søndag den 24. marts 2013

Den lille luksus

Sådan en lille glad bi, en maskemarkør, kan godt være hverdagens luksus. Den var dyr af en maskemarkør at være, men i det samlede regnskab fylder den ikke så meget.

Jeg købte den hos Rasmilla, da vi var på Amager for et par uger siden. Jeg skulle ikke have garn, men jeg kunne jo godt lige kigge lidt på de gode farver i både Rasmillas Yndlingsgarn og Rasmillas Luksusgarn.

Når sandt skal siges, kom jeg også til at købe et par nøgler Kid Silk i neonfarver. Og når vi nu er i sandhedens time, så er den lille bi faktisk ikke nær så god som de garnløkker, jeg plejer at anvende som maskemarkører. Selvfølgelig bruger jeg alligevel bien. Man bliver glad af den - det formår garnløkkerne ikke.

I afdelingen med den lidt større luksus, så har jeg fået strikket fingerløse handsker af mit moskusgarn, købt hos Arnica. Jeg tror, det er det dyreste garn, jeg nogen sinde har købt - men det er jo et godt stykke tid siden, så det er næsten glemt.

Det er virkelig et lækkert garn, helt utroligt blødt og varmt. Jeg overvejer, om jeg ikke også gerne vil strikke et sjal af moskusuld en gang, men så skal jeg lige se alle farverne i virkeligheden først.

Opskriften til handskerne havde jeg fået med sammen med garnet. Den er en videreudvikling af den opskrift, der ligger på Arnicas hjemmeside.

Ingen kommentarer: