Lille og stor på samme tid

I sidste uge var vi et par dage i København. Vores vigtigste mål var at se den nye elefantunge, Chin, født den 20. februar i år. En stor baby, men en lillebitte elefant.

Og vi fik hende heldigvis at se:

Hun er simpelthen så sød og livlig, med klare, vågne øjne, og selv om hun det meste af tiden er tæt på de andre elefanter, har hun også lyst til at lege og gå på eventyr.

Både mor Kumari, de to andre voksne hunelefanter, der hedder Kungrao og Surin og den anden unge, Mun, på 3½ år, som på billedet ses med bagdelen til, passer rigtig godt på Chin. Da hun kom lidt for tæt på graven rundt om udendørsanlægget, stak Mun lige et bagben ud og fik hende længere ind.

Zoo har ellers ikke gjort det nemt at finde frem til de forskellige dyr. Der er godt nok masser af skiltning, men der er også masser af forhindringer i form af spærrede stier og opgravede områder. I det hele taget var Zoo noget i vintertilstand, faktisk burde de have haft billetter til vinterpris.

Vi fandt ingen spisesteder, bortset fra et sted hvor man kunne få junkfood. Egentlig havde vi regnet med at blive i haven, til den lukkede, men vi var nødt til at forlade den tidligere for at få lidt sen frokost. Ganske vist havde vi fået en udmærket morgenmad på vores hotel, men den kunne ikke vare hele eftermiddagen.

Vi så også andre dyr end elefanterne. Blandt andet de røde pandaer. De blev fodret med frisk bambus, mens vi var der. Det var de dog bedøvende ligeglade med, de sov! Men senere kom en af dem alligevel ned.

Og til slut endnu et billede af Chin, denne gang inde i elefanthuset:

Ser hun ikke ud, som om hun er parat til lidt af hvert?

En strikkende ræv

Er den ikke sød, denne filtede, strikkende ræv? Vi mødte den på Fiberfolk-messen i Vejle i lørdags på Wittyknits stand. Wittyknit sælger opskrifter på bl.a. vanter med meget flotte motiver. Af den slags, jeg ikke er så god til at frembringe, så jeg blev ikke fristet over evne.

I det hele taget skulle jeg som sædvanligt ikke gøre nogen indkøb, og også som sædvanligt kom jeg alligevel til at investere i noget. 

Garn denne gang. Jeg kan som regel godt stå for alle de lækre farver, men hvis det er specielt lækre fibre, bliver jeg svag.

Det var tilfældet med det mørkeblå garn på billedet. Det er babylamauld, og det er altså bare blødt, skulle jeg hilse og sige. Måske kan jeg endda selv tåle at gå med det.

Garnet med pailletter er overhovedet ikke blødt, men dels var det billigt, dels har jeg et særligt projekt i tankerne, som ikke behøver at være blødt.

Endelig kom jeg til at købe et sæt med 5 minifed merino. Her var det nok alligevel farverne, jeg faldt for. Jeg ved ikke, hvad de skal bruges til, men der må være mange anvendelsesmuligheder. 

Jeg har ajourført strikkeregnskabet efter udskejelserne, og der er stadig ikke nogen røde tal, men det kommer der måske snart. Jeg har nemlig planer om at besøge en garnbutik, der har nogle andre garner end dem, man ellers ser, så den er jeg spændt på.

Udflugt til Middelfart

Vi havde nok engang været heldige og vundet billetter til en af Realdanias rundvisninger, denne gang til keramikmuseet Clay i Middelfart. Vi skulle se og høre både om den forholdsvis nye tilbygning og om den aktuelle særudstilling Playing with Fire.

Museet ligger så smukt ved Lillebælt, og der er en åben skulpturpark, som godt nok lige nu var lidt smattet at gå rundt i. På billedet er det Peter Brandes meget store krukke, der godt kunne være museets vartegn.

Vi startede med kaffe og kage i den nydelige café - men stolene er rædselsfulde. Det er vist ikke meningen, man skal blive siddende alt for længe.

Derefter skulle vi rundvises i samlinger og særudstilling. Vores guide kom til at fordybe sig for meget i de faste samlinger, så der næsten ikke var tid til særudstillingen, men vi hoppede fra, før han var færdig, så vi fik kigget lidt mere på Playing with Fire.

I udstillingen går den britiske kunstner (bl.a. keramiker og forfatter) Edmund de Waal i dialog med Axel Salto. Jeg må indrømme, jeg nåede ikke rigtig til dialogen, men jeg så og genså en masse af Saltos værker. Ikke bare hans kendte keramiske værker, men også for eksempel tekstiler og bogillustrationer.

Det er en god og spændende udstilling, og jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage, inden udstillingen skal videre til Norge i august. 

På billedet ses en af bogillustrationerne eller mere korrekt en kopi på lærred (tror jeg nok) af en af illustrationerne.

Inden Salto og de Waal havde vi som nævnt været igennem de faste udstillinger.

Jeg blev urimeligt glad for at gense en af Hans Munck Andersens krukker:

Vi har besøgt hans og hans kone Gerd Hiort Petersens værksted på Bornholm, hvor vi fik en god snak med Hans Munck Andersen. Det er så sjovt, for de er så vidt forskellige. Han arbejder meget i porcelæn og har et helt andet og lettere udtryk end hende, der arbejder i stentøj med et robust og rustikt udtryk. 

I Skatkammeret udstilles genstande fra de sidste 235 års danske design- og industrihistorie, blandt andet denne fine missemor:

Jeg glemte at få data på den, så det er altså absolut nødvendigt, at vi vender tilbage til Middelfart inden alt for længe.

Tåge

Jeg har været et par gange i Skanderborg, hvor der er så smukt, inden for de sidste par uger. Der har begge gange været godt tåget, og det er faktisk også smukt.

Man kunne da lige se, at der var ænder på søen.

Der var lidt mindre tåge i selve byen. Her er det det nye og endnu ikke helt færdige byggeri "Lille Nyhavn".

Skanderborg er jo Ole Lund Kirkegaards fødeby, og det har byen ikke glemt. Jeg synes, Lille Nyhavn passer fint til Kirkegaards farverige univers,

Vi var med, da der for et års tid siden var åbent hus i et par af lejlighederne. De var lækre, det så ud til at være kvalitetsbyggeri. Det afspejlede sig selvfølgelig også i prisen. Hvis det ikke lige var for den, kunne jeg godt være flyttet ind.