søndag den 21. oktober 2012

Jeg strikker og strikker...

...på en bluse i Tussah Tweed, som er silke fra den vilde silkesommer
fuglelarve.

På pind nr. 3 og med hulmønster på hver anden omgang går det ikke så hurtigt, og det passer mig udmærket.

Jeg har en skræk for at få klædeskabet fuldt at strikkede kreationer, som jeg ikke kan nå at bruge. Det varer nu ikke så længe, inden jeg er færdig med bullen og skal til at strikke ærmer.

Silken bliver strikket sammen med en meget tynd hørtråd, der skal hjælpe med at holde på faconen.

Modellen jeg strikker kan ses her. Jeg laver den dog lidt i A-facon, som plejer at klæde mig.

Jeg er faktisk ikke så begejstret for garnet. Der er en masse urenheder i form af små stive strå i. Jeg forsøger at pille ud undervejs, men jeg tvivler på, jeg får has på dem alle. Jeg vil ikke lave mere i det garn.


Ind imellem får jeg strikket lidt børnetøj, og jeg har også frembragt nogle pulsvarmere.

Pulsvarmerne har jeg strikket af Regia strømpegarn. Det hedder Design Line Hand-dye Effect, og det er Kaffe Fassett, der har været indover farven. Jeg er helt vild med de søgrønne-turkise nuancer. Der er et meget langt farveforløb, næsten for langt til pulsvarmere. De to pulsvarmere kan komme til at se ret forskellige ud som i det øverste par.

Den nederste model har jeg strikket 4 af og har så parret dem, der passer bedst sammen. Det er i øvrigt en model fra Japan strik af Marianne Isager.

Hulmønstret i det øverste par har jeg fundet i en Drops-opskrift. Det er en del af mønstret i denne opskrift. Så vidt jeg husker. Jeg synes ikke, det rigtig ligner.

Der kan blive ikke mindre end 4 par af et nøgle på 100 g, men jeg er midlertidigt stoppet efter det 3. par. Jeg vil nemlig prøve, om jeg kan få noget mere af det samme garn, så jeg også kan lave en eller anden matchende halsdims, og så kan de sidste 25-30 g lige så godt også blive brugt til den.

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Du må have en engels tålmodighed. Jeg ejer ikke den samme egenskab. Jeg kan ikke blive færdig hurtig nok, for så at kaste meget over noget nyt!
Men hold da op, den bliver flot.