Sæsonafslutning

Så har vi været til vores sidste operabio i denne sæson. Jeg var godt nok ikke rigtig vågen, da vi skulle af sted, for vi var på besøg hos venner i går aftes og var kommet for sent i seng, men jeg skal love for, jeg blev vågen i biografen.

Jeg havde også glædet mig rigtig meget til denne forestilling, Bellinis Søvngængersken, med Nathalie Dessay og Juan Diego Flórez i hovedrollerne, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Det er den mest helstøbte forestilling, vi har set i sæsonen. Den var sat op som en prøve på operaen, og det gav en ekstra dimension med alle sangerne - og for den sags skyld også hele koret - som både "sig selv" og som rollerne i operaen.

Både Dessay og Flórez er fantastiske bel canto sangere, og det blev rigtig udnyttet, og det gjorde Dessays store komiske talent også. De ser også godt ud - Flórez gør i hvert fald. Dessay er ikke en klassisk skønhed, men hun kommer i den grad ud over scenekanten, og hun kan sagtens agere en ung pige både i stemme, krop og bevægelser.

Jeg sad og nød det hele med et stort smil på næsten hele tiden, så jeg til sidst havde helt ondt i kæberne. Dejligt, dejligt, dejligt...

Denne sæsons højdepunkter har for mig været Søvngængersken, Lucia di Lammermoor og Dr. Atomic. Nu glæder vi os til næste sæson!

Påske - og ferie :-)

GOD PÅSKE TIL ALLE

Lille strikkearbejde 2

Dorthe kan ikke lide at gå med handsker, men det kan jo være for koldt til at gå uden. Løsningen er selvfølgelig handsker uden fingerspidser.

Da de røde af slagsen, der blev indkøbt på julemarked i Hamborg for nogle år siden, var ved at blive for slidt, fik jeg bestilling på at par nye.

De blev strikket af noget hundedyrt, amerikansk garn, så de skulle helst ikke blive slidt lige med det samme - men det varer jo også lidt, inden de skal i brug :-)))

For resten må sådan nogle halvfingerhandsker også være velegnede til brug ved vinterfotografering.

Lille strikkearbejde 1

Januar skulle være sparemåned havde jeg bestemt, så i stedet for at købe nyt garn undersøgte jeg, om jeg havde noget anvendeligt på lager.

Der var faktisk en del garn, desværre ikke ret meget, jeg havde lyst til at strikke af. Men jeg fandt 2 nøgler Ulricks Froelich strømpegarn, 1 pink og 1 orange.

Jeg har strikket masser af sokker i Froelich, som vist desværre ikke findes mere (i hvert fald kun i kedelige farver), og der er ikke nogen af de nye garner, jeg har strikket med, der har været lige så gode. Det var den kvalitet, hvor der fulgte en lille dukke med helt tyndt garn med. Sandsynligvis var det beregnet til stoppegarn, men jeg brugte det altid som forstærkning i hæl og tå - og så blev der ikke brug for stopperiet.

Det var - som jeg også huskede det - en ren fornøjelse at strikke med. Det gik bare alt for hurtigt.

Forårsweekend

Så blev det rigtigt forår - og meget betænksomt lige til en weekend.

Jeg nåede at være lidt i haven efter arbejde, og adskillige mælkebøtter måtte lade livet. Hvor er det snedigt, når de placerer sig helt tæt til buskenes stammen, så man næsten ikke kan få fat i dem uden at beskadige busken.

Fotoapparatet blev også luftet. Vi har er lille piletræ, hvor gæslingerne er lige ved at springe ud. Jeg synes, det er svært at få den rigtige sølvfarve med på billederne - det her blev mit bedste forsøg. Måske prøver jeg igen, når de er lidt mere sprunget ud.

Det er også svært at få den rigtige farve på de små iriser. De er en meget mørklilla, fløjlsagtig farve, kun omkring 20 cm høje, og meget søde, synes jeg. På billedet kan man også se nogle af de blå anemoner, der spreder sig, som det passer dem - og det passer mig godt. De er så kønne. Og så er der også nogle af de forkætrede - nu næsten afblomstrede - erantisser. De er da ikke kønne, når de er ovre den første ungdom, vel?

Tænk hvis vejret holder til påske :-)

Kom tilbage, J.P.F.

Som jeg allerede har nævnt fik vi set en masse kunstskøjteløb i vores ferie. VM fra Los Angeles i TV. Det er selvfølgelig ikke det samme som at være der selv (billederne er fra sidste års VM, som vi havde den store fornøjelse at overvære), men det er bedre end ingenting, og det må siges til Eurosports ros, at de sender ret meget. Og det var også nogle rigtig gode konkurrencer.

Det samme kan desværre ikke siges om Eurosports kommentatorer - faktisk er de af og til ved at drive mig til vanvid. Der er 4 styks, 3 mænd og 1 kvinde, som "underholder" 2 og 2 sammen. De er allesammen selv tidligere skøjteløbere (mere eller mindre elite-), så de burde vide bedre, men jeg synes, de er ekstremt dårlige.

For det første er de vildt partiske: Hvis deltagerne kommer fra USA eller allerhelst Canada, kan de næsten ikke sætte en skøjte forkert. Jeg synes også, at nogle af de nordamerikanske løbere er vældig gode, men ikke pr. definition.


For det andet er deres musikalske ballast ynkelig. Musikken betyder rigtig meget i skøjteløb, og så er det bare ikke godt nok, når kommentatorernes viden groft sagt kun indbefatter Safri Duo og musik fra diverse storfilm. På trods af den sportslige karriere er de 4 tydeligvis heller ikke særlig musikalske, de kan simpelthen ikke se, om udøverne følger musikken eller ej.

Man skulle så tro, at man i det mindste kunne få kommenteret det tekniske niveau, og om de forskellige krav bliver opfyldt, men det kniber faktisk også. Det opdagede vi, da vi genså en af konkurrencerne på Sverige, hvor vi straks fik en hel masse at vide, som de danske kommentatorer overhovedet ikke havde omtalt - og som vel at mærke havde stor betydning for karaktergivningen.

I stedet får vi at vide, hvad der "taler" til lige præcis vores kommentatorer. Og hvis det "taler" til dem, så regner de automatisk med, at så "taler" det til alle. Især er det slemt, når de to ældste herrer kommenterer mændenes konkurrencer, og ærlig talt er det nok også en fejl at sætte mænd til at kommentere mænd. Hvem er det egentlig, der har mest forstand på, om mændene kommer ud over rampen? Ja netop: kvinder!

Den forrige kommentator, John Post Ferdinandsen, kunne nu godt kommentere både mænd og kvinder, så kan vi ikke få ham tilbage??? PLEASE!!!

Ferieuge

Vi har haft ferie i denne uge, primært for at se VM i kunstskøjteløb fra Los Angeles - det vender jeg tilbage til.

Men vi har nået en masse andet også. I weekenden foredrag om Berlin både lørdag og søndag og spisning med venner lørdag. Tirsdag var vi til naturvidenskabeligt foredrag, onsdag til et litteraturarrangement, og i går aftes var vi til symfonikoncert.

Det blev en af de bedste symfonikoncerter, vi har været til i denne sæson. Da vi først havde overstået en af Haydns utallige symfonier (Haydn står ikke på min hitliste, jeg synes han er kedelig, men denne var nu ikke en af de værste), blev det rigtig, rigtig godt.

Carl Nielsens er i hvert fald ikke kedelig, og hans klarinetkoncert med unge Mathias Kjøller som solist var minsandten også spændende.

På billedet er nogle af de store mæssingblæsere ved at blive gjort klar til på efter pausen at skulle i gang med Mussorgskijs Udstillingsbilleder i Ravels instrumentering.

Udstillingsbilleder har jeg kendt og holdt af, siden jeg gik i gymnasiet. Jeg har hørt den utallige gange på plade og cd, men det var første gang, jeg hørte den i en koncertsal, og det er godt nok en helt anden og meget mere intens oplevelse. Det var en rigtig dejlig aften!

Glædeligt forårsjævndøgn!

Tænk at dag og nat allerede er lige lange! Selv om det ikke er så flot vejr som de foregående dage, så føles det også stadig som forår, og hvor er det dejligt.

Jeg mærkede en tydelig havekriblen i fingrene i den forgangne uge, og selv om jeg for et par dage siden egentlig var træt efter arbejde, så kriblede det så meget, at jeg måtte ud med hækkesaksen. Til lavendlerne, forstås. I år tror jeg, det blev en passende beskæring og ikke som sidste år, hvor jeg var bange for, at jeg havde skåret for meget af. Jeg har også lavet lidt mere forårsoprydning, så forårsblomsterne ikke er dækket til at sidste års visne stauder.

Der er ikke styr på farverne i vores have om foråret, bl.a. er der erantis i den blå have. Jeg er ikke så vild med erantis og har forsøgt at komme dem til livs, men de er ukuelige, og nu får de lov at brede sig. Jeg er da sådan set også meget glad for dem, når de kommer inden vinteren er slut, men de er altså meget gule!

De små blålilla krokus er jeg derimod meget tilfreds med, og dem er der rigtig mange af. Også nogle stykker i vores mini-græsplane, der - som det tydeligt ses på billedet - trænger til en kærlig hånd. Men det får den ikke, før krokusserne er afblomstret.

Hvor dum kan man være?

Grænserne er i hvert fald ret vide!

I går var jeg med bus til arbejde, fordi bilen var på værksted. Den havde en læk i kølesystemet og skulle desuden have fundet sine sommersko frem. Heldigvis! Både fordi det er tegn på forår, og fordi de er kønnere. De sidder nemlig på alufælge, det gør vinterdækkene ikke.

Jeg skal med mindst 2 busser fra mit værksted til arbejdet. I går slap jeg med 2. Da jeg steg ind i bus nr. 1 og forsøgte at klippe det buskort, jeg havde fundet frem hjemmefra, gav automaten en protesterende lyd, og det hjalp ikke, at jeg forsøgte mig flere gange. Heller ikke chaufføren kunne få det til at virke, så til sidst erklærede han, at turen måtte være gratis.

Som det lovlydige menneske jeg er, forsøgte jeg igen i bus nr. 2. Igen uden held, men denne gang var chaufføren mere klartskuende: Klippekortet var slet ikke til bussen. Og nej, nu kunne også jeg se, at det klippekort, jeg havde bevæbnet mig med, var fra en sundhedsmesse, jeg var på for over et år siden. Klippekortene blev uddelt nærmest som en gimmick, tror jeg. I hvert fald har jeg ikke brugt det til noget, og det dur altså heller ikke i de århusianske bubysser. Pokkers også!

Kultur 3

Fredag aften var vi til Mummenschanz, en schweizisk mime-trup. De er bestemt ikke helt almindelige, og det var rigtig sjovt. Utroligt hvad de fire medvirkende kunne udtrykke med få, men usædvanlige, midler.

Vi morede os rigtig godt, men måske er det alligevel lidt hurtigt glemt. Hvis jeg som en anden smagsdommer skulle vælge et af de tre arrangementer (som alle er anbefalelseværdige og også alle er overstået) så bliver det helt sikkert Lucia di Lammermoor, jeg vælger.

Kultur 2

Et par dage efter symfonikoncerten stod der operabio på programmet: Lucia di Lammermoor af Donizetti med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Og nøj, hvor er hun da fantastisk! Sikke mange udtryk, hun har i sin stemme. Jeg må give mig, hun er lige så god som Angela Gheorghiu, og jeg kan godt forstå, der blev udsolgt til hendes koncert i København næste efterår på bare 14 minutter. Nu må Musikhuset her i byen også se at komme på banen, tak, for vi er altså ikke lykkelige indehavere af billetter til koncerthuset.

Selve operaen var for resten også god, efter en roman af Walter Scott og meget dramatisk med masser af højdepunkter. Den har fået en plads på listen over favorit-operaer.

En for mig indtil da ukendt Mariusz Kwiecien sang og spillede Lucias onde bror, og det gjorde han fremragende, mens Piotr Beczala (heller ikke en af mine bekendte) var hendes elskede. Egentlig var vi blevet lovet Rolando Villazón i den rolle, men han var altså blevet skiftet ud. Vi kunne ikke klage over Beczalas sang, men hans skuespillermæssige præstation var ikke noget at prale af.

På trods af denne lille anke er det en af de allerbedste operabioer, vi har været til.

Kultur 1

Vores kulturelle arrangementer ligger tæt i denne tid. For 1½ uge siden var vi til symfonikoncert, hvor der blev spillet Charles Ives, Mahler og Brahms.

Charles Ives stykket var så kort, at det næsten ikke var der, og Brahms er jeg ikke så vild med - det kommer måske - men Mahler er jeg rigtig glad for. Det var hans Des Knaben Wunderhorn-sange, og hvor det tidligere var hans symfonier, jeg bedst kunne lide, så er jeg nu blevet meget glad for hans sange - dem vil jeg fordybe mig mere i, når jeg får mere tid!

Jeg syntes, man tydeligt kunne høre inspirationen fra folkemusikken, og jeg syntes også, der var en lighed med noget af min absolutte yndlingsmusik, nemlig Canteloubes Auverne-sange, hvor det også er den folkelige musik, der er den store inspiration.

Jeg har læst en bog...

...nå ja, det sker da af og til, at jeg læser en bog. Som regel har jeg 2-3 stykker liggende på natbordet, men det går kun langsomt fremad, for jeg falder næsten altid hurtigt i søvn. Også selv om det tit er krimier, jeg er i gang med.

Men da jeg læste Dancing Charlie af Lars Johansson, måtte jeg bevidst lægge bogen fra mig, når jeg syntes, at nu skulle jeg altså sove. Jeg har lidt svært ved at præcisere, hvorfor jeg syntes godt om bogen, men det var i hvert fald noget med, at hovedpersonen udviklede sig. Eller rettere sagt, mit syn på hovedpersonen ændrede sig, efterhånden som der blev afdækket flere og flere lag i ham.

Det er også en interessant historie, forfatteren fortæller, og så skriver han simpelthen i et godt og billedskabende sprog. Jeg var meget imponeret af, at han beskriver et stykke musik over flere sider, og jeg kunne høre inden i hovedet, hvad det var for et musikstykke - meget hurtigt og lang tid før komponist og titel blev nævnt. God bog!

Gæstebud

Vi skal have gæster til spisning i aften, og minsandten om ikke vi er så godt forberedte, at jeg kan nå at blogge.

Menuen står på jordskokkesuppe, svinekød i mole (en mexikansk ret) og chokolademousse. Vi var simpelthen nødt til at vælge chokomoussen til dessert, for jeg har fået fat i rigtige kandiserede violblade, og de er bare den ultimative pynt til chokolademousse. Som jeg i parantes bemærket selv er alt for glad for.

Min opskrift er meget enkel:
300 g mørk chokolade (jeg bruger med 70% kakaoindhold)
3 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
2 dl piskefløde
1 tsk cognac
Chokoladen smeltes over vandbad. Afkøles. Æggeblommerne røres i én ad gangen, derefter cognacen. De stiftpiskede æggehvider tilsættes og til sidst røres flødeskummet forsigtigt i.


Det bliver der en god og stærk mousse ud af - eller måske er det mere chokolade end mousse? Jeg pynter IKKE med flødeskum, men sætter dog lidt på bordet til dem, der synes, det ellers er for kraftig kost.
Hvis man ikke lige har kandiserede violer, så er lidt syltet ingefær også godt som pynt.

Nymåne og Venus

Jeg har en svaghed for månen, og det har jeg vist altid haft. Som barn var jeg månesyg, har jeg fået at vide.

I aften er der en helt vidunderlig nymåne, og Venus står og lyser kraftigt lige over. Det måtte jeg prøve at fotografere. Jeg er langt fra en trænet aften/natfotograf, hvilket også ses på billedet. Jeg syntes, det var svært at få indstillet kameraet i mørket. Det var også svært at få placeret mit lille stativ ordentligt.

Måske skulle jeg bevæbne mig med en lommelygte ved næste forsøg, for det bliver nok ikke sidste gang, jeg forsøger at fange månen :-)

Tasker - især kattetasker

Irenes nysyede kattetaske fik mig til at tænke på, at jeg også har et par kattetasker.

I det hele taget er jeg meget glad for tasker. Jeg bilder mig ind, at jeg helst skal have tasker i alle farver, så de kan passe til mit øvrige udstyr.

Det er lidt overkill, for i realiteten bruger jeg tit den samme taske i månedsvis. Det er for besværligt at skifte, synes jeg.

Det forhindrer dog ikke, at jeg har et hav af tasker, og allerhelst vil jeg have nogen, som ikke alle andre render rundt med. Det gælder i høj grad de to kattetasker, der begge er købt på udstillinger i Tyskland (dog ikke samtidigt!!!)

Velourtasken er en hjemmesyet sag. Det er kattens hale, der er hank.

Den lille brune taske var oprindeligt en patrontaske fra Schweiz, fik jeg at vide. Den har så fået en katteudsmykning. Jeg kan godt lide, at der er både gult og hvidt metal på, og det gør ikke noget, at den er slidt.

Hvis det havde været nytår, skulle jeg have det nytårsforsæt at bruge nogle flere af mine tasker - men det kan jeg jo godt bestræbe mig på alligevel.

Mere Gluck

Gluck er ikke bare kedelige operaer. Det er også dejligt finsk design.

I 2000 var vi nogle dage i Helsinki. På vej hjem købte jeg i lufthavnen to små fine glasskåle. De er designet af Kati Tuominen-Niittylä i 1993, fremstillet af Iittala og er med i en serie, der hedder Gluck. De er så lækre at se på og er nærmest bløde at røre ved.

Jeg ville - og vil - også gerne have en af de runde kander, helst i klart glas, men den hvide opalfarve kan også bruges. Jeg kan ikke huske, om jeg bare var for nærig, eller om det kneb med pladsen i kufferten, men i hvert fald regnede jeg med, at sådan en kande kunne jeg da altid få.

Men øv, det kan jeg ikke! For nogle år siden gik serien ud af produktion (kan man nu forstå det???), og selv om jeg har ledt højt og lavt på nettet, kan jeg ikke finde hverken den store eller den lille kande. Jo, jeg kan finde den store, men i grøn, og det er ikke det, jeg vil have.

Så hvis nogen har en af de store runde kander til salg i klart glas eller opal, så er jeg altså interesseret. Foreløbig må jeg nøjes med at nyde mine skåle.

Kedelig opera

Søndag var igen operabiodag.

Her sidder vi og venter på, at forestillingen skal starte. Denne gang var det Glucks Orfeo et Eurydice (eller Orfeus og Eurydike), vi skulle se, og lad det være sagt med det samme: Den var jeg ikke vild med.

Jeg brød mig simpelthen ikke om musikken, og det var en af den slags operaer, hvor det hele bliver gentaget et utal af gange. Jeg havde lyst til hele tiden at bemærke, at nu havde jeg fattet meningen.

Nå, heldigvis varede det hele kun 1½ time, så det var til at klare. Og vi kunne komme hjem og se vintersport i kassen og pleje vores forkølelser. Nu ved jeg, hvordan Gluck lyder, og jeg gider ikke se flere af hans operaer.

Store stemmer

Vi har allerede været til operabio to gange i 2009. Først så vi Massenets Thaïs med Renée Fleming i den store hovedrolle, og i dag så vi La Rondine af Puccini med Angela Gheorghiu og Roberto Alagna.

Originally uploaded by litherland

Renée Fleming var helt perfekt i Thaïs. Både sangmæssigt og skuespilmæssigt. Egentlig havde jeg troet, at handlingen ville være lidt fjern for mig, men jeg blev faktisk grebet af den, og der er meget mere indhold, end man umiddelbart skulle tro..

La Rondine - en rondine er en svale på italiensk - er som de fleste Puccini-operaer en historie om den umulige kærlighed. Gheorghiu var minsandten forkølet til opførelsen, men det kunne jeg nu ikke høre. Hun er min yndlingssopran - godt nok tæt forfulgt af et par andre. For nogle år siden gav hun en koncert her i byen. Billetterne var temmelig dyre, men de var hver en krone værd.

I La Rondine strålede husbond Alagna også. Han passede utrolig godt til rollen, og i slutscenen var han totalt opløst i tårer. Flot!

Det lykkedes mig ikke at finde et billede, jeg måtte bruge, med Angela Gheorghiu, men jeg kan godt lide teksten på plakaten, og heldigvis er det helt normalt nu, at opera også er godt teater. Det er The Mets udgaver af Thaïs og La Rondine eksempler på.

Kinamad

For efterhånden temmelig mange år siden kendte jeg kun kinesisk mad fra Kina-restauranter her i landet. Det var altid noget med, at man kunne få en hulens masse retter for næsten ingen penge. Generelt syntes jeg alligevel, at det var spild af pengene, selv om forårsrullerne da smagte lidt bedre end dem fra den lokale grill.

Efter 14 års kinesiske nytårsmenuer er mit syn på kinesisk madlavning et ganske andet.


Her er lidt flere billeder fra dette års kinesiske nytårsdiner.

På det pyntede bord står nogle af de kolde retter: I den største skål forrest en temmelig stærk kålsalat og ved siden af en meget lækker ret med kylling.

De dekorative teæg er et fast indslag i nytårsmiddagen.






Agurkesalat med forårsløg.



De varme retter var i år bl.a. ingefærfisk, en ret med kylling og cashewnødder, som vi har fået mange gange - det vakte almindelig jubel, da den blev annonceret! - og en superlækker ret med glasnudler. Jeg vil gerne have opskriften på både agurkerne og glasnudlerne.

Og endelig babaofan, som vi passer på at gemme appetit til.