søndag den 31. juli 2011
Det spøger - eller er det en nisse?
Den usynlige huserer i nærheden af mit sengebord. Først forsvandt en bog fuldstændigt fra denne lokalitet. Det er et par måneder siden, og den er stadig eftersøgt.
I torsdags forsvandt min mobil så. Det var en nærmest antik Siemens, som jeg syntes, det var sjovt at vise frem for måbende ungdommer. Jeg brugte den meget, meget lidt, og som regel var den ikke tændt, men jeg brugte den bl.a. som vækkeur, og det sidste, jeg erindrer, er, at jeg slog vækningen fra torsdag morgen, hvor den stod i sin holder på sengebordet. Den er ikke set siden!
Det må da være en nisse eller noget andet usynligt, som jeg har trådt over tæerne (hvilket i parantes bemærket er svært at undgå, når det nu drejer sig om en usynlig).
Jeg har købt et nyt simkort og har sat det i min gamle (dog yngre end Siemens-modellen), og næsten tons-tunge Nokia. Det er netop på grund af vægten, jeg ikke brugte den. Den er sat til opladning, så det varer ikke så længe, inden jeg igen kan modtage sms'ser. Eventuelle sms'ser sendt mellem torsdag og i dag er desværre nok gået tabt - ikke så godt, for jeg havde fødselsdag i fredags. Gad vidst om Nokiaen ikke er for tung at slæbe af sted med for den usynlige?
Jeg bliver jo nødt til at begive mig ud i mobiljunglen og få indkøbt en ny. Ikke just nogen fornøjelse, synes jeg.
tirsdag den 26. juli 2011
Lises sokker
OK, det ligner måske ikke lige et par sokker!
Historien er den, at Lise indkøbte garn, Noro Silk Garden Sock, som hun havde fået at vide var rigtig lækkert til sokker til et par, som jeg skulle strikke. Jeg begyndte at strikke og blev mere og mere betænkelig, for jeg ville da selv nødigt gå på sokker strikket af så ujævnt garn. Og Lise er nok endnu mere sart, end jeg er.
Jeg strikkede imidlertid en sok færdig, men da Lise så den, var hun enig. Det garn er ikke velegnet til sokker.
Hvad kan man så bruge 100 g dyrt garn til? Ja, når man er mig, så er et sjal selvfølgelig en oplagt mulighed. Strikket på tykke pinde - jeg brugte nr. 9 - og med masser af huller, skulle der nok kunne blive til et anstændigt sjal, og det holdt da også stik. Kanten er strikket af en rest Lucca fino, og i modsætning til de fleste sjaler, der har kant med spidser, så laver denne en svagt bølget flæsekant.
For resten synes jeg også, at farverne - som er flotte, ligesom både douce og stærke på én gang - kommer meget bedre til deres ret i et sjal end i et par sokker. Man kommer jo dårligt nok igennem hele farveforløbet i hver sok.
mandag den 25. juli 2011
Tur til Vestfyn
På Sulegaarden var der den årlige "Put and take"-udstilling med arbejder af godt 40 kunstnere. Det er et sjovt koncept, hvor værkerne skal være små i format. Så små at en cykelturist godt kan få plads til et i rygsækken.
Vi kunne jo godt have plads til mere, da vi var i bil, men derhjemme har vi ikke så meget plads, så det lille format passer os godt, og både Dorthe og jeg fik et lille kunstværk med hjem.
Heller ikke Ernsts Samlinger, hvor vi kom med på rundvisningen næsten på det yderste mandat, skuffede. Jeg har lånt Sølvmanden, Maria Grønlykkes roman om Frederik Ernst, med hjem, men er ikke rigtig kommet i gang med den endnu, og det var måske i virkeligheden den rigtige rækkefølge at få "virkeligheden" først og derefter fiktionen.
Vejret var så venligt at undlade øsregn, da vi var færdige med udstillingen, så vi kunne gå en tur i Assens. Der er mange gamle huse og bygninger, bl.a. Plums Gård, hvor min mor i sin tid blev udlært på kontoret. Den maleriske blå og noget forfaldne bygning, ligger bag Plums Gård. Den må vel have været en slags lagerbygning?
I et af de mange bindigsværkshuse lå der en kat bag ruden. Vinduet var noget snavset, måske på grund af regnen, men katten kunne sagtens se og måske også høre nogle fugle udenfor. Det så det ud til, den havde stor fornøjelse af.
onsdag den 20. juli 2011
Kloge katte
Hendes nyeste nummer, som hun har fået Lilit til at medvirke i, er meget udspekuleret. Hun og Lilit har ikke altid været lige gode venner, så vi er altid meget opmærksomme på, at de ikke skal komme alvorligt op at toppes. Det udnytter Sarantoya. Når hun om aftenen har fået al sin mad, men synes, at hun godt kunne bruge lidt mere, så begynder hun at småslås med Lilit. Hvis vi ikke reagerer, bliver det lidt værre, så vi er nødt til at gøre noget. Straks en af os rejser sig, løber begge katte med højt løftet hale ud i køkkenet i forventning om, at så er der fodring. Lilit er ikke altid selv interesseret i at få noget spiseligt, hun er bare klar over, at datteren er i svær (hungers)nød og må have hjælp.
Billedet tog jeg for et par dage siden, da Sarantoya havde udført en anden af sine kunster, og den har faktisk ikke noget med mad at gøre. Jeg sad i sofaen og strikkede - med bare ben, for det var godt vejr. Men Sarantoya ønskede at ligge på mig, og det gjorde hun mig særdeles klart. Jeg skulle strække benene ud og for resten også tage et tæppe på, for hun kan ikke lide at ligge på de bare ben. Straks jeg havde adlydt ordre, møffede hun sig til rette og faldt i søvn.
Vores nabokat Emma, som jeg har skrevet om flere gange på bloggen, er også klog. Hun bor 4 huse fra os, og vi har passet hende mange gange, når hendes mennesker er på ferie. Pasningen går ud på at lukke hende ud og ind igen og så selvfølgelig snakke med hende og fodre hende. Hun kan vældig godt lide at være ude, men som regel går hun ikke så langt, og når hun skal lukkes ind igen, er hun stort set altid i sin egen have.
Det var hun dog ikke i formiddags, da jeg skulle på arbejde. Det var jo dejligt vejr, så det gjorde ikke noget, men jeg regnede dog med, at hun gerne ville lukkes ind, når en af os kom hjem igen. Det var helt korrekt! Da Dorthe kom hjem, sad hun nemlig på VORES havegang og ventede. Hvordan kan hun vide, at det er her, hun skal henvende sig? Ganske vist går hun og jeg af og til tur sammen fra Emmas hus og hen mod vores hus, hvor vores veje skilles - Emma går enten tilbage igen eller ind mellem buskene på den anden side af vejen, og jeg går ind i vores hus. Men det antal gange, vi har set hende i vores have, kan tælles på én hånd, og jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde har snakket med hende, når hun har været her, så det er da fantastisk, at hun ved, at i lige præcis det hus bor vi. Faktisk har hun gjort det én gang før. Dengang var jeg ikke helt klar over, om det var et tilfælde, men det tror jeg ikke mere. Nu er jeg behørigt imponeret - måske er Emma lige så klog som Sarantoya?
mandag den 18. juli 2011
Et modedyr
Jeg tror nu ikke, det er modedillens skyld, at der var en hylde med ugler i Stofftiergarten - der var endda flere end på billedet, men som jeg tidligere har skrevet, er der ikke det dyr, der ikke kan fås i plys. Fisk inclusive!
Uglerne er også et yndet motiv på Flickr. Prøv lige at se dette galleri og få lidt gymnastik til smilebåndet. Læs endelig også kommentarerne. Godt fundet på!
mandag den 11. juli 2011
En dag i Hamborg
St. Georg-kvarteret, hvor vi ikke har været før. Vi kiggede bl.a. på de lidt alternative butikker i Lange Reihe.
- Og på gavlmalerierne.
Vi var også forbi de arbejdende værksteder i et spændende hus i Koppel 66. Jeg fik et par nye og anderledes øreringe med hjem. Det var lidt for tidligt til frokost for os, ellers havde vi nok prøvet den fristende café.
De første par timer havde vi gråvejr, men så kom solen frem. Ved Alsteren så vi en masse svaner, bl.a. denne familie. De havde hovedet under vand for at fouragere det meste af tiden, men blishønen i højre side tiltrak sig kortvarigt deres opmærksomhed, så jeg lige kunne få et enkelt billede med løftede hoveder.
Svaneungerne havde vidt forskellig farve - det synes jeg ikke, jeg har bemærket før.
Stofftiergarten-butikken i Europa-passagen var også på programmet. Den har et lidt større udvalg end den på banegården, og der er ikke det dyr, der ikke er lavet i plys. Tænk at en grib kan være så sød...
Endelig kom vi også på havnerundtur. Her ses Elbphilharmoniens kommende og meget omtalte nye hjem, stadig ufærdigt og indpakket. Det skulle vist have været færdigt for længst, og det bliver vist nok også en del dyrere end planlagt. Har man hørt det før?
Beliggenheden ved havnefronten er jo helt ekceptionel, og jeg håber, vi kommer til nogle koncerter, når det hele ad åre bliver færdigt.
Endnu et billede med flere kraner fra havnerundturen.
Vi så ikke en eneste levende kat, men vi så da denne flotte plakat. Faktisk kom vi også forbi Pet Shop Boyz-butikken. Vi var dog ikke inde, så der kom ikke nogen gaver med hjem til tøserne. Den sidste gave - en friskvand fontæne til flere hundrede kroner - gad de ikke bruge (vores vandglas er bedre!), så derfor.
tirsdag den 5. juli 2011
Hækken trænger stadig til en studsning
Nu mangler jeg bare en masse madrassting og nogle kanter. Som de fleste andre synes jeg, monteringsarbejdet er keeeedeligt!
Det er lige til at overkomme på børnetøj som på denne lille trøje i størrelse 4 år, som jeg har brugt som tage-med strikketøj. Den blev sød, synes jeg.
Garnet er Katia Samba bomuldsgarn, som jeg før har strikket børnetøj af.
Det har altså en sjov effekt i børnetøj - det vil sikkert ikke blive nær så godt i større arbejder.
lørdag den 2. juli 2011
Utro
Vi var glade for køreegenskaberne, affjedringen og udstyrsniveauet (som paradoksalt nok nærmest er lavere i vores nye Yaris), men vi må indrømme, at vi tog den på grund af udseendet.