Kinesisk nytår

Vi var til kinesisk nytårsmiddag hos en af vores gode venner i går - en nu 14 år gammel tradition. Faktisk gik vi fra rottens år ind i oksens år allerede for et par dage siden, men vi fejrede det altså først nu.

Traktementet er imponerende. Det starter altid med jiaozi, der udtales noget i retning af djawtser, og som lidt ligner ravioli. De symboliserer det gamle og det nye år, der forenes. Yderligere var der i år "kun" 5 varme retter og mindst lige så mange kolde. Plus desserten, som vi har lært at lave og har medbragt i de senere år.

Den hedder babaofan, og på engelsk kaldes den også eight-treasure rice. Den laves af bl.a. klisterrris, røde bønner og 8 forskellige frugter. De røde bønner skal forarbejdes til en mos, der bliver rørt med sukker og stegt i lidt olie. Den bliver så fyldt i klisterrisen med de 8 frugter, og det hele bliver dampet. Inden den bliver spist skal den hældes over med smeltet svinefedt. Det fik vi også allerførste gang, vi var inviteret til den kinesiske nytårsmiddag, men da jeg var den eneste i selskabet, der kunne lide det, er det blevet erstattet med sukkervand.

Det lyder meget besværligt, og det er det også, hvis man skal lave det hele fra grunden af, men heldigvis kan man købe færdig bønnemos på dåse, og så er det ikke så slemt. Jeg har i øvrigt en teori om, at madlavningen har skullet være så besværlig som muligt (ikke bare i Kina, man alle mulige steder), for så havde man kvinderne beskæftiget ved kødgryderne, så de ikke havde tid til at begynde på selvstændig tænkning og andre aktiviteter.

Der kommer flere billeder fra menuen de kommende dage...

Dansesko eller ej

Dans er endnu en sportsgren, som jeg er vældig glad for at kigge på. Jeg praktiserer den ikke selv af et par forskellige grunde. Dels mangler jeg en partner - dels vil jeg aldrig få mine fødder i et par dansesko.

Jeg var så heldig at være ung, da andefødder var moderne, og det syntes mine fødder vældig godt om. De fandt deres naturlige facon efter den meget pure ungdoms mindre behagelige fodtøj (konfirmationsskoene havde stiletter), og siden har de fået lov til at brede sig. Jeg har aldrig problemer med mine fødder!

Heldigvis kan man nu sagtens være sko-fetischist, selv om man vil have smarte sko med god plads til både fod og tæer. Nogle af yndlingsmærkerne er El Naturalista og Eject - og en gang imellem Bubetti - men velegnede til ballroom dans er de altså ikke.

Billedet tog jeg i går, da jeg var publikum til en venskabs-danseturnering. OK, det var ikke ligefrem topdans, men det var hyggeligt og sjovt, og det vigtigste var selvfølgelig, at Dorthes 7-årige niece deltog i rækken for børn, 6-7 år. Hun og hendes partner fik endda en 1. plads: TIL LYKKE, BENEDIKTE OG TOMMY!

Gamle grise

Russian folk dance
Originally uploaded by cats_in_blue

Dette billede, der ligger på Flickr og stammer fra VM i kunstskøjteløb i 2008, er blevet set af vildt mange mennesker de sidste par dage.

Først troede jeg, at det bare var, fordi EM finder sted nu, men de andre fotos jeg har fra sidste år, har overhovedet ikke haft samme succes.

Jeg er dog kommet i tanke om den sandsynlige forklaring. Ved den obligatoriske dans i torsdags var Ekaterina Rubleva, der er på fotoet, iklædt en ærmeløs kjole, der blev holdt oppe af smalle stropper. Under dansen sprang den ene strop uheldigvis, og som vores kvindelige kommentator sagde, så var der noget, der var ved at falde ud - som ikke måtte falde ud. Det gjorde "det" nu alligevel ganske kortvarigt, inden Ekaterina fik kjolen skubbet på plads, og igen med et citat - som jeg husker det - fra kommentatoren: "Jamen, så herregud da".

Mit gæt på billedets succes er, at der er en del der har syntes, at den lille hændelse var umådelig mere interessant end "Jamen herregud". De har ledt efter billeder på nettet af "begivenheden", og det er så her, mit billede har givet et hit. De har rigtig godt af, at hun her er helt anstændig!

Kunstskøjteløb

Jeg har aldrig selv lært at løbe på skøjter. Jeg har prøvet det et par gange, men opgav hurtigt, da jeg ikke kunne med det samme. Vist nok ret symptomatisk!

Men det forhindrer ikke, at jeg er vild med at se på det. Netop nu afholdes der EM i Helsinki. I marts sidste år var vi i Göteborg, hvor vi næsten boede i Scandinavium, hvor VM blev afviklet.

Denne gang må jeg nøjes med at se det på tv og har til formålet en fridag i dag (jeg skriver på bloggen i pauserne). Man må sige til Eurosports ros, at de sender meget. Selv isdansernes obligatoriske dans har været på programmet, og for ikke-fanatikere kan den sikkert virke noget ensformig. Vi tager det hele med, og netop i den obligatoriske dans kan man rigtig se forskel på parrene.

For et par år siden blev der indført et nyt pointsystem i kunstskøjteløb, og det er en klar forbedring, synes jeg. Nu behøver man ikke kun tælle vellykkede spring for at finde vinderen. Det kunstneriske har fået meget større plads. Det har Eurosports mandlige kommentatorer dog ikke rigtig opdaget - de løb vist også begge under det gamle pointsystem. Mon ikke de efterhånden bliver klogere.

Fotoet tog jeg i Göteborg, og det kan så passende samtidig være en hilsen og et TIL LYKKE til mr. Obama og USA i anledning af indsættelsen i går.

Jeg har også nået andet end fjernsynskiggeri. Har købt ind til rødbedesalat og har minsandten været lidt i haven. Det var næsten forårsmildt, og den store klematis har store knopper. Det kan den selvfølgelig sagtens nå at fortryde, men ikke i dag!

Biografture

I går så vi helt tilfældigt i fjernsynet uddelingen af Guldbaggen, Det Svenska Filminstitutets filmpriser, der nok svarer til vores Bodil. Og minsandten om ikke en film, vi har set, løb med en masse guldbagger.

Faktisk har vi set ikke mindre end 4 film i efteråret.

Ganske usædvanligt for os, vi plejer ikke at gå ret tit i biografen. Men jeg kan nu godt lide at komme i biografen, jeg synes bare, der er så mange dårlige og kedelige og uinteressante film.

De film, vi så i efteråret blev sjovt nok bedre og bedre. Vi startede også på nulpunktet med Once, som jeg har skrevet om før.

Så så vi den franske Pigen og ræven, der vel egentlig er en børnefilm. Den har smukke, smukke billeder, men historien er en blanding af eventyr og realisme, og jeg synes ikke, den fungerer 100% som nogen af delene. Det værste er dog den tykke morale, som instruktør eller manuskriptforfatter har fundet det nødvendigt at klistre på til sidst.

Næste forsøg var Burn after reading af Coen-brødrene. De lavede for en del år siden Fargo, som jeg synes er en yderst morsom film. Det er Burn after reading også, selv om den ikke helt når op på siden af Fargo. Vi var de eneste i biografen til en eftermiddagsforestilling, og vi lo himmelhøjt af filmen, der nok må betegnes som en parodi på en spændingsfilm. Underholdende, men en hurtig glemt film.

Og endelig så vi så Maria Larssons evige øjeblik af Jan Troell, og der har jeg ikke en eneste indvending. Der er en god historie, der skal fortælles i den film, og det bliver den med super skuespillerpræstationer (af bl.a. Mikael Persbrandt=Gunvald Larsson i Martin Beck-filmene) og en lige så super fotografering af bl.a. Jan Troell selv.

Jeg begriber simpelthen ikke, at ikke alle synes, det er en gribende og vedkommende og smuk og en hel masse andre superlativer film. Men sådan er det ikke. På Scope får Once faktisk flere stjerner end Maria Larsson. Godt at det svenske filminstitut var enig med mig! Filmen fik ikke mindre end 5 guldbagger.

Frilørdag

Danmarks Keramikmuseum har længe stået på listen over de steder, vi gerne ville besøge, og i dag fik vi gjort alvor af det. En medvirkende årsag til, at vi kom af sted netop nu, var, at der er en særudstilling med Eva Brandt, en af de bornholmske keramikere vi besøgte i juni 2008.

Hendes udstilling hedder "Talking Pots", Eva Brandt er blevet inspireret på rejser i Mellem- og Sydamerika og i Santa Fé i New Mexico, USA - og krukkerne taler i hvert fald til mig. Jeg synes, de fleste af dem udstråler ro og harmoni, de er meget dejlige og ikke bare dekoration.

Der er i januar med også særudstilling med Anne Fløche, og den er bestemt også god. Bl.a. kunne jeg godt lide de små værker, hun kalder "Sletten".

Endelig var der udstillinger fra museets egne samlinger med for os både kendte og ukendte navne og i gode opstillinger. Vejret inspirerede ikke til spadsereture i haven, men vi kunne godt se, at vi gik glip af noget, så vi vender tilbage inden alt for længe.

Der er selvfølgelig også en butik på museet, men jeg er sat på sparetilstand i januar efter nogle store udgifter i december (- det var ikke julegaverne), og jeg holdt mig i skindet og købte overhovedet ikke noget!

La Baker

Josephine Baker with Her Leopard, c.1930-32
Originally uploaded by discoverblackheritage

"Looking for Joséphine" hedder den musical, der i disse dage vises i Musikhuset i Århus, og den kan jeg varmt anbefale.

Skøn musik, meget professionelle medvirkende, der virkelig kan danse, synge og agere, og en handling, der indeholder både alvor og sjov, en fantastisk hovedrolleindehaver, Nicolle Rochelle (når jeg får tid, vil jeg finde nogle videoer på YouTube med den rigtige J.B. for at se, om hun var lige så god. Men lige nu bruger jeg bare bloggen til at vågne op på - skal til møde på det ukristelige tidspunkt kl. 8!!!) og endelig den sødeste lille pudel - jo, det var en dejlig oplevelse.

Mit kendskab til Josephine Baker, som musicalen bl.a. handler om, begrænsede sig nærmest til, at hun optrådte i bananskørt og var med i den franske modstandsbevægelse. Jeg vidste ikke engang, at J'ai deux amours - som jeg ellers holder meget af - var et af hendes store numre.

Nu ved jeg meget mere, bl.a. at hun optrådte med sin gepard (selv om der står leopard ved billedet, så er det tydeligvis en gepard), der gik frit rundt på scenen og terroriserede orkestret i orkestergraven.

P.S. Looking for Josephine vises også i aften, så det kan lige nås at få billetter, hvis der altså ikke er udsolgt.

I selskab med Erik A. Frandsen

Endelig fik vi taget os sammen til at se Erik A. Frandsen udstillingen på Aros. En interessant udstilling med værker lige fra de unge år til nu. Han er en kunstner, der har udviklet sig meget, og sjældent har jeg set en udstilling, hvor man i den grad kan aflæse kunstnerens alder i værkerne.

Jeg kan helt sikkert bedst lide billederne fra hans ungdom. Som ældre er han blevet for privat og dermed også mere uinteressant, synes jeg. Billederne betyder sikkert meget for ham selv, men ikke for mig som betragter.

Faktisk har jeg engang ejet et lille billede af Erik A. Frandsen. Jeg blev ligesom hurtigt færdig med at se på det og solgte det. Nu ved jeg hvorfor.

Heldigvis var de allernyeste værker anderledes. Her er han næsten blevet superrealist både i store malerier og i mosaikker (!) De værker er spændende.

På det øverste billede er vi selv elementer i Frandsens dobbelte - eller i dette tilfælde, hvor han har arbejdet med spejleffekter - mangedobbelte rum. Det nederste billede viser en af mosaikkerne.