I vest

Det startede egentlig med, at en af mine tysk-medkursister opdagede en udflugt til Pellworm på Store Bededag.

Vi har i den forløbne sæson læst Schneetage af Jan Christophersen, og den handler blandt andet om Vadehavet, hvor Pellworm ligger, og om den forsvundne by Rungholt. Vi var flere, der gerne ville med på den tur - faktisk 8 i alt, men Dorthe og jeg syntes, at vi lige så godt kunne kombinere det med en ferie på Rømø.

Ergo bestilte vi et feriehus magen til det, vi boede i i november for 5½ år siden, stort nok til at Annett og Yrsa også kunne bo der. De ville gerne med, og de ville også gerne med på turen til Pellworm.

I november 2013 havde vi meget skiftende vejr og især en masse blæst grænsende til storm. Denne gang havde vi i sagens natur bedre vejr, selv om det ikke var rigtig sommer.

Rømø har en masse natur at byde på, tidevand, fugleliv, og så har de en fantastisk bred sandstrand. Vist nok en af de bredeste i hele verden.

I det fjerne ses drageflyvere

På billedet er det stranden ved Lakolk. Jeg tror, der var en hel kilometer fra klitrækken til vandkanten. Inden man kommer til stranden, skal man forbi Lakolks indkøbscenter. Det er så grimt, at det nærmest er en oplevelse!

Ellers er det begrænset, hvor mange attraktioner, der er på øen, og jeg tror, vi besøgte dem alle. Tønnisgård Naturcenter, Kommandørgården, kirken og kirkegården, havnen i Havneby, hvor vores feriehus lå, og Toftum Skole, den mindste skole i landet.

Den er da sød, den lille Toftum Skole

Skolen blev bygget af beboerne på nordøen i 1784, og beboerne i de små samfund der var forpligtet til at lade deres børn - både drenge og piger - gå i skolen.

Det var også de lokale gårdmænd, der stod for undervisningen -  mange af dem havde tidligere været styrmænd eller kaptajner, så de var absolut ikke uuddannede. Skolen fungerede til 1874.

Et andet lille hus lå lige midt i det flade landskab, som jeg er så vild med. Læg mærke til det meget lille udhus. I horisonten er Rømø-dæmningen, de to knotter er lastbiler, der måske er kommet med Sild-færgen til Havneby.

Rundt om i landskabet lå der selvfølgelig også de karakteristiske marskgårde. Dem tog jeg af en eller anden grund ingen fotos af, men så er der også en grund til at tage tilbage til Rømø igen. Det passer for resten ikke helt, for jeg har billeder af Kommandørgården, som nu hører under Nationalmuseet.