Byen - kulturliv - sommer, tre ingredienser til en god juli for mig. Med hensyn til det sidste måtte der godt være lidt færre byger, eller i hvert fald kunne de holde sig til at falde om natten, men hellere byger også om dagen end konstant 30 graders varme. Og så slemt har det heller ikke været.
Til jazzfestivalen tror jeg, de fleste af de udendørs arrangementer blev gennemført, så voldsomt problematisk var det ikke.
Programmet var ikke helt så spændende, som det har været tidligere år. Der var en frygtelig masse af det, jeg kalder frokostjazz, sådan lidt let jazz, som man da godt kan høre med fornøjelse, men som ikke just sætter spor. Til gengæld var der ikke meget avantgarde i programmet.
Det betød dog ikke, at vi ikke hørte en hel del godt. Men vi syntes ikke, vi gik glip af så meget, så måske var det lidt smalle program bare en god ting ;)
Vi hørte to sangerinder, som vi ikke har hørt før, men som var virkelig gode.
Randers Big Band havde Keshia Christiansen med som solist - et indtil nu helt ukendt navn for os og mange andre, kunne vi forstå på snakken rundt om. Men hun var god, meget livlig, charmerende og som det vigtigste så sang hun godt. Hun må gerne komme tilbage næste år.
I det hele taget hørte vi en del big band. Blandt andet Kathrine Windfeldt Big Band, som var gode, men ikke helt så gode som tidligere, syntes jeg. Det modsatte var tilfældet med Aarhus Jazz Orchestra. Dem synes jeg aldrig at have hørt så sprudlende og skarpe som i år.
Deres solist i år var Thad Jones. Ikke i levende live, da han døde for adskillige år siden, men koncerten var en hyldest til ham og hans arrangementer. Sådan set var dirigenten, Dennis Mackrel, også solist. Han mente godt nok selv, at han var kommet ind i den allersidste fase og bare stod og viftede lidt med hænderne, og at det var Nikolai Bøgelund (som også dirigerede Randers Big band), der havde øvet med orkestret, som burde have æren, men jeg gætter nu på, at begge havde deres andel i at bandet var så velspillende. Vi nød det!
Deres solist i år var Thad Jones. Ikke i levende live, da han døde for adskillige år siden, men koncerten var en hyldest til ham og hans arrangementer. Sådan set var dirigenten, Dennis Mackrel, også solist. Han mente godt nok selv, at han var kommet ind i den allersidste fase og bare stod og viftede lidt med hænderne, og at det var Nikolai Bøgelund (som også dirigerede Randers Big band), der havde øvet med orkestret, som burde have æren, men jeg gætter nu på, at begge havde deres andel i at bandet var så velspillende. Vi nød det!
Den anden gode sangerinde, vi hørte, var Lisa Bassenge, også hun ukendt for os før denne koncert. Hun er tysk og synger utrolig godt, og til denne koncert fortolkede hun Cole Porter sange, så materialet var der bestemt heller ikke noget i vejen med. Også hende vil vi meget gerne høre igen
I en noget anden boldgade var vi i selveste domkirken til Share Improfest Maraton. En masse unge musikere fra forskellige lande spillede improvistationsmusik. Jeg ved egentlig ikke, om det var jazz, men det var spændende og opløftende, og der skete hele tiden noget. Man kunne også rigtig høre domkirkerummets flotte akustik.
Koncerten, hvis man kan kalde det det, varede i 4 timer, men vi blev der kun de to første. Ikke fordi vi kedede os, men fordi vi skulle andetsteds hen.
Moesgaard ligger godt nok lidt uden for byen, men hører alligevel til byens kulturliv. Vi har ikke overrendt deres udstillinger, mest fordi vi har ment, at vi kendte udstillingernes emner, for eksempel Pompeji, for godt.
Den nyeste, Ud af kaos, beskæftiger sig med tiden mellem romerrigets (det vestlige, altså) fald og vikingetiden. I min historieundervisnings tid kaldte vi det folkevandringstiden.Den er ikke lige vores spidskompetence, så den udstilling måtte vi hellere se.
Jeg var ikke overbegejstret. Dels var udstillingen noget mindre, end jeg havde forventet, dels synes jeg, den var noget rodet, men der var en masse fine genstande, man kunne kigge på.
På billeder er det en lille statue af selveste Jupiter. Jeg synes, han er nuttet.
Det, der optog os mest, var faktisk, at vi for anden gang inden for kort tid, stødte på det vulkanudbrud, der fandt sted i 536, og som udløste en større klimakatastrofe. Faktisk var der vist flere vulkaner, der var i udbrud nogenlunde på det tidspunkt, og man har fundet ud af, at i hvert fald vulkanen Katla på Island havde et gigantisk udbrud. Flere år med formørket himmel, ingen høst, ingen sommer, hungersnød og så videre var resultatet.
Katla er en aktiv vulkan, og sædvanligvis er den i udbrud med mellemrum på 40-60 år. Den har sidst været i udbrud i 1918! Uhyggeligt eller hvad? Man ved jo, hvad der kan ske, når en vulkan samler sammen til et rigtig stort udbrud. Eyjafjallajökull udbruddet i 2010, der lukkede en del flytrafik i en uge, kan risikere at blive det rene ingenting i sammenligning.
Det er lige til at blive fatalist af. Hvis ikke vi mennesker kan få ødelagt kloden hurtigt nok, kan Katla måske hjælpe os. Men det kan da godt ske, at vi kommer først, og jeg er såmænd lige ved at forstå de mennesker, der lystigt flyver kloden rundt. Det går jo galt under alle omstændigheder.
Tilbage til kulturen: Vi har også været på en enkelt kunstudstilling. På galleri Lene Bilgrav blev der udstillet værker af Inge Ellegaard. "Blomster, striber og tern" hed den. Egentlig kan jeg bedre lide hendes værker fra dengang i 80erne, hvor hun var ung og vild. Hendes senere blomsterbilleder havde jeg tidligere kun set på tryk, og de er godt nok meget bedre i virkeligheden. Ikke desto mindre kommer her et eksempel:
For at komme hele vejen rundt så har vi også i biografen set Oppenheimer. Ikke nogen dårlig film, og det er i hvert fald en interessant historie, men lyden var alt, alt for høj. Jeg tog selvfølgelig mine ørepropper på, alligevel måtte jeg i lange passager sidde med hænderne for ørerne. Det ødelagde oplevelsen.
Men alt i alt har det været en dejlig juli i kulturbyen.
