Et rigtig godt måltid indbefatter altid en dessert, synes jeg - faktisk er desserten måske det allervigtigste. Når jeg spiser ude, ville jeg tit allerhelst have en eller to forretter og en dessert.
Kager kunne jeg spise så mange af, det skulle være, men det gør jeg ikke, for jeg er - og har stort set altid været - for tyk. Jeg spiser heller aldrig dessert til daglig. Chokolade spiser jeg næsten hver dag, men det er et kontrolleret forbrug.
Jeg er også blevet mere og mere kræsen, når det gælder chokolade, men det er bestemt ikke altid de dyre chokolader, jeg synes er bedst. For eksempel er jeg ikke specielt vild med Valrhona som spisechokolade. Jeg bryder mig heller ikke om forskellige former for nibs i chokoladen, og sprut meget sjældent.
Derimod kan jeg godt i nogle tilfælde lide ingefær- og kaffechokolade.
Min yndlingschokolade er den billige, økologiske 85% Bjørnstedt, som fås i forskellige supermarkeder.
Hachez 70% "Wild Cocoa" chokolade er en anden favorit, som jeg henter i Tyskland. Jeg har også lige fået en 88% i lageret, men har ikke smagt den endnu.
Her i Århus findes kun et sølle udvalg af chokolade. Forrige gang jeg var i København, var jeg meget imponeret over udvalget i Magasins Mad&Vin afdeling.
Det var også der, jeg købte Amma-chokoladen til prøvesmagning. Ikke alle varianterne var dog en succes hos mig.
Deres 60% synes jeg er decideret kedelig, 75%'en er lidt skarp i smagen, men 85% udgaven smager virkelig godt. Jeg har kun smagt den i de små tavler, men når jeg kommer i nærheden af den, vil jeg prøve en rigtig plade. Jeg har nemlig fundet ud af, at det også betyder noget, hvordan faconen af det stykke chokolade, man propper i munden, er - og der er jeg ikke så begejstret for de små tynde plader.
Jeg har ikke tænkt mig at forsøge at blive kureret for min hang til søde sager. Den giver for mange nydelser - og livet skal jo også være værd at leve, mens man lever.
MUMS - her er til mange dage! Lindt med kirsebær bliver også bragt hjem sydfra. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar