Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel bjørne. Sortér efter dato Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel bjørne. Sortér efter dato Vis alle opslag

torsdag den 9. maj 2013

Så er det NU

...man skal tage til Skandinavisk Dyrepark, hvis man er bare en smule glad for bjørne.

Vi var der i tirsdags. Hele dagen! Her kommer lidt billed-bombing:

Sikus små søskende er født den 21. november og er altså ca. 5½ måned gamle.

Da vi kom til anlægget tog de en slapper, inden de for alvor viste sig frem for publukum.





De var fuldstændig som børn ved stranden: Tvilling 1 var en værre vandhund - hvilket man sådan set også regner med, når det er en isbjørn, det drejer sig om, men tvilling 2 var meget mere forsigtig.


Tvilling 2:
Der ligger et æblestykke. Skulle man hoppe i?











Nix - det vand er både vådt og koldt!













Tvilling 1:
Bangebuks! Kom nu - vandet er skønt!













Se mig! Jeg svømmer og svømmer.












Hvad med en slåskamp i vandet?













Tvilling 2:
Nej, jeg vil hellere være på træstammen!



Til sidst hoppede tvilling 2 dog også i og svømmede over på den anden bred, hvor den straks gik op igen.





Tvilling 1 og mor Ilka sammen i søen.












Siku er nu næsten 1½ år, og han er så køn. Da vi var der, var han også den reneste af isbjørnene, sandsynligvis fordi han opholder sig meget i sin sø.

Han er heldigvis ikke alene mere, for nu bor han sammen med den 22-årige Smilla - til stor glæde for begge.

Siku er ikke voksen endnu, og mens vi var der, både svømmede og legede han. Her har han fundet en træpind at lege med.


Isbjørne- tvillingerne er en sensation, men det er firlingerne hos de brune bjørne også. Det er meget, meget sjældent, at de brune bjørne får firlinger, men det gjorde Brunhilde den 5. januar.



Fire måneder gamle er de de mest bedårende og frække små plysbjørne.

Det er to hanner og to hunner, men de har ikke fået navne, fordi det endnu ikke er blevet bestemt, om de skal blive i Skandinavisk Dyrepark. Det sker først om ca. 1½ år, så vidt jeg husker.

Det er nu lang tid at vente på at blive døbt. Vi vil gerne foreslå Bjarke (det hed dagens dyreguide), Birger, Bodil og Beate.

Nu har vi vist os nok frem
Og vi er gået i brædderne

torsdag den 7. november 2024

Alpakaer

Jeg er glad for stort set alle dyr. Katte, hunde, bjørne, elefanter, kameler, røde pandaer og så videre og så videre. Også de enormt søde alpakaer, som der har været en del af i mit liv i det sidste halve år. 

Mest i form af deres uld, men vi har da også mødt levende alpakaer, nemlig ved Tversted Skole, hvor Isager med flere holder til. Der er hyggeligt på skolen, som altså ikke fungerer som folkeskole mere, men somme tider kan man alligevel få god mad i skolekøkkenet.

Jeg ved ikke, om det er Isagers alpakaer, men fine var de.

Men ellers har det mest været alpakaGARNET, jeg har haft på nethinden. Jeg kan godt lide at strikke med alpaka, men desværre bryder jeg mig ikke om selv at have alpaka direkte på huden. På hænderne kan jeg heldigvis tåle der, så det bliver til en del pulsvarmere i alpaka.

På Fanø oplevede jeg Frisenvangs alpakagarn. Jeg har kendt til Frisenvang i en del år; det er garn, man kan købe med god samvittighed. "Deres" alpakaer bor i deres naturlige omgivelser i Andesbjergene.

Jeg har bare aldrig mærket deres garn før. men det fik jeg til min store fornøjelse lejlighed til på deres stand på Fiberfolk i Nordby. Og var det lækkert? - jo, det var det! Det føles også anderledes end mere industrielt fremstillet alpaka, så måske kan jeg faktisk tåle det. Foreløbig skal jeg have lavet et par pulsvarmere af mit mærkegrønne garn, og så må jeg lave forsøg med at have det andre steder på kroppen også.

Frisenvangs ejer har taget billedet på postkortet, der ligger sammen med mit mørkegrønne garn

I begyndelsen af denne måned var vi til Fiberfolk i Ålborg, og minsandten om der ikke igen dukkede noget specielt alpaka op. Møllebakkens Alpaca hedder det, og de vidste præcis, hvilken alpaka, der havde leveret ulden til de enkelte fed.

Sol og noget garn af hendes uld

Der var kun naturfarver, så garnet havde samme farver som de enkelte dyr. Jeg købte kameluldsfarvet (sic!) fra alpakaen Sol, som ses på billedet. Det er ikke en farve, jeg plejer at beskæftige mig med, men den passer til alpakaens blødhed.

På Møllebakken kan man også købe sig til en gåtur med en af alpakaerne. Behøver jeg nævne, at det kunne jeg godt tænke mig.

En af Tversted-alapakaerne. Den må vel kunne levere flere farver uld.

mandag den 16. september 2013

Smuttur

Vi var liiiige en tur i Skandinavisk Dyrepark i går. Det er jo i år, der er bjørneungeboom, så hvis vi ville se de små endnu en gang, mens de stadig er små, var det ved at være tiden.

På grund af det dårlige vejr havde jeg ikke taget mit zoom-kamera med, og det andet havde jeg ladet blive i bilen, men det blev hentet ind, da vejret begyndte at arte sig, og jeg fik nogle hurtige skud.


Brunbjørnefirlingerne er vokset rigtig meget, siden vi sidst så dem. De var meget, meget livlige og ENORMT søde. Og frække og dygtige og forkælede. Især en af dem var skrap til at klatre i træer.

Ih, hvor fik man lyst til at give dem en ordentlig bjørnekrammer.




En af dem (ikke den på billedet til højre) burde hedde Sarantoya, for den er lige så madglad som hende. Den havde bestemt endnu ikke indset, at den netop IKKE får mad, når den gør opmærksom på sig selv. Det ville den kloge Sarantoya naturligvis hurtigt have fundet ud af :-) så helt ligner de ikke hinanden.

Man kunne måske godt kende forskel på de fire små krabater. I hvert fald syntes vi, at to af dem så lidt større ud og havde lidt bredere hoveder. Der var også lidt forskel på deres farve, i hvert fald var en af dem - så vidt jeg husker "Sarantoya" - mørkere end de andre.

Isbjørnetvillingerne var selvfølgelig også vokset, men de havde ikke ændret sig så radikalt siden sidst som de små brune bjørne.

De er meget forskellige i adfærd. Den ene ser næsten ud til at have vandskræk, mens den anden rigtigt boltrer sig sammen med mor Ilka i isbjørnesøen. Sådan har det været næsten hver gang, vi har været i parken, men om det er den samme unge, der ikke har lyst til at bade, ved vi ikke, for de ser fuldstændig ens ud.

Vi snakkede om, om de stadig får mælk hos deres mor, og det så vi på vores sidste runde, at det gør de.

Det så ud til, at både mor og unger hyggede sig gevaldigt, og at der stadig er mælk i hanerne, var tydeligt. Når en unge for en kort bemærkning slap sin dievorte, havde den nemlig et ordentligt flødeskæg. Faktisk kan man vist godt se det på billedet.


Siku er nu næsten 22 måneder gammel, og han vejer omkring 230 kg, men han er nu stadig en unge. Han er en ualmindelig køn isbjørn.

Han går sammen med den over 20 år gamle isbjørn Smilla, og det går fint, men vi spekulerede alligevel lidt på, om han nu også har det helt godt. Er han ikke lidt for tæt knyttet til sin suttesten, som han også er i gang med på billedet? Det er en lidt fattig erstatning for moderlig omsorg - hvis det altså er det, det er.

Rævene var meget fremme, og de er så rigtig fine ud

mandag den 21. september 2009

Dyrebørn

I går var vi igen i Skandinavisk Dyrepark, især for endnu en gang at se de tre bjørneunger. De var vokset rigtig meget, siden vi sidst så på dem, og ligner nu meget mere de voksne bjørne, bare i lilleputudgave.

De to første gange, vi så bjørneungerne, var der én, der skilte sig ud. Han (vi er sikker på, det var én af hannerne) var meget af tiden tæt på mor Brynja, hvorimod de to andre hele tiden sloges og legede med hinanden. Dog så vi ham også en enkelt gang sidde og kigge på en blomst, så vi kaldte ham Ferdinand - kendere af den klassiske børnelitteratur vil vide hvorfor. Denne gang var der ingen af ungerne, der var specielt morsyge, og vi kunne ikke mere se, hvem der var vores Ferdinand.

Vi skulle selvfølgelig også hilse på den elgkalv, der blev født første gang, vi var i parken i år. Han er blevet en køn, langlemmet fyr, selvfølgelig stadig meget, meget mindre end de voksne. Han kom hen til hegnet, hvor vi stod, og det lykkedes mig at røre ved hans bløde mule.

Det mindste dyrebarn var en lille vildsvineunge:

Den er 2 uger gammel, og er den ikke sød? Som man kan se på billedet er hele den lille grisling ikke meget større end det voksne vildsvins tryne.

mandag den 7. august 2023

Anden miniferie i år

På to af julis fantastiske dage rent vejrmæssigt var vi taget til Tønder og omegn. Tænk, at man kan være så heldig. Kun en smule regn, og den faldt, mens vi sov i vores gode senge på Hostrups Hotel.

Tønder er en sjov by at gå rundt i, der er en masse at kigge på. Husenes døre for eksempel.

De fleste af dem er desværre klistret til med navnesedler, reklamer-nej-tak skilte og diverse andet, men det var den her til fotografens fornøjelse dejligt fri for. 

Også skæve vinkler er der mange af. Skæve døre, porte, bjælker, vinduer. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan husene er blevet så skæve, for de kan jo ikke være bygget sådan, selv om det kunne se ud til det. Sjovt at se på er det i hvert fald.


Vi fulgte næsten vores sædvanlige program for et besøg i marsken. 

Ud over Tønder var vi i Højer og ved Vidåslusen - yndlingsslusen, Ballum Sluse, blev sprunget over i denne omgang. På billedet kan man se nogle små klatter i vandet, som jeg er ret sikker på er gravænder. Og i horisonten er det Sild med en hvid færge, som formodentlig ikke var sildefærgen, for den har også en del rødt på sig. 

Vi smuttede forbi Hanne i Højer, hvilket blev lidt dyrt - det er en dejlig forretning, og hun har nogle ting, man ikke kan få så mange andre steder - inden vi tog til Rømø og Ribe.

På vejen hjemmefra til Tønder besøgte vi bamsemuseet i Billund. På godt dansk hedder det Teddy Bear Art Museum.

Jeg havde regnet med, at det nok "bare" var en lidt udvidet privat bamsesamling, der blev stillet til skue, men det var meget mere end det. Bamsernes historie, temaudstillinger, mange kunstnerbamser blandt andet. Et rigtigt museum og gefundenes Fressen for bamseelskere som os. 


På billedet er det Madame Coco og Karl Lagerfeld lavet af hollandske Anna Koetse. De er da til at blive i godt humør af! Jeg havde ingen ide om, at Karl Lagerfeld havde en kat, men det havde han så sandelig. Choupette, at dømme efter billederne af hende en hellig birma, meget berømt. Der står faktisk rigtig meget på nettet om hende, også på Wikipedia. Hun har også skrevet en bog, som jeg tror, jeg må have fat på.

Der var mange gode historier i museet. Om Peter Plys og Paddington som nogle af de kendte, men den bedste var nok historien om den berejste bjørn Alfonso. Og så var der et utal af meget fine kunstnerbamser.

Knud og Krista var selvfølgelig med, og de kunne også godt lide museet. De blev fotograferet på hovedet af en af museets store bjørne.

Jeg tror, teddybjørne har det ligesom hunde :) De kan altid genkende en artsfælle, størrelse, farve og udseende i øvrigt er totalt ligegyldig.

Vi havde to nætter på Hostrups Hotel med en udmærket middag inkluderet den første aften, og vi var meget heldige, for vi fik vist hotellets største værelse. Jeg plejer at sige, at bare der er en god seng og et ordentligt badeværelse, så er jeg tilfreds, men vi nød nu det store værelse. 

I Vidåen, der løber lige uden for
Hostrups Hotel, var der både gule
åkander og denne fine plante, som
måske er brudelys
Det er ikke første gang, vi har boet hos Hostrup. Ret præcist for 34 år siden havde vi også nogle overnatninger der. Det var dengang, vi første gang oplevede sort sol, faktisk inden sort sol var opfundet som begreb. Vi gik hjem gennem Tønder fra en bedre middag i den modsatte ende af byen, da den ene kæmpestore flok fugle efter den anden kom ind over os. Showet varede nok mellem 15 og 30 minutter, og vi kiggede med tilbagelagte hoveder, indtil vi blev for trætte i nakken.

Jeg kan ikke huske, om vi allerede dengang vidste, at det var stære, eller om det først gik op for os, da sort sol blev moderne, men der er ingen tvivl om, at det var det, vi så. Også selv om de sidste julidage ikke er det oplagte tidspunkt for sort sol, men det var det måske i 1989.

Sort sol så vi ikke noget til på dette ophold, men måske skulle vi vende tilbage til Hostrups Hotel på et sort sol ophold. Det skal dog ikke gå 34 år inden dette besøg :)

mandag den 22. juli 2013

Vores anden kirsebærfestival


Vi har en veninde, der påstår, at kun fynske kirsebær er værd at sætte tænderne i. Hun er fra Fyn, så vi har ikke tillagt udsagnet større vægt. Fynboer mener altid, at alt fynsk er bedre end alt andet. Jeg er selv halvt fynbo og har mange fynske familiemedlemmer, så jeg mener, jeg har en vis baggrund for at udtale mig om fynboer.

Med hensyn til kirsebærrene så er vi efter vores andet år på Kertemindes kirsebærfestival dog tilbøjelige til at give vores veninde ret. I hvert fald så langt at bedre kirsebær findes ikke.

Sidste år nåede vi faktisk ikke at købe kirsebær med hjem, inden der var udsolgt. Det gjorde vi i år. Måske var høsten også større end sidste år. I hvert fald var der kirsebær til det sidste. Vi har ikke spist helt op af vores indkøb endnu, selv om vi har råsmovset.


Det er en sjov og hyggelig festival, og det ser ud til, at hele byen bakker op om den. Dog så vi en dagligvarebutik på hovedgaden, der solgte jordbær. Dem købte vi selvfølgelig ikke af.

Til gengæld købte vi ind i delikatessemarkedet. Blandt andet de fantastiske hasselnødder fra Piemonte Vine & Delikatesser. Yrsa og jeg delte en stor pose sidste år, men i år måtte vi have hver sin. Jeg købte også chokolade fra Friis-Holm. Det var jeg for nærig til sidste år, og det fortrød jeg. Jeg glæder mig til at spise det indkøbte - i små bidder.

Kirsebærdronningen gik rundt i gaderne i sit  flotte kostume og lod sig fotografere sammen med gæsterne. Eller måske kendte hun bare manden.






En sød kirsebærpige stillede også villigt til fotografering. Der var mange, der var klædt i tøj med kirsebær.

Jeg kunne godt tænke mig en kirsebærhat til næste år. Ikke som dronningens, bare en helt normel bøllehat eller lignende syet af kirsebærstof.





Hvor mange tusinde - eller millioner - kirsebær mon der blev langet over disken - eller som i dette tilfælde udvalgt af kunden selv?




På Johannes Larsen Museet var der igen i år udstillet kirsebærkurve.

Denne med facon som to kirsebær synes jeg var ret genial og godt fundet på. Den er lavet af Felicity Irons fra England.

Den store særudstilling "Skagen og Kerteminde - kunst og fiskeri" er meget anbefalelsesværdig. Jeg har lige fundet ud af, at udstillingen faktisk åbnede i lørdags. Hvor var vi dog heldige, at vi fik den med.


Knud, der som alle bjørne (og mig!) har en sød tand, interesserede sig mere for caféens kirsebærkage, men han fik nu hjælp med at spise den. Trods vores talrige besøg på museet har vi aldrig før haft tid til at slå os ned i caféen, men også den får en anbefaling med.

Dagen sluttede med en dukkert i Storebælt. Vi havde forudset, at det kunne blive aktuelt, så badetøjet var pakket og taget med.

torsdag den 13. januar 2011

Citater om katte #1

Jeg plejer næsten altid at købe en vægkalender på vores decemberbesøg i Flensborg eller Hamborg. Udvalget er kæmpestort, og jeg vælger stort set altid en lækker fotokalender med et af mine yndlingsdyr - ulve, bjørne og hvaler er nogle af de motiver, jeg har i lageret.

Jeg kan nemlig ikke nænne at smide dem ud. Denne gang ville jeg genbruge, hvis jeg havde en liggende, hvor 1. januar var en lørdag, og så måtte det ikke være skudår.

Vist nok 2005 opfyldte kriterierne, men lige præcis det år havde jeg åbenbart ikke gemt. Altså var jeg nødt til at købe en ny.

Jeg faldt for en lidt mindre kalender med sort/hvide kattefotos. Der er kun 2 uger på hvert blad og ud over fotoet er der et citat om katte.

Katten i sneen på det første blad er helt bedårende, synes jeg, og absolut en medvirkende årsag til at jeg besluttede mig for denne kalender. Det er Hemingway, der er ophavsmand til citatet, der i min og Dorthes oversættelse (fra tysk) lyder: Katte opnår uden besvær noget, som helt er nægtet os mennesker: at gå gennem livet uden at støje.

mandag den 25. august 2008

Det var den ferie...

Så er OL slut. Det er altid lidt trist, synes jeg, men sådan er det selvfølgelig nødt til at være. Vi har dog optaget noget rytmisk gymnastik, som vi endnu ikke har set.
I går tog vi nemlig til Ebeltoft Safaripark (eller Ree Park, som den også hedder).
Vi var der tidligt, men lige meget hjalp det - vi var nogle af de sidste, der forlod parken - og så var der endda nogle af dyrene, vi slet ikke så. Denne gang kiggede vi især på geparder, afrikanske vildhunde, bjørne, ulve og de små dværgoddere, som rigtig viste sig frem.

WE ARE HUNGRY!!!

Der var et forældrepar med tre store unger, og første gang vi så dem, var de tydeligvis sultne. Sikken et spektakel, de kunne lave!!! De var værre end Sarantoya (vores usædvanligt larmende kat), når hun er værst.
Da vi kom tilbage, havde de åbenbart fået mad, for da legede de. Der er ikke ret mange dyr, der er så gode til at lege som oddere. Billedet er taget, før de blev fodret!

lørdag den 2. maj 2009

Festlig fortsat 1. maj

Da jeg boede i København tog jeg (naturligvis) i Fælledparken 1. maj, og det satte ligesom standarden for mine 1. maj'er.

Det var derfor noget af en skuffelse at deltage i 1. maj arrangementerne i Århus. Man kunne tydeligt mærke, at Århus er præget af studerende, den politisk-faglige linje var meget mindre markant, og det gik mest ud på at feste ved at drikke en masse øl.

Det gad - og gider - jeg ikke, det er ikke min måde at feste på. Så synes jeg, det er meget mere festligt at besøge en dyrepark, og især når der er bjørneunger, som der er i Skandinavisk Dyrepark i år.

Og nøj, hvor er de søde, mor Brynjas tre små. De er 4 måneder gamle nu og stadig meget små - i hvert fald har jeg aldrig set så små bjørneunger før. Man skal altså lede længe efter noget mere bedårende! De er også frække og skrappe og går ikke af vejen for de voksne bjørne i anlægget, blandt dem både Plys og Halvøre, som vi har kendt siden de var unger, så dem er vi altid glade for at gense.

Dorthe tog videoer af de - se den redigerede film HER

tirsdag den 20. marts 2012

Messe-fristelser


Hele to messer blev nået i weekenden. Lørdag var vi i Middelfart til "I tråd med tiden". Ud over alle standene var der også udstillinger. Bl.a. viste Laura Zukaite sit anderledes og dybt professionelle strik. Flot at se!

Jeg var på jagt efter to slags garn, begge noget der skal kombineres med garn fra lageret. Jeg har ledt i Århus, men ikke fundet det helt rigtige, men jeg var heldig og fandt noget, der - tror jeg - kan bruges. Ingen impulskøb!!!



Så standhaftig var jeg ikke dagen efter på messen "Kunsthåndværk, kitch og genbrug" i Ridehuset, så nu bliver jeg måske nødt til at leve af grød et par dage eller fem.

Jeg er svag over for skrotsmykker, og da jeg så Jette Nørskous ring med en blå bjørn, var jeg solgt.

Det var ringen også, solgt altså, efter en tur rundt til alle de andre stande - og heldigvis til mig!

Tænk hvis den var blevet solgt til en anden, mens jeg overvejede. Jeg er jo meget glad for bjørne, og så en BLÅ bjørn. En af mine yndlingsbøger hedder netop Den blå bjørn - den skal jeg vist snart læse igen.

At det er en bjørn på ringen er noget, jeg har bestemt. Det kunne måske være et andet dyr, men når det er min ring, må det være en bjørn.

Skrotskatte-smykkerne er nogle af de bedste skrotsmykker, jeg har set, men der var mange gode kunsthåndværkere på udstillingen. Jeg tror, niveauet er blevet højnet de senere år.

En chihuahua på messen i Middelfart. Den blev kørt rundt i barnevogn.

Fra en af genbrugsstandene i Ridehuset. Skøn farve til en skæremaskine!

Og fra en af kunsthåndværkerstandene. Jeg kunne godt lide det hvide klædesplag i  filt.