Det spøger - eller er det en nisse?

For en gangs skyld bliver indlægget uden billede. Det handler nemlig om EN USYNLIG!

Den usynlige huserer i nærheden af mit sengebord. Først forsvandt en bog fuldstændigt fra denne lokalitet. Det er et par måneder siden, og den er stadig eftersøgt.

I torsdags forsvandt min mobil så. Det var en nærmest antik Siemens, som jeg syntes, det var sjovt at vise frem for måbende ungdommer. Jeg brugte den meget, meget lidt, og som regel var den ikke tændt, men jeg brugte den bl.a. som vækkeur, og det sidste, jeg erindrer, er, at jeg slog vækningen fra torsdag morgen, hvor den stod i sin holder på sengebordet. Den er ikke set siden!

Det må da være en nisse eller noget andet usynligt, som jeg har trådt over tæerne (hvilket i parantes bemærket er svært at undgå, når det nu drejer sig om en usynlig).

Jeg har købt et nyt simkort og har sat det i min gamle (dog yngre end Siemens-modellen), og næsten tons-tunge Nokia. Det er netop på grund af vægten, jeg ikke brugte den. Den er sat til opladning, så det varer ikke så længe, inden jeg igen kan modtage sms'ser. Eventuelle sms'ser sendt mellem torsdag og i dag er desværre nok gået tabt - ikke så godt, for jeg havde fødselsdag i fredags. Gad vidst om Nokiaen ikke er for tung at slæbe af sted med for den usynlige?

Jeg bliver jo nødt til at begive mig ud i mobiljunglen og få indkøbt en ny. Ikke just nogen fornøjelse, synes jeg.

Lises sokker

OK, det ligner måske ikke lige et par sokker!

Historien er den, at Lise indkøbte garn, Noro Silk Garden Sock, som hun havde fået at vide var rigtig lækkert til sokker til et par, som jeg skulle strikke. Jeg begyndte at strikke og blev mere og mere betænkelig, for jeg ville da selv nødigt gå på sokker strikket af så ujævnt garn. Og Lise er nok endnu mere sart, end jeg er.

Jeg strikkede imidlertid en sok færdig, men da Lise så den, var hun enig. Det garn er ikke velegnet til sokker.

Hvad kan man så bruge 100 g dyrt garn til? Ja, når man er mig, så er et sjal selvfølgelig en oplagt mulighed. Strikket på tykke pinde - jeg brugte nr. 9 - og med masser af huller, skulle der nok kunne blive til et anstændigt sjal, og det holdt da også stik. Kanten er strikket af en rest Lucca fino, og i modsætning til de fleste sjaler, der har kant med spidser, så laver denne en svagt bølget flæsekant.

For resten synes jeg også, at farverne - som er flotte, ligesom både douce og stærke på én gang - kommer meget bedre til deres ret i et sjal end i et par sokker. Man kommer jo dårligt nok igennem hele farveforløbet i hver sok.

Tur til Vestfyn

I lørdags var vi sammen med Yrsa på en tur til Vestfyn. Vejret var ikke det bedste, men der kunne ikke ændres på tidspunktet. Vi ville besøge Galleri Sulegaarden i Lundager lige uden for Assens samt Ernsts Samlinger i Assens centrum, og når vores arbejdstider så kom ind over, kunne det rent logistisk kun blive denne ene lørdag

På Sulegaarden var der den årlige "Put and take"-udstilling med arbejder af godt 40 kunstnere. Det er et sjovt koncept, hvor værkerne skal være små i format. Så små at en cykelturist godt kan få plads til et i rygsækken.

Vi kunne jo godt have plads til mere, da vi var i bil, men derhjemme har vi ikke så meget plads, så det lille format passer os godt, og både Dorthe og jeg fik et lille kunstværk med hjem.

Heller ikke Ernsts Samlinger, hvor vi kom med på rundvisningen næsten på det yderste mandat, skuffede. Jeg har lånt Sølvmanden, Maria Grønlykkes roman om Frederik Ernst, med hjem, men er ikke rigtig kommet i gang med den endnu, og det var måske i virkeligheden den rigtige rækkefølge at få "virkeligheden" først og derefter fiktionen.

Vejret var så venligt at undlade øsregn, da vi var færdige med udstillingen, så vi kunne gå en tur i Assens. Der er mange gamle huse og bygninger, bl.a. Plums Gård, hvor min mor i sin tid blev udlært på kontoret. Den maleriske blå og noget forfaldne bygning, ligger bag Plums Gård. Den må vel have været en slags lagerbygning?

I et af de mange bindigsværkshuse lå der en kat bag ruden. Vinduet var noget snavset, måske på grund af regnen, men katten kunne sagtens se og måske også høre nogle fugle udenfor. Det så det ud til, den havde stor fornøjelse af.

Kloge katte

Vi bilder os jo ind, at Sarantoya er en usædvanligt klog kat. Hendes klogskab går tit ud på at opdrage OS - som regel til at give hende noget mad.

Hendes nyeste nummer, som hun har fået Lilit til at medvirke i, er meget udspekuleret. Hun og Lilit har ikke altid været lige gode venner, så vi er altid meget opmærksomme på, at de ikke skal komme alvorligt op at toppes. Det udnytter Sarantoya. Når hun om aftenen har fået al sin mad, men synes, at hun godt kunne bruge lidt mere, så begynder hun at småslås med Lilit. Hvis vi ikke reagerer, bliver det lidt værre, så vi er nødt til at gøre noget. Straks en af os rejser sig, løber begge katte med højt løftet hale ud i køkkenet i forventning om, at så er der fodring. Lilit er ikke altid selv interesseret i at få noget spiseligt, hun er bare klar over, at datteren er i svær (hungers)nød og må have hjælp.

Billedet tog jeg for et par dage siden, da Sarantoya havde udført en anden af sine kunster, og den har faktisk ikke noget med mad at gøre. Jeg sad i sofaen og strikkede - med bare ben, for det var godt vejr. Men Sarantoya ønskede at ligge på mig, og det gjorde hun mig særdeles klart. Jeg skulle strække benene ud og for resten også tage et tæppe på, for hun kan ikke lide at ligge på de bare ben. Straks jeg havde adlydt ordre, møffede hun sig til rette og faldt i søvn.

Vores nabokat Emma, som jeg har skrevet om flere gange på bloggen, er også klog. Hun bor 4 huse fra os, og vi har passet hende mange gange, når hendes mennesker er på ferie. Pasningen går ud på at lukke hende ud og ind igen og så selvfølgelig snakke med hende og fodre hende. Hun kan vældig godt lide at være ude, men som regel går hun ikke så langt, og når hun skal lukkes ind igen, er hun stort set altid i sin egen have.

Det var hun dog ikke i formiddags, da jeg skulle på arbejde. Det var jo dejligt vejr, så det gjorde ikke noget, men jeg regnede dog med, at hun gerne ville lukkes ind, når en af os kom hjem igen. Det var helt korrekt! Da Dorthe kom hjem, sad hun nemlig på VORES havegang og ventede. Hvordan kan hun vide, at det er her, hun skal henvende sig? Ganske vist går hun og jeg af og til tur sammen fra Emmas hus og hen mod vores hus, hvor vores veje skilles - Emma går enten tilbage igen eller ind mellem buskene på den anden side af vejen, og jeg går ind i vores hus. Men det antal gange, vi har set hende i vores have, kan tælles på én hånd, og jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde har snakket med hende, når hun har været her, så det er da fantastisk, at hun ved, at i lige præcis det hus bor vi. Faktisk har hun gjort det én gang før. Dengang var jeg ikke helt klar over, om det var et tilfælde, men det tror jeg ikke mere. Nu er jeg behørigt imponeret - måske er Emma lige så klog som Sarantoya?

Et modedyr

Alle, der shopper bare lidt, vil være fuldstændig klar over, at årets modedyr er: UGLEN. Den optræder overalt og i alle mulige sammenhænge.

Jeg tror nu ikke, det er modedillens skyld, at der var en hylde med ugler i Stofftiergarten - der var endda flere end på billedet, men som jeg tidligere har skrevet, er der ikke det dyr, der ikke kan fås i plys. Fisk inclusive!

Uglerne er også et yndet motiv på Flickr. Prøv lige at se dette galleri og få lidt gymnastik til smilebåndet. Læs endelig også kommentarerne. Godt fundet på!

En dag i Hamborg

Hvad kan man nå på 8½ time i Hamborg? Vi valgte på vores seniordag i fredags at nå følgende:

St. Georg-kvarteret, hvor vi ikke har været før. Vi kiggede bl.a. på de lidt alternative butikker i Lange Reihe.

- Og på gavlmalerierne.

Vi var også forbi de arbejdende værksteder i et spændende hus i Koppel 66. Jeg fik et par nye og anderledes øreringe med hjem. Det var lidt for tidligt til frokost for os, ellers havde vi nok prøvet den fristende café.

De første par timer havde vi gråvejr, men så kom solen frem. Ved Alsteren så vi en masse svaner, bl.a. denne familie. De havde hovedet under vand for at fouragere det meste af tiden, men blishønen i højre side tiltrak sig kortvarigt deres opmærksomhed, så jeg lige kunne få et enkelt billede med løftede hoveder.
Svaneungerne havde vidt forskellig farve - det synes jeg ikke, jeg har bemærket før.

Stofftiergarten-butikken i Europa-passagen var også på programmet. Den har et lidt større udvalg end den på banegården, og der er ikke det dyr, der ikke er lavet i plys. Tænk at en grib kan være så sød...

Endelig kom vi også på havnerundtur. Her ses Elbphilharmoniens kommende og meget omtalte nye hjem, stadig ufærdigt og indpakket. Det skulle vist have været færdigt for længst, og det bliver vist nok også en del dyrere end planlagt. Har man hørt det før?
Beliggenheden ved havnefronten er jo helt ekceptionel, og jeg håber, vi kommer til nogle koncerter, når det hele ad åre bliver færdigt.

Endnu et billede med flere kraner fra havnerundturen.

Vi så ikke en eneste levende kat, men vi så da denne flotte plakat. Faktisk kom vi også forbi Pet Shop Boyz-butikken. Vi var dog ikke inde, så der kom ikke nogen gaver med hjem til tøserne. Den sidste gave - en friskvand fontæne til flere hundrede kroner - gad de ikke bruge (vores vandglas er bedre!), så derfor.

Hækken trænger stadig til en studsning

Jeg burde være startet på hækklipperiet i går, men noget andet grønt lokkede mere. Alle stykkerne til min strikkede jakke er blevet færdige, så jeg havde meget mere lyst til at ri den sammen for at se, om den overhovedet vil blive anvendelig. Jeg bed hovedet af al skam - naboerne må klare at se på den uklippede hæk en uges tid endnu og rimpede sammen. Heldigvis ser jakken absolut ok ud. Her ligger den i strikkekurven.

Nu mangler jeg bare en masse madrassting og nogle kanter. Som de fleste andre synes jeg, monteringsarbejdet er keeeedeligt!

Det er lige til at overkomme på børnetøj som på denne lille trøje i størrelse 4 år, som jeg har brugt som tage-med strikketøj. Den blev sød, synes jeg.
Garnet er Katia Samba bomuldsgarn, som jeg før har strikket børnetøj af.

Det har altså en sjov effekt i børnetøj - det vil sikkert ikke blive nær så godt i større arbejder.

Utro

Jeg følte mig nærmest utro, illoyal og svigagtig, da vi besluttede at udskifte Clio'en, selv om jeg jo godt er klar over, at man ikke kan være utro over for en bil. Derfor er dette indlæg EN HYLDEST til vores forrige bil.

Det var kærlighed ved første blik, da vi første gang så en gul Clio i et parkeringshus. Den lyste bare op!

Der gik dog et halvt års tid, hvor vi kiggede på en masse andre biler og endda var til bilshow (det var meget mod forventning SJOVT!), inden vi besluttede os: Det var en Clio, vi ville have.

Vi var glade for køreegenskaberne, affjedringen og udstyrsniveauet (som paradoksalt nok nærmest er lavere i vores nye Yaris), men vi må indrømme, at vi tog den på grund af udseendet.

Der havde altså været nogle designere ind over der, det var en bil med personlighed. Jeg syntes, der var lidt engelsk taxa over den - især bagfra. Det var simpelthen en sød bil, og jeg blev i godt humør af at se på den.

Vi fortrød aldrig den gule farve. Den klædte modellen og havde ydermere den fordel, at bilen kun meget sjældent så snavset ud. Det var også en holdbar lak, der ikke tog mod hverken ridser eller rust. Dog opdagede Dorthe et lidt tyndt sted i lakken ved en af bagskærmene, efter vi havde solgt den. Det blev jeg næsten glad for. Det bekræftede mig i, at det var det rette tidspunkt for en udskiftning.

Hvis Renault ikke havde ændret designet, havde vi måske valgt en Clio igen. Men det har de altså, og vi kan ikke nær så godt lide den nye model. Den er mere ordinær og mangler personligheden.

Se lige detaljen her. Det er knappen til åbning af bagagerummet. Hvorfor lurer andre bilfirmaer ikke det?

Knappen på den nye bil ser mildest talt klumset ud ved siden af, men vi tog jo heller ikke vores Yaris på grund af udseendet - og faktisk ser den også lidt sød ud. Især forfra.