Friluftsteater

Som hovedparten af den danske befolkning formodentlig er klar over, er Århus europæisk kulturhovedstad i år. Jeg må indrømme, at jeg er ret skeptisk med hensyn til, om der kommer noget interessant ud af det bukseskind

Jeg forsøger alligevel at være åben for, hvad er foregår, og i den ånd købte vi billetter til "den store satsning", Røde Orm som friluftsteater, opført af Det Kongelige Teater. Eller som forestillingen hedder her i byen: Røde ÅRM.

Tirsdag aften bivånede vi så, at Røde Orm vendte hjem til Danmark, Århus og Moesgård efter vikingetogt til de britiske øer.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har bogen present. Faktisk er jeg i tvivl om, om jeg nogensinde har læst det hele, eller om jeg bare kender Harald Blåtands julegilde. Jeg mener dog at vide, at bogen skulle være yderst underholdende. Det var teaterforestillingen desværre ikke.

Tværtimod var den lumsk kedsommelig. De skuespillere, der ikke lige havde hovedroller, var rimeligt stive i det, og jeg manglede nogle sidehandlinger. Totalteater var det i hvert fald ikke. Desuden blev omgivelserne ikke udnyttet til ret meget, og det er vel ellers en af ideerne med friluftsteater. Jeg syntes heller ikke om, at Svend Tveskæg rendte rundt i cowboybukser.

Harald Blåtand var noget mere opfindsomt iscenesat. Ham kunne jeg godt lide.

Ikke alt var skidt. Man kunne for eksempel forstå hvert ord, der blev sagt. Jeg havde hørt nogen sige, at der blev deklameret, som Poul Reumert ville have gjort det. Noget overdrevet, men der var en tydelig tekstudtale, og det, mener jeg, er nødvendigt netop til en udendørs forstilling, hvor ordene ellers let kan drukne i blæst og andre lyde. I parantes bemærket kunne jeg tit ønske mig en bedre tekstbehandling i andre sammenhænge også.

Dialogen som sådan var ikke ret interessant eller spændende skrevet, men der var en vis spændstighed i måden, den var skrevet på. Ikke helt på vers, men der var både rytme og rim. Det talte på plussiden.

De to ravne, der fulgte slagets gang fra toppen af taget, var et godt indslag. Det var en af den slags små sidehandlinger, som der godt kunne have været mange flere af.

Røde Orm skal forestille at være en familieforestilling, men efter min mening var det mere børneteater - ganske vist i stort format - end teater for alle, og det var vel derfor, vi kedede os så bravt.

Jeg har læst, at der er solgt mellem 70000 og 80000 billetter til forestillingen, og set i det lys er den store satsning måske alligevel lykkedes. Kvantiteten er der, men kvaliteten mangler.