Fanøs fine katte - mest billeder

Hende her hllste vi på allerede den første morgen.
I den første af vores tre uger boede vi på Farmen lige nord for Sønderho, og det var her, denne søde blåtabby holdt til. Jeg synes, hun er køn med sine grønne øjne og teglstensfarvede næsespejl.

Faktisk er jeg ikke helt sikker, men jeg tror nok, at denne næsten helt hvide skønhed boede i Sønderho. Jeg har en svaghed for hvide katte, men det er ikke så tit, man ser dem.

Tabby-hvide er der ret mange af, men der er ikke så mange, der har sådan nogle flotte aftegninger som denne sønderhoning.

Hende her er ligesom de to sidste fannikker, altså fra Nordby

Klog kat! Smart at få pelsen gennemvarmet, men samtidig have hovedet i skygge

Dette er Olga, en meget sød og imødekommende kat. Og køn!

Solnedgange

Vi havde de mest fantastiske solopgange på Fanø i år. Billeder viser dem jo ikke rigtigt, det er unægtelig bedre i virkeligheden, men det er alligevel så fristende at forsøge at forevige det.

Her ved Fanø Bad:

Man kan ikke se så mange "tilskuere" på dette billede, men de var der. Jeg kunne godt lide den maleriske placering af cyklerne.

Godt hjulpet af et par fly, kunne man såmænd også nyde de sidste stråler fra sommerhusets vinduer:

En dag tog vi til Ribe, og på vejen hjem snakkede vi om, at vi vist lige kunne nå solnedgangen ved Rindby Strand. Det kunne vi ikke! Færgen Menja manglede en reservedel og var taget ud af drift, så Fenja og Grotte måtte klare det hele, og det skabte en ret lang kø. Ventetiden var på over 2 timer. Det har vi ikke oplevet tidligere.

Efter nogen kaos på vejen ind til færgelejet kom vi endelig på plads i køen, og jeg kunne lige nå at få lidt solnedgang bag Esbjerg Havn med. Det var såmænd heller ikke at kimse af.

Rindby Strand er nok den smukkeste strand på Fanø, og solnedgangen er betagende. Ikke så dumt at slå sig ned i de medbragte stole i første række:

Jeg tog også en lille film. Den er bare taget med telefonen, og den er ikke specielt framragende, men man kommer 360° rundt

Vi så ikke så mange fugle ved stranden på dette tidspunkt, men nogle unge hættemåger søgte dog stadig føde i vandkanten:

Havefest på Fanø

Indlægget er navngivet efter favoritøllen fra Fanø Bryghus. Jeg er ikke den mest passionerede øldrikker, men denne med smag af blandt andet basilikum og agurk kunne jeg rigtig godt lide, og jeg indtog hele to under vores september-ferie på Fanø

I år kunne vi ikke nøjes med mindre end 3 uger, og med det gode vejr i september blev det en veritabel havefest.

Det blev som altid også en strikkefest. Dels strikker vi jo stort set altid.

Her sidder vi ude en tidlig morgen, og sjovt nok strikkede vi alle blåt.

Annetts trøje i forgrunden er nok ved at være færdig, Dorthes børnesweater i baggrunden er for længst færdig, og mit lyseblå tørklædesjal blev færdig i går. Nå ja, der skal heftes ender, men bortset fra det...

Og dels lever strikkefestivalen på Fanø i bedste velgående. Jeg skulle hilse og sige, at den faktisk var bedre, hyggeligere og mere afslappet end nogensinde. Efter de kommentarer vi hørte rundt omkring, var vi ikke de eneste, der syntes det. 

Både Sønderho og Nordby havde masser af større og mindre arrangementer, og Fiberfolk var flyttet ind i Fanøhallen, og der er nok så spændende udstillere som tidligere, hvor det var de førende (efter min mening kedelige) strikdesignere, der huserede. Sidste år brugte vi under et kvarter i hallen, i år var vi der nok et par timer.

De er så gode til at pynte op i Sønderho. Overalt så man de sjove små huse - der må være blevet indtaget en del flødeskum i årets løb - og vimpelguirlander. 

Fuglene her holdt til i Haven (et rigtig godt spise- og kaffested) i Nordby, og der var også vimpler mange steder. Vi var selv med til at producere flere, da vi på en af strikkestationerne brugte en for os ny teknik (som jeg vender tilbage til, når den er blevet afprøvet på noget større) til fremstilling af vimpler.

Hygge i Haven. Annett og Dorthe sidder i baggrunden med strikketøjerne

Der er mange fine haver på Fanø, og i nogle af dem er der dyr. Det gør dem endnu mere festlige efter min mening. Katte og hunde, men også fjerkræ. Moskusanden med ællinger på tur så jeg i Sønderho.

I Nordby er der en have, hvor de holder gæs. Dem så jeg både sidste år og i år. Ja, jeg ved godt nok ikke, om det er de samme, men de lyder ens, og ih, hvor de skræpper op, når jeg går forbi.

I vores egen have - "egen" er en tilsnigelse, for det er et hus, vi har lejet; og "have" er også en tilsnigelse, for det er en naturgrund - så vi i år ingen kaniner. 

Jeg læste, at der har været sygdom blandt kaninerne i 3 år, men vi så kaniner andre steder, og forhåbentlig kommer bestanden op igen. Det kan godt ske, jeg ikke er enig med golfbanen om det, sådan set er det en 18-hullers bane, men der er altid flere huller på grund af kaninerne.

Til gengæld kiggede en hare lige ind på mig gennem vinduet, og der er fasaner og rådyr. Mindst fire forskellige rådyr så vi.

Denne unge hun var den første, der besøgte os, og hun kom tilbage flere gange. Måske ses vi igen næste år. Vi har i hvert fald bestilt huset igen.

En uge i det nordligste Danmark

 

Vi har godt nok haft meget om ørerne denne sommer, og sidste uge tilbragte vi i Skagen. Da vi kørte, truede det med regn, men det blev ikke til noget. Og da vi skulle hjem, smådryppede det, mens bilen blev pakket, og det øsregnede på turen hjem, men kun til Randers. Så blev det fint vejr, og vi kunne pakke bilen ud uden risiko for våde lokker.

Vigtigst var det dog, at det kun regnede en enkelt morgen i Skagen. Så besindede det sig og blev fint vejr ligesom alle de andre dage, og solskin klæder unægtelig byen.

Nogle af dagene havde vi besøg af Dorthes to gymnasieveninder. De har begge været i Skagen adskillige gange, men vi kunne alligevel vise dem noget, de ikke havde set før, nemlig den røde skurby - billedet øverst. I modsætning til diverse andre skurbyer er der meget liv i Skagens. Også den dag vi var der; det ses bare ikke på billedet.

Skagen Kunstmuseum kendte vi selvfølgelig alle, men det må være længe siden, jeg har været der til andet end særudstillinger, for der var mange værker, jeg ikke kunne huske. Der var også adskillige nyerhvervelser, og jeg var rigtig glad for besøget. Jeg fik også flere billeder til min samling af strik i kunst, blandt andet dette fine billede af Anna Ancher:

Anna Ancher: Strikkende kone. Ca. 1915

Selv om det var august, var sæsonen heldigvis ikke forbi i Skagen endnu, faktisk var der mange mennesker i byen. Mange nordmænd og svenskere, og på en parkeringsplads så vi mindst 12 italienske autocampere. 

Til gengæld var der vist kun et af de grimme krydstogtsskibe, og det var ikke et af de største, men flere steder blev vi alligevel tiltalt på engelsk. Når det så blev åbenbaret, at vi bare var danskere, var undskyldningen hver gang, at de havde troet, vi var krydstogtsturister. Lidt absurd, ikke?

Sidste halvdel af rejsepas-dagene

Tirsdag i vores rejsepasuge brugte vi overhovedet ikke rejsepassene. Derimod tog vi bilen til Næstved, hvor vi have booket 2 overnatninger på Hotel Kirstine.

Næstved er mildest talt ikke en by, vi kender ret godt. På ankomstdagen gik vi efter afternoon tea på hotellet lidt rundt i byen for at få et indtryk af den. En ret normal provinsby med et par store kirker, vi senere ville kigge nærmere på, og ind imellem nogle godbidder i bybilledet.

Som Apostelhuset fra 1510-20. Navnet refererer til figurerne, der forestiller Jesus og de 12 apostle, på bindingsværket. Vi fik lige genopfrisket apostlenes attributter, men jeg har vist allerede glemt de fleste igen.

Dog ikke Jakob den Ældre (billedet), hvis muslingeskal på pilgrimshatten altid er let genkendelig. På dansk kaldes muslingeskallen Ibsskallen, fordi Jakob på dansk blev til Ib - "Ib skib skalle...". Det synes jeg er lidt morsomt.

Dagen efter tog vi toget til København, selvfølgelig for at besøge lille Chin i Zoo. Var hun mon vokset meget?

Chin sammen med tante Kungrao (tror jeg nok)

Jo, hun var da vokset, men hun er stadig en meget lille elefant. En glad lille tøs, der bader i mudder, leger med bambus, graver og roder, og hvad elefanter nu ellers gør.

Elefanterne har heldigvis god plads, og der bliver også gjort meget for at aktivere dem, så jeg tror, de har et godt elefantliv. Måske bortset fra Chins far, der hedder Fahim. Han går selvfølgelig for sig selv, og han har altså noget mindre plads.

Ellers er det faktisk sjovest at se på dyrene i Søndermarken, som har god plads at boltre sig på. Og så lige de tasmanske pungdjævle.

Vi har mest set dem farte omkring i deres anlæg og gøre hvad? De har i hvert fald travlt. Men denne gang så vi dem også ligge og slikke sol. Det er tydeligvis noget, de godt kan lide.

Apropos sol, så fik vi de tre Sjællands-dages eneste regnbyge, mens vi var i Zoo. En vældig tordenbyge, men da den var overstået, kom solen frem igen. Så meget for vejrtjenesternes spådomme om masser af regn.

Sidste dag i Næstved besøgte vi de to bykirker, Sankt Mortens og Sankt Peders, der ligger med bare et par hundrede meters mellemrum. Begge har spændende inventar, og begge har kalkmalerier. I Sankt Peders blandt andet det meget kendte epitafium med Valdemar Atterdag og dronning Helvig, og i Sankt Mortens et fint kalkmaleri, der forestiller kirkens skytshelgen, Martin af Tours. Det er ham med Mortensaften, men kalkmaleriet illustrerer den anden kendte historie, nemlig den, hvor Martin som soldat skærer et stykke af sin soldaterkappe for at give det til en fattig tigger. Det er den lille figur, der hænger under hesten.

Om eftermiddagen tog vi på tur med M/S Friheden på Karrebæksminde Fjord - der kunne vi altså heller ikke bruge rejsepassene. Det var en rigtig dejlig tur. Vi sejlede forbi Gavnø til Karrebæksminde og retur og så blandt andet masser af svaner på fjorden. De havde højst sandsynligt smidt svingfjerene, så de måtte blive på vandet. Alligevel var de ikke så nemme at få et ordentligt billede af, sikkert på grund af bådens bevægelser

Vores allersidste rejsepasdag var vi i Herning. Vi havde fået Tekstilmuseet anbefalet, og det var også godt.

Især den faste udstilling om, hvordan tekstilindustrien i årtier prægede hele Midtjylland. En meget levende og engagerende udstilling. Der var også et par mindre særudstillinger. Den ene med fodboldtrøjer fandt jeg kedelig, den anden var faktisk en lille udstilling af nutidig strik. Fint nok, men en meget lille udstilling.

Der bliver nok ikke tilbudt rejsepas næste år, men vi har fået rigtig meget ud af de to gange, vi har været med. Måske bliver vi nødt til at tage til Tyskland næste år; deres ordning er vist endda både bedre og billigere, end rejsepassene har været.

Nyt højdepunkt

Kunstmuseet i Esbjerg var et af rejsepas-ugens højdepunkter. Et andet kom allerede søndag, hvor vi var i Kerteminde på Johannes Larsen Museet.

Den aktuelle særudstilling hedder Nærvær, og den præsenterede dejlige, dejlige fuglebilleder af de to naturkunstnere Lars Jonsson fra Gotland og Jens Gregersen fra Vorsø i Horsens Fjord.

Vi var med på en rundvisning, og det giver næsten altid noget ekstra. Også denne. Vi hørte blandt andet om, at begge kunstnere havde malet nye værker direkte på museets vægge.

Fotoet nedenfor er en detalje fra et stort vægmaleri med havørne af Jens Gregersen. Lav opløsning, vandmærke og min tekst over billedet gør, at det må være ok at bringe det.

I haven var der som sædvanlig også masser af fugle. Ud over de vilde fugle høns, gæs og ænder, blandt andet nogle fine løbeænder. De er altid sjove at se på.

Efter en lang søndag på Fyn ville vi tage en lidt kortere tur mandag. Flere af de steder vi havde overvejet, havde mandagslukket, så Silkeborg kom med nærmest på afbud. 

Det var lang tid siden, vi sidst havde kigget ind til Tollundmanden, så et besøg på Silkeborg Museum var oplagt.

Siden sidst var han flyttet ind i en meget fin ny udstilling, og museet havde fået nogle af verdens bedste rekonstruktører til at lave en rekonstruktion i fuld størrelse  af ham, som man mener, han så ud i levende live. Den var faktisk meget spændende at se. Der var også udstillet dele af ham, som ikke har været udstillet før. Deriblandt hans højre storetå, der længe blev anset for at være forsvundet, men i 2016 dukkede den op i et dødsbo i København. Spøjs historie!

Der var også en sjov særudstilling på museet, "Motivet genbesøgt". 1800-tals malerier og fotografier med motiver fra Silkeborg-egnen blev udstillet side om side med nye fotografier af de samme steder. En sjov ide, og vi brugte en del tid i udstillingen.

Både på Fyn og på vej hjem fra Silkeborg havde vi stor nytte af de regionale busser. På turen til Kerteminde var det en nødvendighed - der går ikke tog mellem Odense og Kerteminde, men hvis vi ikke havde haft rejsepassene, havde vi nok ikke taget bussen fra Silkeborg, og det var faktisk en meget bedre forbindelse end toget. Så lærte vi det.

Vejrudsigter og rejsepas

Mon meteorologerne har en aftale med rejsebureauerne om altid at bringe dårligere vejrudsigter, end der er belæg for?

Vi havde i god tid købt rejsepas til brug i første halvdel af juli, Da vi nærmede os de pågældende datoer, holdt vi godt øje med vejrudsigten, for vejret kunne godt få indflydelse på, hvor vi ville tage hen.

Først så det ud til, at det nærmest ville regne alle 8 dage. Det blev mildnet lidt hen ad vejen, men hele tiden blev der annonceret mere regn, end vi rent faktisk fik.

Den første dag, en fredag, skulle det nærmest regne i hele landet. Det gjorde det ikke, og det regnede i hvert fald ikke i Esbjerg, som var vores første udflugtsmål. Det regnede heller ikke på vejen dertil.

Jeg havde egentlig regnet med, at vi skulle på Fiskeri- og Søfartsmuseet, men opdagede, at de havde en udstilling på Kunstmuseet, der måtte være noget for os.

Kunstmuseet i Esbjerg - og det regner ikke!

Opbrud - Hamborg-kunst fra 1920'erne og 30'erne hed udstillingen. Den er blevet til i samarbejde med Maike Bruhns, kunstprofessor og samler af værker fra denne periode. Værker af kunstnere, der i nazitiden mestendels blev anset for at være politisk ukorrekte, og som man for en stor del troede for længst var gået tabt. 

Hamborg havde sådan set en blomstrende kunstscene i 20erne, men det blev der selvfølgelig gjort en ende på med nazusternes magtovertagelse i 33.

Vi kendte ikke en eneste af kunstnerne i forvejen, men det forhindrede ikke, at vi syntes, det var en vildt spændende udstilling. Måske snarere tværtimod.

Jeg vover at bringe et enkelt foto fra udstillingen. Billedet er af Hella Jacobs, 1905-1974. Det er fra 1930 og hedder Gas. Måske er pigen ved at dø af et gasudslip - selvmord? Eller en vision om krig? Hun er i hvert fald ikke specielt glad.

Jeg har læst mig til, at Hella Jacobs tit skildrede marginaliserede mennesker, og det passer jo meget godt på dette værk. Hella Jacobs blev selv marginaliseret under nazisterne. Alene det at være kvindelig kunstner var jo suspekt og diskvalificerende.

Dagen efter var der nærmest lovet heldagsregn, og der kom da også nogle byger. Inspireret af vejrudsigten tog vi til Randers Regnskoven. Dum ide - som utallige andre også havde fået.

Vi har ikke været i Regnskoven i årevis, men vi kom i tanke om hvorfor.

Vi kan nemlig egentlig ikke lide at være der. Der er for varmt og for fugtigt, hvilket der i sagens natur ikke er noget at gøre ved, Der er også for mange mennesker. 

Værst er det dog, at især de store dyr har alt for lidt plads; det er ikke rart at se på! Pilegiftfrøerne som den på billedet lider nok ikke noget videre.

Der er dyrt, og alligevel kan man ikke få noget anstændigt at spise. Regnskovscaféen mener, at den har "lækre retter for enhver smag". Lyv! den har udelukkende junk food (for børn?). Så hjælper det ikke så meget, at oksekødet er bortcensureret.

Det blev heldigvis rejsepasdagenes eneste fejltrin.

Sådan skal den ha' det!

 

Set hos kaffesmeden i Ribe

Flot klaret!

Det er nogle dygtige svaneforældre, vi mødte i det nordjyske. Hele otte unger havde de at bekymre sig om. 

I det øverste venstre hjørne kan man se noget rødligt spejle sig. Det er Voergård, og det var i Voergårds voldgrav, vi så den store svanefamilie.

Man kan kun komme til at se slottet indvendigt, hvis man deltager i en guidet rundvisning. Det gjorde vi, og de penge var godt givet ud. En meget engageret guide fortalte levende om Voergårds spændende historie fra middelalderen til i dag. 

Slottets svaner i voldgraven var en ekstra prik over i'et.

Ly for regnen

 

Julius har fundet det ideelle sted: På vores bil i carporten. Når han kigger i den ene retning kan han følge med til, hvad der sker på vejen, i den anden retning kan han kigge ind til os i huset. Og når han sætter sig på numsen og rækker armene op, kan han lege med klemmerne på tøjsnoren. - Og så får han frisk luft uden at blive våd - smart kat!

Godt i Ribe

Carl Rasmussen: Ribe set fra vest, aften. 1869

Sådan så Ribe ud i 1869. Og sådan ser byen næsten ud i dag, når man kigger ind fra omfartsvejen vest om byen. 

Domkirken troner stor og mægtig over byen i det flade landskab, og det gør den stadig. Det er en del af Ribes magi. Tak og lov for at der ikke er blevet bygget højhuse. Jeg spekulerer lidt på, om de skorstene, der faktisk er på billedet, stadig er der. Under alle omstændigheder er de så smalle, at de ikke ødelægger noget.

Carl Rasmussens lille billede (18 x 26 cm) er udstillet på Ribe Kunstmuseum, som er et af de rigtig gode provinskunstmuseer. Der er ikke plads til voldsomt meget, men det, der er, er kræs. 

Det er nogle år siden, vi var der sidst, så vi nød gensynet ekstra meget. Blandt andet er der nogle af Skagen-malernes rigtig gode billeder.

J. F. Willumsen: Side fra skitsebog.
Oran 1931
Selvfølgelig var det på grund af katten,
at det lige præces var den side, 
jeg tog et billede af

Da vi var der i pinsen, var der også en særudstilling, "I lyset af Nordafrika - J. F. Willimsen og andre danske kunstnere". Den er blevet til i samarbejde med Willumsen-Museet i Frederikssund.

Absolut en spændende udstilling, blandt andet var det sjovt at se, hvor meget Willumsen havde udviklet sig i tiden mellem hans to Nordafrika- rejser. 

Men de ledsagende tekster var ved at få os op i det røde felt. De forekom os at være nedladende over for kunstnerne og både nedladende og forsøgt manipulerende over for os betragtere. 

For eksempel forekommer det os at være det rene vrøvl, at de forskellige kunstnere har skildret den nordafrikanske befolkning som stereotyper. Ja, den er skildret i de lokale klædedragter - hvad ellers? Der var nok ikke mange andre end europæerne, der gik i europæisk tøj. Det var der heller ikke i begyndelsen af 70erne, hvor jeg var i Marokko. Jeg tror, den kurator har fået woke-bevægelsen galt i halsen.

Dog er det rigtigt, at kunstnerne ikke har skildret koloniseringen, og dermed heller ikke bagsiden af samme, men faktisk synes jeg heller ikke, det kom specielt meget frem i teksterne.

Vi var der på udstillingens sidste dag, så det er altså for sent af se den med mindre den kommer op på endnu et kunstmuseum.

Derimod kan man altid besøge Jacob A. Riis Museet. Det gjorde vi, og det var noget af en oplevelse. Mere omfattende end forventet og både rørende og med stof til eftertanke. Absolut et besøg værd.

Det er Terpager og Co også. Huset er fra ca. 1550 og må være et af Ribes ældste. Det er selvfølgelig blevet ændret mange gange i tidens løb, men de nuværende ejere har ført det tilbage til 1671, hvor Niels Terpager ændrede huset fra et gavlhus til et længehus. Kig på Terpager og Co hjemmeside og se, hvor meget tilbageføringen har betydet.

I den ene ende af huset er der købmandsforretning (landets ældste?), i den anden ende café og ikke en hvilken som helst cafe. Den serverer nemlig kun plantebaseret kost suppleret med en lille smule fisk. Lige noget for os. Vi nød vores frokost med udsigt til den meget skæve dør på billedet, der må være en erstatning for det foto af købmandsbutik og café, som jeg ikke fik taget.

Lidt længere nede i gågaden var der åbnet er ny butik med italienske ejere og italienske produkter - faktisk mest chokolade. Hvabehar! Vi kunne da godt lige gå derind og se, om de tilfældigvis skulle forhandle Venchi - min favoritchokolade. Stor overraskelse, det gjorde de! Så selv om jeg endnu ikke har spist alt det, jeg købte i Berlin, måtte jeg naturligvis have noget mere med hjem. Godt at vide, at det kan fås i Ribe. Det er unægtelig tættere på end Berlin.

Fine mønstre

Så fine mønstre i kaffeskummet er der ikke mange, der kan lave, men hos Kaffesmeden kan de. 

Vi mødte Kaffesmeden i Ribe, hvor den var helt nyåbnet, men den har åbenbart været i Esbjerg flere år. Ud over at se sjov ud, smagte kaffen også godt!

Det er Dorthe, der har taget billederne.

Femlinger

Fire uger gamle bjørneunger er bare overnuttede 

Og de har ikke mindre end 5 af slagsen i Skandinavisk Dyrepark.

Når der er så mange, er det smart, at der også er to mødre, Barba og Bjørk. De er helsøstre, men hvem der er mor til hvem, vides ikke. Den lille detalje er såvel store som små øjensynligt aldeles ligeglade med.

Sandsynligvis er ungerne ikke femlinger, men de har samme far, Brutus, så de må vel være mindst trekvart søskende. 

Ny nabo

 Vi har fået en ny nabo. Han hedder Julius Oppenheimer, og han ser sådan ud:

Han er nok 9-10 måneder gammel, og han er meget sød!

Han anser vist nok vores have for også at være hans have, og det må han hellere end gerne. Måske er den endda bedre end hans egen have, for der er flere gode gemme- og legesteder. Blandt andet i noget højt græs, der egentlig burde have været fjernet. 

Det bliver det selvfølgelig ikke nu.

Måske er der også en sidegevinst ved næsten at have fået kat. Vi har nemlig ikke fanget en eneste mus, siden Julius er begyndt at komme i haven. De er muligvis flyttet på grund af lugten af kat.

Opera og forår i Berlin. Med mere!

Det var en opera- og forårstur til Berlin, vi var på. Med Gislev Rejser og med bus. Jeg var spændt på, hvordan jeg ville klare busturen. Sidst jeg var på bustur - i øvrigt også til Berlin, var jeg ikke så glad for det, men denne gang gik det fint. Sandsynligvis fordi vores fremragende chauffør holdt pauser med passende mellemrum, så man kunne blive strakt ud og få foretaget andet presserende.

Foråret var så sandelig kommet til byen. Berlin er i forvejen en meget grøn by; jeg kender ikke andre byer med tilnærmelsesvis så mange træer, og når træerne er forårslysegrønne, så kan det ikke blive bedre.

Platanen på billedet stod lige uden for vores hotelvindue. Hotellet lå på selveste Ku'Damm, altså helt centralt i den vestlige del. Vi havde udsigt til Ku'Damm, men vi hørte ingen gadestøj.

Over træerne havde vi udsigt til en masse kraner, for som alle andre byer bygger Berlin stadig. Jeg har nu ikke noget imod at se på kraner.

Operaen, der var inkluderet i turen, var La Traviata, som blev opført på Deutsche Oper. Vi havde en glimrende operaguide med på turen, så vi var godt forberedt, og vi kendte selvfølgelig også La Traviata i forvejen. Jeg tror nok, vi også har set den i operabio, og faktisk er det måske netop operabios skyld, at vi ikke er så lette at imponere operamæssigt. De færreste kan hamle op med The Met i New York.

Deutsche Oper kunne i hvert fald ikke. De medvirkende sang mestendels udmærket, men der var ikke megen dramatik i dem, og scenografien var kedelig. Men musikken er jo dejlig, og vi kedede os i hvert fald ikke.

Selvsamme operaguide havde gjort opmærksom på, at der også var sang på programmet hos Berliner Philharmonikerne, så hvis man ikke havde fået sang nok, kunne man jo prøve at få billetter der. Vi var straks fyr og flamme, især da vi hørte, at der var Schönberg på programmet.

Jeg undersøgte straks på telefonen, om der stadig var billetter at få, og til min store overraskelse var der ledige pladser. Kombinationen af Schönberg, der nok ikke lige er den lettest tilgængelige, at sopranen var en anden end den annoncerede, og at der var hele tre opførelser kom os nok til hjælp og tak for det.

Det blev turens højdepunkt! Vi syntes, at Schönbergs Erwartung var vildt spændende, og sopranerstatningen, Ausrine Stundyte, var mere levende på scenen end Violetta i La Traviata, men det er så anderledes musik, at vi ikke har en jordisk chance for at bedømme kvaliteten af opførelsen.

Anderledes var det med Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte i koncertens anden del. Vi har ikke nogen særlige musikalske forudsætninger, men vi bildte os ind, at vi kunne høre, hvor godt et orkester Berliner Philharmonikerne er.

Jeg blev glad og overrasket, da jeg opdagede den danske basunist Jesper Busk Sørensen i orkestret. Ham har vi hørt mange gange med Aarhus Symfoniorkester, og jeg vidste godt, at han spillede i Berlin, men dels havde jeg glemt det, dels var det jo ikke sikkert, at han stadig var der.

Vi var helt euforiske efter koncerten, det var en vild oplevelse.

Vi nåede lidt shopping, men foretog ikke mange indkøb. Garnforretningen Fadeninsel i Kreutzberg var en skuffelse, og så gad vi ikke flere garnforretninger.

Derimod fik vi lidt chokolade med hjem. Dels fra KaDeWe, der forhandler min absolutte yndlingschokolade Venchi - ellers fandt vi ikke KaDeWe særlig spændende - og dels fra Rausch, som har en stor, flot butik i Charlottenstrasse.

Her så vi Brandenburger Tor i chokolade. Den ægte Brandenburger Tor var vi ikke forbi, men vi så den mange gange i U-Bahnen, hvor den er på vinduerne i togvognene.

Den kollektive trafik er en del af en storbyferie for os, og vi er ret begejstrede for undergrundsbanerne i Berlin. 

Cirka 100 meter fra hotellet lå Uhlandsstrasse med posthus (vi er stadig på feriekort med en enkelt), apotek (Dorthe havde strikket hul på en finger i bussen), en super kaffebar og konditori (Berliner Kaffeerösterei i nummer 173-174, hvis der er nogen kaffebarsentusiater, der læser med) og ikke mindst U-Bahn station. Det passede os godt, det var dejligt at blive afleveret helt tæt på hotellet, da vi kom hjem fra aftenens koncert.

Vi var spændt på, om alt også var sprunget ud, når vi kom hjem, men lige så snart vi kørte ind i Slesvig-Holsten, så det ud, som da vi forlod Århus 4 dage tidligere. Det har heldigvis ændret sig, nu er det jo næsten sommer. Så er Århus også fin, men Berlin er det trods alt ikke.

Lille Bamse og Berlin

Lille Bamse har igen været i Berlin, sammen med os selvfølgelig. Faktisk har han været med hver gang, vi har været i Berlin, og han har oplevet mangt og meget. Jeg troede egentlig, jeg selv havde blogget om hans første, meget "spændende" besøg før murens fald. Det har jeg ikke, men Dorthe har - læs her.

På vores sidste tur, som vi kom hjem fra for lidt over en uge siden, var et af målene den nyåbnede Caspar David Friedrich-udstilling på Alte Nationalgalerie. Vi havde købt billetter hjemmefra, men skulle nu alligevel stå i kø sammen med en masse andre.

Forår, kø til Caspar David Friedrich-udstillingen, Berliner Dom og faktisk også fjernsynstårnet
ses på dette foto, taget på vej ud af museet.

Anglificeringen har også ramt Berlin. Udstillingen havde titlen "Infinite Landscapes", hvilket passer dårligt til hovedpersonen. Jo, det med de uendelige landskaber er selvfølgelig rigtig nok, men Friedrich var hjemmefødning. Ganske vist studerede han en tid i København, men han skulle i hvert fald ikke på studieture til Italien, som det ellers var almindeligt på den tid. 

Jeg synes selv, at alle de billeder af muntre indfødte i farvestrålende dragter på tavernaer er temmelig kedsommelige og fandt det befriende at slippe for dem. Så er tåge meget mere spændende efter min og Friedrichs mening:

Morgennebel im Gebirge, 1808

Riesengebirgslandschaft mit aufsteigendem Nebel, 1819-20

Tilbage til Lille Bamse. Han var også med på museet og på vejen ud ville han lige hvile sig på en stor marmorstatue. Det skulle han dog ikke have gjort. "Nicht anfassen, nicht anfassen" lød det fra en unødigt bister vagt. Altså, Lille Bamse anfassede ikke noget (ok, han sad lige så forsigtigt på skødet af englen eller hvad det nu var), og jeg anfassede kun Lille Bamses hue, som var ved at ryge ned i øjnene på ham.

Vagten indbød dog ikke til, at man skulle parlamentere, og vi mindedes besøget for 40 år siden. Nogle har vist ikke helt glemt DDR-tiden, og også i Vesttyskland fandtes der magtmennesker, og de findes åbenbart stadigvæk. Vi forføjede os, men ha-ha, jeg havde nået at forevige Lille Bamse på forbudte veje:

Bortset fra det var det en fin udstilling.