tirsdag den 30. juni 2015

Morgenkaffen i den gale hals

Den nye regering er ikke min kop te - eller kaffe for den sags skyld.

Overskriften i dagens avis taler for sig selv. Jeg foretrækker en regering, der tænker på mennesker og ikke kun på penge.

Jeg ved godt, at løbet sikkert blev kørt ved valget, men alligevel: Man kan da protestere. Se dette link.

Jeg har utallige billeder taget ved kysten, og der skal også nok komme et på, men jeg skal lige have dette indlæg postet, mens jeg skummer.

torsdag den 25. juni 2015

Citater om katte #33

En kat har fyrre millioner hår: Fem millioner på ryggen, ti millioner på maven og femogtyve millioner på sofaen.
Midas Dekkers

Sjovt citat, men det rammer heldigvis ikke vores katte. Hverken Sarantoya eller hendes forgængere. Ingen af dem har fældet specielt meget.

Alligevel har vi altid medbragt mængder af tæpper og hynder, når vi har haft vores katte med i sommerhus eller andre steder.

Vi tager kun til steder, hvor det er tilladt at have dyr med, men det er vores ambition, at man ikke bagefter skal kunne se spor efter dyret. Så er chancen for, at der vedbliver at være dyrevenlige overnatningssteder størst, tror vi.

På fotoet ligger Sarantoya på en af sine hynder i sommerhuset ved Nørlev Strand. Det var et kun et år gammelt sommerhus, og det var moderne og smagfuldt indrettet. Jeg tror, der er nogen, der har haft det rigtig sjovt med indretningen.

Vi syntes, at både Sarantoya og vores medbragte grå grydelapper af gummi passede fint ind - men det gjorde hynden ikke.

Her er et kig ned i stuen oppe fra en af de små hemsagtige ekstra stuer. Dem var der to af, begge udstyret med tv.

Der var så pænt, at man automatisk fik lyst til at holde alt ryddeligt, men lidt rod er der alligevel på billedet; bl.a. nogle af Sarantoyas tæpper og legetøj.





På taget af huset groede der røde husløg. Meget opfindsomt og rigtig flot og stemningsgivende. Gad vidst, hvordan det ser ud om vinteren.

Det er helt bestemt et sommerhus, vi gerne vil tilbage til. Bare der nu bliver passet på det i mellemtiden.






mandag den 22. juni 2015

Sommersolhverv og Sankt Hans

I går var det sommersolhverv, i morgen er det Sankt Hans.

Forhåbentlig kommer der mere sommer efter midsommer end før, for det har unægtelig været en noget våd og kold sommer indtil nu. Vi er taknemmelige for, at vejret var bedre, da vi var på ferie - eller måske er det bare bedre i Nordjylland? Jeg er for et stykke tid siden skiftet til sandaler, som mine fødder elsker, men det kniber med at holde dem på.

Man kan trøste sig med, at astronomisk set begyndte sommeren først i går, og den varer helt frem til jævndøgn - men dagene bliver unægtelig kortere nu. Øv.


For et par dage siden var der hen under aften et helt besynderligt lys over himlen. Meget gyldent og meget lysende - alle de grønne farver blev intenst grønne med et gult skær.

Det opgav jeg at fotografere, men jeg forsøgte mig med regnbuen, der samtidig var på den modsatte del af himlen.

Det var en fuld regnbue, og den blev der i lang tid. Desværre havde jeg ikke vidvinkel nok til at få hele buen med på samme billede.

Måske var det endda en dobbelt regnbue. Jeg synes, jeg kan se spor efter den ydre bue på mine billeder, men jeg lagde faktisk ikke mærke til den i situationen.

For en del år siden - før digitalkameraernes tid - så jeg en meget tydelig dobbelt regnbue. Da jeg bragte mine billeder til fremkaldelse, grinede fotohandleren og sagde, at han straks havde gnedet sig i hænderne, da han så regnbuen. Det var penge i lommen for ham.

Det bedste man kan sige om den indtil nu våde sommer: Det er helt unødvendigt at vande i haven.

søndag den 21. juni 2015

Ikke bare en gammel købmandsgård

Mellem Nørlev Strand og Hirtshals ligger Tornby, og i Tornby ligger der en gammel købmandsgård.


Der var også en kaffestue i forbindelse med købmandsgården. Ordet kaffestue har en nærmest magisk tiltrækning på os, så vi skulle helt klart på besøg. Vi kunne da også lige kigge på købmandsgården, når vi havde fået vores kaffe.

Kaffen var god og rigelig, og da vi var færdige med den, var der ikke så lang tid igen, inden købmandsgården lukkede. For kort tid, opdagede vi, for der var også en masse sjove og interessante og meget fint lavede temaudstillinger om bl.a. egnens skudehandel og om familien i gården. Vi måtte tilbage igen.

Selve købmandsbutikken er også sjov, men den ligner selvfølgelig andre gamle købmandgårde. Dog er udvalget af bjesk større end andre steder, og vi købte også en med hjem. Vi er ellers næsten holdt op med at indtage andre drikkevarer end vand, kaffe og te (det skal aldrig være lige nu), men vi ved, hvornår den her bjesk skal indtages. Der er i øvrigt også en bjeskstue i købmandsgården.

Fra udstillingen om skudehandelen mellem Danmark og Norge.
En skude er kommet hjem med tømmer fra Norge.
For os var det dog udstillingerne og kaffestuen, der var de største attraktioner.

onsdag den 17. juni 2015

Hirtshals' lyksaligheder

Mandag i vores ferie var der annonceret mindre godt vejr, så vi mente, at det nok var der, vi skulle kigge nærmere på Hirtshals.

Det blev strålende vejr med næsten ingen vind. Pigen, der ekspederede i Havnens fiskehus, hvor vi indtog vores frokost, fortalte, at det var den første dag i ugevis, hvor de ikke var blevet begavet med en strid og kold vind, men lige præcis den dag kunne vi sagtens sidde ude, og der var trængsel ved Fiskehuset.

Hirtshals er en charmerende lille by. Det første, vi observerede, var minsandten en garnforretning - oven i købet med gode tilbud. Faktisk var der endnu en garnforretning i byen, men den så vi kun udefra.

Vi brugte en del tid i havnen, som vi egentlig troede var Danmarks største fiskerihavn, men det er altså Skagen. Vi kan godt lide havne.

Se hvor blankt vandet er.
Hirtshals Fyrtårn må være et af landets mest fotogene.
Udsigten var heller ikke så dårlig, men kaffestuen var desværre lukket.
Vi var nødt til at vende tilbage til Hirtshals et par gange. Dels skulle der indkøbes mere af tilbudsgarnet, dels var der en café, der fristede - jeg havde kigget menuen på nettet.

Jeg lavede en af mine egne kvalitetstests, da jeg valgte fiskesuppen til frokost en dag, hvor vejret var mindre solrigt.

Som det kan ses på billedet, blev vejret meget bedre i løbet af frokosten, og suppen og Dorthes salat med rejer smagte så godt, at vi vendte tilbage for tredje gang for at prøve de tillokkende sommertapas.

Bortset fra at der efter min mening var for meget lakrids i den søde afdeling, var det rigtig gode tapas, og når der ydermere var en fin betjening, kan jeg med sindsro anbefale Lilleheden restaurant og café.

tirsdag den 16. juni 2015

Ferie ved stenalderhavets rand

Vi har været på en uges ferie i sommerhus ved Nørlev Strand i Nordjylland.

Da vi kørte dertil, lagde vi straks mærke til et område med en masse sjove æbleskivebakker.


Hvad mon det var? Gamle klitter? Lidt langt inde i landet, syntes vi.

Vi kørte igennem området mange gange, og endelig opdagede vi et skilt med information. Og jo, det var gamle klitter, der er blevet til under de mange sandstorme i 1500-1700 tallet. De har oven i købet et navn, nemlig Skallerup Indlandsklitter. De er heldigvis fredede.

Det er Lien også. Det er en 5 km lang indlandsskrænt, som i stenaldertiden var en klint ud mod havet.



Vores sommerhus lå mellem Lien og vandet, og vi kunne se Lien fra stuen og Jammerbugten fra både køkken og stue. Somme tider kunne vi se nogle af de mange heste i området på Lien. Fotoet er dog taget på den anden side af den tilgroede klint.

Der er den store fordel ved at være på ferie i Nordjylland, at vejret er bedre der end mange andre steder i landet. Regn den første nat, men ellers ikke en dråbe, og vi fik rigtig mange solskinstimer. På billedet med Lien og hestene er det faktisk klart solskin, men jeg skulle vist have haft modlysblænde på kameraet for at fange den blå himmel også.


Fra vores strand kunne vi se helt til Hirtshals. Hvis man ser rigtig godt efter på billedet, kan man se Hirtshals' fyr i den lette dis.

søndag den 14. juni 2015

WWkip

I går var det WWkip - World Wide Knit in Public Day - eller på dansk Verdensomspændende strik i det offentlige-dag.

Vi har ikke været med før, men i år strikkede vi sammen med en snes andre strikkeglade kvinder - deriblandt Annett - i caféen på Jorn Museet i Silkeborg.

Det blev en hyggelig eftermiddag. En let frokost, gang i pindene og snakken og kaffe ad libitum.

Det var rart at strikke sammen med andre igen. Den nyligt afholdte store strikkecafé i forbindelse med Garnstafetten i Århus kunne vi desværre ikke komme til, og vi savner strikkecaféerne med emne, som tidligere blev afholdt i Fandango. I går fandt vi ud af, at der somme tider er nogle i Silkeborg hos GadeStrik.


Jeg havde selv lige slået op til en pigekjole, som Dorthe har købt som kit, men som skal strikkes på tynde pinde. Det kan Dorthe i modsætning til mig ikke lide, så jeg har overtaget den. I sidste øjeblik havde jeg dog kylet mit sjal, der næsten er færdigt, i tasken, og det blev det, jeg strikkede på. På det ikke særlig spændende billede ligger det på min plads ved den røde pil.

Måske skal jeg alligevel have pillet det sidste op, for farvefordelingen er ikke blevet helt, som jeg ville have den - lidt afhængig af hvor stort sjalet skal være. Jeg skal vist til at måle det op nu...

tirsdag den 9. juni 2015

Endnu en fejring

HURRA for CARL NIELSEN, der blev født for nøjagtig 150 år sidem.

Uden ham havde vi ikke haft Jeg ved en lærkerede, Fynsk Forår, Maskarade, Tågen letter. Sinfonia Espansive og Det Uudslukkelige, som vist nok er min favorit blandt symfonierne. Og en masse andet. Han er en af mine yndlingskomponister, hvis ikke yndlingskomponistEN.

Mit liv ville være fattigere uden Carl Nielsen.


Foto fra 1884, hvor Carl Nielsen blev optaget på konservatoriet.

fredag den 5. juni 2015

Værd at fejre

Grundlovsdag er altid en festdag, men i år er det en ekstra festlig dag. 100-året for kvindernes stemmeret - det er virkelig en begivenhed, der er værd at mindes.

Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg på noget tidspunkt selv har mærket, at kvinder skulle være mindre værd end mænd. Uddannelse til kvinder har hele mit voksenliv været en selvfølgelighed. Det samme gælder p-pillen og retten til fri abort, der kom lidt senere. Altsammen noget der gav en vældig frihed.

I 70erne var et af slagordene Lige løn for lige arbejde. Jeg ved ikke, hvordan det går med det, men ligeløn kniber det åbenbart med. En af årsagerne er vel, at kvinder ikke er så karriere-fikserede som mænd. Jeg har selv altid hævdet min ret til at fravælge en egentlig karriere. Jeg har nydt "kun" at være på arbejde i 37 timer og så uden dårlig samvittighed bruge min øvrige tid på det, jeg havde lyst til at bruge den på.


Jubilæet blev og bliver markeret af bl.a. Kvindemuseet i Århus. I går deltog såvel sort- som hvidklædte kvinder i det optog gennem byen, der altid er i forbindelse med junis store forbrugsfest Open by Night.

Jeg synes, det er mærkeligt at tænke på, at det kun er 100 år siden, mændene her i landet bestemte, at demokrati også omfatter kvinder. Efter et kæmpe forarbejde af en masse modige og kloge kvinder. Al respekt til dem.

En dobbeltdækkerbus fra London i optoget