Første miniferie i 2023

Et par af de sidste dage i april havde vi bestilt et ophold på Hjerting Badehotel. Ikke nogen deal eller noget, bare fordi jeg længe har ønsket at komme til netop dette badehotel.

For mange år siden, da jeg var 16, arbejdede jeg en sommer på er cafeteria i Esbjerg. Det var en dejlig sommer. Jeg kunne godt lide Esbjerg. Den var meget anderledes end min hjemby Viborg, meget mere ligetil og usnobbet. Det er en efterrationalisering, at det var derfor, jeg følte mig så godt tilpas, dengang var jeg ikke så klartskuende. Jeg nød bare den sommer helt vildt. Var for resten også forelsket, og ikke bare i Esbjerg. Det gjorde jo nok også sin del.

Når jeg havde fri, cyklede jeg meget rundt i omegnen og kom selvfølgelig også til Hjerting. Selv om man på det tidspunkt ikke kunne bade i Ho Bugt, var badehotellet der, og faktisk har jeg siden da ønsket at overnatte der bare et par nætter. Det ønske gik i opfyldelse nu.

Vi havde planlagt at tage omkring Vejen Kunstmuseum på vej dertil. Der er netop nu en stor udstilling med Ejnar Nielsens kunst, som vi havde fået en anbefaling af (tak, Elsebet L!). Jeg kendte godt Ejnar Nielsen, også kaldet Gjern-maleren, i forvejen, men jeg var slet ikke klar over, hvor bredt hans kunst spændte. Det fandt jeg så ud af nu. 

En meget anbefalelsesværdig udstilling! Fint kurateret og rundvisningen, som vi var så heldige at komme med på, var også god og interessant.

På dette selvportræt fra 1899 ses i rummet bag maleren to af hans malerier.
Til højre er det det meget kendte "Den syge Pige" fra 1896, til venstre "Og i hans Øjne så jeg Døden" fra 1897. Begge disse bor til dagligt på Statens Museum for Kunst, men de var udlånt til Vejen Kunstmuseum.

Vejen har ud over kunstmuseet endnu en attraktion, nemlig Byens Brød & Café. Der spiste vi supergode frokost-sandwiches. Kagerne så godt ud, men dem sprang vi over. Nogle af dem var enorme, onsdagssneglen havde samme størrelse som en middagstallerken, men vi skulle gemme appetit til middagstallerknerne på hotellet om aftenen.

På andendagen ville vi til Rømø, hvis det blev godt vejr, og det gjorde det heldigvis. Vi havde de sædvanlige programpunkter: Vi ville se lam, vi ville se gæs og også gerne andre fugle, og vi ville drikke kaffe og spise kager på Hattesgård. 

Det gik ikke helt efter planen, for fuglene glimrede ved deres fravær. Får og lam var der en del af, og vi så også både bæltedyr - altså kvæg, muligvis Galloway, med hvidt bælte om maven, og heste og det sødeste lille føl. Og på Hattesgård fik jeg den bedste kage, jeg nogen sinde har fået. Det siger jeg vist nok hver gang ;)

Vi kørte til min yndlingssluse, Ballum Sluse, og så fik vi ellers set gæs. Enorme flokke af gæs, som en tilstedeværende ornitolog med kæmpekikkert sagde, var bramgæs. De lavede flyveopvisning, mange landede på vandet og, opdagede vi senere, også på nogle af markerne i nærheden af slusen. 

Inden da havde vi også set en gåsefamilie ude i slusen. Mor, far og 5 gæslinger. 

Ornitologen identificerede den lille familie som grågæs

Vores hovedformål med den lille ferie var faktisk et besøg på det nye museum Flugt i Oksbøl. Altså tog vi på Flugt på vejen hjem - og det var beklageligvis en stor skuffelse.

Det hører under Vardemuseerne, og de er helt vilde med audioguides. Vi har oplevet dem både på Tirpitz og på Nymindegab Museum. Jeg er ikke vild med audioguides, jeg vil også gerne kommunikere med dem, jeg er af sted sammen med, i stedet for at være helt optaget af, hvad der bliver sagt i hovedtelefonerne. Jeg kan dog godt se, at de kan være en udmærket tilføjelse til de udstillede genstande og plancher. På Flugt har det taget overhånd. Man er totalt afhængig af det, man får at vide i hovedtelefonerne. 

Jeg havde flere kritikpunkter. Måske er museet mest for børn. Alle besøgende var godt nok nærmest i pensionsalderen, men det kan jo være anderledes på andre tidspunkter. Den nye afdeling, som beskæftiger sig med mennesker på flugt i almindelighed, var ret patroniserende, og i afdelingen om de tyske flygtninge i Oksbøl var informationsniveauet simpelthen for lavt. Jeg kender nok mere end de fleste til de tyske flygtninges vilkår i Danmark efter 2 verdenskrig, simpelthen fordi emnet har interesseret mig i en del år, men jeg fik kun én eneste ting at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. Det er sølle!

Museet ligger, hvor Oksbøl flygtningelejren lå i sin tid, og det består af den gamle hospitalsbygning og af en ny bygning tegnet af af Bjarke Ingels Group. Meningen er, at fortid og nutid skal smelte sammen. Det ved jeg ikke rigtig, om det sker, men den nye bygning ser sådan set meget fin ud, men også meget standard-2020erne-museumsagtig. 

Bevæbnet med sin audioguide kan man også gå ud i området og høre en stemme fortælle om, hvordan der var i lejren. Desværre er det tydeligvis en amatør, der har indtalt. Jeg kunne i hvert fald ikke holde ud at høre på hende ret længe. Desuden syntes jeg, at teksten var ret tendentiøs. De havde det jo godt i lejren, forlød det. Det var et meget rosenrødt billede, som jeg ikke tror på.

Det mest spændende var, at man blev klar over, hvor stor lejren og området var. Da der var flest, boede der omkring 35000 personer, så naturligvis skal der noget plads til. Det syntes jeg, at jeg fik et godt indtryk af.

Jeg undrer mig over, om de besøgende vil komme igen, for så vidt jeg kunne se, var der ikke plads til skiftende udstillinger, og man kunne sagtens overkomme det hele på nogle timer. Selv om man måske havde syntes godt om museet (der til min overraskelse har fået fine anmeldelser), ville der egentlig ikke være nogen grund til at gentage besøget. Det må fremtiden vise.

Vores dag var dog ikke spildt. Efter hotellets glimrende morgenmad gik vi op til Hjerting Kirke, en moderne kirke tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen. Det mest spændende var kirkens indre, hvor arkitekturen er meget smuk, og hvor Robert Jacobsen har skabt dekorationen. 

Jesus går på vandet, en del af alterudsmykningen.
De to figurer i siderne er fiskere. Til venstre er det apostlen Peter, til højre en fisker fra Hjerting. Robert Jacobsen var meget bevidst om, at Hjerting er et gammelt fiskerleje.

Vi kan godt anbefale Hjerting Badehotel, der har en naturlig ro og charme. Maden var også god det meste af tiden, men der var en enkelt smutter på andendagen, hvor kødet var nærmest uspiseligt. Og det var altså ikke, fordi vi havde forædt os i kager på Rømø. Foreløbig er det kommet på listen over de steder, vi gerne vil vende tilbage til. I modsætning til Flugt museet.