Gode dage

Nogenlunde sådan så himlen ud for omkring en måned siden, da vi skulle op i ordentlig tid, fordi der stod vinterferie familiedag på programmet. Dorthes søster og hendes tre børn skulle komme på besøg.

Vi startede med morgentallerken på vores stamcafé, Emmerys her i Åbyhøj. På billedet ses den hærgede servering.

Bagefter gik vi til Den Gamle By, hvor vi så et par af de nyere udstillinger. Dels den om Århus' historie, Århus fortæller hedder den. Det er en stor udstilling, men man kan heldigvis plukke i den, så det gjorde vi. Dels så vi også smykkeudstillingen i Smykkeskrinet, hvor der er nogle bestemte smykker, jeg altid lige skal forbi.

Morgentallerkenen fyldte stadig op, så vi sprang frokosten over og tog direkte på spillecafé. Nej, det er ikke rigtigt, vi var først på Sallings Rooftop, men det var begyndt at sne og blæste også meget, så udsigten kunne have været bedre, og det var væmmelig koldt.

Så var der bedre på spillecaféen. De unge mennesker valgte, at vi skulle spille Cluedo. Det har jeg ikke prøvet før, men det var et fornøjeligt bekendtskab.

Vi sluttede dagen på Den Rustikke, hvor man spiser godt til en rimelig penge.

Det var der også andre, der syntes, for der var helt fyldt, og det var akustikken desværre ikke gearet til, så det blev meget svært at føre en samtale. Men bortset fra det var alt godt.

På Dorthes fødselsdag et par uger senere havde hun inviteret til brunch på Restaurant Himmel og Hav ved Kysing Strand.

Det er et meget lille, men hyggeligt sted, og brunchen var vældig god.

Vi startede utraditionelt med bobler og søde pandekager, og bagefter stod den på muslinger. Jeg har ikke smagt bedre muslinger nogen sinde - resterne ses til højre. Og så var der også en hel masse andet.

Vi havde kun bordet i et begrænset tidsrum og kunne godt have brugt lidt mere tid, men vi nåede at blive rigtig godt mætte.

Vejret var rigtig flot, men isnende koldt. Vi gik alligevel en lille tur til stranden, hvor vi så maleriske isformationer.
Der var også et iøjnefaldende træ, som skulle have været ugens træ, hvis der altså ikke lige var faldet sne i ugen efter.

Bagefter tog vi hjem til os, drak noget mere kaffe og spillede nogle spil.

Sarantoya, der jo kendte alle de tilstedeværende i forvejen, kom og hilste på og dirigerede endda med sin "milde" røst Niels til at børste sig.

På det tidspunkt var vi ret bekymrede for det lille dyr, og det blev da også sidste gang, vennerne hilste på hende. Da hun var død, var både vi og de glade for at have set hende en sidste gang.

Træet må blive ugens træ en anden gang. Måske er det ikke så fotogent med blade på, men vi kan da i hvert fald nok identificere det så.