Slaraffenland

Sidste weekend var der WOLLFEST i Hamborg.

Hamborg er ikke afskrækkende langt væk fra os, og Annett, Dorthe og jeg bestemte os for en forlænget weekend med tre overnatninger i Hamborg.

Vi havde naturligvis gransket Wollfestens hjemmeside i detaljer, og vi syntes, det så ud til, at festivalen ville være en del anderledes end de danske festivaler. I hvert fald på salgssiden, som var det, der interesserede os. Det viste sig at være rigtig nok.

Det, der faldt mest i øjnene, var farverne. Tyskerne synes at være mindre farveforskrækkede end danskere. Det var nærmest et farveorgie af garn, vi kom ind til.

Alle regnbuens farver i forskellige lækre kvaliteter hos Skein Queen.

Der var også flere lækre garnsammensætninger, end vi er vant til - ikke så meget ren uld og strømpegarn, selv om man også kunne finde det.

Annett og Dorthe overvejer.
Det er irsk håndspundet garn fra S Twist Wool,
der bliver indkøbt.

Nogle få af os kendte garner blev forhandlet, Karen Noe og Isager bl.a. Heller ikke de garner, der sædvanligvis er luksus i de danske garnbutikker - Hedgehog og Madelinetosh for eksempel - manglede, men langt de fleste stande var mindre tyske eller britiske firmaer - ukendte for os. Især var der meget håndfarvet garn.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville købe nogle luksusgarner i farver, der "talte" til mig, men det var der godt nok meget, der gjorde. Jeg måtte begrænse mig.

Nej, hvor blev der gramset! Og savlet - dog heldigvis kun billedligt talt.

Udstilleren fra Yarn over Berlin
 vakte berettiget beundring
med sin opfindsomme halskrave. 

Jeg havde min tunika i grønne og orange farver på om søndagen, og den blev minsandten beundret. Det er ikke sket ret tit herhjemme, muligvis fordi den er for farvestrålende. Men det generede ikke i Hamborg.

Der var i øvrigt ikke mange danskere på festivalen. Kun én gang hørte vi dansk tale. Underligt, de mange danske strikkere plejer da at være vilde med festivaler og messer.

Der var ikke så mange mønstre og strikkekit, hvilket ikke gjorde mig så meget. Jeg har alligevel ikke lyst til at strikke det samme som alle andre.

Forplejningen lod også lidt tilbage at ønske. Der var ikke meget at vælge imellem, og de kager, der ellers så meget delikate ud, slap op allerede om formiddagen.

Pyt med det, det var garnet, der var det vigtige. Jeg købte fem forskellige af de dyre garner:

Fra venstre er det en alpaka-silke-cashmere blanding fra Skein Queen og derefter en merino-silke blanding samme sted fra. Jeg er pjattet med den farve, så jeg så igennem fingre med, at den er entrådet - noget, jeg ellers ikke plejer at strikke med. Den mørke er fra DyeForYarn. Det er en blanding af uld og kameluld, og farven er meget flottere i virkeligheden. Meget mørk aubergine, den hedder Burning Red Fuchsia. Derefter er det en blanding af babyalpaka, silke og hør fra Snailyarn, der vist er italiensk. Og endelig det lækreste, lækre angora fra Seidenhase.

Dyrevelfærd og miljøhensyn er mere væsentligt i Tyskland end i Danmark. Kaninerne hos Seidenhase lider ingen overlast, og meget af den merino, man kunne købe, var fra Sydamerika eller Falklandsøerne, så ingen mulesing der. Jeg undrer mig stadig over, at det ikke er salgsargumenter her i landet. Jo, det er ved at være et salgsargument, at bomulden er økologisk, men ellers er det ikke noget, man hører ret meget om.

Jeg købte også bomuld. Genbrugsbomuld lavet af gamle cowboybukser. Det er set før, men det her virker meget lækkert og har en fin tykkelse.

Det er fra et større tysk firma, der hedder GGH. Jeg er ikke stødt på dem før, så det er spændende, hvordan garnet er. Ja, det gælder sådan set alle garnerne. Det var i hvert fald en fest at være med på festivalen.

Vi nåede andet end garn, så der kommer nok mere fra Hamborg.