størst chance er der med munken. Dem hørte vi mange af, og vi så den også. Desuden er sangen lidt anderledes end mange af de andre sangfugles. 

Vi hørte ikke stæren på turen, og vi hørte den heller ikke, da vi var i Gram, men vi nogle stykker meget tæt på. De havde så travlt med at fouragere, at der ikke var tid til at synge.

På det her eksemplar ser man tydeligt alle "maskerne:

Det er vel ikke så underligt, at jeg kalder den en strikkefugl

Den her viser sit meget flot metalskær:

Stæren er en af mine yndlingsfugle. Jeg har godt nok temmelig mange yndlingsfugle, men stæren er en af dem. Fordi den er så flot, fordi vi altid ser mange stære, når vi er på Fanø i det tidlige efterår, og fordi de laver sort sol.

Faktisk så vi en meget stor flok fugle, da vi kørte over dæmningen fra Rømø. Vi så flokken i ret lang tid mod nord, for langt væk til, at vi kunne se, hvilke fugle, det drejede sig om, men de fløj med de karakteristiske vendinger, fuldstændig som når man ser sort sol, så vi tror, det var stære.

torsdag den 5. maj 2022

Gram og omegn

Min blog fungerer lidt som dagbog og huskeliste for mig selv, men jeg tror nu ikke, jeg behøver hjælp til at huske, at vi gerne vil tilbage til Gram Slotskro.

Det var uprætentiøst, som vi godt kan lide det, men vores værelse var pænt stort og rent og med gode madrasser, hvilket er vigtigt i vores alder.

Vi var også tilfredse med beværtningen, spiste begge aftener på kroen. Den første middag var med i arrangementet. To retter, hvilket er passende for os, og vi slap helt for tungt kød. Den anden aften spiste vi a la carte, så vi kunne selv vælge at få forret - løgsuppe, som jeg elsker - og ost.

Kroen ligger et stenkast fra slottet, som er et rigtig nydeligt slot.


Vi gik flere ture i parken på grund af gæssene, som jeg tidligere har skrevet om, og derfor fik vi også set parkens vandkunst, Jagtscene af Torben Ebbesen. Der var ikke vand i endnu, men det sjoveste for os var alligevel alle dyrene, blandt andet dette væseldyr:


Det var ikke de eneste dyr, vi så den dag. Pelle Haleløs mødte vi på parkeringspladsen ved kroen:


I påsken så vi ikke et eneste lam, hvilket jeg var utilfreds med, så vi kørte til området omkring Ballum Sluse, hvor vi ved, der plejer at være lam. Og det var der! Masser af lam! Nogle af dem lå sammen med deres mødre og så enormt tilfredse ud, andre drønede rundt og legede:


Så kunne man jo også lige komme forbi yndlingsslusen. Vi havde ikke vores kikkerter med, og der var optaget på udsigtsbænkene, så vi blev ikke så længe og så hverken sæler eller specielt interessante fugle, men slusehuset så vi selvfølgelig, og det er ikke det mindst vigtige.


Vi var næsten en hel dag på Rømø, for ud over Havneby skulle vi unbedingt besøge Hattesgaard og nyde deres gode kager, som jeg flere gange før har bragt billeder af, blandt andet her. Derfor ingen kagebilleder denne gang, men derimod et af en lidt interimistisk bro lige i nærheden. Jeg forcerede den ikke!


På ankomstdagen nåede vi et par timer i Ribe, som altid er et besøg værd. Det gør altså noget ved en by, når den er helt flad, og der ikke er nogen højhuse. Og det passer jo heller ikke, for der er domkirken. Den kan man så få øje på, næsten ligegyldigt hvor man befinder sig. 



Hvis vi vender tilbage til slotskroen, kunne vi godt finde på at følge præcis det samme program.

tirsdag den 3. maj 2022

Gårsdagens kat

 


Denne fine tabby gik tur i parken med sine mennesker. Tror jeg. Der gik i hvert fald en lille familie foran den, men den skulle da lige se, hvad jeg var for en.

Pludselig opdagede den, at den vist var kommet bagefter, og drønede af sted.

Det er langt fra den første kat, jeg har set gå tur med de tobenede. Emma, der boede her på vejen, gik altid med, når der blev gået tur med barnevognen, og senere gik hun til min udelte fornøjelse også tur med mig, når jeg passede hende.