søndag den 3. maj 2020

Farisæere

Hvis ikke jeg havde musik i ørerne, når jeg traver rundt på vores villaveje, ville jeg helt sikkert kede mig slemt, og turene ville blive både kortere og færre. Med musikken gør det ikke noget, at villaveje ikke er de mest inspirerende landskaber.

Selv her sker der nu også noget. Jeg har stor fornøjelse af at følge med i, hvordan det går med de nye vejbede. I dem, der blev etableret først, har der været en masse tulipaner. Først hvide, som nu er ved at blive afløst af auberginefarvede. Et meget fint farvevalg, synes jeg.


Det her billede tog jeg for nogle dage siden; nu er de auberginefarvede tulipaner mere dominerende end de hvide. Og så er der er enkelt farisæer, en gul med lidt rødt. Ikke nær så behersket som de andre, men jeg synes, den er sjov, selv om den slet ikke passer til.

Jeg har mødt endnu en farisæer. På den vej, der går op mod kirken, er der prydkirsebær, der blomstrer netop nu. Blomsterne er hvide med et lyserødt skær, lige bortset fra ét af træerne, hvor blomsterne er den næsten mere almindelige stærkt lyserøde.


På en eller anden måde er det netop det træ, der tiltrækker sig opmærksomheden.

For et par år siden havde jeg en serie på bloggen, som jeg kaldte ugens træ. Uden at være ekspert i træer, lykkedes det mig at identificere næsten alle 52 træer, men det glippede med et par stykker. Et af de uidentificerede er ved at springe ud netop nu, og efter konsultation i min træbog tror jeg nu på, at det må være en aksel-røn:


Træet ser næsten lysende ud på grund af bladenes lyse underside. Jeg synes, det er et flot træ.

Jeg møder alt for få dyr på mine ture. Selvfølgelig en del hunde, nogle få gange en kat, der fræser over vejen, og endnu sjældnere en, der vil snakkes med.
Men fugle er der mange af. I dag havde en solsort placeret sig meget dekorativt på en sten.

Han er naturligvis fotograferet på nogen afstand, og jeg synes billederne bliver for dårlige, når jeg bruger telefonens zoom-funktion, så jeg måtte lave et lille udsnit af et større billede, men man kan trods alt se hans gule sabel, jvf. sangen Gråvejr. Hundekoldt af Mogens Lorentzen.

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Jeg havde indtil nu ikke hørt om en akselrøn, men en googling kunne bekræfte, at du må have ret - især bladene du har taget et nærbillede af, beviser det.
Jeg synes det er så fint, når kommuner pynter deres vejsider og/eller midterrabatter med blomster, der dukker frem på forskellige årstider.

eKirsten sagde ...

Akselrønnen var også et nyt bekendtskab for mig.
Vores vejbede er faktisk en del af klimatilpasningen, for de er samtidig regnvandsbede, der skulle være med til at forhindre oversvømmelser. Og de fungerer efter hensigten, har jeg allerede konstateret.