Der er kommet nyt lys på Århus i forbindelse med kulturåret. På billedet herover ses den ikoniske Ringgadebro. Broen og hele Ringgaden blev planlagt af nogle meget fremsynede byrådspolitikere i begyndelsen af det 19. århundrede, og selve broen blev indviet i 1938.
Farverne på broen - det er nemlig ikke altid de samme - er faktisk et kunstværk, der hedder Hesitation of Light. Vi har efterhånden meget svært ved at tale andet end engelsk her i byen - kvalmende! Lysets tøven lyder da meget mere poetisk. Ordet tøven er endda et ord, der beskriver sig selv bare i lyden - der er simpelthen en tøven indbygget i det. Nå, men værket er altså udtænkt af Signe Klejs, og farverne bliver bestemt af en registrering af himlens farver ved solnedgang.
Jeg synes, det er meget vellykket, og heldigvis bliver farverne ikke fjernet, når kulturåret er slut. De får lov at blive i hvert fald til 2023.
 |
| Set fra banegårdspladsen |
Man kunne selv være med til at bestemme farverne, og vi prøvede det også. Eller prøvede og prøvede... På vores hold var der også tre særdeles ucharmerende børn, som fuldstændig overtog knapperne efter devisen: Når jeg trykker, så kan ingen andre komme til. De så ikke engang på resultaterne.
Det gjorde ikke mig så meget, for jeg havde travlt med at kigge på Ringgadebroen, men der var et par andre børn med på holdet, og de var meget skuffede. Ubegribeligt, at hverken forældrene (begge var med) eller guiden greb ind. Jeg var nok kommet med en skarp replik, hvis jeg havde overværet det.
 |
| - og fra Musikhusparken |
Da jeg var helt lille, så jeg engang et neonskilt, der forestillede en gris, så jeg kaldte neonreklamerne for grise. Der var endda en gade i min barndomsby, som gik under navnet Grisegade på grund af de mange lysreklamer.
Åh ja, og de rigtig store reklamer, der fortalte små historier. Irmahønen er vel den mest kendte, men der var jo rigtig mange af dem engang.
Og lysaviser! Hvor har jeg været glad for Politikens lysavis på Rådhuspladsen i København. ER den der endnu? De fleste steder er lysaviserne blevet afløst af skærme med skiftende meddelelser. Det er altså ikke helt det samme.
For resten er Byens Lys jo en Chaplin-film fra begyndelsen af 1930erne. Og en revytekst af Poul Henningsen. Den har jeg også altid været glad for.
1 kommentar:
Nu har jeg jo netop set det meste fra dit forrige indlæg og har nydt alle oplevelserne.
Til gengæld er jeg ikke misundelig over din oplevelse med de altdominerende curlingbørn, som de vel må siges at kunne være, hvis ikke forældrene syntes det var nødvendigt at gribe ind. Jeg tror heller ikke, at jeg kunne have holdt mund, hvis jeg havde overværet det, men det er jo nemt at påstå :-)
Send en kommentar