lørdag den 27. september 2025

Alkoholiker...

 ...bliver jeg vist aldrig. Jeg er yderst kedelig, når det kommer til drikkevaner, faktisk vil jeg næsten altid helst drikke postevand. 

Jeg kan dog godt lide en cocktail ved sjældne lejligheder. Senest på Fanø, hvor vi en aften havde bestilt bord på Restaurant Nordby og syntes, det kunne være meget passende med en cocktail på Værftet - som vi vel at mærke aldrig har besøgt før - inden spisningen.

Det kalder absolut på en gentagelse.


Vi fik tre forskellige, og ingen af os fortrød vist vores valg. På bordet står en Espresso Martini, en Rhubarb Collins og forrrest min Aviation. Det var nyt land for mig, og på cocktailkortet bliver den også kaldt "the forgotten cocktail".

Den består af amerikansk Aviation gin, marachino (en blommelikør), creme de violette (og ja, den smager af violer) og lime- eller ctronsaft. Vores bartender Alan sagde, at den var vanedannende. Han har ret!

Værftet er en del af Æ Klæg, som er en paraplybetegnelse for alt, hvad der forgår på det sted, og det er ikke så lidt. Elses Gab er et af vores foretrukne frokoststeder, og vi er selvfølgelig altid inde og se Marco Broddes galleri og hilse på gåseskulpturen i vinduet.


I det hele taget var der en del Marco Brodde på vores program for årets Fanø-ferie. Vi var for eksempeli i Fanø Biograf og se filmen Vadehavsmaleren.


Den var faktisk en del af strikkefestivalen, men blev nok vist på et lidt forkert tidspunkt, for de fleste festivaldeltagere havde travlt med strik og garn kl. 14 om eftermiddagen. Men det er en fin film, og der var heldigvis en del andre end os til stede. En snak efter filmen med instruktøren Lars Düwel udvidede oplevelsen.

Søndag efter festivalen var vi på fugletur på Sønderho Strand med Marco Brodde, der ud over at være kunstner også er naturvejleder. Det var en del af en fuglefestival, hvor der i vadehavet blev sat specielt focus på trækfuglene. Det var godt nok ikke dem, vi så flest af, men vi fik set en masse andre. Og hørt - jeg var specielt glad for at se og høre storspoverne. De har sådan en fin lyd. Vi fik også set blandt andet havørne.

Vi sluttede vores Marco Brodde program med at købe et par billeder, Annett var faldet for en vibe, og jeg kunne ikke stå for et grafisk forarbejde med to sortstrubede bynkefugle. Billederne bliver leveret i næste uge. Så skal jeg bare finde en god plads til dem. Der er efterhånden fyldt godt op på væggene.

mandag den 1. september 2025

Færdigt strikkeprojekt

Jeg er blevet færdig med årets anden strikkede tee eller på dansk simpelthen bluse. Denne gang dog ikke til mig selv, men til min søster.


Efter mange overvejelser og megen frem og tilbage og afprøvning af diverse opskrifter endte det med, at jeg valgte den ret kendte Anker Tee fra Petite Knit. Den passede til det garn - Isagers Trio 2 i hør, bomuld og lyocel - jeg havde valgt.

Undervejs i strikkeriet fortrød jeg mit valg lidt. Opskriften virker en anelse forældet, nyere tee-opskrifter har for eksempel næsten altid vendepinde til at forme halsrundingen. Det har denne ikke, hvilket betyder, at blusen er helt ens for og bag. Jeg fik desuden gjort halsåbningen for lille og stram i det uelastiske Trio 2 garn, så jeg måtte regulere, da blusen var færdig. I det hele taget tror jeg ikke, italiensk opslagning, som ellers er så flot, egner sig til uelastisk garn. Det er ikke første gang, jeg har haft problemer med det, og det er ikke så let at pille en italiensk opslagning op igen, skulle jeg hilse og sige.

Garnet er jeg til gengæld begejstret for. Det passer fint til modellen, det er absolut kradsefrit og det giver et flot fald, og alt i alt er jeg godt tilfreds med det færdige resultat. Det håber jeg, min søster også bliver.

P.S. Har lige fundet ud af, at også andre har savnet en mere formet halsudskæring på Anker Tee. Jeg fandt endda en video, der viser, hvordan de kan laves: https://www.youtube.com/watch?v=ws8V9yODeSo
Jeg skal altså vænne mig til ikke bare at stille mig tilfreds med tingenes tilstand, men i stedet lede efter løsninger, hvis jeg ikke selv har nogen.