fredag den 8. januar 2021

Status på strikkeåret 2020

Det blev et super strikkeår, især fordi jeg endelig kan jeg skrive, at garnlageret er blevet formindsket. Det har været planen i mange år, men først nu er det lykkedes. 

FAKTA:
14169 meter strikket. Lidt flere meter brugt, da et enkelt projekt er strikket med dobbelt tråd. Der er også et enkelt, men lidt større, halvfærdigt projekt, men det er nok det samme ved hvert årsskifte.
3441 meter er lageret formindsket med. Det er da noget!
3517 kr. kostede strikkeriet. Jeg har brugt en hel del på nye strikkepinde. Jeg strikker altid på rundpinde, og jeg gider simpelthen ikke bruge dem, der har fået stive wirer. Jeg har forsøgt at gøre nogle af dem bløde igen med varmt vand, men det hjælper kun kortvarigt. Jeg har i 2020 kun solgt for 275,- kr. De aflyste markeder mærkes tydeligt.
56 projekter blev færdiggjort. Det er de projekter, jeg har registreret på Ravelry. Nogle af dem indeholder flere enheder som for eksempel en portion babystøvler i drengefarver. Eller rettere sagt i farver, der kan bruges af både drenge og piger:


Sjovt nok kan piger gå i alle farver, men små drenge kan i hvert fald ikke gå i lyserødt. Pjat!
 

Det største projekt blev farveskiftesjalet, som jeg har skrevet om tidligere.

Jeg tror nok, jeg har bestemt mig for selv at beholde det, men jeg har godt nok ikke brugt det endnu.

En af de sjoveste ting, jeg strikkede i årets løb, var en lille matroskjole. Måske fordi den er helt anderledes end det meste andet strik, der er fremme netop nu.

Der var en masse montering, som jeg egentlig ikke er så vild med, og det bliver nok både første og sidste gang, jeg strikker den.


Hvad er ellers værd at nævne? Som sædvanligt en masse pulsvarmere, blandt andet flere kontrolstrikninger af årets opskrift, som jeg kaldte Ujiji, og som jeg bloggede om her. Og så var disse søde bloomers sjove at strikke:


Dem kan det godt ske, jeg laver flere af, men lige nu er der andet på pindene.

4 kommentarer:

Ellen sagde ...

Så er vi to i garnlager-spisningsklubben - godt gået!
Jeg er VILD med den matroskjole - jeg kan godt forstå du syntes den var sjov at strikke. Kan du linke til en opskrift?
Babyfutterne er også noget så skønne; jeg kan godt lide den måde, du har leget med to farver på. Det kunne være, jeg skulle producere nogle par. I Røde Kors-butikken i Præstø går babyfutter som varmt brød.

eKirsten sagde ...

I lige måde m.h.t. garnlagerreduktion.
Matroskjolen hedder Lillemor matroskjole, og det er en norsk opskrift. Jeg kan imidlertid ikke mere finde den på nettet. Hvis du heller ikke kan, kan jeg sende en scanning af min opskrift. Er din email-adresse den, der står på din blog?

Ellen sagde ...

Tak!
Det er da lidt underligt, at du ikke kunne finde den - jeg googlede "Lillemor matroskjole" og puff, kom opskriften op som det første hit. Jeg måtte godt nok omkring Facebook, for det første link virkede ikke, men det gjorde Facebooks. Opskriften er derfor nu downloaded - tak igen :-)

eKirsten sagde ...

Fint at du selv fandt den. Og ja, det er underligt, at jeg ikke kunne finde den for et par dage siden, for det kan jeg nemlig godt i dag, og jeg behøver ikke gå omkring FB.