Garn i ferien

I de senere år er der kommet en ekstra attraktion i ferierne: De lokale garnbutikker.

Jeg havde på forhånd fundet to, hvor jeg absolut måtte aflægge visit.

Først var vi i Tind Textil og Kunst. Den ligger så smukt, lige syd for Vest Stadil Fjord, som der er udsigt til fra den øverste etage. Som navnet siger er det ikke bare en garnbutik. Det er en fin butik med god plads, måske lidt for pæn og med for lidt spræl i sortimentet til min smag. Garnet fylder meget, men de havde vist alligevel ikke noget, jeg ikke har set andre steder. Jeg købte bare en lille smule.

Det var nu også, fordi jeg stadig havde Fru Jensens Unikum i Videbæk på listen.

Jeg har et stykke tid kigget på hendes hjemmeside, og der er mange garner, der ser lækre ud, men jeg ville gerne prøve at gramse på dem inden køb.

Det fik jeg så gjort nu, og det var godt, jeg ikke havde ladet kontokortet gløde alt for meget i Tind Textil.

Der var meget, der fristede, og jeg var længe om at beslutte mig, men efter mange overvejelser drog jeg af sted med en dejlig stor pose garn.

Når vi nu var i Videbæk, skulle vi selvfølgelig se byens kunstpavillon. Den ligger i et lille anlæg og er tegnet af selveste Henning Larsen - eller i hvert fald af hans tegnestue.

Vi var så heldige, at der netop var en udstilling med malerier af Arne Haugen Sørensen.

Det lille billede over keramikken var vist min favorit. Keramikken er i øvrigt af Dorthe Steenbuch Krabbe, Arne Haugens Sørensen viv.

Hvad havde jeg så med hjem af garn?

Jo, fra venstre er det Det Sorte Får uldgarn - jeg er vild med farverne; derefter et lille nøgle Qoperfina - alpaka, bomuld og kobber - jeg har aldrig prøvet at strikke med kobbergarn før; så et bundt Tibetan Cloud yakuld fra Lotus; og endelig noget håndfarvet Ragnarok - uld, silke og ramie. Jeg har ingen planer for, hvad der skal strikkes af det, men det kommer der nok.

Ferie i klitterne

I sidste uge var vi - mestendels i strålende vejr - på ferie i et sommerhus i Holmsland Klit. Jeg er vild med klitter, og her er kilometer efter kilometer efter kilometer. Lange horisonter, lange linjer, vidt udsyn. Gamle fine klitgårde og sommerhuse spredt ud i klitterne eller i lidt større sammenhængende bebyggelser for sommerhusenes vedkommende. Ægte danske ferieland.

Ved Gammelgab nord for Nymindegab

Vi er klatret op på en af klitterne.
Strandgården, der er museum, i forgrunden
og den genetablerede Vest Stadil Fjord i baggrunden.

En af de fine klitgårde i tidlig aftensol.
Her er det Ringkøbing Fjord, man kan se bag gården.

Vesterhavet, stranden og himlen er nu heller ikke ringe. Skønt at gå med bare fødder i det fine sand og soppe i vandkanten. Vi havde glemt badetøjet, men havde nok alligevel ikke vovet ligefrem at bade.

Hvorfor Blogger absolut vil højrestille det sidste billede, selv om jeg har bedt om at få det centreret, er en gåde for mig. Somme tider er Bloggers veje uransagelige.

Strik i haven

Jeg var lige ved at tro, at det var slut for denne sommer med at sidde og strikke i haven, men i dag har jeg faktisk igen siddet lidt udendørs med strikketøjet.

Her er et par billeder fra begyndelsen af august, hvor det stadig var nødvendigt at sidde i skyggen (dejligt!):

Den syriske rose var - som alt andet - meget tidlig i år.

Den blomstrer endnu. Jeg tror, den har været glad for det lidt køligere vejr.

Mine kniplingeblomster har været vellykkede.

Jeg høstede frø af dem sidste år. Jeg forsøgte kun at tage frøene af de blå, ikke de hvide og lyserøde, og det er tydeligvis lykkedes. Der er ikke nogen styrvolter i andre farver.

Jeg er ellers ikke god til det der med at så frø i minidrivhuse for derefter at flytte de små planter i potter indendørs og endelig flytte dem til det fri. Der går alt for mange til for mig, men kniplingeblomsterne er et bevis på, at det kan lade sig gøre. Også for mig.

Det er den beskedne blomst med det pompøse navn pragtarve sådan set også, men der var altså ikke ret mange planter, der overlevede. Heldigvis et par stykker.

Den har ellers den mest fantastiske blå farve, og jeg tror, den godt kan sås "på voksestedet", som det hedder. Det vil jeg nok gøre næste år.

Både kniplingeblomsterne og pragtarven er også stadig i blomst, men kniplingeblomsterne er blevet lidt uregerlige. De havde ikke så godt af de blæsedage, der har været.

Selvfølgelig får de lov til at blive stående. Jeg skal jo have frø til næste års krukker.

P.S. Hvad strikkede jeg så i haven? Jo, en lyseblå pigekjole, som er færdig og kan ses her på Ravelry. Nu strikker jeg pulsvarmere af resten af garnet, så jeg matcher stadig havens blå blomster.

Aflukningskant #2: Halvelastisk

Denne aflukningskant er en variation af Jeny's Surprisingly Stretchy Bind Off (JSSBO), som er en meget elastisk aflukning. Rigtig god, dels selvfølgelig når aflukningen skal være elastisk, men også god for alle, der nærmest pr. definition kommer til at lukke for fast af.

Cat Bordhi, som vist er en kendt strikke-guru, har en meget fin video, hvor hun viser, hvordan den laves. Som et plus viser hun også, hvordan man får syet kanten fint sammen, når den er brugt for eksempel for oven på en sok. Se videoen HER.

Da jeg for nylig teststrikkede et par pulsvarmere, foreslog designeren, at ribkanten blev lukket af med en variation, hvor man kun lukkede retmaskerne af med JSSBO, mens vrangmaskerne skulle lukkes helt normalt af.

Smart - aflukningskanten bliver lige nøjagtig elastisk nok uden at sidde og flapre. Aldrig havde jeg haft fantasi til at finde på at lukke nogle masker af med én metode og nogle andre med en anden, men selvfølgelig kan man det.

Designeren, der hedder Amanda Hall, kalder sine pulsvarmere Cecelia Fingerless Gloves, og de er at finde på Ravelry HER.

Jeg har så selv tilføjet endnu en variation, da jeg strikkede endnu et par. Jeg fandt ud af, at kanten bliver pænest fra vrangsiden, så det gjorde jeg bare.

Sådan ser kanten ud, når der er lukket af fra vrangen.

Modsat side. Den anden er da pænest.

Frækt???

Jeg har for et par dage siden lagt ovenstående billede på min Flickr, og det har bare haft enormt mange hits.

Som regel når det er tilfældet, er det, fordi det på en eller anden måde kan opfattes frækt. For eksempel har jeg nogle billeder fra et VM i gymnastik, og pigerne der har i sagens natur ret små og tætsiddende dragter. De billeder er der en del, der har kigget på.

Dog i et andet og meget langsommere tempo end med billedet af Dorthe og Annett. Jeg kan ikke regne ud hvorfor. Godt nok ser de to damer usædvanligt godt ud, og det er også et godt foto ;-) men så godt? Jeg har kaldt det "Annett and Dorthe in borrowed wellies". Kan det misfortolkes? Jeg mener ikke, mine tags på nogen måde skulle være i den pikante afdeling.

Nu er jeg spændt på, om også dette indlæg bliver læst af usædvanligt mange.

Aflukningskant #1: Uelastisk

Noget af det, der får strik til at se godt ud, er ordentlige kanter.

Jeg har efterhånden prøvet en del forskellige, og jeg trænger til at få lidt struktur på mit "bibliotek" over kanter. Nu vil jeg lægge de bedste på bloggen, så kan jeg måske finde frem til dem igen.

Den første bliver en aflukningskant. Den er temmelig fast og uelastisk og god til at give hold på det strikkede.

Jeg har strikket tre Marguerite skuldersjaler designet af Katie White, hvor den er brugt både foroven i sjalet og rundt i kanten, og jeg synes, den bliver rigtig pæn.

Kanten laves sådan:
Slå 1 m op og sæt den på venstre pind.
*1r, 2 dr r sm. Sæt begge m tilbage på venstre pind og gentag fra *
Luk de 2 sidste m af på normal vis.

Billedet er af det sidste Marguerite sjal, jeg har lavet. Det er strikket i Coast, 55% uld og 45% bomuld. Jeg har også strikket i Geilsk Tweed og i Luca Fino Tweed fra BC Garn (som dog ikke kan fås mere), og sjalet blev fint i alle tre kvaliteter.

Her er et billede af hele Marguerite:

Det foretog jeg mig - blandt andet - den dag, jeg blev folkepensionist

- Vågnede op på Tyrstrup Kro og slog en myg ihjel. Den var fyldt med blod!
- Afsluttede morgenkaffen med en nutella-mad. Årets nutella-mad. Jeg plejer at indtage den i pinsen, men blev af diverse grunde snydt i år.
- Købte en strikkeopskrift, men ikke noget garn, hos Amanda M i Christiansfeld. Sjov butik med udpræget god betjening.
- Købte også et par sandaler på udsalg hos Amanda.

- Snakkede med og forsøgte at fotografere katten Yvonne på Gudsageren i Christiansfeld. Gudsageren var sidste punkt i en spændende guidet rundtur i byen.
Yvonne var ikke specielt let at fotografere, for hun var meget i bevægelse og ville gerne snakke med alle deltagerne i rundvisningen.

- Var på  endnu en guidet rundvisning, nemlig i Haderslev Domkirke. Også en god rundvisning. Kirken er smuk og lys med et meget højt kor og skib. Korets vinduer er 16 m - eller var det 18? - høje.
- Købte småbitte junglefrøer fra Xocolatl. Xocolatl bliver lavet hos Brødremeninghedens Honningkagebageri i Christiansfeld, men de har også en forretning i Haderslev, og det var der, jeg købte. Frøerne er ikke spist endnu.





- Drak eftermiddagskaffe og spiste Gateau Marcel - min yndlingskage, som tilfældigvis var dagens kage - på Aarøsund Badehotel. Godt at jeg ikke straks havde kastet mig over frøerne, for så havde jeg nok ikke haft lyst til kage.

Mon ikke badehotellet ser tilnærmelsesvis ud som i 1903?

- Spiste en dejlig middag på Tyrstrup Kro.

Ikke nogen dårlig måde at blive folkepensionist på.

Polsk jazz

Inden jazzfestivalen startede, var der tre koncerter, jeg havde krydset af - resten improviserede vi. Den ene koncert var den med Viktoria Tolstoy, som jeg har skrevet om, de to andre begge var med polske musikere, og de blev begge højdepunkter for os.

Først hørte vi en lille troldmand på violin, Adam Baldych. Hans faste duo-makker, Yaron Herman, var blevet forhindret med meget kort varsel, men man havde indforskrevet årets Artist in Residence, Aaron Parks. Han havde fået tilsendt noder et døgns tid i forvejen. Egentlige prøver havde der ikke været tid til.

Det forhindrede ikke, at de to spillede helt fantastisk sammen. Vi kunne både høre og se, at begge nød samspillet. I de første numre syntes vi at kunne høre en meget nordisk tone (Jan Johansson sætter stadig spor), og bagefter har jeg fundet ud af, at han har arbejdet sammen med masser af skandinaviske musikere.

De fleste numre var vist fra Baldychs nyeste CD, The New Tradition. Den skal jeg ubetinget have hørt, og også gerne nogle af de andre. På trods af sin unge alder (født 1986) har han udgivet masser af plader. Der er også en del klip på YouTube.

Aaron Parks.
Man kan næsten se på billedet, hvor lydhør han er.

Kunne det blive bedre? Ja måske, i hvert fald mindst lige så godt, da vi hørte Grzegorz Karnas Kvartet.


Grzegorz Karnas er sanger, men bestemt ikke en almindelig en af slagsen. Faktisk har jeg aldrig hørt noget lignende.

Han bruger sin stemme både som stemme og som instrument - somme tider samtidigt, han opfører sin musik, han spiller på læberne og bruger i høj grad mimik.

Og så var det bare spændende musik. Kvartetten bestod til denne koncert foruden af Grzegorz af tre særdeles velspillende Michal'er.

Han kan med forskellige besætninger også findes på YouTube. Bl.a. med sin udgave af Roxanne, det eneste nummer, vi kendte i forvejen. Jeg er sikker på Sting og de andre Police-medlemmer også ville være tilfredse. På hjemmesiden er der nogle meget bedre videoer med god lyd.

Synd, at lige præcis denne koncert ikke var særlig velbesøgt. I gik altså glip af noget, alle I, der var andre steder. Hans cd'er er heller ikke at finde i det danske biblioteksvæsen. Måske bliver jeg nødt til at gribe til kontokortet og købe en ubehørt.

21 en halv grad...

...var vandet i Kattegat, da jeg badede i går. Det er da fantastisk! Lidt uhyggeligt, når man tænker på klimaforandringerne - jeg kommer uvægerligt til at tænke på Shu-Bi-Duas gamle hit Costa Kalundborg, men jeg valgte at nyde det pragtfulde vand.

Badedragten blev lynhurtigt tør efter den obligatoriske opskylning, da vi kom hjem.

Hvor er grad-tegnet egentlig på et computertastatur. Det er garanteret et eller andet Alt Gr-sted, men hvor? Nå, det må man kunne finde ud af; jeg gider bare ikke lige nu.

Jazzsangerinder

Næsten hele sidste uge havde vi sat af til årets århusianske jazz-festival. Bortset fra lørdag, der var kirsebærdag, hørte vi 3-4 koncerter hver eneste dag.

Vi hørte Thera Hoeymans i Musikhuset. Hun blev sammen med vores genbos søn verdensberømt i Danmark og vist også i en del andre lande for omkring 25 år siden i Cut'N'Move, og hun synger stadig godt, men hun er bedst, når hun synger andres materiale, synes vi. Hendes egne tekster er gode nok, men melodierne er ikke så interessante.

Thera sang med Pojken Flensborg og Jacob Venndt (billedet).
Dem kunne hun godt være tjent med.

Svenske Viktoria Tolstoy var årets solist hos Aarhus Jazz Orchestra i Ridehuset. Hende havde jeg glædet mig til, så vi måtte absolut høre hende den første af de fire aftener, så vi kunne nå en gentagelse.

Absolut en god oplevelse, men alligevel ikke helt så spændende, som jeg havde troet, så vi nøjedes med den ene aften.

Live Foyn Kvartet i Sallangs Bistro.
Her Live og Jens Mikkel Madsen på bas.

Det kunne vi ikke klare det med, når sangerinden var norske Live Foyn Friis. Vi hørte hende med stor fornøjelse sidste år, og i år hørte vi hende to gange med forskellige besætninger.

I København havde de indforskrevet Stacey Kent, hvilket vi var noget misundelige over, men Live har meget af den samme sødme, når hun synger standards.

Hun kan imidlertid andet end standard repertoiret. Hendes egne kompositioner er bestemt værd at høre på. Forhåbentlig kommer hun igen næste år.

Det håber vi også, Miriam Mandipira gør. Hun sang med Klüvers Kvartet i Sallings Bistro.

Skøn livsbekræftende musik og sikke mange udtryk, den dame har. Hun synger altså GODT!

Hvis ikke vi skulle have været til kirsebærfestivalen, var vi nok kommet igen dagen efter.

Vi hørte også nogle helt unge - men gode - sangerinder med Jysk Talent Big Band, den ene af dem en genganger fra sidste år. Dem vil vi også gerne høre igen.

Flere danske sommerbær

Årets plakat var bare flot

Er kirsebær lige så delikate som jordbær? Jeg tror det, i hvert fald når det drejer sig om kirsebærrene på Kertemindes kirsebærfestival.

Festivalen lignede stort set sig selv. Dog måtte vi lede lidt efter kirsebær softicen. Inden vi fandt den, nåede vi at smage kirsebær milkshakes, og de var slet ikke et dårligt substitut.

Vi fik købt vores nødder og vores parmesan - og selvfølgelig kirsebær! Favorit chokoladen (én af dem), Friis-Holm, var desværre ikke at finde, selv om de stod på udstillerlisten. Summerbird var der, men det er jo ligesom ikke det samme. Jeg må klare mig uden Friis-Holm chokolade endnu et år.

Også som sædvanligt var vi på Johannes Larsen Museet.

Syberg dynastiet var emnet for sommerens særudstilling, og det var en udmærket udstilling.

Derimod var kirsebærkurvene i år en noget tynd kop te, men det betød så, at vi havde tid nok på museet, selv om vi kom temmelig sent.

Et af de store træer i haven, vist nok en morbær og i hvert fald ikke et kirsebær, var alligevel blevet til et kirsebærtræ.

Vi har stadig lidt af gårsdagens bærindkøb tilbage.

I Kerteminde siger de, at kirsebær smager allerbedst på festivalen, men vi synes nu, at de smager fantastisk også i vores hus og have. Så længe de(t) varer.

En yndling

En af mine yndlings-storkenæb er Sandrine. På grund af dens intense farve - som er umulig for mig at få korrekt på fotos, men også på grund af dens lange blomstringstid.

I år begyndte den samtidig med de orange valmuer - altså i maj - og den plejer at blive ved i hvert fald ind i oktober.

Der er vist desværre flere af mine storkenæb i forhaven - hvor de pink, orange og fuchsiafarvede blomster hører hjemme - der er blevet overgroet af de mere besidderiske storkenæb som Rose Clair. Tiny Monster, Ankum's Pride og Apple Blossom har jeg ikke set i nogle år. Hvis jeg vil have dem igen, må jeg nok plante dem i krukker, eller også må jeg være skrappere over for de andre storkenæb. Noget jeg har ret svært ved.

Men Sandrine klarer sig fint, både over for valmuerne og over for Rose Clair.

Vi grovguffer...

...de her herligheder i denne tid.

Har de nogen sinde været bedre? For nogle år siden var jeg ikke meget for de danske jordbær, som jeg syntes var lidet smagende, og hvis de smagte af noget, var de sure.

Sådan er det sandelig ikke i år. Årsagen er jo nok den megen sol, bærrene er virkelig solmodnede.

I betragtning af alle de gode egenskaber, jordbær har - C-vitaminer, jern, kalium, lavt kalorieindhold - så er det bare om at få spist så mange, som man har lyst til i sæsonen.

For nogle dage siden var vi en tur over grænsen. Vi var lige forbi CittiPark i Flensborg, inden vi kørte videre til Slesvig, og uden for CittiPark var der en bod, hvor de solgte jordbær. Vi har købt af dem før, og de plejer at være gode, så vi købte 1 kg, som vi bare spiste af på turen. Der var 5 tilbage, da vi kom hjem. Dem fik jeg på et stykke rugbrød.

Når vi ikke lige er i nærheden af CittiPark, køber vi i en gartnerbutik på Marienlystvej i det nordlige Århus. Ekspedienten i butikken vidste ikke, hvilken sort gårsdagens jordbær var, men de var ekstremt mørkerøde og meget søde og velsmagende, og der var mange store bær. Uhm!!! 

Hvad hulen stiller man op?

Da vi udstillede vores katte, vandt de en masse pokaler.

Selv om vi aldrig syntes, pokalerne var smukke, syntes vi dengang, de var sjove at have, men nu vil vi egentlig gerne have dem ud af huset.

Udstillingstiden og den såkaldte kattesport er i den grad et afsluttet kapitel for os. I starten var det hyggeligt og spændende, men det blev mere og mere konkurrencepræget med knive i ærmerne og en ret høj grad af nepotisme.

Det værste var dog, at kattene blev glemt i jagten på resultater på avls- og udstillingsfronten. Vi har og har altid haft katte, fordi vi holder af dem. Godt nok blev de udstillet, men det var hverdagen, der var og er det vigtige. Vi havde meget svært ved at acceptere, at kattenes velvære - og for den sags skyld også sundhed - blev sat på spil på ambitionernes alter. Det kunne vi ikke holde ud, og så meldte vi os simpelthen ud af den verden.

Men hvad pokker stiller man op med de pokaler? Smider man dem bare på lossepladsen eller hvad?

Nogle af dem er der sjove minder ved. Det gælder blandt andet den allerhøjeste med den gyldne skål på billedet. Det var vores første kat, Bitsjka, der vandt den, og det var vist også første gang, en af vores katte blev Bedst in Show.

Vi syntes, den var usædvanlig hæslig, men tog den med hjem til Dorthes forældre, for prale med den kunne man da altid. Dorthes forældre havde hver deres forslag til anvendelse. Hendes mor sendte straks lillesøsteren over til købmanden efter en flaske skum, som vi kunne drikke af pokalen. Dorthes far mente, at hvis man gemte den under sengen, ville den være udmærket til at laske eventuelle indbrudstyve med. Det lo vi meget af - endda inden vi havde smagt på boblerne.

Vi har desuden en endnu større samling kokarder.

Nogle få af det hav af kokarder, vi har haft. Mange af dem betalte vi endda penge for :-)

Faktisk har alle væggene i vores hobbyrum været beklædt med dem, men vi har allerede smidt en del ud. Mange af de resterende er falmede og grimme (det vil sige grimmere end før), så dem kan vi godt nænne at kyle ud, men pokalerne? Der er vi stadig i tænkeboks.

P.S. I dag ville Ofelia være blevet 27 år, hvis hun havde levet.

Ofelia som ung kat.
Det var Dorthe, der var så heldig at få dette billede i kassen.

Lørdag i Ribe

Vi havde fået lyst til en udflugt til Ribe, og det var nødt til at foregå i går. Også selv om vejret ikke var specielt godt udflugtsvejr - køligt, og også med lidt regn.

En flok ænder på gågaden tog imod os. Jeg var lige ved at investere i en af dem, men holdt mig i skindet, selv om de var billige. Men heller ikke så lækre at røre ved som de originale med gummistøvler.

Roser er der mange af i Ribe. Jeg kan ikke lade være med at stikke snuden i dem, og denne i iøjnefaldende farver var en af dem, der duftede bedst.

Vi havde ikke noget særligt på programmet bortset fra, at vi som altid ville i domkirken. Frokosten skulle naturligvis indtages i Quedens Gård. Vi havde gode minder fra en af vores ferier for 4 år siden.

Desværre holdt den slet ikke niveauet. Der var ingen mørbrad af marsklam og ingen oste fra de små lokale mejerier. Det var ikke dårligt, men det var ganske ordinær cafémad. Nå, vi prøver bare et andet sted næste gang, vi tager til Ribe.

Fotoet yder selvfølgelig ikke
mosaikken fuld retfærdighed.

Domkirken skuffede selvfølgelig ikke. Den eneste måde, den kan skuffe på, er ved at være lukket, fordi der foregår et eller andet i den. Det har vi prøvet en gang, men ikke i går.

Det er en imponerende bygning, både ude og inde. Jeg synes, Carl-Henning Pedersens udsmykning fra 1980'erne er fin og spændende og passer godt til kirken. Mosaikken med sol, måne og stjerner er en af mine favoritter. Især er månen udtryksfuld, synes jeg.

Denne lille spradebasse "bor"
i det nordre sideskib.
Kalkmaleri fra 1100-tallet.

Kaffe og kage nåede vi efter domkirkebesøget. Så var der godt nok ikke plads til is, selv om jeg fulgtes med to is-entusiaster.

Ligesom disse to hunde nøjedes vi med at kigge ind i isbaren

De grønne posers parade

Vi brugte stort set hele weekenden på årets garnstafet.

Forretningerne havde fået den glimrende ide at lave fælles poser i Garnstafettens grønturkise farve, og de grønne poser var meget synlige i gadebilledet.

Glade smil og nik når vi mødte andre garn-entusiaster.

Lørdag aften var der som noget nyt modeopvisning til den store strikkecafé. Det blev flot ledet af ejeren af Trøjborg Garn og Strik, meget veloplagt og nærmest professionelt. Det er altid sjovt at se det færdige strik på levende mennesker, og jeg kunne se, at der blev noteret flittigt rundt om ved bordene.

Der var minsandten både mænd og børn blandt mannequinerne. God ide!

Yarnfreak er afgjort den butik, der har den yngste profil,
og der er ikke bare cardigans på de unges pinde.
Og pindene er måske tiere hæklenåle end strikkepinde.
Jeg glemmer tit at vande mine potteplanter,
så måske skulle jeg følge de unges eksempel og hækle nogle kaktusser.

Sådan set er mit garnlager stort nok, men... Kan man være garnoman? Lageret blev i hvert fald større. Det var især sommergarner som hør og bomuld, jeg investerede i, og det var der faktisk ikke så meget af i lageret i forvejen. Nu skal jeg bare have lavet noget af det.

Bagagerummet i Annetts bil.

Dorthes og mine samlede indkøb
- 5 poser, som trods alt ikke var helt fyldte.

Citater om katte #27

Mennesket ligger alt for lidt. Det står og sidder i ét væk. Det er usundt for det animalske velbefindende. Kun når man ligger, er man helt i harmoni med sig selv.
Erich Maria Remarque

Lilit illustrerer citatet. Jeg tror, hun er helt enig i udsagnet, især nu hvor hun er blevet en gammel tøs. Vi kan godt mærke, at hun er mere træt og ligger mere, end da hun var yngre. Hun ligger også på en anden måde, tit fuldstændig fladt på siden, og hun sover tungere. Det betyder dog ikke, at hun ikke stadig tager nogle fræseture. Heldigvis.

Det er sandt for dyden lettere at få taget billeder af sovende katte end af vågne. Jeg kan ikke dy mig for også at vise et af Lilits søn Zoogin. Han sov faktisk et godt stykke tid i den stilling.

Folkepension i vente

Tror jeg da. Ansøgningen er udfyldt og sendt.

Noget af det sidste, jeg berigede mit arbejdssted med, inden friheden kom, var netop undervisning i udfyldelse af folkepensionsansøgninger.

Ret særpræget arbejde for en bibliotekar ;-) men jeg syntes såmænd, det var meget sjovt, og de, der deltog, var vist glade for undervisningen.

Heldigvis stødte jeg ikke ind i nogen med samme mærkværdige familieform som mig selv, for så var jeg kommet i knibe. Det har jeg erfaret nu, hvor jeg selv skulle søge.

Jeg er noget så mærkværdigt som en enlig samboende. Den slags findes der åbenbart ikke mange af, for der er ikke rigtig taget højde for det i skemaet. Er der virkelig ikke nogle gamle kollektivister, der bor sammen, fordi det er rart og praktisk, men samtidig er helt selvstændige personer med hver sin økonomi?

Min far havde to mostre, Karoline og Kirsten Marie. De blev ikke gift, men havde rulleforretning og villa sammen. Sådan nogenlunde er det med Dorthe og mig, vi er bare ikke kødelige søstre. Og hverken har eller har haft rulleforretning.

I skemaet skal jeg oplyse om Dorthes indtægter. Ærlig talt, så kender det offentlige nok mere til hendes økonomiske forhold, end jeg gør. Når det er sagt, kan jeg godt forstå, at jeg ikke skal have så høj en pension som reelt enlige. Det er selvfølgelig meget mere økonomisk med fælles husleje m.m., end hvis man selv havde alle udgifterne. Hvis jeg før havde fået en social pension, havde jeg allerede været møllen igennem, men det har jeg altså ikke.

I vores avis var der for nogen tid siden et besynderligt indlæg af professor Jørgen Goul Andersen. Han mener tydeligvis, at man er godt dum, hvis man har så høj en egenpension, at man ikke får fuldt tillæg, ældrecheck o.s.v.

Jeg hører til den dumme del af befolkningen, for - så vidt jeg kan bedømme det - vil jeg kun få grundbeløbet. Til gengæld vil jeg have mere at leve af, end hvis jeg var et fuldgyldigt medlem af ældrebyrdebanden. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. Og jeg ville heller ikke protestere imod at have så høje månedlige indtægter, at jeg heller ikke fik grundbeløbet, men så begunstiget er jeg ikke.

Det der med at yde efter evne og nyde efter behov indgår tydeligvis ikke i professorens filosofi. Der gælder det bare om at få mest muligt ud af den fælles kasse. Som jeg kan forestille mig så ville tømmes betydelig kvikt. Til hans forsvar skal siges, at der er nogle uhensigtsmæssigheder, så hvis men har en lavere indkomst, end jeg har, kommer man til at få forholdsvis lidt ud af det, så nogle justeringer ville være på sin plads. Men det er ikke det, der står i artiklen.