søndag den 1. juli 2018

Ugens træ - uge 26

Halvdelen af året er allerede gået og dermed også halvdelen af ugens træer. Øv, tiden går for stærkt, men det er der jo ikke noget nyt i.


Første halvår afsluttes - som det begyndte - med et kirsebærtræ.

Det hører til en gruppe af kirsebærtræer. der står ved et busstoppested på Viborgvej. Dette eksemplar er ikke det flotteste af træerne, og hvis mit billede ikke lyver, så er det også temmelig skævt, men jeg valgte netop det træ, fordi der står en bænk under det. Det kunne jeg ikke stå for. Måske har de, der i årenes løb har siddet på bænken, lænet sig så kraftigt tilbage, at det har givet træet hældning.


I et par uger har der været frugter på træerne. Nogle af dem har røde bær, andre sorte - eller i hvert fald særdeles mørkerøde.

Jeg undrer mig over, at fuglene ikke har guffet alle bærrene i sig. Måske siger det noget om, at fuglebestanden er gået ned her i landet. I min barndom ville fuglene have ryddet træerne på kort tid.


Jeg har smagt på et af de røde bær, og det var umiskendelig kirsebær. Det smagte godt, lidt som en rigtig god kirsebærvin.


Det sidste billede sætter jeg på, bare fordi jeg godt kan lide det, og fordi jeg synes, man kan se, hvor dejlig skyggen under træerne er. Den sætter jeg stor pris på i denne tid.

1 kommentar:

Ellen sagde ...

Der er al mulig grund til at opsøge skygge, nårsomhelst man har mulighed for det!