Jeg elsker det fine lys ude over havnen og kranerne, der ser ud som legetøj. Højhuset er Århus' nyeste hotel. Vi frygtede det værste i byggefasen, hvor man så en enorm, kompakt, hvid klods vokse op, men det hjalp gevaldigt med den mørke fladebeklædning. Nu kan jeg godt lide bygningen i byens silhuet.
Jeg var tidligt oppe, fordi Dorthe skulle køres til toget. Bagefter skulle jeg i operabio, men der var tid til en kop af yndlingskaffen på Baresso inden.
Operaen var Verdis Macbeth. Jeg har set den før, og til min overraskelse var det samme produktion. Ikke at jeg havde noget imod det, for den er særdeles vellykket.
Jeg var meget rørt, første gang jeg så operaen, og det blev jeg igen. Historien må være evigt aktuel.
Anna Netrebko sang Lady Macbeth helt formidabelt. Der var lutter stjerner i hovedrollerne, og de var alle i topform, men Netrebko overstrålede hele bundtet.
1 kommentar:
Smukke billeder af den by jeg boede nær ved i mine 10 første leveår.
Aarhus vil altid have en speciel plads i mit hjerte!
Send en kommentar