Tabbyen her var den første, vi mødte. Den havde vældig travlt, og efter et lille stykke tid opdagede vi en lidt ældre killing, som den legede med. Jeg fik ikke nogen fotos af nummer to, tagfatlegen var alt for hurtig for mit kamera og mig som fotograf.
Senere mødte vi den mindste igen, og da var den blevet træt. Så træt som næsten kun en killing, der har leget godt og grundigt, kan være.
Den var faldet om på en bænk ved det lille serveringssted Tre Søstre. Egentlig skulle der jo nok have siddet en gæst på pladsen, men der var heldigvis ingen, der kunne nænne at smide killingen ned. Der var andre siddepladser, og jeg behøver vel ikke skrive, hvor vi indtog kaffen den dag.
I en anden ende af byen mødte vi endnu en stor killing, meget fin skildpaddefarvet med lidt hvidt. Den anbragte sig selv yderst dekorativt på et stakit. Hvis det havde været en menneskepige, ville man have troet, at hun udmærket selv var klar over, hvor yndig hun var, men nu var det altså en kattepige, og dem er der noget anderledes helt uskyldigt over.
Da hun havde taget sig ud i et stykke tid, løb hun ind i en anden have, hvor hun mødtes med en fin gråblå kat.
Den stod heldigvis stille et ganske kort øjeblik, men så gik den vilde jagt efter skildpaddepigen. Ind imellem fik den dog tid til at kradse sig - man kunne godt ønske, at ejerne lige ville ofre et par kroner på et loppemiddel.
Alle katte er kønne, og Fanøs katte er ingen undtagelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar