fredag den 15. marts 2024

Udflugt til Middelfart

Vi havde nok engang været heldige og vundet billetter til en af Realdanias rundvisninger, denne gang til keramikmuseet Clay i Middelfart. Vi skulle se og høre både om den forholdsvis nye tilbygning og om den aktuelle særudstilling Playing with Fire.

Museet ligger så smukt ved Lillebælt, og der er en åben skulpturpark, som godt nok lige nu var lidt smattet at gå rundt i. På billedet er det Peter Brandes meget store krukke, der godt kunne være museets vartegn.

Vi startede med kaffe og kage i den nydelige café - men stolene er rædselsfulde. Det er vist ikke meningen, man skal blive siddende alt for længe.

Derefter skulle vi rundvises i samlinger og særudstilling. Vores guide kom til at fordybe sig for meget i de faste samlinger, så der næsten ikke var tid til særudstillingen, men vi hoppede fra, før han var færdig, så vi fik kigget lidt mere på Playing with Fire.

I udstillingen går den britiske kunstner (bl.a. keramiker og forfatter) Edmund de Waal i dialog med Axel Salto. Jeg må indrømme, jeg nåede ikke rigtig til dialogen, men jeg så og genså en masse af Saltos værker. Ikke bare hans kendte keramiske værker, men også for eksempel tekstiler og bogillustrationer.

Det er en god og spændende udstilling, og jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage, inden udstillingen skal videre til Norge i august. 

På billedet ses en af bogillustrationerne eller mere korrekt en kopi på lærred (tror jeg nok) af en af illustrationerne.

Inden Salto og de Waal havde vi som nævnt været igennem de faste udstillinger.

Jeg blev urimeligt glad for at gense en af Hans Munck Andersens krukker:


Vi har besøgt hans og hans kone Gerd Hiort Petersens værksted på Bornholm, hvor vi fik en god snak med Hans Munck Andersen. Det er så sjovt, for de er så vidt forskellige. Han arbejder meget i porcelæn og har et helt andet og lettere udtryk end hende, der arbejder i stentøj med et robust og rustikt udtryk. 

I Skatkammeret udstilles genstande fra de sidste 235 års danske design- og industrihistorie, blandt andet denne fine missemor:


Jeg glemte at få data på den, så det er altså absolut nødvendigt, at vi vender tilbage til Middelfart inden alt for længe.

torsdag den 7. marts 2024

Tåge

Jeg har været et par gange i Skanderborg, hvor der er så smukt, inden for de sidste par uger. Der har begge gange været godt tåget, og det er faktisk også smukt.


Man kunne da lige se, at der var ænder på søen.


Der var lidt mindre tåge i selve byen. Her er det det nye og endnu ikke helt færdige byggeri "Lille Nyhavn".

Skanderborg er jo Ole Lund Kirkegaards fødeby, og det har byen ikke glemt. Jeg synes, Lille Nyhavn passer fint til Kirkegaards farverige univers,

Vi var med, da der for et års tid siden var åbent hus i et par af lejlighederne. De var lækre, det så ud til at være kvalitetsbyggeri. Det afspejlede sig selvfølgelig også i prisen. Hvis det ikke lige var for den, kunne jeg godt være flyttet ind.

torsdag den 8. februar 2024

Liv og død i det gamle Ægypten

For en gangs skyld var vi ikke i sidste øjeblik, da vi i sidste uge besøgte Moesgaard og så den store udstilling "Egypten - Besat af livet". 

Jeg blev overrasket over, hvor ufattelig meget man ved om faraonernes rige, men man kan jo sagtens læse hieroglyffer og dermed også blandt andet de manualer, der blev lavet for balsamering af mumier, og hvad man kunne og skulle gøre for at leve videre på den anden side af døden. Det var for eksempel tilladt at bruge snyd :)

Vi var med på en guided tur, som var rigtig god, både fordi den uddybede, men også fordi den gav en fin sammenhæng.


Mundåbningsritualet, som ses illustreret på den midterste del af relieffet, hørte nu ikke under kategorien snyd. Ritualet genoplivede åndedræt og sanser, så den døde kunne leve videre på "den anden side". Den døde er i dette tilfælde en kongelig billedhugger. Hans kone Niefertari og sønnen Merymery ses også i relieffet. Selv måtte billedhuggeren nøjes med det noget mere upoetiske navn Ken.

Det er en spændende udstilling, Moesgaard har stablet på benene, og jeg blev en del klogere på de gamle ægypteres tankegang. Det er måske heller ikke den historiske periode, jeg har dyrket allermest, men jeg er da altid inde og hilse på kattemumien, når jeg er på Glyptoteket.

Der var ingen kattemumier med på Moesgaard, men der var en falkemumie, og den var også fin


Vi kan heldigvis nå at se både falkemumien og alt det andet flere gange, for udstillingen slutter først den 18. august. 

mandag den 5. februar 2024

Elendig oplæser

På mit tyskhold læser vi i øjeblikket Mord auf dem Friedhof, nr. 2 i serien om Miss Merkel skrevet af David Safier. Det er en munter hyggekrimi, og ja, det er Angela Merkel, der som pensionist er blevet fritidsdetektiv.

Hvis kvaliteten havde været bedre, kunne denne blazer set på Strøget i Århus måske være noget for Miss Merkel. Hun ville sikkert være glad for farven

Jeg kan meget godt lide bogen og lånte nr 1 i lydbogsudgaven i E-Biblioteket til underholdning på mine gåture. På dansk, den tyske haves øjensynligt ikke. Under alle omstændigheder opgiver jeg det igen, for indlæsningen er katastrofalt dårlig.

Man skulle mene, det ville være en fordel, hvis indtaleren havde lidt fornemmelse for sprog. Det synes ikke at være tilfældet her. Oplæseren er tydeligvis hverken hjemme i tysk, engelsk eller fransk for slet ikke at tale om dansk. Desuden er hun tydeligvis slemt uvidende om stort set alt.

Jeg får simpelthen ikke det hele med, fordi jeg ustandselig skal studse over mærkelige udtaler eller andet. Et eksempel: Skarntyde udtales med tryk på første stavelse. Og et andet: Navnet Angela blev i de første kapitler udtalt på et ikke helt korrekt engelsk. Det må nogen have opdaget, for pludselig gik vi over til tysk udtale. Indtil videre er det ikke blevet åbenbaret for mig, hvem oplæseren er. Måske med fuldt overlæg?

Der er endvidere nogle mærkelige pauser i oplæsningen. Bliver der bladret i bogen eller valgt en ny side på e-læseren? Begge dele burde kunne gøres fiksere.

Jeg er heller ikke sikker på, hvor godt jeg synes om oversættelsen, men det finder jeg ud af, når jeg læser videre i den fysiske bog.

torsdag den 1. februar 2024

Byens måger

De kan være vildt irriterende, for eksempel når de hugger ens ost (det var endda en skive Gammel Knas!), men de er nu også flotte


Denne unge sølvmåge mødte vi sidste lørdag, efter vi havde spist brunch i byen (det er ved at blive en vane :), dog ikke på Sallings tagterrasse, hvor vi traf mågen.

Den forholdt sig meget roligt. Lige bag mig sad der nemlig et par, der indtog et eller andet, og det var tydeligvis dette et eller andet, der havde mågens opmærksomhed. Kun en enkelt gang kom jeg så tæt på, at den syntes, den hellere lige måtte bevæge vingerne.

Efter al sandsynlighed kommer mine blogindlæg i fremtiden til at ligne dette. Altså et enkelt eller nogle få billeder og en kort tekst. Måske kan jeg så få lavet lidt flere indlæg end sidste år, som satte den absolutte bundrekord antalsmæssigt.

onsdag den 24. januar 2024

Strik i 2023

FAKTA

11039 meter er blevet strikket og 12037 meter garn er blevet brugt. Flere ting er blevet strikket med dobbelt tråd. Lidt færre meter strikket og lidt flere meter brugt end i 2022.

7607 meter er lageret blevet formindsket med. Det er jeg lidt stolt af.

1131 kr. har jeg brugt på garn. Ikke så vildt meget, men til gengæld har jeg brugt en del på tilbehør, opskrifter og bøger, kurser og messer, så i alt har strikkeriet kostet mig 2791 kr.
Til gengæld har jeg solgt for 2795,- kr. Altså næsten balance, men jeg er ret sikker på, der er nogle udgifter, jeg har glemt i regnskabet. Jeg har været på både en workshop på Fanø og på et heldagskursus i patentstrik. Ingen af delene var helt vellykkede, men det forhindrer ikke, at prisen for bare de to kurser tilsammen overstiger de 700,- kr., jeg har noteret i regnskabet i rubrikken "Kurser, messer". Nå, jeg gider ikke forsøge at rekonstruere.

Jeg fik færdiggjort 52 projekter, 3 færre end forrige år.


Jeg havde 4 planer for 2023, og kunne sætte flueben ved tre af dem. Formindskelse af garnlageret er nævnt, men jeg fik også færdiggjort den cardigan, jeg begyndte på i 2022. Jeg ved ikke rigtig, hvor vellykket den er, i hvert fald er jeg ikke rigtig begyndt at bruge den. Den er strikket i ren bomuld og er noget tung, men mon ikke jeg kommer til at bruge den til sommer.

I marts fik jeg udgivet opskriften på Obaldo babyvesten, så det kunne også klikkes af.

Det eneste, jeg ikke klarede, var at få formindsket antallet af garner på Ravelry. Faktisk steg det med 7 - og jeg har allerede købt 2 nye i år :( Jeg må virkelig bestræbe mig på at få nogle garner strikket op i 2024.

Mit mest vellykkede projekt var nok min Kolam-tee, som jeg bloggede om i oktober. Den har jeg i modsætning til cardiganen brugt en del.

Jeg har også fået mig et par nye yndlingspulsvarmere:


Opskriften, som hedder Fadewalker, ligger frit tilgængeligt på Ravelry. Jeg har strikket så mange par Fadewalker, at jeg kan opskriften med egne tilretninger udenad - den er nu heller ikke så svær. Disse, hvor jeg er yderst tilfreds med farverne, er strikket i Filcolanas Arwetta og diverse rester til striberne.

Sidst på året strikkede jeg en Moby vest efter en Petiteknit opskrift:


Den var smaddersjov at lave og ikke nær så svær, som det umiddelbart kunne se ud til. Jeg har fuldstændig fulgt opskriften bortset fra én ting. Halskanten skulle have været dobbelt, men det syntes jeg ville blive for klodset i mit garn, så jeg lavede en italiensk aflukning ligesom på de andre kanter i stedet.

Og så blev der brugt en masse garn, det var et af de arbejder, hvor jeg strikkede med dobbelt tråd. Det er et ret lækkert garn, Mirasol Sulko Legato, af merino, alpaca og silke. Den beige farve blev brugt op, og jeg var nødt til at lave kanterne i en anden farve. I virkeligheden er de to farver tættere på hinanden.

Selv om det kunne se sådan ud, så strikkede jeg ikke kun i gråbrune farver. 

Faktisk er jeg meget mere til stærkere farver. Bortset fra rødt, med det strikkede jeg nu alligevel noget af. 

Opskriften på disse pulsvarmere hedder Te Ara, og de har en specielt god pasform. Desværre kan opskriften ikke fås mere.




Jeg har planer om to større ting i 2024. Dels en ny Hitofude cardigan. Den gamle, som jeg var enormt glad for, er det gudbedredet lykkedes mig at bortkomme.


Garnet er desværre udgået, men jeg har indkøbt en erstatning med tilnærmelsesvis samme fibersammensætning af hør og silke. Den nye skal have lidt længere ærmer, og farven er ikke grå.

Den anden ting er en let poncho. Garnet til den har jeg haft i lageret siden 2016, og det er også en lækker blanding - cashmere og silke - så jeg kommer til at strikke i gode garner. Til gengæld har jeg ikke en præcis opskrift, der skal vist stykkes sammen af flere forskellige.

fredag den 19. januar 2024

Fodspor i sne

 

Solsorten er stået op tidligere end os og har været helt henne ved havedøren for at se, om vi ikke snart ville komme med dens morgenmad.

søndag den 24. december 2023

Julefreden har sænket sig

I modsætning til de fleste andre har jeg ikke specielt travlt juleaftensdag. Vores private højtideligholdelse af juleaften er minimal, grænsende til det ikke-eksisterende, så for en gangs skyld har jeg tid tilovers til bloggen.

Siden midten af november har vi nemlig ligesom sidste år haft så travlt med at hygge os, at vi næsten blev stressede. Kun næsten, men faktisk er der noget af det, vi gerne ville, vi ikke har nået. 

Men vi nåede en masse, så det vil jeg koncentrere mig om. Det sjoveste var nok julemarkedet i det gamle fængsel i Horsens, for der var gåseparade.


10 store Toulouse-gæs spadserede på gåsevis sammen med deres hollandske mennesker gennem den store fængselsgård ca. hver anden time i markedets åbningstid. Vi er jo meget glade for gæs og spadserede med stor fornøjelse med flere gange.

Ind imellem paraderne opholdt gæssene sig i deres gåsegård, hvor de også kunne se på tavlen, hvornår det var tid for næste parade.

På dette billede kan man bedre se gæssenes poser på halsen

Fængselsbygningen gav en sjov rå kontrast til al julehyggen, men da det blev mørkt, gav den også en flot baggrund for boderne. 

De røde pletter på muren er altså flyvende hjerter, hvis man ikke lige kan se det

Vi havde heldigvis igen i år fået stand på vores lokale julemarked på Det Gamle Elværk. 


Det er sådan en fin bygning, og markedet er altid stemningsfuldt. De andre standholdere sælger meget fine ting, meget mere professionelt end vores strik, men vi solgte pænt, og jeg kan godt gå i gang med fremstilling af flere pulsvarmere.

Det er godt, alle de gamle bygninger, der ikke mere anvendes til det, de er bygget til, bliver bevaret og brugt til noget. Endnu et eksempel er Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor vi også var til et fint julemarked. Jeg glemte at fotografere. Tidligere på året var vi på en rundvisning arrangeret af Realdania, og den har jeg billeder fra - jeg kan bare ikke finde dem.

I december var vi til endnu et Realdania arrangement, denne gang på det nyrestaurerede Ole Rømer Observatorium. Faktisk har vi mærkelig nok aldrig været der før, men det blev der så rådet bod på nu. To meget engagerede medarbejdere viste rundt og fortalte, det var rigtig spændende.

Det var ikke helt mørkt endnu, men vi fik alligevel lov at kigge på månen i det nye teleskop, men vi skal selvfølgelig tilbage en klar aften.

Desværre er jeg ikke dygtig nok til billedbehandling til at klone bilen bort


Her er vi på vej til årets julekoncert i Vor Frue Kirke, som vist er min yndlingskirke i Århus. Koncerten var med Akademisk Kor, som er et superdygtigt kor, og koncerten var ren guf for øregangene. Der var helt fortjent totalt udsolgt

Til sidst endnu et gåsebillede, men denne gang fra Den Gamle By


Det er taget sidst i november, og hvordan det er lykkedes mig at få de horder af skoleelever og seniorer, der altid er i byen, til at holde sig pænt i baggrunden, er mig en gåde. 

Vi skal snart i gang med juleaftens vigtigste punkt for os: Karl Bertil Jonssons julafton på svensk tv. Traditionen tro ser vi den direkte, også selv om vi faktisk har optaget den.

Med stor sandsynlighed bliver dette årets sidste indlæg, så godt nytår til alle, der følger med. 

fredag den 17. november 2023

Oplevelser på Fanø

Indrømmet, dette indlæg kommer en del for sent, for det var i september, vi var på Fanø. Pyt!

Udover de helt oplagte oplevelser i naturen, på strandene og med dyrene, så er der også de kulturelle oplevelser.

I betragtning af øens størrelse er der forbløffende mange museer på øen. Nogle af dem ganske små som Lorentzens Butik og Sønderho Sprøjtehus, begge i Sønderho.

Til gengæld er Fanø Kunstmuseum, der også ligger i Sønderho, ret stort. Der er skiftende udstillinger, så vi besøger det altid. I år var der hele tre særudstillinger. 

Kina til Fanø var titlen på den ene. Meget fin og æstetisk udstilling med værker fra Kina i 1700- og 1800 tallet. Vi brugte lang tid på at kigge på teens, silkens, porcelænets og bomuldens vej fra råvare til de færdige produkter blev lastet på de store sejlskibe fra Europa og blandt andet fra Fanø.

Den anden udstilling var med værker fra museets egen samling. Den havde museet kaldt Besøg - venter besøg - får besøg - kommer på besøg, og det var især kvindernes rolle i et samfund, hvor de fleste mænd tit var på langfart, der blev belyst. Der var både glædelige gensyn, som med billedet nedenfor, og ting, vi ikke havde set før.


Her er det Sigvard Hansens "En Fanøkvinde venter Besøg" fra 1916. Selvfølgelig strikker vores fanøkvinde i ventetiden.

Den sidste udstilling var ikke den mindst interessante. The Society of Wild Life Artists er en forening af naturkunstnere. Nogle af medlemmerne havde været på et ugelangt ophold på Fanø og i den nordlige del af vadehavet, og det var der kommet nogle meget dejlige værker ud af.


Jeg kunne nok have købt de første 15 værker, men dels var der solgt en hel masse, dels kniber det med vægpladsen hjemme. Så jeg nøjedes med at kigge og nyde. 

Billedet ovenfor er af Ben Woodhams. Det er vadehavet ud for Nordby lystbådehavn, der har inspireret ham.

Fuglen er en rødben. Dem har vi også set ved Fanø.


Et andet museum, vi meget tit besøger, er Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling i Nordby. Ud over de faste udstillinger er der næsten altid en særudstilling, og i år var emnet fanødukker. Ud over de dukker, museet selv ejer, havde man lånt dukker fra private.

Der var dukker med alle de forskellige Fanø-dragter, som man i øvrigt kan udforske i museets dragtafdeling. 

Dukken her til venstre har arbejdstøjet på. Hun skal givetvis i marken. Det var naturligvis kvinderne, der stod for størstedelen af markarbejdet, mændene var som regel anderswo engagiert.

Min yndlingsdukke er afbildet nedenfor. Jeg synes, hun er så fin med sit lidt vejrbidte udtryk og med kjolen med fine sølvknapper. Til højre for hende sidder for resten en dukke i brudeudstyr.


En helt anden oplevelse var det, da vi med det gode skib Martha var på tur fra Fanø til Esbjerg Havn.

Til strikkebankoet i Sønderho havde handelsstandsforeningen meget gavmildt doneret 2 billetter til havnerundfart i Esbjerg Havn med Martha. Det var den allerbedste gevinst, syntes vi, og den vandt Dorthe! 

Vi er ret glade for havne, så de billetter faldt i god jord. Det var også rigtig sjovt, der blev undervejs fortalt på livet løs. Både sømandsskrøner (måske, man ved aldrig med skrøner) og facts om den store havn, der nu i en del år ikke har været en fiskerihavn  - der lugter overhovedet ikke af fisk i Esbjerg mere; til gengæld er det blandt andet Danmarks største havn for udskibning af havvindmøller. 

Det var ikke så let at komme til at fotografere, men et par fotos blev det da til: 

Sikkerheden er selvfølgelig vital for personalet i havvindmølleparkerne,
og på dette område er Esvagt eksperter. Her et af deres fartøjer.

En af flydedokkerne i havnen

Vi har nu været på begge de ture, Martha tilbyder, men jeg kunne godt tænke mig at få især havnerundfarten gentaget, så det gør ikke noget, hvis vi igen vinder billetter.

onsdag den 18. oktober 2023

Synderen

Jeg færdigjorde for et stykke tid siden årets andet større projekt, en bluse til mig selv. Garnet er Permins Scarlet, der består af primært hør, tilsat lidt viskose og lidt bomuld. Det er et ret uelastisk garn, og jeg er bange for, at netop dette projekt har været en medvirkende årsag til, at jeg har ondt i højre hånd og håndled.

Sjovt nok kørte Annett og jeg - uden at have aftalt det - parallelløb. Vi mener, vi købte garnet samtidig på en garnstafet for en del år siden, og nu syntes vi så begge, at det var på tide at få det anvendt.

På grund af min hånds sørgelige forfatning blev Annetts dog færdig før min. Hun er desværre ikke tilfreds med den, hvilket jeg sådan set godt kan forstå, for den klæder hende ikke specielt godt. Modsat er jeg meget tilfreds med min:

Opskriften er en fri fortolkning af Kolam fra Annette Danielsens Indian Dream.

Jeg brugte opskriften i bærestykket, men lavede til sidst i ærmegabet en kort raglan. Desuden tog jeg lidt ud til en modereret A-facon i kroppen, og endelig gjorde jeg bagstykket lidt længere end forstykket - ved hjælp af japanske vendepinde!


Egentlig synes jeg, blusen ser bedre ud i virkeligheden end på billedet. Det kan godt ske, blusen klæder mig, men jeg klæder måske ikke blusen. Her er et nærbillede af borten i bærestykket:


Det allerbedste: En aldeles kradsfri bluse. Jeg tror, jeg kommer til at bruge den rigtig meget næste sommer.

lørdag den 14. oktober 2023

Ø-fan

Ja i den grad, når øen er Fanø! Igen i år var vi 5 piger (heraf to katte) to uger i september i sommerhus på Fanø, og jeg tror, det er den bedste tid på året for os alle. Fanø er nærmest blevet vores andet hjem.

Vi får skuldrene ned, og vi nyder at bo lige midt i naturen, samtidig med at caféer og spisesteder i både Nordby og Sønderho er lige i nærheden.

Hver eneste gang kan vi betragte rådyr, kaniner og fasaner fra vores vinduer i sommerhuset - det er altså noget særligt.


Dette noget forpjuskede eksemplar smovsede i brombærrene langs vores terrasse, og man kan tydeligvis få en meget lang hals for at få fat på lækkerierne.

Vi havde glimrende vejr næsten hele tiden, så vi nøjedes naturligvis ikke med at betragte naturen fra vinduerne.

En dag gik vi tur ved Pælebjerg - et af Fanøs højeste punkter, hele 21 meter over havet, og langs Nøkkerose Sø. På vejen dertil samlede vi lyng, som vores nabo havde ønsket sig. Søen lå spejlblank og smuk.


Der var som altid ved søer mange insekter, og jeg var heldig at få taget et godt (synes jeg selv) billede af en guldsmed:


Vi gik helt ned til stranden med udsigt til drage- og buggyområdet ved Rindby Strand:


Og jo, der var da også strikkefestival, mens vi var på øen. Igen i år to festivaler, Fanø Strikkefestival, der foregik alle andre steder end i Nordby, og Nordby Wooldays. Kan man ikke bare af navnene udlede forskellen? Fanø Strikkefestival er hyggelig, spændende og for alle, Nordby Wooldays er eksklusiv (læs: kedelig, min fortolkning) med hvad deraf følger.

Nogle af Sønderhos mange fantasifulde vimpler. 

Faktisk er jeg uretfærdig, for handelsstandsforeningens arrangementer i Nordby er også hyggelige og for alle, og vi var da også til flere af dem. Det var kun de forskellige workshops og salgsboderne, som i år var i Fanøhallen, der var eksklusive. Vi var kun i hallen den allersidste time, hvor der var gratis adgang, og gaaab, hvor var der ikke noget nyt under solen. Hvis jeg havde betalt entre, ville jeg være blevet sur.

Men ellers var vi til strikkebanko i Sønderho, vi lærte at bruge rester og især at slå knuder på Fanø Krogård, vi var flere gange til arrangementer i Sønderho Kirke, vi lærte af lave japanske vendepinde i Nordby, og vi lod os friste i alle standene i Sønderho. 

Det var slået stort op, at det ville blive den sidste strikkefestival på Fanø, men bare rolig, det er kun familien Seyfarths afdeling, der lukkede og slukkede. Alt det, vi synes er sjovt, fortsætter heldigvis.

Jeg kom for skade at købe lidt garn med hjem. Dum ide, allerede inden vi ankom til Fanø, havde jeg problemer med min højre hånd, og jeg har en mistanke om, at problemerne er kommet af for meget strikning, så hvor megen strik, det bliver til i fremtiden for mit vedkommende, er et åbent spørgsmål.


Alligevel kunne jeg ikke dy mig. Til højre i billedet er der tre farver bomuld-silke-kashmir fra Else Schjellerup. Den kvalitet købte jeg også af sidste år, og jeg har været glad for at strikke af det. 

I midten ligger et bundt Hedgehock Fibres Sock, købt hos Sommerfuglen, der holdt til på Sønderho Kro. Jeg kunne ikke stå for, at farven hed Drivtømmer, til trods for at drivtømmer normalt ser noget anderledes ud.

Endelig er der et bundt lavendelfarvet silke-merino købt hos Unik Garn, der havde stand på den gamle skole. Her var det farven, jeg ikke kunne modstå. Unik havde meget og meget lækkert garn, og både Dorthe og Annett købte også hos dem. Og de købte meget mere end mig!

Min hånd skal snart røntgerfotograferes, og indtil der er blevet stillet en diagnose, må jeg nøjes med at kigge på mit nye garn, men det er såmænd heller ikke så ringe endda.

søndag den 17. september 2023

Strik i serier

I begyndelsen af året var der lavvande i min beholdning af pulsvarmere til at give væk eller til at sælge. Jeg plejer at strikke pulsvarmere af garn i light fingering eller fingering tykkelse, men jeg havde noget Lanecardate Donegal, som angives til at være DK tykkelse i lageret. Jeg rettede min grundopskrift lidt til, og fik 5 par tykke pulsvarmere ud af det. 

De farvede striber er diverse rester, jeg havde liggende. Donegalgarnet blev stort set brugt op, dejligt.


Det meget strikkede Sophie tørklæde fra Petite Knit er et perfekt rejseprojekt, jeg har næsten altid et på pindene i tasken. Det er også ret godt til at afprøve forskellige garner.

Jeg har lavet nogle stykker i år:


De helt lyse er strikket af en tynd råsilke fra lageret, det ene med én tråd, det andet med dobbelt. Salt-og peber modellen er strikket af én tråd Gima fra Ito (100% bomuld) og én tråd råsilke. Det rustfarvede er af én tråd Isager Trio (hør, bomuld, bambus) og det blå af Lana Grosso Allora Hand-dyed (mest bomuld, lidt merino, lidt alpaca).

Gima og Trio blev indkøbt til formålet, råsilken og Alloraen kom fra lageret. Den sidste blev helt brugt op, og det gjorde Gimaen også, men jeg har en rest Trio til overs og over halvanden km råsilke.

Det er altså tørklæder mest til sommerbrug, men til helårsbrug for alle, der som jeg synes, at uld kradser.

Man kan ikke sælge Sophier, for "alle" strikker dem, men jeg havde heldigvis familiemedlemmer, der var interesserede i de tre kulørte. Nu strikker jeg nogle med glittereffekt og i øvrigt af rent kunststof, mestendels rayon. Faktisk tror jeg ikke, de kradser, men det må komme an på en prøve.

lørdag den 2. september 2023

Turen går til Danmark, del 2

 





var næste destination i vores uge med rejsepas. For en gangs skyld var det ikke kunstmuseet, der trak, men derimod zoo.

Vi var lidt forundrede over, at de allerede var gået i udenfor-sæsonen-tilstand. Der var nogle få såkaldte speaks, men de fleste var om formiddagen, så dem kunne vi ikke nå. Og ingen af deres spisesteder bortset fra et ikke særlig attraktivt fast food sted havde åbent. Det havde vi heldigvis luret i forvejen, så vi besøgte en udmærket café, inden vi tog en bybus til zoo.

Det vigtigste var selvfølgelig også dyrene, og det allerbedste var de 8-9 uger gamle løveunger. 


De var stadig så små, at de ikke gik langt væk fra deres mor. Det er asiatiske løver, som er en truet art. Det betyder, regner vi med, at afkommet får lov til at overleve for at indgå i et avlsprogram.


Jeg måtte fotografere gennem en glasrude, det tager jo lidt af skarpheden.

Dagen efter nøjedes vi ikke med rejsepasset. Da havde vi også investeret i pladsbilletter, for målet var 





eller mere præcist 


Vi ville nemlig til Øregaard Museum for at se udstillingen L.A. Ring - Årstiderne. Desværre var udstillingen noget skuffende. Vi kunne ikke nær så godt lide Ring, som vi troede. Hans mange landskabsmalerier var ærlig talt noget stillestående og blev trættende i længden.

Bedst syntes vi om hans vinterbilleder, blandt andet dette:

Vintermaleren. Snelandskab med Maler Aage Bertelsen
siddende ved sit arbejde, 1905

Der blev også tid til at opleve København lidt, og det er jo altid dejligt, men du fredsens, hvor er der mange turister. Man kan blive forfærdelig træt af lyden af de evindelige rullekufferter.

Hjemturen blev noget mere langvarig end forventet, for da kom vi ud for ugens eneste forsinkelse. Vi slap for togbusser, men forsinkelsen var til gengæld så massiv, at vi var bange for ikke at kunne nå den sidste bus helt hjem. Til vores held standsede toget ekstraordinært i

Billedet er taget senere.
Da vi kom hjem fra København skulle vi bare nå vores bus










og derfra nåede vi den allersidste bus.

Vi havde ikke nogen planer for rejsepassets sidste dag, men besluttede os om morgenen for

som vi stort set ellers altid bare er kørt forbi, men vi vidste da, at de har en havn, og den kunne man vel altid hænge lidt ud på.



Nå, vi vidste også, at der er kommet et kunststed, der hedder Kunstetagerne. Deres største udstilling var, da vi besøgte stedet, en 25 års jubilæumsudstilling for udstillingsgruppen Dansk Gobelinkunst, der har 15-20 medlemmer.

Det var en udstilling, der gjorde indtryk. Dels er de tydeligvis vildt dygtige, de gobelinkunstnere, dels er spændvidden i deres udtryk enormt stor. Som Kunstetagerne selv præsenterer udstillingen, så spænder den fra billedfortællinger til skulptureksperimenter i tre dimensioner og fra det naturefterlignende til det helt abstrakte. Her et eksempel på billedfortællingerne:

Anet Brusgaard: Petits Gubbes d'Or

Hobro havde imidlertid mere at byde på. For eksempel en islandsk café. Mon der findes andre islandske caféer her i landet? Den findes så desværre ikke så meget længere, for den overgår inden så længe til ren catering, men vi nåede at få deres fiskesuppe. Turens bedste fiskesuppe! OK, også den eneste, men det var en fremragende fiskesuppe, hvor man rigtig kunne smage den helt friske fisk.

Vi sluttede med en tur på havnen, og der faldt endnu en appelsin i vores turban. I Det Røde Pakhus var der nemlig Uge33 Kunsthåndværkerudstilling, og det var minsandten også en god udstilling. 

Man kunne let være kommet for skade at investere i et eller andet, hvis det ikke lige er, fordi vi har ting nok, og desuden skulle man komme og hente det indkøbte på den sidste udstillingsdag. 

Der var dog en afdeling, hvor man kunne få tingene med med det samme, og der fandt Dorthe - surprise, surprise - noget garn, som der allerede er ved at blIve strikket af. Jeg måtte nøjes med at prøve den sekskantede sølvring, jeg faldt for, men den var (u)heldigvis en anelse for stor, så det blev ikke nødvendigt at vende tilbage til Hobro efter bare et par dage.

Rejsepasset var en succes for os, og - hvis ordningen fortsætter - vil vi nok gentage successen næste sommer. Men for os var det ikke nogen afslappende ferieform, så det passede os ret godt i ugen efter at tage til VM i atletik i Budapest. Fra sofaen i stuen vel at mærke.

tirsdag den 29. august 2023

Turen går til... - del 1

 ...Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i for os, men ferieformen var ny. Vi prøvede nemlig en uge med rejsepas, altså et pas til stort set alle offentlige transportmidler i Danmark i 8 sammenhængende dage. Vi regnede med at improvisere, hvor vi ville rejse hen.

Vi lagde meget blidt ud med at tage til 

Jeg havde en aftale med min frisør. Desuden har de en bager med fantastiske surdejsboller - næsten en rejse værd. Og endelig er Skanderborg en hyggelig by at indtage sin frokost i. Da vi skulle hjem igen, tog vi da bare en bybus til stationen, der ligger højt og lidt væk fra bymidten.

Dagen efter skulle vi vist et eller andet, og der var ydermere annonceret nærmest heldagsregn, så da blev vi hjemme, men søndag stod 







på programmet. Vi er ikke specielt glade for Odense, og den blev ikke mere spændende om søndagen, men vi er glade for Brandts, og vi ville ubetinget se deres udstilling Fynboerne.

Den var ikke nogen skuffelse, jeg er ret vild med Brandts måde at lave udstillinger på. 

Værkerne var af de tre kunstnerpar Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg og Christine og Sigurd Swane (der godt nok kun var par et årti), og indfaldsvinklen var et blik på, hvordan de tre kvinder fra omkring år 1900 og fremad forenede en almindelig hverdag med hjem og børn med deres kunstneriske ambitioner.

Et godt udvalg af værker og som her lige præcis så megen ledsagende tekst, som man har brug for, ydermere holdt i en tone, der hverken er belærende eller vil indoktrinere, er for os opskriften på en vellykket udstilling.


Billedet viser Christine Swanes "Strikkende dame". Den strikkende dame er Marie Larsen, Christine og Johannes Larsens søster, der var husholderske nogle år hos Alhed og Johannes Larsen og senere hos Christine.

Vi kørte lige et par strækninger med den odensianske letbane, bare for at prøve den, og den fungerer nærmest som en sporvogn - altså godt. Mandag skulle vi spise om aftenen sammen med nogle venner, men inden fortsatte vi på letbanesporet med en tur til


Vi var ikke så imponerede af banen, som vi før kun har prøvet på korte strækninger inde i byen. Den er tydeligvis ikke beregnet til at køre så hurtigt, den både larmer og ryster mere end godt er. Det tog også længere tid, end vi havde troet, og vi var lige ved ikke at nå vores spiseaftale.

Vi kender sådan set udmærket Grenå, og den er ikke vores førstevalg for udflugter, men det var altså også mest letbanen, vi var nysgerrige på.

Anderledes glade er vi for








De har også et kunstmuseum. Da vi var der, hed deres særudstilling Rød med beskrivelsen "En undersøgelse af menneskers følelsesliv med den røde farve i centrum". 

Der var et fint udvalg af værker på tværs af tiden, men denne gang var teksterne ikke min kop te. I stil med "Mærk efter hvordan du føler....", det vil sige ret formynderiske eller med et fremmedord paternalistiske. Desuden var man ilde stedt uden en telefon, for hvis man ville vide mere om værkerne, måtte man scanne opsatte QR-koder. Jeg gjorde det nogle gange, men gad ikke blive ved med det. Men værkerne var der altså ikke noget i vejen med.


Billedet viser "Fox with issues" fra 2012 af Nina Saunders. En ræv til psykolog og har en ræv brug for det? synes museet selv, det handler om. Jeg synes, det er let at udvide tolkningen til noget med syg natur.

Vi nåede også at besøge Vejles garnbutikker, og til min store fornøjelse var Rosas (udmærkede) Butik leveringsdygtig i noget garn, jeg har ledt forgæves efter både i fysiske butikker og på nettet. Og både frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget på vores yndlingscafé Konditoriet. En helt igennem vellykket udflugt.

Fortsættelse følger...