Årets bedste...film

Min yndlingsfilm af de 21 film, jeg i 2015 så i biografen, må vist være The Imitation Game.

Jeg syntes simpelthen, den film havde alt, hvad jeg kunne ønske mig af en film. Vedkommende historie, spænding, super skuespil af alle, men især af Benedict Cumberbatch i den store hovedrolle.

Heldigvis overgår virkeligheden af og til fantasien.

Både The Imitation Game og en af mine andre favoritter, Spionernes bro, bygger på virkelige begivenheder, og hvis de ikke havde gjort det, ville jeg nok have ment, at plottet var rigeligt fantasifuldt.

Så vidt jeg har læst mig frem til, er Spionernes bro endda meget tæt på virkeligheden, hvor The Imitation Game forholder sig mere frit, efter min mening dog uden at det på nogen måde går ud over filmens hovedtema og sammenhæng. Det er trods alt ikke nogen dokumentarfilm.

Når The Imitation Game får min stemme som årets bedste, er det, dels fordi den var en lillebitte tand mere fængslende end Spionernes bro og dels på grund af Benedict Cumberbatch, som simpelthen ikke er så overeksponeret et ansigt som Tom Hanks, der i øvrigt gør det glimrende i Spionernes bro.

Årets positive overraskelse var en ægte dokumentarfilm, Red Army,  om det fantastiske sovjetiske ishockeyhold, der gjorde deres sport til en kunstart. Eller rettere sagt, det var deres træner, Tarasov, der ved hjælp af helt usædvanlige træningsmetoder, der også involverede både skak og ballet, løftede sporten til et højere plan.

Filmen er både et gribende portræt især af en af de fem store på det berømte hold, Fetisov, og parallelt historien om Sovjetunionen, den kolde krig og Sovjetunionens fald. Meget elegant vævet sammen til et hele.

Selvfølgelig bedst, hvis man kan lide ishockey, men Red Army må også være værd at se, selv om man ikke som jeg er sportsidiot.

Skuffelser har der unægtelig været en del af også.

Mommy havde fået flotte anmeldelser, men var ekstremt kedelig, syntes jeg. Samba, "efterfølgeren" til den morsomme De urørlige,  var helt ligegyldig, og Jimmy's Hall var usædvanlig svag af en Ken Loach-film at være. Og ikke mindst var årets sidste film i biografen, Macbeth, en stor skuffelse. Jeg er sædvanligvis en stor Shakespeare-fan og troede egentlig ikke, at jeg kunne komme til at kede mig til en Shakespeare opførelse, men det kunne jeg altså. Jeg håber, der kommer meget bedre ting på tapetet næste år: 400 året for Shakespeares død.

I hvert fald ser det ud til, der er mange interessante film, der lige har fået premiere eller er på vej, så jeg ser frem til et nyt godt filmår.

Årets bedste...kaffe

Foto fra begyndelsen af året. Plakaten ser anderledes ud nu.

Jeg har drukket rigtig mange kopper kaffe - eller glas eller skåle eller hvad det nu har været - på byens kaffebarer.

Jeg tror, jeg er ved at blive en anelse afhængig.

I Streetcoffee i Jægergårdsgade er der en behagelig afslappet stemning, og kaffen er altid god.

Desuden kommer jeg tit forbi, for jeg kan godt lide Jægergårdsgade.

Jeg går tit igennem på vej til eller fra mit tyskkursus, selv om det er en lille omvej.

Endelig er der et par butikker, som jeg frekventerer med jævne mellemrum.

Streetcoffee er årets kaffebar 2015 for mig.

Årets bedste...musik

Et af mine musikalske højdepunkter i 2015 fandt sted allerede i januar. Til en symfonikoncert i Musikhuset med Aarhus Symfoniorkester var "vores egen" Stanislav Pronin solist i Brahms' violinkoncert. Pronin og symfoniorkestret dirigeret af Antonio Méndez leverede en udgave, som havde det hele. Jeg holder meget af Brahms' violinkoncert og har hørt mange udgaver, og denne var en af de allerbedste.

Når jeg kalder Stanislav Pronin vores egen, er det, fordi han er alternerende koncertmester i Aarhus Symfoniorkester. Jeg kan stadig blive overrasket over, at sådan en kapacitet har valgt at slå sig ned netop i Århus.

Det var også et højdepunkt, da jeg i marts hørte torsdagskoncerten i Radiohuset med Veronique Gens som solist i både Canteloubes Auvergne-sange og i Ravels Sheherazade, men hvor jeg også var vildt begejstrets for Bartoks Den Forunderlige Mandarin. Jeg skrev i marts om koncerten her.

Endelig var der jo jazz-festivalen. Som helhed syntes jeg ikke, niveauet var helt så højt i år, som det somme tider har været, men der var som altid god stemning, og vejret var også med os, så vidt jeg husker.

Én af koncerterne skal dog med blandt årets højdepunkter, nemlig koncerten med Maria Faust Jazz Catastrophe.

Det var musik, der fik mig til for alvor at slå ørelapperne ud. Meget anderledes og eksperimenterende. Jeg håber, de kommer igen. Så skal jeg nok være på plads.

Bagefter har jeg hørt et par cd'er med Maria Faust, og dem har jeg også været rigtig glad for.

Sarantoya - 15 år

Hurra for SARANTOYA, der i dag fylder 15 år.

Det er hendes første fødselsdag som eneste kat i huset, men vi tror, hun har vænnet sig til sin nye tilværelse.
Hun er rigtig meget sammen med os. For eksempel lægger hun sig hver morgen i sin radiatorseng, der er placeret lige ved siden af vores spisebord, mens vi spiser vores morgengrød. Hyggeligt!

For et par dage siden kom vi til at snakke med nogle venner om, hvilke juleaftener, vi kunne huske. Meget beklageligt kunne jeg kun huske de mislykkede, som der da heldigvis ikke har været så mange af. Det er nu ikke helt rigtigt, for jeg kan også huske nogle meget vellykkede juleaftener fra dengang, jeg var barn

Og så én til, og det er selvfølgelig den meget mindeværdige juleaften, da Lilit fødte Sarantoya og hendes søster Salonqa. Jeg fortalte om den allerede i 2009, men vi synes ikke, at den historie kan fortælles for tit, så her kommer den igen:

Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Nu vil hun endda meget gerne kæle, men larmende, det er hun immervæk. Især når hun kommer og forærer os et stykke legetøj. Vi bilder os ind, at vi kan høre, når det er én af de fjollede små lyserøde uldkugler, hun kommer med, for så er hun allermest højlydt. Mon det virkelig kan passe?

GLÆDELIG JUL til alle, der kigger med på bloggen

Årets bedste...smykke

Mit bedste smykkeindkøb i 2015 er et vedhæng i rav og træ.

Jeg fandt det i Mygdalhus, et udstillingssted i Mygdal, som vi næsten altid besøger, når vi er nordpå.

Mit hjerte er lavet af en af de faste udstillere, Andreas Wörner, fra Rav-Værkstedet. Det ligger også i Mygdal, så vi smuttede lige derover for at se, om der skulle være et endnu bedre der.

Det var mod bedre vidende, for jeg vidste udmærket, at det ville der ikke være, og det holdt også stik. Der var andre rav & træ-hjerter, men den første forelskelse forblev den største.

Jeg synes, hjertet er et rigtigt sommersmykke, essensen af vestkyst og Vesterhav - rav og drivtømmer. Måske er det ikke drivtømmer, men det forestiller jeg mig. Innovativt.

Foto: Kirsten Sonne.
Billedet er lånt fra hendes hjemmeside.

Det er mit næstbedste indkøb også.

Det er et armbånd med neonorange akrylstykker og små grønne glasperler holdt sammen af et ossobucu-ben.

Det er Kirsten Sonne, som jeg før har købt smykker hos (blandt andet da hun for nogle år siden gæsteudstillede i Mygdalhus), der har lavet armbåndet. Hendes smykker ligner ingen andres. Mit armbånd er et af de mere afdæmpede.

Jeg havde set det på nettet, men havde overvundet fristelsen til at købe. Det gjorde jeg ikke, da jeg så armbåndets intense farver in natura på Trapholts julemarked.

Det lyser vildt flot op sammen med mine kedelige vintergarderobefarver, og det har næsten ikke været af min arm, siden jeg købte det.

Vild forkælelse

Det er da helt umuligt at beslutte sig for, hvad jeg skal forkæle mig selv eller en anden - måske endda hele familien - med. Jeg har endnu ikke brugt mine frigivne point, forkælelsen venter forude.

Godt der er flere søndage i december.

P.S. Udtrykket "Vi kalder det..." er åbenbart meget hot lige nu. Alle mulige firmaer kalder deres reklamekampagner noget mere eller mindre genialt. Hvad kommer det egentlig kunderne ved?

Succes eller ej?

Dorthe og jeg var på julemarked med en stand med vores strik i lørdags. Vi var tydeligvis ikke nær så øvede standholdere som mange af de andre, men vi fik da rigget vores hjørne til.

Dorthe havde organiseret en masse børnebøjler I København.
Vi fik brug for samtlige.

Der var hyggeligt og god stemning på Åby Biblioteks Venners julemarked lige midt i Åbyhøj, og der var også en del besøgende, men efter sigende var der mange, mange flere på julemarkedet på Godsbanen.

Der var vi dagen efter for at kigge, og helt ærligt syntes vi, at "vores" marked var bedre. Især mere varieret, men også med højere kvalitet.

Og kvalitet var tydeligvis noget, de gode Åbyhøj-borgere satte pris på. De ting, der var strikket af strømpegarn med 25% kunststof (føj!) i, var der ingen afsætning på.

Kjoler på rad og række. De er så sjove at strikke, men vi havde næsten dem alle med hjem igen,
så man må nok hellere styre sig og strikke noget andet.

Denne unge mand kunne godt lide gult.
Det kunne mor IKKE!!! I hvert fald ikke til ham.
De gule ting var faktisk heller ikke hans størrelse.

Det var meget svært for ikke at sige umuligt at forudsige, hvad der ville blive solgt. Vi havde for eksempel flere, der spurgte efter drengetrøjer i størrelse 4 år, men dem, vi havde med, var for små eller også faldt modellen ikke lige i smag. Vi vil aldrig kunne dække alle aldersgrupper med alle modeller, så det er bare held, når smag, størrelse og kvalitet lige falder i hak.

Vi havde strikket en del netop til markedet, og det dur heller ikke at troppe op med for lidt. Dorthe havde bl.a. strikket en masse huer, og dem var der faktisk pænt salg i. Bare ikke i de mest farvestrålende.

Mine babystøvler, som også var strikket med henblik på markedet, blev der også solgt en del af. De skulle bare ikke være lyserøde eller af strømpegarn. Sådan er der så meget.

Jeg tror, jeg godt kunne have lyst til at komme på markedet igen, for det var en rar og meget afslappende dag, men jeg vil nok bare tage det strik, jeg lige har liggende, med og ikke strikke specielt med markedet for øje.

Vi fik hver solgt for mellem 600 og 700 kr. Jeg havde frygtet, at vi stort set ikke fik solgt noget som helst, men på den anden side var jeg måske alligevel ikke helt tilfreds. Især var jeg skuffet over, at der ikke var flere af kjolerne, der blev solgt, tror jeg, men selv når standleje og kontingent er trukket fra, er der penge til overs til nyt garn.

Egentlig må jeg stadig ikke købe nyt, men det kan godt ske, jeg alligevel køber nogle af kvalitetsgarnerne fra Fru Jensen Unikum. Der er tilbud på flere af dem lige nu.

Vores genbo på markedet havde en kurv med de sødeste strikkede peberkagemænd.
De kan købes HER

I marcipanbyen

"Vi skal ned og spise marcipan" erklærede en forventningsfuld purk, der sammen med sin familie ventede på toget til Lübeck. Jeg havde erklæret, at i år ville jeg altså smage på glühweinen, når jeg nu var med tog, men det nåede jeg som sædvanligt alligevel ikke.

Ikke fordi der ikke var muligheder nok, men der er grænser for, hvor meget der kan proppes i hovedet, og måske er jeg egentlig ikke så vild med glühwein. Jeg smagte derimod på Marzipan-Cappuccino i Niedereggers café. Og spiste kage til. En Winterapfeltorte (uden marcipan), som var yderst lækker. Den berømte marcipan-cappuccino var sjov at prøve, men jeg bliver ikke afhængig af den. Efter den var der ikke hverken plads eller lyst til glühwein.

I modsætning til da vi sidst var på julebesøg i Lübeck, havde vi glimrende vejr i fredags. Det så ellers ikke rart ud, da vi i nattens mulm og mørke satte kurs mod grænsen, men inden vi nåede Flensborg, hvor vi efterlod kareten og skiftede til Deutsche Bahn, var det klaret op. Vores Schleswig-Holstein Ticket var vist steget et par € og kostede nu 36 af slagsen, men så var det også for os alle tre. Det er altså under 300 kr. En hel dags togture i hele Slesvig-Holsten. For tre personer! Endnu billigere når man køber på nettet. Hurra for Deutsche Bahn. For at sætte trumf på delte et par søde nissepiger chokolademandler ud til samtlige passagerer.

Når man i godt vejr går rundt i Lübeck, må man uvægerlig hele tiden se på husene.

Billedet er taget i en af smøgerne fra Trave op mod byen, vist nok i Depenau. Bemærk hvor skævt det fine gavlhus - nr. 2 på billedet - er.

Man kan heller ikke undgå at bemærke de mange kirker.

Vi så denne gang nærmere på Marienkirche, et imponerende bygningsværk med sit høje skib og kor. Man kan stadig se adskillige spor af krigens ødelæggelser. Det gør én lidt stille og eftertænksom.

Der spilles rigtig meget musik i kirken, hvor Buxtehude i sin tid var organist og også er begravet. Kirken har flere fine orgler.

Billedet nedenfor viser de søde dørhåndtag af bronze på en af dørene til Marien. De er lavet af Ingeborg Bukor i 1976.

Hüxstrasse var ny for os, men får en stor anbefaling med. Gaden lang er der fine og sjove forretninger og caféer, mange af dem i bevaringsværdige huse. Absolut ingen mærkevarebutikker, men mange kunsthåndværkere, et par gammeldags boghandlere, en rigtig urmager, en modist o.s.v. Høj kvalitet i indretning af butikkerne og i vareudvalget - det hele spiller sammen i Hüx, som den kaldes til daglig. Faktisk kender jeg ikke en eneste gade hverken i København eller Århus, der er lige så spændende.

Vi spiste sen frokost i Hüxstrasse, men desserten tog vi som nævnt i Café Niederegger. Jeg købte også marcipan med hjem. Jeg kan især godt lide deres espresso- og kirsebærmarcipan.

Vil du vide mere om marcipan, så prøv at kigge på Madam Sifs blog.

Denne fredelige engel så jeg i Käthe Wohlfahrt udsalget
på det traditionelle julemarked.
Så bliver det altså ikke mere julet.

Naturligvis var vi også på nogle af julemarkederne.

Tre styks faktisk: Kunsthåndværkermarkedet i Skt. Petri, middelaldermarkedet ved Marienkirche og det traditionelle marked på torvet.

Skt. Petri markedet er det bedste med høj kvalitet hos de fleste af udstillerne. Jeg købte igen fotokort fra H.-J. Buchhorn, og så købte jeg et par øreringe af papir lavet af Monika Bistram fra Hamborg.

Yrsa og jeg savlede længe over Janine Turans smykker. De var ikke dyre kvaliteten taget i betragtning, men dog så dyre, at vi ikke lige greb til €'erne eller betalingskortet.

Senere (vi var i Skt. Petri før Hüxstrasse) genså vi med stor tilfredshed Janine Turans smykker i Atelier Turan netop i Hüx. så måske engang...

I hvert fald har vi gevaldig lyst til at komme tilbage til Lübeck, gerne en sommerdag næste gang.

Min egen radio gør mig bedrøvet

Især når jeg hører P4 (P3 hører jeg aldrig).

Egentlig ville jeg gerne høre P4 om morgenen, for der kunne jo snige sig en lille lokal nyhed ind. Det er dog tydeligvis ikke de såkaldte morgenværters mission. Den er åbenbart at involvere lytterne mest muligt via de sociale medier og telefonisk.

Her til morgen havde de i deres vished fundet på at spørge lytterne, hvor de befandt sig, da de i 1980 hørte, at John Lennon var blevet dræbt. Den eftertænksomhed, der opfordres til, er sådan set ok, men hvorfor skal det partout viderebringes til de andre lyttere. Hvor er det dog interessant at få at vide, at denne eller hin lytter befandt sig til julefrokost på Kellers Gård i december 1980!!!

Jeg forstår heller ikke, hvorfor lytterne i det hele taget bidrager. Er det den lillebitte berømmelse ved at blive nævnt i radioen, der lokker?

Jeg kan ikke holde det ud og skifter selvfølgelig til et andet program. Som regel P2, som vi gudskelov kan høre hele dagen. P1 er også en mulighed, men den kanal er (heldigvis) stadig til mere bevidst lytning end mit morgenlytteri.

Heller ikke P2 har dog undgået den massive lytterinvolvering, og heller ikke på P2 bliver det altid gjort lige konstruktivt, men det er trods alt bedre. Og P2 har i hvert fald én rigtig god programvært, så hurra for Mathias Hammer.