De små glæder

 

Julius-fodspor på vores havegang er en af de små glæder. Vi ved selvfølgelig ikke med sikkerhed, om det er Julius, der har sat aftryk, men vi tror det. Det ser i øvrigt ud til, at Julius er glad for sneen, og han pynter i hvert fald:

Julius selv er en af de store glæder. Når vi møder ham, kommer han altid løbende med højt løftet hale for at få lidt kæl. Jeg er mere end én gang kommet for sent til bussen, fordi jeg skulle snakke med ham, men der kommer som bekendt altid en sporvogn bus til.

Vi er også glade for ham af en mere prosaisk grund. Vi tror nemlig, han er med til at holde rotter (og mus) væk. Ikke fordi vi ved, at han tager dem eller i det hele taget kan tage rotter, for det er jo ikke alle katte, der har den evne. Men det siges, at det ved rotterne ikke, så de holder sig på afstand, når de kan lugte katte. I hvert fald er det et faktum, at vi ikke har fanget så mange gnavere, efter at Julius er flyttet ind.

Kyndelmisse slår sin knude

Det er godt nok koldt og blæsende i år, men det forhindrer ikke nogle meget smukke morgener og tusmørketimer.

Dette billede tog jeg på hjemvejen for et par dage siden. Farverne var endnu smukkere i virkeligheden.

"Det er hvidt herude" passer ikke lige nu her i byen, men der er trusler om snestorm i dag. Jeg kan godt undvære både frosten og sneen. Jeg siger med Blicher:

Kom, sydvest, som frosten tvinger
kom med dine tågevinger
kom og løs den bundne jord!

Et af vejrvarslerne i forbindelse med Kyndelmisse - eller Kjørmes knud som dagen hedder på jysk - siger, at hvis det blæser så meget, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Jeg gætter på, at varslet ikke gælder, når blæsten er østenvind, og godt nok blæste det meget i mandags, men så meget? Nå, for resten findes der vel slet ikke kællinger mere.