Hvor dum kan man være?

Grænserne er i hvert fald ret vide!

I går var jeg med bus til arbejde, fordi bilen var på værksted. Den havde en læk i kølesystemet og skulle desuden have fundet sine sommersko frem. Heldigvis! Både fordi det er tegn på forår, og fordi de er kønnere. De sidder nemlig på alufælge, det gør vinterdækkene ikke.

Jeg skal med mindst 2 busser fra mit værksted til arbejdet. I går slap jeg med 2. Da jeg steg ind i bus nr. 1 og forsøgte at klippe det buskort, jeg havde fundet frem hjemmefra, gav automaten en protesterende lyd, og det hjalp ikke, at jeg forsøgte mig flere gange. Heller ikke chaufføren kunne få det til at virke, så til sidst erklærede han, at turen måtte være gratis.

Som det lovlydige menneske jeg er, forsøgte jeg igen i bus nr. 2. Igen uden held, men denne gang var chaufføren mere klartskuende: Klippekortet var slet ikke til bussen. Og nej, nu kunne også jeg se, at det klippekort, jeg havde bevæbnet mig med, var fra en sundhedsmesse, jeg var på for over et år siden. Klippekortene blev uddelt nærmest som en gimmick, tror jeg. I hvert fald har jeg ikke brugt det til noget, og det dur altså heller ikke i de århusianske bubysser. Pokkers også!

Kultur 3

Fredag aften var vi til Mummenschanz, en schweizisk mime-trup. De er bestemt ikke helt almindelige, og det var rigtig sjovt. Utroligt hvad de fire medvirkende kunne udtrykke med få, men usædvanlige, midler.

Vi morede os rigtig godt, men måske er det alligevel lidt hurtigt glemt. Hvis jeg som en anden smagsdommer skulle vælge et af de tre arrangementer (som alle er anbefalelseværdige og også alle er overstået) så bliver det helt sikkert Lucia di Lammermoor, jeg vælger.

Kultur 2

Et par dage efter symfonikoncerten stod der operabio på programmet: Lucia di Lammermoor af Donizetti med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Og nøj, hvor er hun da fantastisk! Sikke mange udtryk, hun har i sin stemme. Jeg må give mig, hun er lige så god som Angela Gheorghiu, og jeg kan godt forstå, der blev udsolgt til hendes koncert i København næste efterår på bare 14 minutter. Nu må Musikhuset her i byen også se at komme på banen, tak, for vi er altså ikke lykkelige indehavere af billetter til koncerthuset.

Selve operaen var for resten også god, efter en roman af Walter Scott og meget dramatisk med masser af højdepunkter. Den har fået en plads på listen over favorit-operaer.

En for mig indtil da ukendt Mariusz Kwiecien sang og spillede Lucias onde bror, og det gjorde han fremragende, mens Piotr Beczala (heller ikke en af mine bekendte) var hendes elskede. Egentlig var vi blevet lovet Rolando Villazón i den rolle, men han var altså blevet skiftet ud. Vi kunne ikke klage over Beczalas sang, men hans skuespillermæssige præstation var ikke noget at prale af.

På trods af denne lille anke er det en af de allerbedste operabioer, vi har været til.

Kultur 1

Vores kulturelle arrangementer ligger tæt i denne tid. For 1½ uge siden var vi til symfonikoncert, hvor der blev spillet Charles Ives, Mahler og Brahms.

Charles Ives stykket var så kort, at det næsten ikke var der, og Brahms er jeg ikke så vild med - det kommer måske - men Mahler er jeg rigtig glad for. Det var hans Des Knaben Wunderhorn-sange, og hvor det tidligere var hans symfonier, jeg bedst kunne lide, så er jeg nu blevet meget glad for hans sange - dem vil jeg fordybe mig mere i, når jeg får mere tid!

Jeg syntes, man tydeligt kunne høre inspirationen fra folkemusikken, og jeg syntes også, der var en lighed med noget af min absolutte yndlingsmusik, nemlig Canteloubes Auverne-sange, hvor det også er den folkelige musik, der er den store inspiration.

Jeg har læst en bog...

...nå ja, det sker da af og til, at jeg læser en bog. Som regel har jeg 2-3 stykker liggende på natbordet, men det går kun langsomt fremad, for jeg falder næsten altid hurtigt i søvn. Også selv om det tit er krimier, jeg er i gang med.

Men da jeg læste Dancing Charlie af Lars Johansson, måtte jeg bevidst lægge bogen fra mig, når jeg syntes, at nu skulle jeg altså sove. Jeg har lidt svært ved at præcisere, hvorfor jeg syntes godt om bogen, men det var i hvert fald noget med, at hovedpersonen udviklede sig. Eller rettere sagt, mit syn på hovedpersonen ændrede sig, efterhånden som der blev afdækket flere og flere lag i ham.

Det er også en interessant historie, forfatteren fortæller, og så skriver han simpelthen i et godt og billedskabende sprog. Jeg var meget imponeret af, at han beskriver et stykke musik over flere sider, og jeg kunne høre inden i hovedet, hvad det var for et musikstykke - meget hurtigt og lang tid før komponist og titel blev nævnt. God bog!

Gæstebud

Vi skal have gæster til spisning i aften, og minsandten om ikke vi er så godt forberedte, at jeg kan nå at blogge.

Menuen står på jordskokkesuppe, svinekød i mole (en mexikansk ret) og chokolademousse. Vi var simpelthen nødt til at vælge chokomoussen til dessert, for jeg har fået fat i rigtige kandiserede violblade, og de er bare den ultimative pynt til chokolademousse. Som jeg i parantes bemærket selv er alt for glad for.

Min opskrift er meget enkel:
300 g mørk chokolade (jeg bruger med 70% kakaoindhold)
3 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
2 dl piskefløde
1 tsk cognac
Chokoladen smeltes over vandbad. Afkøles. Æggeblommerne røres i én ad gangen, derefter cognacen. De stiftpiskede æggehvider tilsættes og til sidst røres flødeskummet forsigtigt i.


Det bliver der en god og stærk mousse ud af - eller måske er det mere chokolade end mousse? Jeg pynter IKKE med flødeskum, men sætter dog lidt på bordet til dem, der synes, det ellers er for kraftig kost.
Hvis man ikke lige har kandiserede violer, så er lidt syltet ingefær også godt som pynt.

Nymåne og Venus

Jeg har en svaghed for månen, og det har jeg vist altid haft. Som barn var jeg månesyg, har jeg fået at vide.

I aften er der en helt vidunderlig nymåne, og Venus står og lyser kraftigt lige over. Det måtte jeg prøve at fotografere. Jeg er langt fra en trænet aften/natfotograf, hvilket også ses på billedet. Jeg syntes, det var svært at få indstillet kameraet i mørket. Det var også svært at få placeret mit lille stativ ordentligt.

Måske skulle jeg bevæbne mig med en lommelygte ved næste forsøg, for det bliver nok ikke sidste gang, jeg forsøger at fange månen :-)

Tasker - især kattetasker

Irenes nysyede kattetaske fik mig til at tænke på, at jeg også har et par kattetasker.

I det hele taget er jeg meget glad for tasker. Jeg bilder mig ind, at jeg helst skal have tasker i alle farver, så de kan passe til mit øvrige udstyr.

Det er lidt overkill, for i realiteten bruger jeg tit den samme taske i månedsvis. Det er for besværligt at skifte, synes jeg.

Det forhindrer dog ikke, at jeg har et hav af tasker, og allerhelst vil jeg have nogen, som ikke alle andre render rundt med. Det gælder i høj grad de to kattetasker, der begge er købt på udstillinger i Tyskland (dog ikke samtidigt!!!)

Velourtasken er en hjemmesyet sag. Det er kattens hale, der er hank.

Den lille brune taske var oprindeligt en patrontaske fra Schweiz, fik jeg at vide. Den har så fået en katteudsmykning. Jeg kan godt lide, at der er både gult og hvidt metal på, og det gør ikke noget, at den er slidt.

Hvis det havde været nytår, skulle jeg have det nytårsforsæt at bruge nogle flere af mine tasker - men det kan jeg jo godt bestræbe mig på alligevel.

Mere Gluck

Gluck er ikke bare kedelige operaer. Det er også dejligt finsk design.

I 2000 var vi nogle dage i Helsinki. På vej hjem købte jeg i lufthavnen to små fine glasskåle. De er designet af Kati Tuominen-Niittylä i 1993, fremstillet af Iittala og er med i en serie, der hedder Gluck. De er så lækre at se på og er nærmest bløde at røre ved.

Jeg ville - og vil - også gerne have en af de runde kander, helst i klart glas, men den hvide opalfarve kan også bruges. Jeg kan ikke huske, om jeg bare var for nærig, eller om det kneb med pladsen i kufferten, men i hvert fald regnede jeg med, at sådan en kande kunne jeg da altid få.

Men øv, det kan jeg ikke! For nogle år siden gik serien ud af produktion (kan man nu forstå det???), og selv om jeg har ledt højt og lavt på nettet, kan jeg ikke finde hverken den store eller den lille kande. Jo, jeg kan finde den store, men i grøn, og det er ikke det, jeg vil have.

Så hvis nogen har en af de store runde kander til salg i klart glas eller opal, så er jeg altså interesseret. Foreløbig må jeg nøjes med at nyde mine skåle.

Kedelig opera

Søndag var igen operabiodag.

Her sidder vi og venter på, at forestillingen skal starte. Denne gang var det Glucks Orfeo et Eurydice (eller Orfeus og Eurydike), vi skulle se, og lad det være sagt med det samme: Den var jeg ikke vild med.

Jeg brød mig simpelthen ikke om musikken, og det var en af den slags operaer, hvor det hele bliver gentaget et utal af gange. Jeg havde lyst til hele tiden at bemærke, at nu havde jeg fattet meningen.

Nå, heldigvis varede det hele kun 1½ time, så det var til at klare. Og vi kunne komme hjem og se vintersport i kassen og pleje vores forkølelser. Nu ved jeg, hvordan Gluck lyder, og jeg gider ikke se flere af hans operaer.

Store stemmer

Vi har allerede været til operabio to gange i 2009. Først så vi Massenets Thaïs med Renée Fleming i den store hovedrolle, og i dag så vi La Rondine af Puccini med Angela Gheorghiu og Roberto Alagna.

Originally uploaded by litherland

Renée Fleming var helt perfekt i Thaïs. Både sangmæssigt og skuespilmæssigt. Egentlig havde jeg troet, at handlingen ville være lidt fjern for mig, men jeg blev faktisk grebet af den, og der er meget mere indhold, end man umiddelbart skulle tro..

La Rondine - en rondine er en svale på italiensk - er som de fleste Puccini-operaer en historie om den umulige kærlighed. Gheorghiu var minsandten forkølet til opførelsen, men det kunne jeg nu ikke høre. Hun er min yndlingssopran - godt nok tæt forfulgt af et par andre. For nogle år siden gav hun en koncert her i byen. Billetterne var temmelig dyre, men de var hver en krone værd.

I La Rondine strålede husbond Alagna også. Han passede utrolig godt til rollen, og i slutscenen var han totalt opløst i tårer. Flot!

Det lykkedes mig ikke at finde et billede, jeg måtte bruge, med Angela Gheorghiu, men jeg kan godt lide teksten på plakaten, og heldigvis er det helt normalt nu, at opera også er godt teater. Det er The Mets udgaver af Thaïs og La Rondine eksempler på.

Kinamad

For efterhånden temmelig mange år siden kendte jeg kun kinesisk mad fra Kina-restauranter her i landet. Det var altid noget med, at man kunne få en hulens masse retter for næsten ingen penge. Generelt syntes jeg alligevel, at det var spild af pengene, selv om forårsrullerne da smagte lidt bedre end dem fra den lokale grill.

Efter 14 års kinesiske nytårsmenuer er mit syn på kinesisk madlavning et ganske andet.


Her er lidt flere billeder fra dette års kinesiske nytårsdiner.

På det pyntede bord står nogle af de kolde retter: I den største skål forrest en temmelig stærk kålsalat og ved siden af en meget lækker ret med kylling.

De dekorative teæg er et fast indslag i nytårsmiddagen.






Agurkesalat med forårsløg.



De varme retter var i år bl.a. ingefærfisk, en ret med kylling og cashewnødder, som vi har fået mange gange - det vakte almindelig jubel, da den blev annonceret! - og en superlækker ret med glasnudler. Jeg vil gerne have opskriften på både agurkerne og glasnudlerne.

Og endelig babaofan, som vi passer på at gemme appetit til.

Kinesisk nytår

Vi var til kinesisk nytårsmiddag hos en af vores gode venner i går - en nu 14 år gammel tradition. Faktisk gik vi fra rottens år ind i oksens år allerede for et par dage siden, men vi fejrede det altså først nu.

Traktementet er imponerende. Det starter altid med jiaozi, der udtales noget i retning af djawtser, og som lidt ligner ravioli. De symboliserer det gamle og det nye år, der forenes. Yderligere var der i år "kun" 5 varme retter og mindst lige så mange kolde. Plus desserten, som vi har lært at lave og har medbragt i de senere år.

Den hedder babaofan, og på engelsk kaldes den også eight-treasure rice. Den laves af bl.a. klisterrris, røde bønner og 8 forskellige frugter. De røde bønner skal forarbejdes til en mos, der bliver rørt med sukker og stegt i lidt olie. Den bliver så fyldt i klisterrisen med de 8 frugter, og det hele bliver dampet. Inden den bliver spist skal den hældes over med smeltet svinefedt. Det fik vi også allerførste gang, vi var inviteret til den kinesiske nytårsmiddag, men da jeg var den eneste i selskabet, der kunne lide det, er det blevet erstattet med sukkervand.

Det lyder meget besværligt, og det er det også, hvis man skal lave det hele fra grunden af, men heldigvis kan man købe færdig bønnemos på dåse, og så er det ikke så slemt. Jeg har i øvrigt en teori om, at madlavningen har skullet være så besværlig som muligt (ikke bare i Kina, man alle mulige steder), for så havde man kvinderne beskæftiget ved kødgryderne, så de ikke havde tid til at begynde på selvstændig tænkning og andre aktiviteter.

Der kommer flere billeder fra menuen de kommende dage...

Dansesko eller ej

Dans er endnu en sportsgren, som jeg er vældig glad for at kigge på. Jeg praktiserer den ikke selv af et par forskellige grunde. Dels mangler jeg en partner - dels vil jeg aldrig få mine fødder i et par dansesko.

Jeg var så heldig at være ung, da andefødder var moderne, og det syntes mine fødder vældig godt om. De fandt deres naturlige facon efter den meget pure ungdoms mindre behagelige fodtøj (konfirmationsskoene havde stiletter), og siden har de fået lov til at brede sig. Jeg har aldrig problemer med mine fødder!

Heldigvis kan man nu sagtens være sko-fetischist, selv om man vil have smarte sko med god plads til både fod og tæer. Nogle af yndlingsmærkerne er El Naturalista og Eject - og en gang imellem Bubetti - men velegnede til ballroom dans er de altså ikke.

Billedet tog jeg i går, da jeg var publikum til en venskabs-danseturnering. OK, det var ikke ligefrem topdans, men det var hyggeligt og sjovt, og det vigtigste var selvfølgelig, at Dorthes 7-årige niece deltog i rækken for børn, 6-7 år. Hun og hendes partner fik endda en 1. plads: TIL LYKKE, BENEDIKTE OG TOMMY!

Gamle grise

Russian folk dance
Originally uploaded by cats_in_blue

Dette billede, der ligger på Flickr og stammer fra VM i kunstskøjteløb i 2008, er blevet set af vildt mange mennesker de sidste par dage.

Først troede jeg, at det bare var, fordi EM finder sted nu, men de andre fotos jeg har fra sidste år, har overhovedet ikke haft samme succes.

Jeg er dog kommet i tanke om den sandsynlige forklaring. Ved den obligatoriske dans i torsdags var Ekaterina Rubleva, der er på fotoet, iklædt en ærmeløs kjole, der blev holdt oppe af smalle stropper. Under dansen sprang den ene strop uheldigvis, og som vores kvindelige kommentator sagde, så var der noget, der var ved at falde ud - som ikke måtte falde ud. Det gjorde "det" nu alligevel ganske kortvarigt, inden Ekaterina fik kjolen skubbet på plads, og igen med et citat - som jeg husker det - fra kommentatoren: "Jamen, så herregud da".

Mit gæt på billedets succes er, at der er en del der har syntes, at den lille hændelse var umådelig mere interessant end "Jamen herregud". De har ledt efter billeder på nettet af "begivenheden", og det er så her, mit billede har givet et hit. De har rigtig godt af, at hun her er helt anstændig!

Kunstskøjteløb

Jeg har aldrig selv lært at løbe på skøjter. Jeg har prøvet det et par gange, men opgav hurtigt, da jeg ikke kunne med det samme. Vist nok ret symptomatisk!

Men det forhindrer ikke, at jeg er vild med at se på det. Netop nu afholdes der EM i Helsinki. I marts sidste år var vi i Göteborg, hvor vi næsten boede i Scandinavium, hvor VM blev afviklet.

Denne gang må jeg nøjes med at se det på tv og har til formålet en fridag i dag (jeg skriver på bloggen i pauserne). Man må sige til Eurosports ros, at de sender meget. Selv isdansernes obligatoriske dans har været på programmet, og for ikke-fanatikere kan den sikkert virke noget ensformig. Vi tager det hele med, og netop i den obligatoriske dans kan man rigtig se forskel på parrene.

For et par år siden blev der indført et nyt pointsystem i kunstskøjteløb, og det er en klar forbedring, synes jeg. Nu behøver man ikke kun tælle vellykkede spring for at finde vinderen. Det kunstneriske har fået meget større plads. Det har Eurosports mandlige kommentatorer dog ikke rigtig opdaget - de løb vist også begge under det gamle pointsystem. Mon ikke de efterhånden bliver klogere.

Fotoet tog jeg i Göteborg, og det kan så passende samtidig være en hilsen og et TIL LYKKE til mr. Obama og USA i anledning af indsættelsen i går.

Jeg har også nået andet end fjernsynskiggeri. Har købt ind til rødbedesalat og har minsandten været lidt i haven. Det var næsten forårsmildt, og den store klematis har store knopper. Det kan den selvfølgelig sagtens nå at fortryde, men ikke i dag!

Biografture

I går så vi helt tilfældigt i fjernsynet uddelingen af Guldbaggen, Det Svenska Filminstitutets filmpriser, der nok svarer til vores Bodil. Og minsandten om ikke en film, vi har set, løb med en masse guldbagger.

Faktisk har vi set ikke mindre end 4 film i efteråret.

Ganske usædvanligt for os, vi plejer ikke at gå ret tit i biografen. Men jeg kan nu godt lide at komme i biografen, jeg synes bare, der er så mange dårlige og kedelige og uinteressante film.

De film, vi så i efteråret blev sjovt nok bedre og bedre. Vi startede også på nulpunktet med Once, som jeg har skrevet om før.

Så så vi den franske Pigen og ræven, der vel egentlig er en børnefilm. Den har smukke, smukke billeder, men historien er en blanding af eventyr og realisme, og jeg synes ikke, den fungerer 100% som nogen af delene. Det værste er dog den tykke morale, som instruktør eller manuskriptforfatter har fundet det nødvendigt at klistre på til sidst.

Næste forsøg var Burn after reading af Coen-brødrene. De lavede for en del år siden Fargo, som jeg synes er en yderst morsom film. Det er Burn after reading også, selv om den ikke helt når op på siden af Fargo. Vi var de eneste i biografen til en eftermiddagsforestilling, og vi lo himmelhøjt af filmen, der nok må betegnes som en parodi på en spændingsfilm. Underholdende, men en hurtig glemt film.

Og endelig så vi så Maria Larssons evige øjeblik af Jan Troell, og der har jeg ikke en eneste indvending. Der er en god historie, der skal fortælles i den film, og det bliver den med super skuespillerpræstationer (af bl.a. Mikael Persbrandt=Gunvald Larsson i Martin Beck-filmene) og en lige så super fotografering af bl.a. Jan Troell selv.

Jeg begriber simpelthen ikke, at ikke alle synes, det er en gribende og vedkommende og smuk og en hel masse andre superlativer film. Men sådan er det ikke. På Scope får Once faktisk flere stjerner end Maria Larsson. Godt at det svenske filminstitut var enig med mig! Filmen fik ikke mindre end 5 guldbagger.

Frilørdag

Danmarks Keramikmuseum har længe stået på listen over de steder, vi gerne ville besøge, og i dag fik vi gjort alvor af det. En medvirkende årsag til, at vi kom af sted netop nu, var, at der er en særudstilling med Eva Brandt, en af de bornholmske keramikere vi besøgte i juni 2008.

Hendes udstilling hedder "Talking Pots", Eva Brandt er blevet inspireret på rejser i Mellem- og Sydamerika og i Santa Fé i New Mexico, USA - og krukkerne taler i hvert fald til mig. Jeg synes, de fleste af dem udstråler ro og harmoni, de er meget dejlige og ikke bare dekoration.

Der er i januar med også særudstilling med Anne Fløche, og den er bestemt også god. Bl.a. kunne jeg godt lide de små værker, hun kalder "Sletten".

Endelig var der udstillinger fra museets egne samlinger med for os både kendte og ukendte navne og i gode opstillinger. Vejret inspirerede ikke til spadsereture i haven, men vi kunne godt se, at vi gik glip af noget, så vi vender tilbage inden alt for længe.

Der er selvfølgelig også en butik på museet, men jeg er sat på sparetilstand i januar efter nogle store udgifter i december (- det var ikke julegaverne), og jeg holdt mig i skindet og købte overhovedet ikke noget!

La Baker

Josephine Baker with Her Leopard, c.1930-32
Originally uploaded by discoverblackheritage

"Looking for Joséphine" hedder den musical, der i disse dage vises i Musikhuset i Århus, og den kan jeg varmt anbefale.

Skøn musik, meget professionelle medvirkende, der virkelig kan danse, synge og agere, og en handling, der indeholder både alvor og sjov, en fantastisk hovedrolleindehaver, Nicolle Rochelle (når jeg får tid, vil jeg finde nogle videoer på YouTube med den rigtige J.B. for at se, om hun var lige så god. Men lige nu bruger jeg bare bloggen til at vågne op på - skal til møde på det ukristelige tidspunkt kl. 8!!!) og endelig den sødeste lille pudel - jo, det var en dejlig oplevelse.

Mit kendskab til Josephine Baker, som musicalen bl.a. handler om, begrænsede sig nærmest til, at hun optrådte i bananskørt og var med i den franske modstandsbevægelse. Jeg vidste ikke engang, at J'ai deux amours - som jeg ellers holder meget af - var et af hendes store numre.

Nu ved jeg meget mere, bl.a. at hun optrådte med sin gepard (selv om der står leopard ved billedet, så er det tydeligvis en gepard), der gik frit rundt på scenen og terroriserede orkestret i orkestergraven.

P.S. Looking for Josephine vises også i aften, så det kan lige nås at få billetter, hvis der altså ikke er udsolgt.

I selskab med Erik A. Frandsen

Endelig fik vi taget os sammen til at se Erik A. Frandsen udstillingen på Aros. En interessant udstilling med værker lige fra de unge år til nu. Han er en kunstner, der har udviklet sig meget, og sjældent har jeg set en udstilling, hvor man i den grad kan aflæse kunstnerens alder i værkerne.

Jeg kan helt sikkert bedst lide billederne fra hans ungdom. Som ældre er han blevet for privat og dermed også mere uinteressant, synes jeg. Billederne betyder sikkert meget for ham selv, men ikke for mig som betragter.

Faktisk har jeg engang ejet et lille billede af Erik A. Frandsen. Jeg blev ligesom hurtigt færdig med at se på det og solgte det. Nu ved jeg hvorfor.

Heldigvis var de allernyeste værker anderledes. Her er han næsten blevet superrealist både i store malerier og i mosaikker (!) De værker er spændende.

På det øverste billede er vi selv elementer i Frandsens dobbelte - eller i dette tilfælde, hvor han har arbejdet med spejleffekter - mangedobbelte rum. Det nederste billede viser en af mosaikkerne.