Symfonikoncertsæsonen

For et par uger siden var vi til sæsonens sidste symfonikoncert, og den sidste blev også den bedste.

Brittens War Requiem stod på programmet, og det er jo et mægtigt værk. Stort orkester, kammerorkester, stort kor, drengekor, tre solister. Åh, hvor lød det fantastisk i vores symfoniske sal. Storslået, forfærdende, rørende, bevægende.

Opbygningen af værket er spændende. Orkestret, korene og sopranen tager sig af de traditionelle latinske requiem-tekster, mens kammerorkestret, tenoren og barytonen synger de engelske tekster, som er digte skrevet af en helt ung soldat, Wilfred Owen, under Første Verdenskrig. Meget gribende. Wilfred Owen døde i kamp kun én uge før krigens afslutning.
War Requiem er et antikrigsværk. Det er også et freds- og forsoningsværk. Det høres i både musikken og teksten, hvor alle de medvirkende til sidst forenes.

Værket blev uropført i Coventry i forbindelse med katedralens nyindvielse i 1962. Den gamle middelalderkatedral var blevet bombet sønder og sammen i 1940. Jeg har for mange år siden været i Coventry for at se den nye katedral og de bevarede ruiner af middelalderkatedralen, og selv om jeg ikke husker, præcis hvordan det så ud, så husker jeg de tanker, man uvilkårligt måtte gøre sig om krigens væsen og fornemmelsen af historiens vingesus.

Jeg spekulerede på, om ikke aftenens sopran, Inger Dam-Jensen, godt kunne klare at synge Góreckis 3. symfoni. Den kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre live. Det er helt sikkert ikke noget let værk at spille, og måske blokerer den ikonografiske indspilning med Dawn Upshaw for nye fortolkninger, men jeg kunne nu ikke desto mindre godt tænke mig, at nogen vovede det.

Den ret beskedne plakat for Baltic Philharmonic Orchestra.
Bemærk den fikse fastgøring af den cylinderformede tingest,
der vst har et eller andet med strøm at gøre,
til venstre for plakatsøjlen.

Bare et par dage efter var vi til endnu en stor koncert, om end af en helt anden karakter.

Kristjan Järvi kom med sit Baltic Sea Philharmonic og spillede "vandværker".

Händels Water Music i en moderne bearbejdning var måske ikke så interessant, men resten af aftenen blev Philip Glass' 80 års dag fejret. Jeg er vild med Philip Glass, og det er Kristjan Järvi øjensynligt også.

Først blev den 2. violinkoncert opført med Mikhail Simonyan som solist, og efter pausen hørte vi hans Aguas da Amazonia.

Jeg troede ikke, jeg kunne høre noget smukkere end den 1. violinkoncert, men den 2. var tæt på, og Amazonflodens vande er et vildt spændende værk. Kristjan Järvi har fået lov at Philip Glass til at få lavet en orkesterudgave, og det var den, der blev spillet.

Man kunne tydeligt høre, at vi var kommet til en anden verdensdel, musikken var umiskendelig Philip Glass, men meget varmere og mere let bevægelig end Glass plejer at være. Ind imellem meget dansabel, og Järvi formeligt dansede på sit dirigentpodie. Ikke ganske usexet.

Næste sæsons program er på trapperne. Vi venter med spænding og sidder ved tasterne, når billetsalget åbner.