Smagsdommer

Vi havde fortæret husets sidste digestive og skulle have købt en ny rulle. Vi havde bildt os selv ind, at McVities er meget bedre end alle andre, men pludselig kunne vi ikke finde netop McVities i nogen som helst dagligvareforretning. Hvad ville så være bedst? En sammenlignende blindsmagetest med Dorthe og jeg som testere måtte foranstaltes.

Tre forskellige produkter: Coop, Salling og Finton fra Netto blev indkøbt, og så fandt vi minsandten McVities i Meny, så den kom også med. 

Vi mente, at vi kendte Lu og Karen Wolf, og at de ikke var nær så gode som de "rigtige", men så syntes vi alligevel, de for fuldstændighedens skyld burde med i testen. Vi skulle måske også have kigget i Rema, men det er en butik, hvor vi kun kommer yderst sjældent.

Testen er nu gennemført, og vi var forbløffende enige. Bortset fra Karen Wolf, som vi syntes var den ringeste, var der ikke megen forskel. Men lidt var der, og overraskende for os selv syntes vi begge bedst om Lu med Coop på andenpladsen og McVities som nummer tre.

Så meget for vores snobbede forudindtagethed!

I øvrigt er digestive et totalt overflødigt produkt fyldt med fedt, som ydermere er lig med palmeolie, og sukker. Aldeles usundt og tilmed politisk ukorrekt. Der er faktisk lidt mere fedt i Lu end i de øvrige, måske er det derfor, de smagte os en anelse bedre.

Prismæssigt er der stor forskel. Sallings, Coops og Nettos er så billige, at man umiddelbart skulle tro, de er uspiselige, hvilket altså ikke var tilfældet. Nu har vi digestiver nok til bund i ostekager plus til småkagetrang i meget lang tid. Nogle af dem bliver måske for gamle og harske, men når der engang ad åre igen skal investeres i en rulle digestive, vil jeg prøve at huske, at jeg lige så godt kan købe de billige fra Coop. Eller rettere: Jeg vil nok købe en fuldkornsvariant, som jeg lige så godt kan lide, og som måske er en anelse mindre usund. Eller også vil jeg spise min honning på rugbrød i stedet.

En linedanser

Vi har igen været et par dage i København og var selvfølgelig i Zoologisk Have, hvor vi så en lille linedanser. Eller lille og lille, det var såmænd Chin, der øvede en ny disciplin:

Da vi kom, var elefanterne ved at blive trænet ude bagved stalden, så vi måtte vente med gensynet. Vi kom så tilbage senere, og da var alle elefanterne i stalden, og det må have været en anstrengende træning (måske havde de trænet linedans:), for Chin var helt udaset og lå og sov sødeligt. 

En af de voksne elefanter - vi mener, det var den ældste, Kungrao - stod vagt og passede på Chin hele tiden. Imens blev udendørs faciliteterne gjort klar med godbidder gemt en masse forskellige steder. Det vidste elefanterne selvfølgelig alt om, så der var fart på, da de blev lukket ud. En udhvilet Chin var også med.

 Vi så selvfølgelg også en masse af de andre dyr. 

Okapiens flotte farver og mønstre må bestemt kunne bruges i strik.

Ud over museumsbesøg og lidt shopping var vi denne gang også i teatret. Musicalen The Last Ship på Østre Gasværk havde fået rigtig flotte anmeldelser, og vi købte billetter. Den bliver godt nok også opført i Århus, men på et tidspunkt, hvor vi ikke kan.

Vi har ikke været på Østre Gasværk før, men det er en spændende bygning.

Meget velegnet til teater, viste det sig, og bygningens anatomi var meget flot blevet en del af scenografien. Når man nu ved, at det drejer sig om et skib, så signalerer de runde vinduer jo straks koøjer.

Det var en fin forestilling. Mestendels både godt sunget og godt spillet og danset, scenografien som nævnt meget spændende, og så er det en musical, der handler om noget vigtigt. Når jeg ikke er helt oppe at ringe som anmelderne var, er det på grund af musikken, der er af Sting. Den er da ok, men så heller ikke mere. Jeg tror ikke, der er mange af sangene, om nogen, der går hen og bliver evergreens.

Vi boede denne gang på Scandic Hotel tæt ved Vesterport og til vores store fornøjelse lå vores værelse på 11. etage med udsigt over byen. 

Sådan var udsigten en smuk morgen fra et af vinduerne i vores hotelværelse. Det kunne måske godt gå hen og blive vanedannende.

Det kradser!

Når man som jeg elsker at strikke, er det ret irriterende at være uldallergiker. Eller måske er allergiker at tage munden for fuld, men jeg er i hvert fald ikke særlig glad for at have uld på kroppen.

Værst er alpaka. Jeg synes, alpakagarn er så blødt og lækkert, og jeg kan ikke altid stå for det. Sidste efterår investerede jeg således i hele to bundter dyr alpaka. Jeg plejer også at kunne have det på hænderne, men ikke altid.

De her naturfarvede pulsvarmere er lavet af alpaka fra et af de efterhånden mange danske steder, der avler alpakaer. Jeg blev lidt skeptisk, mens jeg strikkede og ganske rigtigt. De er lune og bløde, men de giver altså også lidt irritation. De kom i salgskassen.

Måske ville det gå bedre med de grønne strikket af Frisenvang alpaka. Bæredygtigt og ifølge Frisenvangs hjemmeside spundet af de bedste og blødeste kvaliteter alpaka. Ikke desto mindre gav de mig en svag kløen, når jeg havde dem på, så de har gjort de naturfarvede følgeskab i salgskassen.

Jeg opdagede første gang, at jeg ikke var gode venner med alpaka, da jeg strikkede en sweater til mig selv af garn fra det norske firma Du Store Alpakka. På det tidspunkt troede jeg, at jeg nok bedre kunne tåle alpaka end fåreuld. Det viste sig at være en slem fejltagelse. Sweateren var let som en fjer og superblød, men at have den på var yderst ubehageligt. Også selv om jeg ikke havde den direkte på huden. En veninde, som jeg ville give den til, frabad sig venligst.

Senere har jeg til en anden veninde, som normalt ikke er uldfølsom, strikket et tørklæde af Silkpaca fra Malabrigo - 70% alpaka og 30% silke, som skulle være lidt et luksusgarn. Hun kan godt gå med det, men ikke for lang tid ad gangen. Så jeg er altså ikke ene om at synes, at alpaka ikke er så behageligt at have på.

Der er også undtagelser. Filcolanas Vilja, der før hed Indiecita, har jeg det for eksempel noget bedre med.

Jeg kan ellers godt lide den varme, uld giver, når det er koldt, og jeg har lige strikket en ny sweater til mig selv af ren uld. Der kommer nok mere om den, når jeg for alvor får den afprøvet.

Håndarbejde i kunsten

Jeg har et godt stykke tid haft et album på min Flickr-konto med titlen Håndarbejde i kunst. Der er nu ikke så mange billeder i det, men jeg "samler", når jeg besøger kunstmuseer rundt omkring.

Brandts Kunstmuseum i Odense har endnu et par dage en særudstilling over samme tema, "Nål og tråd - Håndarbejde i kunsten" hedder den. Faktisk et oplagt tema netop for Brandts, der jo er en gammel klædefabrik.

Vi besøgte udstillingen i går og syntes, det var en fin udstilling. Ikke så stor og også lidt anderledes end forventet, for mindst halvdelen var snarere kunst i tekstiler, men det var også interessant at se. Nedenfor et eksempel på det, vi egentlig var kommet for at se:

Det er Christian Krohgs maleri "Sypigen" fra 1880. Det minder mig om min farmor. Hun blev enke som 53-årig i 1945, og for at få til dagen og vejen begyndte hun at sy for folk. Måske er hun også faldet i søvn ved maskinen en gang imellem.

Jeg nød selv godt af hendes syfærdigheder. Når jeg havde fødselsdag, var gaven fra hende tit en kjole, hun havde syet. Min 7½ år yngre søster fik så også en kjole syet i samme stof. Her er vi i 1958-modellerne, jeg er lige blevet 9 år. Stoffet havde blå bundfarve - min yndlingsfarve - og var med kløvermotiv.

Tilbage til kunsten. Mange af billederne var ret gamle. For eksempel har skagensmalerne tit skildret strikkende og syende kvinder. Men der var også yngre. Et af dem er Allan Ottes helt nye og meget fine porttæt af Dronning Margrethe, der broderer. Det er ejet af dronningen selv og skal vist hænge på Gråsten Slot. 

Og så var der det her:

Harald Giersings "Dame med Sytøj" fra 1919. Egentlig ikke så meget yngre end skagensmalernes, men hvor er der dog sket meget i den mellemliggende tid. Maleriet ejes faktisk af Aros, men jeg kan nu ikke huske at have set det der, selv om jeg vældig godt kan lide Giersing.

Jeg er godt tilfreds med at have fået nogle nye billeder til mit Flickr-album og egentlig også med, at der ikke var overvældende mange nye. Så har jeg en chance for også fremover at kunne finde nyt til albummet.

Strik i 2024

Det er godt, jeg ikke skal leve af mit strikkeri, for i 2024 har jeg røde tal over hele bundlinjen. Næsten!

FAKTA

9689 meter er blevet strikket, og 10572 meter garn er blevet brugt. Flere projekter er blevet strikket med dobbelt tråd. Begge tal er noget lavere end i 2023, men faktisk har jeg strikket en del mere, for sjældent har jeg trævlet så meget op som i 2024, og de optrævlede meter tæller jo ingen steder.

1411 meter er lageret blevet større. Jeg har tydeligvis en rygrad som en regnorm, når jeg er på garnfestivaler.

3855 kr. blev der købt garn for, og når tilbehør, kurser og messer bliver lagt til bliver udgifterne på 4176 kr.
Til gengæld har jeg solgt for 3670,- kr. Det er et grønt tal! Egentlig vil salgstallet altid være grønt, for jeg strikker ikke for at sælge, men der blev altså også solgt for 900 kr. mere end forrige år.

Jeg fik færdiggjort 44 projekter, 8 færre end i 2023.

Et af de lidt større projekter var en vest til Dorthe. Texture vest hedder opskriften, og den er fra Isager. Teksturmønsteret er flot, og der er fine overgange ved ribben og på skuldrene. Det var sjovt at strikke, men jeg måtte også skælde ud over fejl i opskriften flere gange undervejs.

Jeg fik også færdiggjort min nye Hitofude. Den er blevet god, men jeg har ikke fotograferet endnu. Det var en af planerne for 24. Den anden var en let poncho, men den er jeg ikke startet på endnu.

Der var ingen planer om at formindske antallet af forskellige garner i lageret. Heldigt! Det steg nemlig med ikke mindre end 14 til 290. Jeg tror, det skal være mit eneste mål for i år at få det nedbragt. Nej, måske skal ponchoen også på programmet igen.

Billedet her er et skærmdump af toppen af min Ravelry side for projekter i 2024. De fleste af tingene er givet væk eller solgt, selv det hundedyre tørklæde lige i midten strikket af overlækkert Zealana Luxury Air Laceweight garn, der blandt andet består af opossum.

De røde pulsvarmere øverst til højre er et af to par, der blev strikket så sent på året, at de ikke nåede at komme med på julemarked, så de er i lageret endnu. 

Garnet, Lana Grossas Colorissima plus en tråd mohair, blev købt i Woolstock på Østerbro i november. Det slog til til 2 par, og parret til venstre har jeg beholdt selv. 

Der er ingen opskrift til, det er jo garnet, der skaber det hele, så jeg har bare strikket i rib og glat.

Røde huer i januar

Selv om vejret er mildt, så er det dog endnu ikke forår (heldigvis!), så hvorfor ikke beholde decembers røde nissehuer på.

Det har Jan Ballings Homo Sedens - Det Siddende Menneske i Ole Rømers Gade på Frederiksbjerg i Århus i hvert fald gjort. Jeg kan godt lide ham. Sidder han ikke bare og vegeterer?

På en af villavejene i Åbyhøj har en haveslange også stadig sin hue på:

I modsætning til Homo Sedens behøver slangen nok ikke at fryse. Den kunne vel bare dykke ned og få noget jordvarme.