Mine morforældre havde nok ønsket sig en dreng - barn nr. 1 var også en pige - som skulle døbes Erik, men da de nu måtte nøjes med endnu en pige, kom hun til at hedde Erikka. Med to K'er og tryk på den midterste stavelse.
Det kom jeg senere til at hedde som mellemnavn, så både min mor og jeg har altid måttet stave både det og efternavnet.
Min yngste nieces yngste datter er kommet til at hedde Erika. Niecen var meget glad for min mor, og pigen er opkaldt efter hende, men K nummer to er meget fornuftigt udeladt.
Som barn fik min mor forfrysninger i benene. Dette gjorde, at hun ikke kunne bruges som husmor, og som den eneste af de fire ældste piger i søskendeflokken fik hun lov at få en kontoruddannnelse. Den yngste, der var 15 år yngre end min mor, fik også en uddannelse.
Det har passet hende godt at være lidt af en mønsterbryder. Hun elskede ikke husarbejde og madlavning, selv om hun nu ikke var så ringe til det. Derimod elskede hun tal, og at føre regnskaber var hendes hjemmebane. Hun var for resten også god til maskinskrivning.
Det allersidste job, hun havde, var at være en slags sekretær for forfatteren Peter Seeberg. Hun var ikke helt sikker på, at arbejde hos sådan en intellektuel som ham var noget for hende, men hun blev rigtig glad for ham og vist også for hans bøger, som hun renskrev i de år.
Billedet må være et ungdomsbillede. Jeg gætter på, hun kun er omkring 20 år, måske endda yngre. Jeg ville egentlig hellere have bragt et andet foto, hvor hun ser ud, som jeg kan huske hende, men jeg har ikke lige tid til at finde et og få det skannet. Og indlægget her skal helst komme den rigtige dag.
Min mor døde for knap 15 år siden. Nogle af hendes sidste ord til mig var, at hun syntes, hun havde haft et godt liv. Jeg savner hende stadig, mangler hende at snakke med og fortælle, hvad jeg oplever. Hun og min far er nok de eneste, hvor jeg har været helt sikker på, at de gerne ville høre alt, hvad jeg havde at berette. Først og fremmest savner jeg at høre hende fortælle og at huske sammen med hende.
2 kommentarer:
Din mor lever i bedste velgående inde i dit hoved. Du kan sikkert også tale til hende, men det er og bliver envejskommunikation, og så er det naturligvis ikke helt det samme.
Det er så hyggeligt at læse om folks erindringer om deres aner og om tiden der var.
Det er lidt svært at se, men det forekommer mig, at du har præcis den samme mund som din mor - måske også næse. Kan det passe?
Der er ingen tvivl om, at jeg ligner min mor. Nogle af hendes fætre, som ikke havde set mig ret tit, genkendte straks slægtskabet ved en begravelse for nogle år siden.
Send en kommentar