En dame i haven

Vores tempeltræ, altså vores Ginkgo biloba, er et dametræ! For bare et par dage siden opdagede jeg, at det har frugter.

Bare tre styk, men umiskendeligt frugter! Når et tempeltræ har frugter, er det en hun, et dametræ.

Man kan læse en masse på nettet om tempeltræerne. En af de gode sider er denne fra Landbohøjskolen. Der står blandt andet, at hantræet i Landbohøjskolens have hvert år befrugter et huntræ på Bülowsvej, og jeg tror, at netop dette træ var det første, jeg så med frugter. Jeg havde næsten glemt det, men det dukkede op i hukommelsen, da jeg for anden gang i mit liv så tempeltræsfrugter. På vores eget træ!

Gad vidst hvor langt hantræets pollen kan flyve? Mig bekendt gror vores nærmeste tempeltræ mindst 500 meter fra os, men jeg har godt nok ikke været inde og undersøge alle baghaverne.

Jeg læste også på den pågældende side, at Ginkgo er afledt af et kinesisk ord, der betyder sølv-nød eller sølv-blomme, og de ligner da også små blommer. Sølvet ved jeg ikke rigtig hvor kommer fra. Måske er sølv i Kina sædvanligvis anløbet.

De ligner også noget de paradisæbler, vi har kigget så meget på i den senere tid:

P.S.

Mon solsortene vil spise tempeltræsfrugter?

 

Aprilvejr i januar

Altså ikke når det gælder temperaturen, men når det gælder omskifteligheden. Den ene dag er der tåge eller regn, så en dag med skyfri blå himmel efterfulgt af en gang sne og frost og så endnu en dag med blå himmel. I dag er vi tilbage ved det grå og lidt tågede. Jeg får oplevet det hele på mine traveture.

Sjaggeren, som Dorthe har fotograferet, og en hel masse af dens artsfæller har vi haft stor fornøjelse af.

De holder til i et naboparcelhuskvarter. Der er nogle gennemgående veje med stikveje, og på hver stikvej er der ved hvert hus et træ af samme slags, men forskellige på de enkelte stikveje. På en af dem er det paradisæbler, og da der først var kommet lidt frost, kom sjaggerne også. Den første gang, jeg bemærkede dem, gav de en masse lyd fra sig. Jeg tror, det var for at holde solsortene væk, men solsortene var vist ligeglade. de valgte bare nogle andre træer. Nu er næsten alle paradisæblerne spist, men sjovt nok er der lige to træer, hvor der stadig er nogle.

Det pågældende parcelhusområde er fra lige omkring 1970, og jeg kan ikke lade være med at beundre, hvor gennemtænkt planlægningen har været. Igennem hele Åbyhøj går en grøn kile med flere parker, og på vejene er der som nævnt plantet masser af træer med både et samlende udtryk og variation. Nogle af dem er godt nok blevet fældet, men de fleste er der endnu.

Snemanden nedenfor er fra den første omgang tøsne. Senere er der selvfølgelig kommet flere snemænd, mange af dem udstyret med mundbind. De har dog det problem, at de ikke kan få mundbindet korrekt anbragt over næsen. 

Her har vi så den helt blå himmel:

Og lav sol over Århus. Eller i dette tilfælde over Åbyhøj:

Der er næsten altid nogen, der går tur med deres hunde i parken, men en dag mødte jeg også en kat i sele.

Den var længere oppe i træet, da jeg først fik øje på den, men nåede at klatre næsten ned, inden jeg fik fisket telefonen frem og spurgt, om jeg måtte fotografere.

Ejeren havde en stor rygsæk på ryggen, som katten hoppede ned i, hvis de mødte en uvenlig hund. Ret smart, synes jeg. Jeg blev trods alt ikke opfattet som så farlig, at det blev nødvendigt at komme i skjul, men jeg gik så heller ikke så tæt på.

Jeg går ind for genbrug

 

...men måske kan det alligevel overdrives.

Status på strikkeåret 2020

Det blev et super strikkeår, især fordi jeg endelig kan jeg skrive, at garnlageret er blevet formindsket. Det har været planen i mange år, men først nu er det lykkedes. 

FAKTA:
14169 meter strikket. Lidt flere meter brugt, da et enkelt projekt er strikket med dobbelt tråd. Der er også et enkelt, men lidt større, halvfærdigt projekt, men det er nok det samme ved hvert årsskifte.
3441 meter er lageret formindsket med. Det er da noget!
3517 kr. kostede strikkeriet. Jeg har brugt en hel del på nye strikkepinde. Jeg strikker altid på rundpinde, og jeg gider simpelthen ikke bruge dem, der har fået stive wirer. Jeg har forsøgt at gøre nogle af dem bløde igen med varmt vand, men det hjælper kun kortvarigt. Jeg har i 2020 kun solgt for 275,- kr. De aflyste markeder mærkes tydeligt.
56 projekter blev færdiggjort. Det er de projekter, jeg har registreret på Ravelry. Nogle af dem indeholder flere enheder som for eksempel en portion babystøvler i drengefarver. Eller rettere sagt i farver, der kan bruges af både drenge og piger:

Sjovt nok kan piger gå i alle farver, men små drenge kan i hvert fald ikke gå i lyserødt. Pjat!
 

Det største projekt blev farveskiftesjalet, som jeg har skrevet om tidligere.

Jeg tror nok, jeg har bestemt mig for selv at beholde det, men jeg har godt nok ikke brugt det endnu.

En af de sjoveste ting, jeg strikkede i årets løb, var en lille matroskjole. Måske fordi den er helt anderledes end det meste andet strik, der er fremme netop nu.

Der var en masse montering, som jeg egentlig ikke er så vild med, og det bliver nok både første og sidste gang, jeg strikker den.

Hvad er ellers værd at nævne? Som sædvanligt en masse pulsvarmere, blandt andet flere kontrolstrikninger af årets opskrift, som jeg kaldte Ujiji, og som jeg bloggede om her. Og så var disse søde bloomers sjove at strikke:

Dem kan det godt ske, jeg laver flere af, men lige nu er der andet på pindene.

Færdig med Fanø

Jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver færdig med Fanø, men jeg kan her på en af årets sidste dage blive færdig med at blogge om dette års Fanø-ferie, der som sædvanligt fandt sted i september.

Ud over det, jeg allerede har berettet om, var Fanø i år også:

Travetur på Hønen på sydøen.

Et møde med Anker Drømmefanger på nordøen.
Anker er lavet af kunstneren Thomas Dambo, og Dorthe giver et indtryk af,
at Anker er en pænt stor trold.

Krager på stranden.

- og på antennerne. Nå, det har jeg vist nævnt før.

Sønderhos stråtækte huse

Det maleriske gamle skibsværft på havnen i Sønderho

Sælerne på sandbanken i havnen i Nordby, der her er lige ved at blive oversvømmet af højvandet.
Der var mange sæler i år. På et tidspunkt så vi ni samtidig.

Solnedgang på Rindby Strand.
Man kan også lige skimte månen, hvis man ser godt efter.

Udsigt til Esbjergs lys fra Nordby

Og så var der rigtig meget hygge i sommerhuset med killingerne, men det har jeg i hvert fald skrevet om før.

Opsamling på Fanø. Kattene

Jeg blev egentlig aldrig færdig med at skrive om årets oplevelser på Fanø. Blandt andet fik jeg ikke portrætteret årets katte, men her kommer en billedkavalkade.

I Nordby:

Først og fremmest Pizza

Det var dejligt at møde hende igen, men hun er blevet gammel. Sådan karakteristisk tynd over ryggen, man kan nu tydeligt mærke hendes ryghvirvler, når man aer hende. Vi så hende også mest sovende, som regel ret dybt. Gad vidst om hun også er der næste år? 

Den sort-hvide, der hyggede sig i solen, mener jeg, vi har set før. I modsætning til Pizza ville den ikke snakkes med.

Det ville den næsten helt sorte godt. Den lå i dyb søvn ved Fanø Is (der nu er til salg - ØV!), hvor en lille dreng på et par år kælede længe med den, inden den vågnede

På trods af coronaen blev der afholdt en drikkefestival i Nordby, men der var ikke mange mennesker, der deltog. Den flotte langhårede, rød-hvide deltog nok ikke i drikkeriet, men den gik i hvert fald ind i teltet for at se, om der forgik noget. Jeg gik bagefter og konstaterede, at det gjorde der ikke rigtig.

I Sønderho

så vi i år kun få katte, og jeg fik kun fotograferet én af dem. Vi så den ved De Tre Søstre, hvor vi også tidligere har set flere katte, men jeg er ikke helt sikker på, at vi har hilst på denne før. På billedet er den på vej hen til mig for at få nærkontakt.

I Rindby så vi ikke nogen katte i det fri, men vi havde jo vores egne at snakke med.

Små flasker

December har for os været de små flaskers tid:

De to mindste flasker på billedet er de sidste to i vores rom-kalender, som vi ligesom sidste år har haft stor fornøjelse af. Der har været mange gode, nogle exceptionelt gode, nogle få mindre gode og en enkelt udrikkelig, som minsandten var fra USA. Indtil nu, for mon ikke den, vi skal drikke i morgen, er en af de bedre.

De fire flasker gin er fra vores adventskalender. "Vores" killinger var nemlig så søde at forsyne os med en sådan. Der var også tonic'er, der passer til de enkelte ginner i kalenderen. 

Det er spændende, at ginnerne er fra et destilleri, som vi ikke kender i forvejen. Knaplund hedder det, og det ligger syd for Herning. På hjemmesiden kunne jeg læse, at det er startet som et whiskydestilleri, men at de også er begyndt at interessere sig for gin. Godt for os, der bedre kan lide gin end whisky, og vi glæder os til at drikke de fire varianter: classic, oak, magic og sweet mango.

Den største flaske er den sidste, der er kommet til samlingen. Den fik vi af Bodil, og den indeholder hendes egen stikkelsbærlikør. Faktisk har vi allerede smagt den, og jeg var ret vild med den. Stikkelsbær er vist godt til alt.

Tak til Bodil og til killingerne og Annett. Jeg kan ikke lade være med at benytte lejligheden til at vise nogle flere killingebilleder:

En søvnig Gamine

Smukke Samantha, der er lidt fornemt utilnærmelig
hvilket bare gør hende endnu mere spændende

Sidst, men ikke mindst: Frække og knuselskelige Dino

P.S. Det lykkedes at få set Jupiter og Saturn i går. De var meget tydelige, men allerede et lille stykke fra hinanden, så de ikke lyste helt så kraftigt, som de sikkert gjorde dagen før.

P.P.S. Glædelig jul til alle der kommer fobi denne blog.

Lys i mørket

 

I går var som bekendt årets korteste dag, men dagen i dag er ikke engang et helt minut længere end i går. Det sker først i morgen. 

Det lysende rensdyr fotograferede jeg i Zoologisk Have i København sidste år. Zoo er dog ikke det eneste sted med lysende dyr. I hvert fald har de også et par stykker i Randers.

Byens vartegn, den jyske hingst, har været der i adskillige år. Det kunne jeg godt nok ikke huske, men både Dorthe og Yrsa, der bor i Randers, kendte den udmærket.

Der er også i år kommet et nyt dyr i byen. Eller dyr og dyr..., måske er det snarere et stykke legetøj:

En meget stor teddybjørn. Måske lidt for stor, men der er god plads på Østervold. Den er vel mest for børn, og jeg håber, de kan forholde sig til en bjørn i den størrelse. Flot er den da.

Jeg ønsker mig klart vejr i aften mellem 16 og 18. Det er endnu ikke lykkedes mig at se Jupiter og Saturn konjunktionen, fordi det har været overskyet. Ganske vist så jeg månen i går, men det var inden, man kunne se planeterne. Og en anden aften så jeg stjerner, men det var efter de to planeter var gået ned. Der er ikke så vildt tykt skylag i dag, så måske...

Kommunale meddelelser i gadebilledet

 

Dette billede viser ikke et udmattet mundbind, der er faldet om af træthed. 

Eller det gør det på en måde. Det er en plakat bag en plexiglasrude, der opfordrer til, at folk smider deres brugte mundbind i en affaldskurv i stedet for på gaden. Dorthe har taget billedet. Det er faldet sjovt ud, synes jeg, men jeg kan ikke få styr på, hvad der egentlig er plakat, og hvad der er gadebillede.

Jeg er forarget over, så mange der bare smider deres mundbind rundt omkring. Hvor byrdefuldt er det lige at beholde mundbindet på, til man når næste affaldskurv? Eller alternativt tage en lille plasticpose med sammen med dagens mundbind, så de kan arkiveres deri? Det er åbenbart meget belastende for en del, for hvor ser man mange mundbind ligge og flyde på gader og veje.

For et stykke tid siden så jeg et andet sjovt skilt:

Fredeliggørelse? Hvad er det for et ord? Jeg har aldrig bemærket, at Ryesgade skulle være specielt ufredelig. Det skulle da lige være, fordi der ligger en privatskole i gaden, og der er unægtelig ret meget larm i frikvartererne.

Arbejdet er jo afsluttet for et stykke tid siden, og jeg har ikke bemærket forandringer. Nogen har fortalt, at det vist skulle dreje sig om terrorsikring, og det er jo meget fornuftigt. Næste gang, jeg kommer på de kanter, må jeg prøve at lægge mærke til, hvad der egentlig er sket.

Juleanden i hus

For et par dage siden kørte vi til Gothenborg i Them og købte vores juleand. Vi ved, at ænderne på Gothenborg har haft så godt et liv, som det er muligt, når de ikke lever i det fri. De er også blevet slagtet på en ordentlig måde. Vi kan altså spise dem med næsten ren samvittighed. Billedet er fra nogle år siden:

Når man kører til Them herfra, kommer man gennem Silkeborg, og hvad ville så være mere naturligt end at standse der, gå en tur i byen og få sin frokost? Der er adskillige gode spisesteder i Silkeborg. Vi valgte Café Evald ved Papirfabrikken, og der var bare styr på coronaforholdsreglerne. Flot! 

Desuden fik vi en glimrende frokost, men desværre var der ikke plads til de ellers fristende desserter. Vi må tilbage en anden gang og så kun få dessert. Og måske kaffe.

På vej derfra var det ved at mørkne, og der så bare så idyllisk ud nede ved Hjejlen og de andre turbåde. Vi opdagede nogle dykkende fugle på vandet. Troede først, det var lappedykkere, men med det næb må det have været skarver. 

Vi stod lidt og så dem dykke, og det nåede at blive så mørkt, at turbådene blev illuminerede. Gad vidst, om de egentlig sejler juleture? Nej, det bliver nu nok for koldt, men det ville sikkert ellers være malerisk.

Batteriopladning i Bogense

Vi har næsten lige været på en miniferie med to overnatninger på Hotel Bogense i - nå, ja, Bogense på Nordfyn.

Bogense viste sig at være en uventet charmerende by. Vi nød at gå rundt i gaderne, hvor der var masser af gamle huse, både større med afgjort flest små. Blandt andet ligger rigets mindste hus på torvet:

Jeg synes ikke, det ser så lille ud endda, men det må jo være rigtigt nok, når det blev bekendtgjort på et skilt på pladsen.

Der var selvfølgelig allerede blevet juleudsmykket, og det passede godt til byen, der ellers var oplyst af gammeldags gadelamper som den på billedet herunder.

Ud over selve byen tog vi ud til Gyldensteen Strand, hvor vi var så heldige at se både bramgæs og grågæs. Og ikke mindst høre. Der var også et udstillingscenter, hvor man blandt andet kunne høre en del fuglestemmer, og måske kan jeg nu kende forskel på lyden af bram- og grågås.

Det er - selvfølgelig havde jeg nær sagt - Aage V. Jensen Naturfonden, der har været ind over. 

Endelig var vi i et par kirker. Selvfølgelig Bogense Kirke, hvor vi morede os over prædikestolens gengivelse af syndefaldet:

Denne Adam har da helt sikkert sin del af skylden for faldet. Hvis Tommy Steele i sidste halvdel af 1950erne havde troet, at han havde en moderne frisure, kunne han godt tro om igen. Prædikestolen er fra 1604. Hele arkadefaget med Adams kokette kropsholdning kan ses her.

De andre kirker. vi så, var Søndersø Kirke med meget interessante kalkmalerier fra middelalderen. Og Asperup Kirke, hvor der også er kalkmalerier, men også en meget fin krucifiksgruppe af Claus Berg - eller i hvert fald fra hans værksted. Og så også den søde lille Anna selvtredje fra sengotisk tid, som ses på mit foto.

Der er flere kirker i området, der er værd at kigge nærmere på, så måske skulle man vende tilbage til foråret, når fugletrækket sætter ind.

Byens garnforretning, der var af den helt normale slags, lå bare et par numre fra hotellet, så der var vi selvfølgelig inde, men på hjemvejen kørte vi også ind til Middelfart, hvor der er en spændende, men også dyr garnforretning, der hedder Knit Sister's Studio. Spændende, fordi de har nogle garner, man ikke ser ret mange steder. 

Jeg forkælede mig selv med et bundt Nurturing Fibres Supertwist Sock. Det kommer fra Sydafrika, er økotex-mærket, og i det hele taget forsvarligt fremstillet. Jeg havde svært ved at beslutte mig for, hvilken farve, jeg ville have, men endte med den, der hedder Driftwood, ikke mindst på grund af navnet - og jeg ved godt, at det er mere end fjollet, men jeg har altså en svaghed for drivtømmer.

Der er for resten også en anderledes kage- og chokoladebutik i Middelfart. Kring Chokolade hedder den. Vi havde selvfølgelig fået en større morgenservering på hotellet, så vi nøjedes med te og en bolle med ost, men en anden gang kunne man da godt fristes af kagerne.

Fugle på Fanø

 

Jeg elsker septembers mange stære på Fanø. Man kan altid høre deres livlige kvidren, når man går rundt i Nordby. Men i det hele taget er der mange forskellige fugle på Fanø.

Annetts forældre havde været der i weekenden, inden vi kom, og de havde lavet en liste over alle de forskellige arter, de havde set. Jeg tror, der var mellem 25 og 30 på listen. De foreslog, at vi skulle fortsætte den. Vi syntes, det kunne være fint, hvis vi fik én ny om dagen, og selv om de mest oplagte var "taget", så nåede vi så rigeligt målet med blandt andet de fantastiske isfugle på vores liste.

En dag kørte vi ud til Halen. Undervejs så vi adskillige rovfugle, hvoraf en senere blev identificeret som en steppehøg, som ikke er så almindelig, og ingen af os havde set den før. En anden var en duehøg.

På stranden så vi blandt andet ryler:

I Nordby havde vi set flokke af små fugle, der fløj meget lavt og meget hurtigt over vandet mellem Nordby og Esbjerg. Jeg gættede på, at det var ryler, enten den almindelige eller de islandske, og rylerne ved Halen fløj på samme måde, så det var nok rigtigt.

Vi så også store flokke af stære. 

Nogle af dem forsøgte sammen med nogle krager at genere en rovfugl på jagt.

På engene ved vejen mellem Nordby og Sønderho så vi adskillige gange en tårnfalk, og ved Hønen ved Sønderho så vi hejrer, traner og kæmpestore flokke af strandskader. De sad helt tæt sammen, og jeg tror, der var flere tusinde.

Jeg fik selv kun billeder af de helt almindelige arter som krager, måger og deslignende. 

Hættemågen på billedet sad på sin pæl, hver gang vi hang ud på havnen med strikketøj og kaffe fra slagter Christiansen. Jeg tror i hvert fald, det var den samme.

På Rindby Strand lå en død sæl - en af tre døde sæler, vi så. En dag var en svartbag godt i gang med at fouragere fra den:

Til slut lige et billede af et par af vores "egne" ænder. De er jo heller ikke nogen sjældenhed, til gengæld var de der det meste af tiden.

Ny strikkeopskrift

Selv om vi hverken går til koncerter, foredrag eller i biografen og har begrænset samværet med andre mennesker til ikke ret meget, så bliver tiden overhovedet ikke for lang. 

Det minder om dengang, jeg gik på efterløn. Lynhurtigt blev alle de 37 arbejdstimer plus transporten absorberet i hverdagen.

Sådan er det også nu. Faktisk når jeg ikke altid det, jeg gerne vil. For eksempel har denne strikkeopskrift været på vej meget lang tid, men nu har jeg altså udgivet den - forhåbentlig helt uden fejl denne gang.

Igen drejer det sig om et par pulsvarmere eller nok mere præcist et par fingerløse handsker. Det første par strikkede næsten sig selv, og så syntes jeg, jeg lige så godt lige kunne finpudse lidt og få en opskrift ud af det. Det er over ½ år siden!

Jeg har kaldt handskerne Ujiji efter en af Sarantoyas killinger. Her er de i to forskellige garner:

Disse er i ren merino

Og de her i uld/cashmere. De er vildt bløde!

Opskriften ligger til fri afbenyttelse på Ravelry.