fredag den 15. december 2017

Byens julelys


I Århus er Strøget og Ryesgade i december (og det meste af november) udstyret med en stjernehimmel. Den er meget smuk og stemningsgivende, også meget mere end på mit billede fra Ryesgade.

Rygterne siger, at det i år er sidste år med stjernehimmel. Den er blevet slidt, hvilket man også kan se på billedet, og åbenbart for slidt. Mon dog ikke Cityforeningen investerer i en ny? Jeg tror, der er mange, der kommer også længere væk fra, der vil blive yderst utilfredse, hvis stjernehimlen mangler.

Til gengæld har byen fået en ny attraktion og en ganske gratis af slagsen, nemlig Salling Rooftop. Den kunne måske også have heddet Sallings Tagterrasse? Men dejligt er der, og dejlig er udsigten. Jeg har fotograferet både i dagslys og i skumringslys.

Mod nord kan man se Domkirken i hele dens imponerende længde.

Fra nordøst til sydøst havneområderne.
"Lagkagen" under kranerne en Dokk1. God arkitektur?
Jeg kan bedre lide kranerne.

Mod sydvest kan man være så heldig at få denne udsigt i tusmørketiden,
endda med en enkelt kran også.
Jeg synes, den tagterrasse er blevet særdeles vellykket. Der er også servering. Og en scene. Og her i december kan man naturligvis købe gløgg og æbleskiver, hvis man er til den slags. Aros' regnbue har fået konkurrence til stregen.

mandag den 27. november 2017

Violet strik


Jeg har kreeret endnu en klud. Faktisk er det et stykke tid siden, den kom på Ravelry, hvor den fik en fin modtagelse, og hvor opskriften også kan hentes, både på dansk og engelsk.

Kluden har jeg kaldt Pjaske Addis, opkaldt efter Yrsas kat, der er noget af en vandkat. Jeg synes, mønsteret med nogen god vilje godt kan minde om vandsprøjt.

Addis at the table
Addis sidder med ved bordet

Så har jeg også fået det første resultat af de fantastiske garner, jeg købte i Hamborg sidste år. Det blev - måske ikke helt uventet - et par pulsvarmere.


Garnet er Enchant fra Skein Queen, alpaka, silke og cashmere. Og mønsteret hedder My Cup of Tea Mitts, men jeg har kun brugt strukturmønsteret. Resten er, som jeg plejer at strikke mine pulsvarmere.

Der er garn nok til endnu to par - eller måske til ét par med dobbelt garn, jeg har ikke helt besluttet mig.

onsdag den 22. november 2017

Byens lys


Der er kommet nyt lys på Århus i forbindelse med kulturåret. På billedet herover ses den ikoniske Ringgadebro. Broen og hele Ringgaden blev planlagt af nogle meget fremsynede byrådspolitikere i begyndelsen af det 19. århundrede, og selve broen blev indviet i 1938.

Farverne på broen - det er nemlig ikke altid de samme - er faktisk et kunstværk, der hedder Hesitation of Light. Vi har efterhånden meget svært ved at tale andet end engelsk her i byen - kvalmende! Lysets tøven lyder da meget mere poetisk. Ordet tøven er endda et ord, der beskriver sig selv bare i lyden - der er simpelthen en tøven indbygget i det. Nå, men værket er altså udtænkt af Signe Klejs, og farverne bliver bestemt af en registrering af himlens farver ved solnedgang.

Jeg synes, det er meget vellykket, og heldigvis bliver farverne ikke fjernet, når kulturåret er slut. De får lov at blive i hvert fald til 2023.

Set fra banegårdspladsen
En anderledes kort fornøjelse var farverne på Rådhustårnet. Det er allerede overstået, men det var sjovt, så længe det varede.

Man kunne selv være med til at bestemme farverne, og vi prøvede det også. Eller prøvede og prøvede... På vores hold var der også tre særdeles ucharmerende børn, som fuldstændig overtog knapperne efter devisen: Når jeg trykker, så kan ingen andre komme til. De så ikke engang på resultaterne.

Det gjorde ikke mig så meget, for jeg havde travlt med at kigge på Ringgadebroen, men der var et par andre børn med på holdet, og de var meget skuffede. Ubegribeligt, at hverken forældrene (begge var med) eller guiden greb ind. Jeg var nok kommet med en skarp replik, hvis jeg havde overværet det.

- og fra Musikhusparken
Jeg har altid været glad for lyset og neonskiltene i byen.

Da jeg var helt lille, så jeg engang et neonskilt, der forestillede en gris, så jeg kaldte neonreklamerne for grise. Der var endda en gade i min barndomsby, som gik under navnet Grisegade på grund af de mange lysreklamer.

Åh ja, og de rigtig store reklamer, der fortalte små historier. Irmahønen er vel den mest kendte, men der var jo rigtig mange af dem engang.

Og lysaviser! Hvor har jeg været glad for Politikens lysavis på Rådhuspladsen i København. ER den der endnu? De fleste steder er lysaviserne blevet afløst af skærme med skiftende meddelelser. Det er altså ikke helt det samme.

For resten er Byens Lys jo en Chaplin-film fra begyndelsen af 1930erne. Og en revytekst af Poul Henningsen. Den har jeg også altid været glad for.

torsdag den 9. november 2017

Lørdagsudflugt

I lørdags var jeg på en busudflugt til Hornvarefabrikken i Bøvlingbjerg. Det var Hornvarefabrikken, der havde arrangeret turen, og der kunne kun være 25 med, selv om det var en stor bus. De havde nemlig erfaring for, at det er den maksimale gruppestørrelse under rundvisningen i det gamle værksted.

Jeg var sammen med fire veninder plus tre fra mit tyskhold, så jeg kendte en tredjedel af deltagerne. Hyggeligt!

Netop rundvisningen på det gamle værksted var nok det vigtigste menupunkt på turen.

Per, der har været på værkstedet i rigtig mange år, fortalte engageret og vældig morsomt (på en tør jysk måde) om både fabrikkens historie og om processerne, og vi så en kartoffelske blive lavet, næsten fra scratch.

Annette fik lov at købe netop den ske, og det er også den, der er ved at få en af de første poleringer på billedet herunder.




Efter en dejlig frokost med Vesterhavstapas (blandt disse Vesterhavsost) og lokal koldpresset æblemost besøgte vi butikken, hvor vi også kunne kigge ind i det nye værksted. Gad vidst, om der var en eneste, der ikke forelskede sig i et eller andet.

Jeg gjorde i hvert fald. Jeg har nu altid godt kunnet lide materialet og er allerede velforsynet med salatbestik, saltskeer og skohorn, men en sildestikker fandtes ikke i udstyret. Det gør den nu. Plus diverse andre genstande, der ikke har nogen praktisk anvendelse. Med mindre man mener, julepynt er praktisk anvendeligt.

Næste punkt på programmet var Bovbjerg Fyr. Det fungerer stadig som fyr, men er samtidig et samlingspunkt og kulturhus for egnens beboere. En af de tilknyttede frivillige, som der er 160 af, fortalte sjovt og levende om både fyrets historie og om alle aktiviteterne.

Vi fik kaffe og lagkage, og de fleste af os var vist oppe i fyret og ude ved kanten af klinten med udblik over havet og stranden.

Lige i nærheden lå en stor lade, som er lagringshal for Vesterhavsosten. Det er sandsynligvis luftens saltindhold, der giver osten de små knasende saltkorn. Vesterhavsosten er en af mine absolutte yndlingsoste, så jeg syntes, det var sjovt at se, hvor den bliver lagret. Og hvorfor tog jeg dog ikke et foto?

Hjem igen med bussen, hvor vi som prikken over i'et blev forkælet med en goodie-bag.

En herlig dag med en perfekt tilrettelagt udflugt og en rar stemning hele dagen igennem. Gad vidst, om der ikke var andre firmaer, der kunne arrangere noget lignende?

mandag den 30. oktober 2017

Gråt i gråt

Jeg har strikket en del i gråt i år, minsandten også til mig selv.

For eksempel er jeg lige blevet færdig med en poncho. Garnet - Lana Grossa Yak Merino - havde jeg egentlig købt til en trøje i patent, men den fik en helt forfærdelig pasform og blev pillet op.

Jeg har strikket uldgarnet sammen med en tråd Samarkand fra Knoll Yarns, fordi jeg bilder mig ind, at det giver lidt hold.

Det giver til gengæld også problemer (eller udfordringer, som det hedder nu til dags), når jeg skal regne ud, hvor meget, jeg har strikket i år. Jeg har jo brugt ca. dobbelt så mange meter, som jeg har strikket.

Jeg er ret godt tilfreds med ponchoen, selv om den selvfølgelig kradser i halsen. Der skal et tørklæde under, men så skal den også nok blive anvendelig, når jeg har det lidt koldt.

Mønsteret hedder Mælkevejen. Det ligger til fri afbenyttelse på Mayflowers hjemmeside.

Jeg synes ellers, grå er en vanskelig farve. I sig selv er den for kedelig for min smag. Der skal andre farver til, men kun varme farver plus lilla er gode sammen med, synes jeg. Dog ikke højrød, hvis man ikke vil komme til at minde om en julenisse. Heller ikke sort (for kedeligt!), men varme brune kan være vældig gode.

Denne lille pigetunika bliver netop livet op af kanter i lillarøde, mørkegrå og hvide toner. Det er ikke dårligt.

Jeg købte garn og opskrift i Saltum. Garnet, der hedder Noble, kan købes under forskellige navne. Mit er fra Holst Garn, men i virkeligheden er det vist også fra Knoll Yarns. Det består af 95% Geelong uld og 5% cashmere. Meget lækkert.

Opskriften hedder Eclectic, hvilket betyder "sammenstykket". Det er meget passende, for jeg genkendte gode ideer fra diverse andre opskrifter. Jeg ved dog ikke, om det er det, der er tænk på ved navngivningen.

Jeg kom i Saltum også for skade at købe et bundt grå af Önlings No. 3. Det er også et af de garner, der optræder under mange navne. Mimi fra Lotus Yarns og Frigga Fantasys minkgarn har for eksempel nøjagtig den samme sammensætning med bl.a. 37% mink.

Jeg fortrød næsten øjeblikkeligt mit køb, for jeg vil jo slet ikke bruge garn med fibre fra burdyr.

Nå, men da jeg nu havde dummet mig, måtte jeg jo hellere få strikket noget af det. Det blev et par pulsvarmere strikket med dobbelt garn og efter min egen opskrift Salonqa.

Af resterne fra børnetunika og pulsvarmere samt en rest Isager alpaca 2 (grå selvfølgelig) har jeg frembragt endnu en Eclectic tunika og et par Helgoland pulsvarmere, og der er nok til endnu et par Helgoland.

Hos Tante Grøn i Odense faldt jeg pladask for en pigenederdel med bomber og masser af vidde. Asta hedder mønsteret. Sådan en måtte jeg absolut lave, og jeg valgte en gråbrun farve.

Jeg strikkede den i originalgarnet Bøllefrø og i en størrelse beregnet til min nieces den ældste. Hun er i mellemtiden blevet til lyserødt og glimmer, men nederdelen blev alligevel godkendt, måske på grund af den pigede vidde.

Også jeg syntes, det blev en fin nederdel, men jeg har ikke tænkt mig at lave flere, for jeg blev grundigt træt af at lave bomber. Der er ikke færre end 324 - alligevel blev jeg ikke ret god til at lave dem. Derimod kunne jeg godt finde på at strikke en med en anden udsmykning end bomber.

Jeg har også strikket grå babystøvler og grå klude og et gråsort tørklæde/sjal, men også nogle mere kulørte genstande, og jeg tror nok, der kommer farve på pindene et stykke tid nu. Med mindre jeg får en bestilling på noget i gråt...

mandag den 23. oktober 2017

Fanø Kunstmuseum

Jeg blev ikke helt færdig med Fanø, for jeg er nødt til at fortælle om Fanø Kunstmuseum i Sønderho. Det er nemlig et forbilledligt lille kunstmuseum, der altid er et besøg værd. Som alle ordentlige museer er der både faste udstillinger og særudstillinger.

Denne gang var det en særudstilling af billeder af  Reinhard Heinemann (1895-1967). Jeg blev helt salig, da jeg så hans malerier fra Hamborgs havn.

Hamburg Havn, 1926
I privateje. Det måtte også godt bo hos mig!

Heinemann var egentlig tysker, født i Altona. Han var så heldig (tror jeg, man godt kan tillade sig at sige) at komme i britisk civilt krigsfangenskab fra 1914-1918 på Isle of Man, hvor han blev elev af den østrigske professor Kuhlmann - før krigen var han elev af blandt andet Max Liebermann.

I 30erne blev hans kunst betegnet som entartet, så i 1937 forlod han Tyskland og bosatte han sig på Fanø. Han blev gift med Ruth Termansen, der efter Heinemanns død grundlagde Fanø Kunstsamling, der i 1992 blev til Fanø Kunstmuseum. 25 års jubilæet blev fejret netop med Heinemann-særudstillingen. 

Her kommer lige endnu et af havnebillederne fra Hamborg:

Hamborgs Havn med Sankt Michaels Kirkes tårn i baggrunden. 1927
Også i privateje.
Huh, jeg kunne godt tænke mig at eje et af de havnebilleder, men jeg bør jo prise mig lykkelig over, at jeg i det hele taget har set dem.

Portrættet her hører til i den faste samling. Det er malet af  August Wilkens (1970-1939), der er en af de store Fanø-kunstnere.

Det er et portræt af Anne Brinck, malet i 1920.

Der også nyere og helt nutidige kunstnere repræsenteret på museet. Jeg tror, jeg skal til at holde øje med deres udstillinger. Det vil ikke være dårligt med endnu en grund til at tage til Fanø.

Tillykke til museet med de første 25 år!

tirsdag den 17. oktober 2017

Tempeltræ reddet - måske

Vi er ved at få lagt nye fjernvarmerør. Det er en større omgang, men de gamle lå helt fjollet under huset, så vi er sådan set glade for, udskiftningen sker, inden der sker ulykker. Det er der sket i en af de andre rækker.

Tempeltræet ses til venstre i billedet
Rørene skal føres ind gennem vores meget lille forhave. På alle de andre matrikler i vores række holder man mere af fliser end af planter, og rørene skal føres ind gennem carporten og gennem det lille stykke have mellem carport og hus, men vi havde fået lovning på, at vores rør ville blive ført ind der, hvor flisegangen er. Så langt væk som muligt fra vores elskede tempeltræ.

Da der skulle til at graves, var gravefolkene alligevel noget betænkelige. Det ville være meget lettere gennem carporten.  Der skulle lidt tovtrækkeri til, men det blev, som vi gerne ville have det.

Det betød så til gengæld, at thujaen måtte lade livet. Vi - og fuglene - kommer til at savne den, men samtidig var den altså blevet noget forvokset og lidt besværlig. På billedet er alle de nederste grene allerede fjernet, og turen er kommet til resten af træet.

Også vores fine rhododendron 'Linda' var truet. Jeg havde først fået besked på, at den skulle beskæres til 30-40 cm, men den blev i stedet gravet op og står indtil videre i en stor balje. Jeg tror, den klarer det fint.

Når jeg ikke er helt sikker på, hvordan det går med tempeltræet, er det, fordi rodnettet under alle omstændigheder må blive noget beskadiget.

Til højre er der næsten gravet ud, der hvor flisegangen lå, og man kan se nogle af de store rødder. Jeg tror nu, de stammer fra thujaen.

Der er blevet lagt plader hen over vores krydderurtehave, og der er stillet rækværker op, så vi ikke styrter i dybet. Der bliver skam passet godt på os.

Forleden nat var der en kat, der havde placeret sig lige midt på pladerne.


Den sad lige så stille i længere tid, end vi gad kigge på den. Bevægede kun ørerne lidt en gang imellem, lyttede garanteret efter mus. Gad vidst om den fangede nogle. Den skal være så velkommen.

tirsdag den 10. oktober 2017

Katte i Sønderho 2017

I modsætning til i Nordby var der ingen kattegensyn i Sønderho - men der var nye bekendtskaber.


Tabbyen her var den første, vi mødte. Den havde vældig travlt, og efter et lille stykke tid opdagede vi en lidt ældre killing, som den legede med. Jeg fik ikke nogen fotos af nummer to, tagfatlegen var alt for hurtig for mit kamera og mig som fotograf.

Senere mødte vi den mindste igen, og da var den blevet træt. Så træt som næsten kun en killing, der har leget godt og grundigt, kan være.

Den var faldet om på en bænk ved det lille serveringssted Tre Søstre. Egentlig skulle der jo nok have siddet en gæst på pladsen, men der var heldigvis ingen, der kunne nænne at smide killingen ned. Der var andre siddepladser, og jeg behøver vel ikke skrive, hvor vi indtog kaffen den dag.


I en anden ende af byen mødte vi endnu en stor killing, meget fin skildpaddefarvet med lidt hvidt. Den anbragte sig selv yderst dekorativt på et stakit. Hvis det havde været en menneskepige, ville man have troet, at hun udmærket selv var klar over, hvor yndig hun var, men nu var det altså en kattepige, og dem er der noget anderledes helt uskyldigt over.



Da hun havde taget sig ud i et stykke tid, løb hun ind i en anden have, hvor hun mødtes med en fin gråblå kat.

Den stod heldigvis stille et ganske kort øjeblik, men så gik den vilde jagt efter skildpaddepigen. Ind imellem fik den dog tid til at kradse sig - man kunne godt ønske, at ejerne lige ville ofre et par kroner på et loppemiddel.



Alle katte er kønne, og Fanøs katte er ingen undtagelse.

lørdag den 7. oktober 2017

Katte i Nordby 2017

Jeg prøver altid at tage billeder af alle de katte, jeg møder på min vej, og på Fanø gælder det om altid at have kameraet skudklart. I Nordby så vi flere katte, som vi kender fra tidligere. 


Den skildpaddebrogede så vi sidst ved en is- og fastfood-biks i den sydlige ende af byen. Hun - og nok også indehaveren af biksen, gætter jeg på - har nu fået et pizzaria midt i byen. Vi så hende flere gange. Hvis der var mange gæster under et af bordene, men ellers sad hun gerne på et bord og fulgte med i, hvad der skete rundt omkring. 

Cat on a rainy day
Også "paraplykatten" hilste vi på flere gange. Den er meget social. På et tidspunkt var den ude at promenere med en flok strikkekvinder, der var godt forsynet med poser fra festivalen. Sådan så det i hvert fald ud.
Billedet er fra et par år siden.

Fru Kokos
Det er billedet af Fru Kokos også, men til vores store glæde så vi hende igen. Hun har ikke behov for at snakke med fremmede, men jeg snakkede lidt med nogle, der kender hende, og faktisk hedder hun ikke Fru Kokos, men Ida. Men katte har jo mange navne, jævnfør T.S. Eliot, så jeg er nu sikker på , hun også hedder Fru Kokos. Måske Fru Ida Kokos?
Hun er altså helt bedårende.

Den sort-hvide tror jeg faktisk også, vi har set før.

Jeg er ikke så god til at genkende de sort-hvide, men her er et link til et billede fra forrige gang, og er det ikke de samme aftegninger?

søndag den 1. oktober 2017

Å Æ Ø

Sommerhuset og Annetts overlækre cardigan,
Annett har fotograferet
Overskriften er på jysk, oversat til "almindeligt" dansk betyder det "på øen". Det er også navnet på det sommerhus, Annett somme tider er så heldig at låne og somme tider inviterer os med i.

Øen er Fanø. Måske min yndlingsø. Muligvis er der andre øer, der kommer op på siden af den, men der er ikke nogen bedre.

Nu har vi jo efterhånden været der nogle gange, så denne gang havde vi også tid til bare at hygge.

Annett har også taget dette

Her sidder vi på terrassen inden aftensmaden med strikketøj, drinks og fuglebøger og floraer for at forsøge at identificere de fugle og planter, vi har set på dagens travetur. Var det hyggeligt? JA!!!!

Det er heller ikke så dårligt, når der står en ung råbuk og kigger ved bækken, når man står op:


Eller at hilse på en næsten tam ræv i nærheden af skovlegepladsen mellem Rindby og Sønderho:


Vi hilste også på flere af de katte, vi kender fra tidligere, men kattene må hellere få deres eget indlæg.

Som altid var der også en del stære, der hilste farvel. Man kan altid høre deres livlige kvidren, også selv om der ikke var mange nok til at lave sort sol opvisning. Det skal man vist lidt sydligere for at overvære. Men små flokke strikkefugle så og hørte vi.


Jeg kalder dem strikkefugle, fordi deres prikker meget ligner retmasker. Klik eventuelt på detalje-billedet for at se det større.

For resten var der da også strikkefestival, mens vi var på øen. Festivalen lignede sig selv, måske dog med endnu flere deltagere.


Kan man forestille sig noget mere afslappende end at sidde på terrassen på Fanø Krogård, drikke kaffe og spise kage og se på dem, der slæber af sted med dagens udbytte? Og ikke mindst glæde sig over, at vi har flere dage endnu på øen.

lørdag den 23. september 2017

Svendborg

Vi har før været i Svendborg, og det er altså en lidt mærkelig - måske lidt kedelig - by. Vi synes hele attituden er, at det interessante ved byen er beliggenheden ved vandet. Hvis man kan få de besøgende sendt ud på vandet eller ud på øerne, så vil de nok være tilfredse.

M/S Helge er en af måderne at blive fragtet bort fra Svendborg på.
Her venter vi dog på at blive fragtet tilbage.

Det vil vi så ikke, men turistmaterialet var ikke meget bevendt, når det drejede sig om at udforske selve byen. Vi forsøgte så selv at finde ud af noget om byens herligheder, mens vi var i Lundeborg, men det holdt lidt hårdt. Måske er der ikke så mange herligheder.

Noget af det, der nævnes, er de nye havnearealer på Frederiksø. Det er dog stadig noget ufærdigt, måske bliver det godt engang. Derimod kunne jeg godt lide nogle af de gamle pakhuse og andre bygninger ved Nordre og Østre Kajgade.


Egentlig skulle der være en del gallerier og kunsthåndværkere i byen. Mange af dem havde dog en yderst begrænset åbningstid. Når man havde mandag til onsdag til rådighed, så var det uden for åbningstid mange steder. Det gjaldt ikke Galleri Q ved havnen (hvor ellers?), men det var desværre ikke så interessant igen. Med skam at melde syntes jeg, at gæsteudstillerne var de bedste.

Til gengæld er der et varieret udvalg af spisesteder og et par gode bagerier, hvor man også kan spise. Vi spiste med stor fornøjelse på flere af dem og kan anbefale Øland i Brogade, Baguette i Møllergade og Brød i Gerritsgade, hvor vi dog kun drak kaffe. Vi spiste også på Vintapperiet i Brogade. Det var en fejl, for de har foie gras på menuen, men der var stemningsfuldt i Salig Simons Gård, og det, vi spiste, var både godt og rigeligt.

I samme gård ligger Glasblæseriet, hvor Bente Sonne huserer. Hun er glaskunstner ud over det sædvanlige. Det vil sige, hun laver også de "sædvanlige" glas og skåle med farvede kanter eller fødder (det giver måske smørret på brødet), men hun kan meget mere end det.

Det kan hendes søster, Ulla Sonne, også. Hun arbejder bare med keramik. Hendes værksted og butik ligger i Sankt Peder Stræde. Begge søstre har en pænt lang åbningstid.

Den elegante ræv holdt måske til hos en skomager, jeg er ikke sikker. Men jeg er helt sikker på, at skoforretningen Aksglæde i Møllergade er et besøg værd. De har et større udvalg af sunde og smarte sko og støvler - jeg er altså ikke vant til ligefrem at kunne vælge!

Jeg nøjedes med et enkelt par korte støvler, men jeg tror, jeg ligefrem kunne finde på at køre til Svendborg netop for at handle i Aksglæde butikken igen.

Ræven var ikke det eneste dyr, vi så. Faktisk var der rigtig mange levende hunde, men vi så vist ikke én eneste kat.

Hissss


Den hvæsende gås på Gåsetorvet fandt vi heldigvis frem til. Jeg har jo en svaghed for gæs, og denne af Søren West er rigtig fin, synes jeg.

Faktisk var der rigtig mange skulpturer rundt omkring. For sent fandt jeg ud af, at biblioteket har udarbejdet en glimrende skulpturguide, men den kan jeg kigge nærmere på, hvis jeg skal have mere fodtøj.

Og så så vi alligevel et par katte i et vindue. Ikke levende, men alligevel.

Endelig er der smykkeforretningen Catz i Kattesundet. Et besøg værd, hvis man er glad for smykker.


lørdag den 16. september 2017

Rødstenshuse ud over det sædvanlige

I nærheden af Lundeborg ligger nogle interessante rødstenshuse.


Broholm kom vi forbi, da vi kørte til vores residens i Lundeborg. Den så imponerende ud, syntes vi. Vi læste på nettet, at man kunne få kaffe i stuerne, og det skulle vi da prøve, men da vi kom, var alt lukket. Først nu, hvor jeg igen har kigget på siden, har jeg fundet ud af, at man skal forudbestille. Fair nok.

Der var en større og ret tiltrængt renovering i gang, så næste gang, vi skal til Lundeborg, forestiller jeg mig, at vi nok vil få en forudbestilling på plads på den nyrenoverede borg.

Nogle få kilometer fra Broholm ligger Hesselagergaard, der ligesom Broholm er et renæssancebyggeri.


Jeg har for mange år siden savlet over Hesselagergaard, så jeg vidste, den er noget specielt. Alligevel tog den pippet fra mig igen - dog ikke så meget at jeg glemte, at jeg havde fotoapparatet med.

Borgen er ikke åben for almenheden, men der er en parkeringsplads, og der er rig mulighed for at kigge fra mange forskellige vinkler.

Et af de steder, hvor vi kiggede ind gennem bevoksningen, var der en del ægte kastanjer.

Der var masser af frugter (hedder det det, når det drejer sig om kastanjer?) på.

Jeg håber, de bliver høstet og fortæret, men mon ikke. Kastanjer smager godt!

På Tåsinge, som heller ikke er så langt fra Lundeborg, ligger endnu et rødstenshus: Valdemars Slot.


Det er vel et barokslot og efter min mening ikke nær så charmerende som renæssanceborgene. Til gengæld er der offentlig adgang. Bare ikke om mandagen, hvor vi ville udnytte det fine vejr til en sejltur fra Svendborg med veteranskibet M/S Helge.

Vi havde egentlig ikke forestillet os, at vi havde tid nok til at se slottet, så det gjorde ikke så meget , at der var lukket, men vi ville (igen!) gerne have haft kaffe i restauranten. Den var selvfølgelig også lukket -  endnu en fodfejl af os. I stedet sneg vi os til at gå tur i parken, som man ellers skal betale entré for at betræde, men det kunne vi jo ikke komme til, så vi havde ikke dårlig samvittighed. Til min store fornøjelse var der gæs, grågæs tror jeg, i søen foruden en del svaner, svaneunger og utallige ænder og blishøns.

Hele anlægget er imponerende. Som det barokanlæg, det er, er det naturligvis symmetrisk om en midterakse. På mit foto herunder ses det meste af den ene halvdel, og fotoet er ikke specielt fortegnet, selv om det kunne se sådan ud. Den lange (avls?)bygning er virkelig lang.


Vi havde med andre ord overhovedet ikke held med vores forsøg på at indtage slotskaffe, men tilbage i Svendborg igen var der ingen mangel på åbne, om end mere beskedne, kaffesteder. 

mandag den 11. september 2017

Lune Lundeborg

Vi har lige været på en uges ferie i Lundeborg på Østfyn, hvor vi boede i et hus med udsigt til Storebælt og Langeland. Den udsigt nød vi rigtig meget.

De fastboende har tydeligvis humor. Vi havde megen fornøjelse af en tur gennem byen, hvor vi fandt en masse beviser på fynsk lune. Her kommer nogle eksempler:

Det manglende led kunne beskues i nærheden.
Det havde vist været udsat for en ulykke,







Til højre: Er træet mon blevet stranguleret med livremmen? Eller kunne det være personen, der er blevet kvalt - eller er det bare mig, der er for morbid?



Der var en del yarnbombing, men de broderede indslag var endnu sjovere.

Måske var den her min favorit

Gad vidst om der faktisk ligger en hund begravet bag hækken?

Lundeborg er en lillebitte by med nogle huse, to campingpladser og en fin, lille havn, hvor der også er lidt havnemiljø.

Byen er så lille, at man skal gøre sig megen umage for at fare vild,
og så lykkes det nok ikke alligevel.
Men derfor kan man jo godt have fine vejskilte
Det er umuligt at bruge ret mange dage i Lundeborg, hvis man ikke lige vil ligge på stranden (jo, det var faktisk vejr til det nogle dage!) eller drikke øl på havnen, men der var ikke langt til Svendborg, og i det hele taget er Fyn ikke så stor, så det blev ikke nødvendigt at kede sig.