søndag den 29. november 2020

Juleanden i hus

For et par dage siden kørte vi til Gothenborg i Them og købte vores juleand. Vi ved, at ænderne på Gothenborg har haft så godt et liv, som det er muligt, når de ikke lever i det fri. De er også blevet slagtet på en ordentlig måde. Vi kan altså spise dem med næsten ren samvittighed. Billedet er fra nogle år siden:


Når man kører til Them herfra, kommer man gennem Silkeborg, og hvad ville så være mere naturligt end at standse der, gå en tur i byen og få sin frokost? Der er adskillige gode spisesteder i Silkeborg. Vi valgte Café Evald ved Papirfabrikken, og der var bare styr på coronaforholdsreglerne. Flot! 

Desuden fik vi en glimrende frokost, men desværre var der ikke plads til de ellers fristende desserter. Vi må tilbage en anden gang og så kun få dessert. Og måske kaffe.

På vej derfra var det ved at mørkne, og der så bare så idyllisk ud nede ved Hjejlen og de andre turbåde. Vi opdagede nogle dykkende fugle på vandet. Troede først, det var lappedykkere, men med det næb må det have været skarver. 


Vi stod lidt og så dem dykke, og det nåede at blive så mørkt, at turbådene blev illuminerede. Gad vidst, om de egentlig sejler juleture? Nej, det bliver nu nok for koldt, men det ville sikkert ellers være malerisk.

1 kommentar:

Ellen sagde ...

Sådan køber vi også vores and - eller ænder ... men i år skal vi kun have én.
Dyrevelfærden er i orden, og i øvrigt smager dyr, der har haft et godt og ustresset liv, meget bedre!