mandag den 30. december 2024

Verdens mest nuttede dyr

Det allermest nuttede dyr - lige bortset fra de dyr, man har boet sammen med - må bestemt være dette: 


Altså den røde panda. Dette eksemplar og endnu et hilste vi på i Ebeltoft Safaripark juleaftensdag.

Parken havde fået den glimrende ide at holde åbent med gratis adgang. Det benyttede vi og en masse andre os af, og det var god reklame for parken. Vi fik i hvert fald lyst til at komme igen.

Ikke alle dyr var fremme, for eksempel var alle savannedyrene inklusiv det girafføl, der blev født i december, i deres stalde. Men pandaerne underholdt. De er ikke lukket inde, så i teorien kunne de godt gå ud til publikum. Det gjorde de dog ikke, til gengæld klatrede de rigtig meget i træerne, helt ud på de tynde grene og kviste.


Ok, det er måske ikke lige der, man skal tage middagsluren efter at have fyldt vommen med røde juleæbler.

Også løverne fik en lille snack, så i modsætning til i København fik vi denne gang set løver. Også årets løveunger, 4 styk, født i april. De er nu også ret nuttede.


I Nordamerika området havde polarulvene anbragt sig meget dekorativt ved en af jernbanebroerne. Måske kørte ekspressen ikke juleaftensdag, i hvert fald så ulvene yderst afslappede ud.


Hvem, der ikke var afslappet, var et æselføl.


Det var meget svært at få et billede af, for det var i gang med dagens træning og drønede op ad bakke og ned ad bakke og rundt om en lille sø i det pænt store område, hvor æslerne bor sammen med kamelerne. Det lykkedes at få et enkelt billede, hvor det lige skulle hen til sin mor for at se, om alt var, som det skulle være.

Flere af de voksne æsler havde tykke maver, så jeg håber på flere æselføl til vores næste udflugt til parken, men måske ser æsler bare sådan ud.

Også zoo-katten fik jeg et billede af:


Det er altså ikke mig, der har leget med photoshop. På en eller anden måde kom billedet helt af sig selv til at ligne en detalje i et maleri.

tirsdag den 24. december 2024

Med disse julebilleder taget gennem årene ønskes alle, der kigger forbi bloggen

  En Glædelig Jul

Taget i år, men Mogens Bøggilds grise får nu sløjfer på hvert år i december

Jeg vil hellere spise disse bagergrise end de stakkels grise
fra de danske svinestalde
Selv juleudsmykningen kan tabe pusten.
Set i Bruuns Galleri for adskillige år siden

Hvis man skulle få den tanke, at jeg godt kan lide grise,
så er det helt rigtigt


onsdag den 4. december 2024

Så gik november

Det er altid en fornøjelse at være i
Det Gamle Elværks smukke hal
Nogle mener, november er årets længste måned. Det må jo være, fordi de hellere vil foretage sig noget andet end det, de gør. For mig var november usædvanlig kort i år, den fløj bare af sted.

Vores lokale julemarked blev overstået på bedste vis. Om lørdagen lå et fint lag sne, der understregede julestemningen, og søndag var det lidt regn og tåge, så hvad ville være bedre end at gå på julemarked?

Vi manglede da heller ikke publikum, og salget var nogenlunde som sædvanligt, men det var måske lidt andre ting, vi solgte. Jeg mangler i hvert fald små veste i lageret nu.

I midten af måneden var vi et par dage i København. Zoologisk Have, Statens Museum for Kunst og Glyptoteket var på programmet foruden en gang aftensmad med min søster og svoger.

I zoo var vi en del hos elefanterne. Vi så Chin og de andre både ude og inde. De ville vist helst være inde, men de blev lokket ud, sikkert fordi der skulle muges ud i huset, og det var jo vores held.

På billedet har Chin og hendes mor lige tjekket, om der stadig ikke var blevet åbnet ind til huset.

Den lille charmetrold er selvfølgelig vokset, men jeg kan bedst se det, når jeg sammenligner billeder fra vores forskellige besøg.

Selv om det ser sådan ud, mangler Chin altså ikke et stykke af snabelen.
Hun har bare drukket vand.
Ellers var vi en del i Søndermarken, hvor vi denne gang fik set de to flodhesteunger rigtig godt. Det var der også mange andre, der gjorde, og vi fulgte med i, både hvad ungerne og de voksne foretog sig og i det øvrige publikums reaktioner. En pige i konfirmationsalderen hvinede "Mit yndlingsdyr" - jeg havde ikke lige troet, at en flodhest ville være en teenagepiges yndlingsdyr. Og en stor flok drenge i 10-12 års alderen fulgte levende med i, om de to små gik ind til næsehornene (det gjorde de), og hvad der så skete (ingenting). 

Flodhesteungerne er måske nok mere sjove end søde, men de var i hvert fald sødere end de 5 løveunger, for de viste sig overhovedet ikke. Det er vist første gang, vi har været i zoo uden at se en eneste løve.

Statens Museum for Kunst og Glyptoteket får ingen nærmere omtale i denne omgang, bortset fra at Käthe Kollwitz udstillingen "Mensch" på kunstmuseet anbefales, og det gør hele Glyptoteket også.

Ud over at se på kunst var vi i Sydhavnen, et område vi til gengæld ikke har den store erfaring med. Hvor er byggeriet derude dog trist! Der ville jeg nødigt bo. Men det italienske supermarked Supermarco har sin adresse derude, og det er et spændende sted. De har overvældende mængder af pasta, trøfler, vin, ost med mere, men det var selvfølgelig Venchi chokoladen, jeg var interesseret i. 

Min absolutte yndlingschocolade var udsolgt (kan man nu forstå det?), men de havde den næstbedste, som min chokoladepusher i Ribe gav mig en smagsprøve på, sidst jeg var der. Der var også en kaffechokolade. Det er ikke let at få mørk chokolade med kaffesmag, men her var den, så mit Venchi-repertoire blev forøget med endnu en variant.


Den flotte skumringshimmel oplevede vi, da vi ventede på bussen ind mod centrum igen. Ikke alt er gråt i Sydhavnen og heller ikke i november.

Måneden bød også på et par sjove kurser. Først fortalte Ditte fra Linser for livet en aften om den danske produktion af linser, ærter og bønner, og vi fik gode råd og smagsprøver. Senere var jeg på et aftenkursus hos Broderi Moderne i Visible Mending - altså broderi, der kan udbedre huller og skjule pletter på tøj, men man kan også bare bruge det dekorativt.

Jeg har ikke broderet noget videre endnu, men de tørrede bælgfrugter har jeg haft stor fornøjelse af. Især er jeg glad for opskrifterne på marinerede ærter og bønner, som vi har haft i køleskabet lige siden kurset. Lige nu er de dog spist op, og jeg skal have lavet en ny portion.