Havens blå prinsesse

er denne klematis med det fulde navn Clematis alpina Blue Princess. Alle alpina-sorterne har vist de søde klokkeformede blomster.

Vi købte den for knap 2 år siden, og faktisk har vi ikke set den blomstre før nu, men den er bare så dejlig. Der er masser af blomster, og farven er en fin, ligesom lysende, blålilla. Det var et godt køb, vi gjorde den gang.

Vi køber vores klematis hos ClematisDanmark i Ugelbølle. Ejeren Flemming Hansen ved vist alt, hvad der er værd at vide om klematis og har selv en helt vidunderlig have. Vi tager derud, når der er Åben Have, og indtil videre er der kommet en ny klematis med hjem hver gang.

Nu mangler vi vist bare en sentblomstrende i den blå have. Mon ikke vi kan få den i hus - eller rettere have - en gang i august.

Nøijjj!!! og Ihhhh!!! og Åhhhh!!!

En aflevering af planter til Annett gav lejlighed til at mødes over tapas i Kafe K i Skanderborg. De serverer gode tapas, men vi fik en ekstra bonus: Årets første ællinger i Skanderbog Sø.

Som det ses på billedet var der ikke færre end 16! De svømmede - meget hurtigt - helt tæt sammen og også tæt på andemor. Der var en pippen og en rappen, men mest det første, for andemor havde godt styr på sit talrige afkom. Har hun virkelig selv har ruget 16 æg ud? Har hun hugget en anden andemors afkom? Eller var det bare børnehaven, vi så? Nej, sådan er det vist ikke i andeverdenen. Det er nok hendes egne - allesammen.

Om de var nuttede? Ja, døm selv!

Forårsferie

Jeg elsker de korte forårsferier. I år har jeg været lidt uheldig med fordelingen, men Kr. Himmelfartsdagsferien var - er - dog min.

Vi havde besluttet at tage til København fredag. Godt nok undrede vi os over den lave pris på vores orange togbilletter, men det var først i toget, vi blev klar over, at det var store togdag. Det betød rigtig mange turister i byen, og det planlagte besøg for at se på kunsten i kronprinseboligen blev opgivet, da vi så køen. Senere hørte vi, at der havde været omkring 3 timers ventetid.

Det blev så til en mere almindelig dag i byen med bare et enkelt galleribesøg plus shopping, men det var også godt nok.

Jeg var nødt til lige at kigge forbi det genopstandne Montmartre, et af min ungdoms kultsteder. Jeg bilder mig ind, at jeg har været der utallige gange, men når det kommer til stykket har det nok ikke været så tit - jeg var jo bare en fattig studerende. Men i hvert fald har jeg nogle gode minder fra stedet. Da jeg så, at det skulle åbnes igen, spekulerede jeg straks på, om man så også kunne få friturestegte muslinger. Det kan man ikke, ifølge den anmeldelse jeg så fra den første aften efter genåbningen. Faktisk var det det allerførste der stod i anmeldelsen - sjovt!

Der er også kommet en Montmartre-café, der har åbent om dagen. Spisekortet, som vi i øvrigt ikke studerede nøjere, var udelukkende på engelsk. Ret krukket.

I stedet indtog vi frokost på Café N i Blågårdsgade, og den er i hvert fald ikke krukket. En meget lille og hyggelig café med et ret klassisk og meget billigt vegetarkøkken. Det bliver nok ikke sidste gang, vi kommer der.

Suppetid

Normalt er det ikke lige suppetid i maj, men det er det altså i år.

Vi er glade for supper her i huset og også ret gode til dem, synes vi selv. Vi har et lille arsenal af opskrifter - allesammen vegetariske, som vi laver store portioner af en gang imellem, så der også bliver noget til fryseren.

En af dem er gulerodssuppe, som vi første gang fik hos Yrsa.

OPSKRIFTEN:
4 store gulerødder, groft revet
4-5 stængler bladselleri, skåret i skiver
Smør/olie til stegning
½ tsk karry
1 hakket løg
1 l grøntsagbouillon
200 g flødeost naturel, gerne fedtfattig
Revet ingefær – 2-3 cm (der var ikke ingefær i Yrsas opskrift, men vi kan godt lide ingefær og synes, det passer godt sammen med gulerødder)
½ tsk revet muskatnød
1 tsk timian
salt og peber
eventuelt citron

1. Løg og bladselleri svitses gennemsigtige i smør/olie sammen med karryen
2. De revne gulerødder tilsættes og svitses med 1-2 min
3. Ingefær og bouillon røres i
4. Muskatnød og timian tilsættes
5. Suppen jævnes med flødeosten

Kog suppen op under omrøring, men lad den ikke småkoge for længe, så grøntsagerne mister sprødheden.
Smag til med salt, peber, citron og evt. mere ingefær og server suppen med flûtes.
Hvis suppen ønskes mere fyldig, kan man tilsætte kogt kyllingekød.
Hvis suppen skal fryses, tilsættes flødeosten først ved opvarmningen.

Koldt forår

Der har ikke været mange dage, hvor jeg har haft lyst til at være i haven. Og når det HAR været vejr til det, har jeg haft andet om ørerne, så det er indtil videre en sørgeligt forsømt have i år.

I formiddags fik jeg dog klippet græsset for første gang. Det var særdeles tiltrængt, men jeg havde nu også trukket tidspunktet på grund af alle krokusserne i plænen. De var ikke visnet ned endnu, men jeg håber, de allerede har fået saft og kraft til at komme igen næste år.

Det er glædeligt, at vores blåskæg har klaret vinteren. Faktisk er det eneste tab vist den nyplantede perovskia, og den får lige lidt tid endnu, inden jeg opgiver den. Den syriske rose kan man heller ikke se liv i endnu, men sådan er det hvert år, og jeg vil blive meget forbavset, hvis den ikke har det helt fint.

Katten er en af områdets katte, som har placeret sig i solen - og lige ovenpå katteurten. Det må den godt, katteurten skal nok klare sig. Jeg har fotograferet den fra et af vinduerne ovenpå.

På et af de andre billeder, jeg har taget, kan jeg læse på dens navneskilt, at den hedder Alex. Den er nydelig sort og hvid, og i solen så pelsen helt rødlig ud nogen steder - det kan man godt se på billedet.

En livsnyder

Alle katte burde selvfølgelig have mulighed for at være livsnydere, og gutten her er det i hvert fald! Det er Zoogin, Lilits eneste søn, der nyder forårssolen i fulde drag.

Han er nu 10 år, men det kan man ikke se på ham. Han er en flot, slank og meget muskuløs kat. Hans ejere siger, at han kan drøne endog meget hurtigt tværs over græsplænen, men det fik vi nu ikke at se i lørdags, hvor vi besøgte ham, for det var vist for varmt.

Det er utrolig dejligt at se, at den killing man tog ansvar for at sætte i verden, trives så godt - tak til Liza og I.C. for det!

Mere musik

Vores sidste symfonikoncert i sæsonen 2009-10 var opførelsen af intet mindre end Brittens War Requiem. Vi er meget glade for Britten, og requiemet var en stor oplevelse. Det er et vældigt værk for orkester, kammerorkester, 3 solister (bl.a. sang Morten Frank Larsen en fantastisk baryton) og stort kor sammensat af en del andre kor.

Det er spændende og grum musik, og den blev meget flot udført, syntes vi. En værdig markering af 65 året for krigens afslutning og en værdig afslutning på vores sæson.

Vi har allerede fået købt billetter til den nye sæson. Mandag stod jeg sammen med en masse andre i kø foran Musikhuset - godt at jeg skulle arbejde sent!

Til alt held var det godt vejr at stå og vente i, indtil Musikhuset og billetsalget åbnede kl. 11. Egentlig synes jeg, det godt denne dag kunne åbne noget tidligere - eller at man kunne åbne for salget en søndag. Det må da være en medvirkende grund til, at gennemsnitsalderen for symfonikoncerternes publikum er så høj. I hvert fald er de gode billetter forbeholdt dem, der kan sætte en mandag formiddag af til at stå og vente.

Vi havde på forhånd sat mange flere krydser i programmet end ved de koncerter, vi faktisk købte billet til, men der skal også være plads til andet, så vi forsøgte at beherske os. Noget af det, vi glæder os mest til, er Mahlers 3., og så er Arvo Pärt til vores store glæde endelig kommet på programmet.

Jeg er en ødeland med en svag karakter!

Hvorfor får man - jeg! - altid lyst til at købe nye sko, når det er forår? Det er alt andet end fornuftigt, for tiden mellem støvler og sandaler er for mig meget kort. Og jeg mangler overhovedet ikke forårssko.

Ikke desto mindre gik det galt i år igen. To gange endda. Egentlig er jeg lidt flov over det.

Men jeg er nu også rigtig glad for mine nye sko fra Art Company. Jeg så modellen i Hamborg, men i en mørkerød farve, som i hvert fald ikke er min farve. Jeg prøvede dem, og de sad bare perfekt, men selv om det holdt hårdt, købte jeg dem ikke. Det hjalp, at der var et par billige, men søde, Rieker, som også passede, og som jeg så "nøjedes" med at købe.

Hjemme igen undersøgte jeg Art Companys hjemmeside for at se, om modellen (der i øvrigt hedder Berlin - prøv lige at se nærmere på sålen!) blev lavet i andre farver, og jo, der var masser af farver. Dog på daværende tidspunkt kun én af farverne i min størrelse, nemlig den orange. Den kan jeg meget bedre bruge, og efter et par dages betænkningstid kunne jeg ikke holde mig i skindet længere. Bare 4 dage efter bestillingen var skoene i hus. Supereffektivt, må jeg sige.

Prøv lige at se nøglevedhænget også. Det var med som en lille gave. I dejlig blød gummi og perfekt til min bilnøgle. Hvordan kan man være så glad for et nøglevedhæng?

Heldigvis er den blåturkise udgave af skoene der ikke mere i min størrelse, og den grå, som jeg også var vildt forelsket i, har vist hele tiden været udsolgt i netbutikken. GODT!

Biler for kvinder

For en månedstid siden var jeg ved at køre galt på vej til arbejde. Ved Fiat-forhandleren på Viborgvej holdt der nemlig en LYSERØD Fiat 500, og jeg havde svært ved at få blikket fra den og tilbage på vejen.

Den holdt der kun et par dage - den blev nok solgt - og jeg nåede ikke at få den foreviget, men det gjorde min veninde Annett.
Af et eksemplar magen til hos en anden forhandler. Uafhængigt af mig havde hun snuppet nogle billeder af den. Tak for lån af billedet, Annett. Den er supersød også med sne på.

Jeg har i mange år ønsket mig en fuchsiafarvet bil og har for 6-7 år siden også set noget i den retning; vist nok en Mazda. På det tidspunkt var vores bil dog ret ny, så det var overhovedet ikke på tale at skifte den ud. Bortset fra den har jeg ikke set noget som helst, der bare tenderede lyserød, pink, fuchsiafarvet - før nu.

Er bilfabrikanterne slet ikke er klar over, hvor stort et køberpotentiale kvinderne udgør? Jeg er sikker på, der er andre end Annett og mig, der kan forelske os i biler i "pigefarver". Nu er der nok ikke nogen bilfabrikanter, der læser min blog, men ellers ville jeg råde dem til at kigge lidt på læbestift- og neglelakfarver. Der er nok at tage af.

Efter påske har jeg igen fået halsgymnastik på vej til arbejde, og nu står der ikke bare én, men to af de lyserøde vidundere.

Er de ikke bare nuttede?

P.S. Jeg tror for resten, sådan en pink firehjulet lille sag ikke bare er for kvinder. Den kunne også være et godt scoretrick for en ung mand. Da jeg var ung, ville jeg i hvert fald have elsket at blive fragtet rundt i sådan én.

Strik og katte

Det er ikke let at strikke med legesyge katte i nærheden. Selv om Lilit er over 12 år, kan hun godt finde på at lege med garn og strikkepinde, og hun har nogle gange bidt garnet over.

På billedet her er det mere fredeligt. Jeg sidder i sofaen med et tæppe over mig. Jeg strikker, og Lilit ligger på mig. Strikkeriet fik dog en brat slutning, da Lilit syntes, at garnnøglet kunne bruges til hovedpude.

Godt at kameraet var inden for rækkevidde, så jeg kunne få foreviget situationen - også selv om lyssætningen var mangelfuld.

Årstidsskift

Det er virkeligt sæsonskift lige nu: Forårsjævndøgn, urene ændret til sommertid, farvel til sne og frost og goddag til lyset.

For os er der også et andet kraftigt skift, for i søndags løb de allersidste vintersportsbegivenheder af stabelen - sikke en masse tid, vi får nu! De sidste skiskydningskonkurrencer foregik i Khanty-Mansiysk i Rusland, og der var masser af sne endnu, og det sneede da også kraftigt under nogen af konkurrencerne.

Og hvad har appelsiner så med det her at gøre? Jo, også appelsinsæsonen er ved at være slut. Jeg er meget glad for appelsiner, når de vel at mærke er både søde, saftige, uden for mange kerner og lette at pille - det sidste er vist bare en ønskedrøm. De bedste appelsiner er enten Navel eller Navelina, og de er allerbedst mellem jul og forår.

I denne sæson har appelsinerne været usædvanligt gode, og jeg er sikker på, de mange appelsiner, jeg har indtaget, har været med til at holde forkølelserne næsten fra døren. Men det lakker mod enden. Jeg har fået de første helt tørre og uinteressante appelsiner.

Åh, forår...

Jeg kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem fra arbejde i dag. Jeg fik fri ved 3-tiden, kørte direkte hjem, snakkede en lille bitte smule med kattene og så: Ud i haven!

Over 10 grader, så er det altså forår, og jeg gik i gang med at fjerne de visne stauder, så man kan se alle de små nye blomster ordentligt. Der er selvfølgelig de uforbederlige erantis, men vores små lysblålilla krokus har også lyst op et godt stykke tid. De er mine favoritter. Det er de blå anemoner også. Både dem, der er løgplanter (eller er det en slags knolde?), men måske især "Kaj Munk anemonen". Begge slags har fået de første blomster.

Jeg konstaterede, at både den store Mrs. Cholmondeley-klematis og en af krukke-klematisserne er i live. Også vores Endless Summer-hortensia har det fint. Blåskæggen, Perovskiaen og krukke-hortensiaen er ikke kommet ud af deres vinterfrakker endnu, så der er stadig noget at være spændt på.

Sidste efterår satte vi en masse nye løg, bl.a. blå krokus i vores kæmpestore græsplæne (2-3 kvadratmeter :-) og de er også kommet rigtig fint. Jeg var offer for et reklamefif, for de var bare MEGET blå på posen. Hjemme igen fandt jeg sorten på nettet og blev klar over, at det vist var de ganske almindelige mørkt blåviolette, som vi også har andre steder i haven. Det forhindrer nu ikke, at de ser rigtig godt ud i græsset.

Til den anden side af huset har vi nogle lyserøde krokus. D.v.s. lyserøde og lyserøde... der er altså mindst et lilla skær. De er lidt sarte og vælter let, men er nu meget fine alligevel. Vi har haft dem nogle år nu, og måske er de begyndt at brede sig lidt. Det må de godt!

Mon ikke der er hornvioler på torvet nu? Lad det blive godt vejr på lørdag, så kan vi nok få plantet de første krukker til. PLEASE!!!

Velkommen sol...

...siger Sarantoya, og det gør jeg også.

Begge katte nyder at sidde på min bogreol med solen lige i masken. Bagefter lægger de sig på sengen eller gulvet, helt strakt ud. For at dampe af, forestiller jeg mig.

Det kribler også i mig i solskinstimerne. Jeg vil gerne ud i haven og få klippet alle de visne planter af, men temperaturen er altså for lav endnu, synes jeg, så jeg har bare rodet en lille bitte smule.

Jeg er spændt på, om alt har overlevet. Godt nok har de sarteste planter været dækket til, men jeg er nu ikke helt sikker på, det har været tilstrækkeligt med den lange kuldeperiode.

Om bare et par dage er det forårsjævndøgn!

Den kunne godt have fortjent en Oscar...

Jeg så Det hvide bånd i søndags, og det var da godt nok en usædvanlig fremragende film.

Inden var jeg ikke helt sikker på, jeg havde lyst til at se filmen, for bedømt på anmeldelserne er det ikke noget hjertevarm film, og det er det heller ikke. Men det er bare en rigtig god og spændende og interessant film. Ond og brutal, men overhovedet ikke udpenslet, for det er nemlig ikke nødvendigt. Det lyder så højtravende og pædagogisk at sige, at den er en vigtig film, men det synes jeg altså, den er. Det er ikke en film, jeg slipper lige med det samme - og det er MEGET sjældent, jeg har det sådan. Huh, den krøb bare ind under huden.

I en af anmeldelserne stod der, at instruktøren Michael Haneke er Europas ondeste instruktør, men det synes jeg ikke er rigtigt. Jeg tror ikke på, at en ond person i den grad kan se ondskabens væsen.

Filmen fik godt nok ikke en Oscar - den er også meget langt fra at være en mainstream-film - men den fik helt fortjent De Gyldne Palmer, så den er absolut ikke uden hæder.

Se den mens den stadig er på plakaten!

Velkommen i klubben

Det er 60+ klubben, det drejer sig om, og det er Dorthe, der blev medlem i onsdags.

Vi havde begge taget en feriedag og tog på en heldagsudflugt til Hamborg. Med tog - hvilket betød hjemmefra kl. 4 om natten, og vi var så hjemme igen 21 timer senere. Man skal vel have noget ud af dagen, når man har fri!

Vi var i Hamborg knap 10 (bumletog hele vejen! men en smuk, smuk tur, hvor vi så dagen blive til dag), og det blev en dag præcis efter vores hoved. Vi startede med at tage til Speicherstadt.

Drak morgenkaffe i det gamle kafferisteri, besøgte et legetøjsmuseum og krydderimuseet og daskede ellers bare rundt og indsnusede atmosfæren - også senere i den gamle Altstadt.

Vi er næsten altid heldige med vejret, når vi tager på udflugt, og det var vi også denne gang. Plusgrader og ikke en dråbe regn, men en del sol. Faktisk var vejret godt nok til havnesejlads, men det nåede vi nu alligevel ikke. Vi må tilbage, når det bliver sommer.

Til gengæld fik vi tid til en god frokost på Cölln's (tak for tippet, Carsten!). Deres Apfelpfannkuchen kan godt anbefales. De så så lækre ud, at jeg straks kastede mig over dem og glemte at fotografere; det fortryder jeg nu.

Lidt shopping nåede vi også, for vores tebutik var vi altså nødt til at besøge. Dorthe fik desuden endnu en miniaturebamse til samlingen, og jeg fik et par forårssko.

En helt igennem tilfredsstillende dag, og vi var ikke en gang særlig bombede i går. 60 er da ingen alder!

BØH!

"Det er skræmmende" - af og til udtalt SKRAMMENDE - er et udsagn, der optræder temmelig tit - danskerne synes at være et noget forskræmt folkefærd.

Første gang, jeg bed mærke i det, var til en konference, hvor en meget ung bibliotekar udtalte, at "det var skræmmende så mange ældre bibliotekarer, der mente, at bøgerne var det vigtigste medie på bibliotekerne". Stakkels unge forskræmte dame! Tænk, at de væmmelige bøh-mænd og ditto kvinder kunne finde på sådan at gå og skræmme hende.

For et par dage siden sagde kommentatoren på Eurosport i en af skihopkonkurrencerne ved OL, at et spring var "skrammende kort" - vi grinede så meget, at vi næsten gik glip af næste spring, og det er vi ellers ikke meget for, for skihop er en af mange favorit vintersportsgrene. Her under OL har vi forsøgt at gøre nat til dag og Åbyhøj til Vancouver. Vores egen vej er i hvert fald i øjeblikket en bedre pukkelpist, men det er nu ikke vores fortjeneste.

Jeg må jo indrømme, at jeg kunne nævne meget, der er mere skræmmende end både konservative bibliotekarer og for korte skihop. Det er mest komisk, men også lidt trist, at det stakkels danske sprog bliver i den grad devalueret og talt med mangel på præcision. Ja, faktisk er det næsten skræmmende :-)

For h......! Det er dyrlægen!

For mange år siden var der en rigtig sjov lille børnefilm, der hed Jacko. Den viste vi mange gange på 16 mm i bibliotekernes børnefilmklubber.

Den handler om en dag i en grå jackos liv. Bl.a. skal den til dyrlægen for - så vidt jeg husker - at få klippet kløerne. Den kører med bussen med sin ejer, og undervejs går det op for Jacko, hvor den er på vej hen. "For helvede! det er dyrlægen", siger den frække papegøje - altid til de små tilskueres store jubel.

Sådan tænkte Lilit og Sarantoya sikkert også, da de i dag skulle til deres årlige tjek og vaccination på Abild Dyreklinik, men det var der nu ingen grund til, for de blev begge "godkendt". Vi synes også, de virker glade og raske, og så vidt vi husker, er det faktisk også et helt år siden, de var der sidst.

Så kattene kom til deres store tilfredshed hurtigt hjem igen, og vi var også glade. Det er godt at vide, at vores guldklumper er sunde og raske - eller i hvert fald ikke har flere skavanker, end vi vidste i forvejen. På billedet er det Sarantoya, der har set sit snit til at give mor Lilit en kærlig vasketur.

Med hensyn til børnefilmen, så har nogle af vores venner lånt den på vores anbefaling, men Jackos ed var ikke mere med. Den må være bortcensureret som politisk ukorrekt - forfejlet hensyntagen, synes jeg. Så sarte er børneører altså ikke.

Godt nytår - igen!

Originally uploaded by cats_in_blue

Så kom vi ind i TIGERENS ÅR.

I år passede det så fint, at vores traditionelle nytårsmiddag kunne afholdes den helt rigtige dato - i lørdags.

Som sædvanligt var det en hyggelig aften med masser af god kinesisk mad. Ærgerligt nok havde jeg ladet min gode appetit blive hjemme (jeg havde vist desværre spist en frikadelle for meget til frokost), men det er jo heller ikke nødvendigt at smage det hele. Jeg fik da både jiaozier (de hedder nok ikke sådan i flertal, men jeg kan altså ikke kinesisk) og desserten babaofan og smagte også på bl.a. en lækker ret med and og mango.

Tak for sidst, Bodil, og et godt tigerår til alle.

Jeg elsker Carmen...

...og det gør de fleste andre nok også.

Jeg har set Carmen på scenen mindst 3 gange, og i dag så vi den i operabio med Elina Garanza og Roberto Alagna i de to store roller som Carmen og Don José. Bedre kan det ikke gøres! Elina er som skabt til femme fatale-rollen, og Roberto er en vidunderlig naiv bondedreng. Ikke underligt det er hans signaturrolle. Men det allerbedste var deres vokale præstationer, de gav både gåsehud og rislen ned ad ryggen.

Som sædvanlig var også alle de andre roller stærkt besat - dog var vi en lillebitte smule skuffede over, at Mariusz Kwiecien, der skulle spille toreadoren, var blevet syg. Kor, orkester og iscenesættelse super - bl.a. var børnekoret bare så godt. Der var vist ikke noget at brokke sig over, og Carmen er altså en fantastisk opera.

Forrige søndag var vi til Strauss' Rosenkavaleren. Jeg har aldrig før set en Strauss-opera og var ret spændt, men det var ikke vores kop te. Der var sikkert ikke noget i vejen med opsætningen, og selveste Reneé Fleming sang i en af de hovedrollerne, men det forhindrede ikke, at vi kedede os så meget (vi faldt begge i søvn flere gange), at vi gik efter et umådeligt langt 1. akt. Jeg er åbenbart ikke til tysk opera. For mange år siden forsøgte jeg at se en Wagner-opera (jeg tror, det var Valkyrien) i Musikhuset. Også den gang faldt jeg i søvn flere gange i 1. akt, og jeg sad på en af balkonerne, så jeg var helt bange for at falde ned. Som sidste søndag gik jeg hjem efter 1. akt.

Næ, må jeg bede om Bizet. På YouTube er der flere fine koncertbrudstykker med Elina Garanza, der synger Carmen. Bl.a. dette, hvor hun synger Habaneraen.

Glædelig kyndelmisse

Sikken da et vejr! Og så er vi vist endda sluppet meget billigt her i Århus i forhold til resten af landet.

Men er det alligevel ikke som om man godt kan mærke, at foråret er på vej? Jeg lod bilen stå hjemme og tog bussen på arbejde. Det betød, at jeg var hjemme lidt senere end normalt, men ALLIGEVEL var det lyst nok til, at jeg kunne nå at tage et par billeder, da jeg kom hjem. Bagefter tog jeg dagens motion: Sneskrabning - og det var så mildt, at jeg ikke behøvede at have handsker på.

Kyndelmisse - flot ord! På jysk hedder det Kjørmes Knud, hvor Knud betyder "knude", fordi 2. februar er den dag, hvor halvdelen af vinteren er gået. Er der virkelig så meget tilbage af vinteren? Nej, det er der heldigvis ikke, hvis man vælger at tro på et af de gamle Kyndelmisse varsler: Hvis det sner Kyndelmisse dag, så kommer foråret tidligt. Et andet varsel, som jeg har fundet på vejrvarsler.dk, siger, at "tirsdag giver vejr til torsdag", så man må lige væbne sig med lidt tålmodighed.

Et sidste varsel: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kan holde den 19., så bliver det snart forår - så man må håbe, at de 18 kællinger er nogle svæklinge, for så meget blæste det vist alligevel ikke. Eller var det bare, mens jeg hyggede mig på arbejde?

For resten bør man egentlig spise pandekager Kyndelmisse aften, men det har vi nu ikke købt ind til. I stedet skal vi have fuldkornspasta med pesto og broccoli. Jeg er ellers ikke vild med broccoli, men lige præcis til pasta synes jeg, det smager virkelig godt.