Mens vores venner var på ferie i Cornwall, passede vi deres katte. Det var ren fornøjelse, og der var sørget godt for os med kaffe og chokolade.
Alligevel fik vi også hver sin godtepose, da vi kom hjem. Med meget velvalgte og personlige gaver fra Cornwall. Vi fik næsten lige så mange souvenirs som de rejsende selv.
Selve tasken af jute med chilier på er fra Eden Project, et stort område, der vel bedst kan beskrives som en enorm botanisk have med særlig vægt på økosystemer. Tasken er naturligvis bæredygtigt fremstillet, og den er perfekt som strikketaske.
Den runde appelsinlignende tingest er en nylon indkøbstaske fra KitchenCraft. Det fylder "ingenting", når det er krumslet sammen, men der kan være en masse i, når det bliver foldet ud. Nogen har måske bemærket mit veludviklede shoppegen.
Chokoladen forrest er kornisk håndlavet chokolade fra Kernow. Høj kakaoprocent og med ingefær. Nogen har vist bemærket, hvilken chokolade, jeg foretrækker.
Så var der en pose kornisk havsalt fra Cornish Sea Salt Co. Jeg bilder mig ind, at jeg kan smage forskel på godt og mindre godt salt, og det er der nok nogen, der har lagt mærke til.
Der er vist også nogen, der har bemærket, at jeg har en forkærlighed for kander. Den fine lille kande med en flot gople er fra Cream Cornwall. På deres hjemmeside kan man se, at de har en særlig maritim kollektion. Meget passende for et firma i Cornwall, der har en meget lang kyst.
"Thanks for looking after the Cat" står der minsandten på æsken med fudge fra The House of Fudge. Og ikke bare fudge, men clotted cream fudge. Den er altså godt nok lavet i Devon, men clotted cream bruges også meget i Cornwall, så jeg kan godt forstå, den smuttede gennem nåleøjet med den inskription.
Sidst, men bestemt ikke mindst, var der i tasken en lille bamse til at have om halsen eller håndleddet fra Poldark Mine.
Bamsen er lavet af tin fra Cornwall. Gammelt tin, vel at mærke, for det er hentet op fra fragtskibet SS Cheerful, der, lastet med kornisk tin, sank ud for Cornwalls kyst i 1885 efter en kollision. Tinlasten blev fundet i 1994 og er siden blevet hentet op, og noget af den er blevet forarbejdet til souvenirs.
Det er med andre ord en bamse med proveniens. Godt, der var en magen til i Dorthes taske. Vi kan godt finde ud af at enes om at dele salt og fudge, det ville straks være sværere for os to minibamsesamlere med en lille bamse af tin. Ligner den i øvrigt ikke Peter Plys ret meget?
Det var slet ikke nødvendigt at have gaver med hjem til os, men jeg må jo indrømme, jeg nød at pakke ud. Det har vist også været sjovt for giverne at finde gaverne.
2 kommentarer:
Se, så er der jo noget ved at passe noget for andre! Det var fornemme gaver - dine katteejere er meget betænksomme mennesker.
Så sea salt ER virkelig også havsalt og ikke kun tøj :-)
Har du selv været i Cornwall? Ellers kan jeg absolut anbefale det - det er mit yndlingsområde i England - vi har været der tre gange og vi skal derud igen. Helt sikkert.
Jeg så godt Sea Salt tøjet, og det ser lækkert ud. Rigtig lækkert, endda.
Jeg har ikke selv været i Cornwall. Vi vil have vores katte med på ferie, og så er der grænser for, hvor langt væk, vi kan tage. Desuden har Storbritannien været udelukket p.gr.a. deres rabies-regler. Jeg ved faktisk ikke, om de gælder mere.
Send en kommentar