mandag den 27. marts 2017

Den Gamle By har fået en ny attraktion:


Det drejer sig om en samling af danske smykker fra 1900tallet. Primært i sølv, men også nogle i andre materialer.

Det er en hel unik samling på 1000 smykker. Den blev over 40 år samlet af et tysk ægtepar, og hele samlingen er nu kommet til Den Gamle By, hvor den bliver vist i sin helhel.

Danske smykker skilte sig i 1900tallet ud fra den europæiske smykkekunst i øvrigt. Smykkerne var mere for "almindelige" mennesker, udarbejdet i sølv og billigere stene som de var, hvor man i resten af Europa arbejdede med guld, brillianter og andre kostbarheder.

Der danske smykker var enklere og mere funktionelle og i meget høj grad præget af godt design. I starten af århundredet i skønvirke-stil, senere blev det funktionalismen og modernismen, der prægede smykkekunsten.

Det er en stor og spændende udstilling. Jeg tror, at jeg kommer til at vende tilbage til den mange gange. Mærkeligt nok var der ikke så mange af smykkerne, jeg var helt syg for selv at eje, men der var undtagelser.


Brochen på billedet er aldeles bedårende, synes jeg. Det er sølvsmeden Evald Nielsen, der er ophavsmand til den. Den skal jeg vist hilse på, hver gang jeg besøger Smykkeskrinet.

mandag den 20. marts 2017

Næsten som juleaften


Information er godt. Denne kæmpeplakat har kunnet ses i Åbyhøj i et par måneder.

Så kunne man også begynde at glæde sig i god tid. Meget kan man glæde sig til, men at det lokale apotek flytter 300 meter til nye lokaler????

Jeg må indrømme, at jeg, utaknemmeligt skarn som jeg er, af og til helt har glemt at tænke på og glæde mig til den store dag.

tirsdag den 14. marts 2017

Ny strikkelærdom

I lørdags var jeg til Fiberfest i Ry. Fibrene havde intet med speltboller at gøre. Strikkefolket vil vide, at fibrene er garnfibre.

For en gangs skyld havde jeg tilmeldt mig en workshop. Sammen med Annett og en del andre - der var udsolgt til workshoppen - lærte jeg om "Sømløse kuppelærmer", en teknik, jeg længe gerne har villet lære. Jeg synes, det er rigtig smart at strikke trøjer og sweatre oppefra og ned, men raglanmodeller klæder mig ikke, så mine egne trøjer er som regel blevet strikket på den gammeldags måde fra neden og op.

Lene (stående) havde medbragt adskillige modeller.
Meget af tiden var vi deltagere særdeles koncentrerede. Det var om at få det hele med.
Lene Bay, der til daglig underviser i blandt andet tekstildesign, guidede os med stor ekspertise igennem teknikken. Vi fik vist alle lært at strikke et sømløst kuppelærme.

At det så ikke lige var det, jeg havde regnet med, er en anden sag.

Halshul, skuldre og det øverste af ærmerne
Som det måske kan ses på billedet, var den metode, vi lærte, at starte helt oppe fra halsen. Jeg havde regnet med, at skulle strikke "kroppen" oppefra med ærmegab og så strikke masker op i ærmegabet og strikke ærmerne ned derfra. Lene Bays metode er nok i de fleste tilfælde lidt for pæn og feminin til min smag, men jeg har dog tænkt mig at afprøve metoden på en børnetrøje.

Det er altså sjovt at lære nyt. Annett var endnu gladere for teknikken end mig. Hun gik straks i gang med diverse forsøg, da hun kom hjem. Det bliver sjovt at se dem.

Vi spiste frokost i Ry, inden vi kiggede på Fiberfestens boder. Jeg købte intet garn med hjem, men glorien stråler ikke så meget mere, for jeg har købt noget i dag. I Ry købte jeg en strikkepind, uldvaskemiddel og bogen Strikkede klude fra A til Ø. Det er den bedste "kludebog", jeg endnu har set.

Kaffen kørte vi til Annett for at indtage. Så fik vi også hilst på lille Tifany, der var i løbetid og meget sød og snakkesalig. Katte i løbetid er lidt uudholdelige og samtidig forfærdelig søde sådan i deres følelsers vold. Stakkels Tifany skal først parres i næste løbetid, så hun må holde det ud lidt endnu.

Egentlig lidt for mørkt til at fotografere, men man kan da godt se, at Tifany ser ung
og killingeagtig ud. Slet ikke gammel nok til selv at få killinger, men Tiffany er ikke enig.

torsdag den 9. marts 2017

Alternativ fødselsdag

Dorthe havde fødselsdag for nogle dage siden. Da jeg spurgte, hvordan hun gerne ville fejre den, sagde hun efter lidt betænkningstid, at hun gerne ville i Ikea. Jaså!

Jeg ved godt, at nogle elsker at komme i Ikea. Efter sigende fejrer en del også deres fødselsdag der. Jeg er vist nok lidt svær at lokke med. Jeg synes, man vader rundt i timevis uden rigtig at kunne finde det, man har brug for, og i stedet kommer man hjem med ting og sager, som man synes, man måske godt kunne bruge, men som man lige så godt kunne undvære.

Men selvfølgelig skulle vi i Ikea på fødselsdagen, og jeg vidste jo også godt, at vi begge har brug for nye kommoder. Det blev nu heller ikke så slemt.



Dorthe fik sin kommode, og vi købte overhovedet ikke noget overflødigt. Jeg overvejer stadig, så vi skal af sted igen.

Der er da også muntre indslag i varehuset. Dette kom vi forbi, da vi så på badeværelsesskabe.

På Steno Museet var der engang en udstilling med hygiejnens historie eller noget i den retning.
Der var bl.a. udstillet et wc, og Dorthe og hendes nevø var ret forgrinte, da en ikke så stor dreng benyttede det til formålet.

Vi fik naturligvis fødselsdagsmiddag formedelst en billig penge, og kødbollerne (det skulle være 100% Ikea!) smagte såmænd meget godt og levnede plads til kage, så jeg fik et stykke Dajm-tærte, som jeg elsker. Det vil jeg hellere have end de fleste kager fra rigtige bagere og i hvert fald hellere end både kagemand og fødselsdagslagkage.

Jeg har i tidens løb i Ikea købt en del tøjdyr til børneafdelingen på det bibliotek, hvor jeg arbejdede. De har stadig tøjdyr, men ikke helt så mange og helt så søde og sjove, synes jeg. Den glade hund kunne jeg nu godt lide.

Se, det var en rigtig og anderledes fødselsdag!

onsdag den 22. februar 2017

Gammelt legetøj nr. 3

Min mest elskede dukke fra min barndom hed Marianne, og jeg har hende endnu.

Jeg havde ellers bestemt, at hun skulle smides ud, men da det kom til stykket, kunne jeg ikke. Det samme gjaldt i øvrigt elefanten Ceylon, som jeg har skrevet om før. Jeg fandt to andre - mindre slidte -genstande som kom med på genbrugsstationen i stedet. Måske kan de faktisk genbruges.

Marianne var sikkert opkaldt efter en af mine kusiner, som jeg var meget glad for. Dukke Marianne kunne lukke øjnene, og så kunne hun sige en lyd, når hun blev lagt ned og løftet op igen. Det havde jeg glemt, hun kunne, men da hun sagde lyden, da jeg tog hende for at lægge hende sammen med de andre ting til genbrugsstationen, kunne jeg ikke klare det, og hun fik lov at blive.

Som det ses har Marianne et stort hul i hovedet. Faktisk er det hendes hoved nummer 2. På billedet, hvor jeg (4 3/4 år) sidder med hende, har hun det andet hoved, som var mere yndigt.

Jeg tror ikke, det var mig selv, der slog det første hoved i stykker, men jeg var ansvarlig for det andet kraniebrud, og så blev der ikke bevilget nyt.

Marianne havde selvfølgelig mere tøj, men den røde flyverdragt med tilhørende hue og støvler var vist nok det, hun tiest var klædt i. Det er også det eneste, der har overlevet.

Jeg kunne forresten ikke fordrage den ufikse spencer, jeg selv har på. Men jeg havde også en flyverdragt med tilhørende hjelm. Den var bare blå, og den var fast påklædning i børnehaven i vintermånederne. Den var jeg meget tilfreds med.


På fotoet her er jeg sammen med kusine Marianne i vores mormors og morfars have. Det er mig (3½ år) med sne på maven.

onsdag den 15. februar 2017

Citater om katte #38

Jeg vidste, at jeg kunne vinde ham, præcis når jeg ville. Men det hastede ikke...
Da han havde sat mig i en kasse, gik han, men han kunne ikke lade være med lige at dreje sig mod mig.
Jeg sad bare og kiggede på ham, kun mit hoved stak op af kassen, og han stod der og så på mig. Og da gav jeg ham det tavse miav.

Paul Gallico

A new (old) box

Det er Sarantoya i kassen på billedet.

Hendes mor, Lilit, praktiserede det tavse miav hele livet. Sarantoya derimod har altid praktiseret det larmende miav. Hun er simpelthen den mest højlydte kat, vi har haft, men her på hendes ældre dage, bruger hun faktisk også det tavse miav ved udvalgte lejligheder.

mandag den 30. januar 2017

Japanomania

Som jeg tidligere har skrevet, har jeg i de senere år i stigende grad interesseret mig for Japan. Det er jeg åbenbart ikke ene om - man kan da heller aldrig have noget for sig selv 😒 Japan er tydeligvis på mode netop nu.

Det var landet og kulturen også i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet. Kunstnere over hele verden blev inspireret af japansk kunst og af landet generelt, og det er emnet for den nye udstilling Japanomania i Norden 1875-1918 på Statens Museum for Kunst.

Man kan på Designmuseet stadig se udstillingen Learning from Japan, som jeg så sidste år, og Japanomania-udstillingen har præcis det samme tema.

Yrsa og jeg så udstillingen i sidste uge, hvor vi var en dag i København. En god,  ikke så stor, udstilling, som man sagtens kan kapere, selv om man kun er af sted en enkelt dag.

Udstillingen er fint bygget op over diverse temaer, hvor man ser både den japanske kunst, der har inspireret, og hvordan inspirationen udmøntede sig i den vestlige kunst. Ikke så underligt at man lod sig inspirere af det anderledes og hidtil usete. Japan havde jo været et helt lukket land i flere hundrede år.

Måske burde der være gjort endnu mere ud af, hvordan kunsten så ud inden påvirkningen fra Japan.  Et billede som L. A. Rings "Ung pige der ser ud af tagvinduet" fra 1885 ser jo umiddelbart helt "normalt" ud for det nutidige øje.

Lige nu kan jeg faktisk ikke huske, hvordan den japanske indflydelse egentlig udmønter sig i dette maleri, men måske i det fine pigeansigt, der kigger væk fra beskueren og i de skæve vinkler i maleriet.

Jeg garanterer ikke for farverne på mit foto af maleriet, som jeg i parantes bemærket vældig godt kan lide.


Noget af det mest interessante var træsnittene, syntes jeg. De har en stramhed, som jeg synes godt om.

Træsnittene var blandt andet meget dygtigt blevet taget op af Henriette Hahn-Brinckmann. Hendes "Dåhjorte" er et farvetræsnit fra 1926, og igen yder mit foto overhovedet ikke originalen fuld retfærdighed. Man må på Statens Museum for Kunst for at se den eller måske, når udstillingen er pillet ned, til Vejen Kunstmuseum, hvor dåhjortene bor til daglig.

At Japan var en helt ny oplevelse i slutningen af 1800tallet kan man forstå, når man ser plakaten fra Zoologisk Have.




En utrolig flot plakat og et stykke kulturhistorie, men selvfølgelig får man også en dårlig smag i munden.

Da vi kom ud fra museet, lå Rosenborg nok så nydeligt i dagens resterende soldis. Når vi så i den modsatte retning, var der klar himmel. Vi var igen heldige med vejret.

Vi gik en tur langs havnefronten og i nogle af forretningsgaderne, men det er godt nok lidt underligt, at vi slet ikke skulle kigge efter noget bestemt. Vi mangler ikke noget, og vi købte heller ikke noget.

Men kaffe og kage blev det selvfølgelig til. Vi fik en ostekage med kirsebær og en med æble og kanel på Bertels Salon i Kompagnistræde og delte dem begge. Æble/kanel kagen var vi begge tilfredse med, men Yrsa, der er vild med amarena-kirsebær var noget skuffet over varianten med kirsebær, som tydeligvis var lavet på surkirsebær. Jeg syntes, den var dejlig frisk - måske laver amerikanerne deres cheesecakes med surkirsebær?

Jeg er lige blevet opmærksom på endnu en Japan-begivenhed i København, nemlig en udstilling af nutidig japansk kunsthåndværk hos A. Petersen på Amager. Den er der hele året, så der er basis for endnu en udflugt til København.

mandag den 16. januar 2017

Strikkeåret 2016


I 2016 var den største oplevelse i forbindelse med strikning ubetinget Wollfesten i Hamborg. Det var et garnparadis uden sammenligning, og det var bare så herligt at være der sammen med Dorthe og Annett. Jeg tror, det var vanedannende.

I årets løb strikkede jeg cirka 15000 m. "Cirka" fordi der er lidt uenighed mellem mine egne optegnelser og Ravelry.

Under alle omstændigheder har jeg anskaffet mere garn (lige godt 16000 m), end jeg har brugt, så lageret er unægtelig - igen! - vokset. I kroner har jeg købt for 3046,- kr. Godt 3200 m blev købt i Hamborg, men pokker skulle da tage til slaraffenland og så lade kontokortet blive på hotelværelset.

Til gengæld har jeg solgt færdige arbejder for 3280,- kr. Det betyder ikke, at jeg ikke har brugt penge på min hobby, for udgifter til tilbehør (knapper og maskemarkører etc.), opskrifter, bøger, kurser og messer løber op i næsten 1500,- kr. Udgifter til fragt til Hamborg og andre messer er ikke opgjort.

Faktisk har jeg ikke strikket nogen større ting overhovedet, hverken til mig selv eller andre. Jeg har lavet masser af babytøj, masser af pulsvarmere og som noget nyt masser af klude.

Nogle af kludene har jeg lavet opskrifter på. Jeg er bedst tilfreds med den sidste, jeg lavede. Hideaway Lucky, som jeg har kaldt den, er dejlig vaflet og selvfølgelig ens på begge sider. Opskriften er her.

De grå på billedet er lavet af tysk garn, dog indkøbt i Danmark. Det hedder G-B Wolle Cotton 8, og det er noget af det bedste bomuld til klude, jeg endnu har prøvet.

Jeg er stort set færdig med opskriften på en baby slå-om vest, men der har ikke været så stor interesse for de opstrikkede eksemplarer, så jeg gider ikke rigtig lave den sidste korrektur-strikning. Den er lidt i mølposen.

Selvfølgelig kunne jeg også udgive den uden den sidste kontrol. Hvis der er nogen, der går i gang med den, får jeg jo nok at vide, hvis der er fejl - hvilket der garanteret er.

Jeg er yderst tilfreds med en lille babycardigan, jeg strikkede af rester fra min egen køkkenbordstrøje sidst på året.

Opskriften er gratis og ligger på Ravelry. Især halsen er formet rigtig fint.

Desuden klæder glatstrikning Country Casual garnet. Sådan er det vist i reglen med flamégarner og lignende, men det tænkte jeg ikke på, da jeg strikkede køkkenbordstrøjen, som er helt i retriller.

Også sommerkjolen, jeg lavede som en dåbsgave til Erika, blev fin, synes jeg, og den var i hvert fald sjov at strikke i den lækre Scarlet kvalitet fra Permin.

Den er også strikket efter en Ravelry opskrift, denne gang dog en betalingsopskrift.

Endelig er noget af det, jeg er mest tilfreds med, Yrsas halsedisse "Montanagade" og de tilhørende pulsvarmere.


Montanagade (som altså også er den gade i Århus, hvor Yrsa er vokset op) er en af de gode, gratis opskrifter fra Filcolana. Se den her. Pulsvarmerne improviserede jeg.

Og så er der heldigvis også en hel masse andet, som jeg har været glad for at strikke...

Planerne fra sidste år kan jeg nærmest gentage.
Patenttrøjen har jeg ganske vist været næsten færdig med, men faconen var umulig, så den blev trevlet op og venter nu på ny inspiration.

Formindskelse af garnlageret. Ja, selvfølgelig. Forrige år havde jeg sat mig for at bruge 4 gange så meget, som jeg købte. Det var fuldstændig urealistisk. I 2016 var målet at bruge dobbelt så meget - heller ikke realistisk. I 2017 vil jeg prøve bare at bruge mere, end jeg køber.

Opskrift på en babykjole. Ja, måske.

Og endelig færdiggørelse af vægtæppe, selv om det ikke har noget med strik at gøre. Jeg er faktisk blevet færdig med frynserne, men der er også lige nogle kanter, der skal færdiggøres.

Jeg tror ikke, jeg behøver nye planer.

torsdag den 5. januar 2017

Reklame

Foto: Yrsa Andersen

Jeg kan lige nå at gøre reklame for en udstilling på Randers Kunstmuseum: Lysets og farvens mester med værker af Theodor Philipsen. Sidste dag er 8. januar, så det haster.

Vi så udstillingen mellem jul og nytår og var meget begejstrede. Både for de enkelte værker, men også for ophængningen. Al ros til Randers Kunstmuseum.

Man kunne let følge Philipsens udvikling, hvor han i begyndelsen var en mere traditionel maler, men senere under indflydelse af impressionisterne udviklede sin egen stil, hvor netop lyset havde så stor betydning.

Billedet har Yrsa taget med sin mobil, og det er ikke et af de mest repræsentative, men der er en kat på! Og æsler! Billedet er fra 1882 og titlen er "Æselstald i Tunis". Katten er den hvide klat - indrømmet, det er ikke så let at se, men på forstørrelsen, der til gengæld har mistet en del skarphed, kan man da se den.

Ellers nød jeg de mange billeder af dansk natur og af dyrene, især kvæg. Saltholm-billederne havde fået deres eget rum, og de var vist - bortset fra æselstalden - mine favoritter.

tirsdag den 3. januar 2017

2016s bedste...musikoplevelser

Vi har vist været til lidt mindre musik i det forgangne år end sædvanligt. Besparelserne på Aarhus Symfoniorkester er desværre ved at slå igennem, så repertoiret efter vores mening er mere kedeligt, så vi simpelthen ikke går til så mange af koncerterne.

Det er noget grotesk, når Århus nu er kulturhovedstad, at det bare går ned og ned for byens symfoniorkester, som snart ikke kan kaldes et symfoniorkester mere.

Årets bedste oplevelser:
Ikke desto mindre var især én af forårets symfonikoncerter i særklasse, nemlig da vi den 8. april hørte Alban Bergs violinkoncert og Mahlers 1. symfoni. Jeg skrev om koncerten her.

Kort tid efter hørte vi igen symfoniorkestret i en hel anden sammenhæng.

Jægergårdsgade afholdt markedsdag og var lukket for trafik. Til gengæld var der musik i næsten hele gadens længde, da orkestret sammen med et kor og tre solister opførte Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk.

Det var sjovt, anderledes og spændende, og så lød det godt. Se mere her.

Da vi var på ferie på Bornholm var vi til midsommersoiré i SvanekeGaarden med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Programmet havde vi ikke set i forvejen, men det viste sig at være lige efter vores hoveder. Meget sommerlig musik (=nordisk tone?), som sammen med den særlige sommerstemning gjorde det til en dejlig og mindeværdig koncert.

Som det kan ses på plakaten var der også en udstilling med arbejder af Gerd Hjort Petersen og Hans Munck Andersen på SvanekeGaarden. Den så vi inden koncerten, og den var også god.

Endelig var der jazzfestivalen, som måske havde et lidt svagere program end sædvanligt, eller også var vi bare til de forkerte ting.

Vi var dog meget imponerede af den estiske sangerinde Karmen Röivassepp. Vi hørte hende i flere sammenhænge. Det mest spændende forgik på den lille Fairbar, hvor Karmen sammen med Nis Hellesøe Myrtue på sax og Sune Pors på guitar spillede et absolut utraditionelt program


Årets skuffelse:
Gadeoperaen var en del af fejringen af Århus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum.
Der blev også afholdt en jubilæumskoncert sammen med symfoniorkestret, og i modsætning til operaen var den en skuffelse.

Vi syntes, musikken manglede substans og var for letbenet og populistisk. I Simon Steen-Andersens Piano Concerto så man (igen og igen!) en film med et flygel, der falder 8 meter ned. Den har vundet priser, men det sagde ikke os noget, og sammensætningen af musik og film er hverken ny eller nok til at gøre musikken spændende.

Mathias Monrad Møller gav i sin "Festtale" musikerne helt frie hænder. En del forlod simpelthen salen (det kunne vi godt forstå), nogle spillede på andre instrumenter end deres eget, andre satte sig ned og snakkede eller tog en kop kaffe. Interessant? Det syntes vi ikke.

Koncerten fik fremragende anmeldelser, men selv om vi sædvanligvis er meget glade for ny musik, så var det her ikke vores kop te. Kun et lille stykke, Aeriality af islandske Anna S. Thorvaldsdóttir, gjorde indtryk.

Apropos det med at sætte musik og film sammen så viste de for nylig på svensk tv en ballet med musik af Eric Satie. Relâche hedder balletten, som er fra 1924. Det var en nyopførelse, der blev vist, men med de originale filmindslag - fra 1924!

onsdag den 28. december 2016

Sarantoya 16 år


Juleaftensdag blev Sarantoya 16 år. Billedet er taget på dagen, hvor hun ligger i sin radiatorseng og nyder varmen.

Et par dage før var vi til dyrlæge med hende. Dels skulle hun have sine årlige vaccinationer, dels har vi været noget bekymrede, fordi hun slet ikke har sin gode appetit mere, og hun har tabt sig meget.

En blodprøve gav et overraskende resultat. Hun har nemlig for højt stofskifte. Et af de mest tydelige tegn på det er, at katten grovæder, men alligevel taber sig. Lige præcis sådan var det med vores Ofelia, som også fik forhøjet stofskifte i sine sidste leveår. Men Sarantoya har bestemt ikke grovædt. Alligevel var det altså det stofskiftet, det er galt med.

Man kan nu få et diætfoder, som faktisk skulle være nok til at stabilisere stofskiftet, og det blev naturligvis straks indkøbt.

Det var spændende, om hun ville acceptere det nye foder, men efter en lidt tøvende start spiser hun nu pænt af det. Først om en månedstid kan vi se, om det har den ønskede effekt.

Vores dyrlæge mente også, at hun har en dårlig tand. Det undrer os lidt, fordi hun gerne har villet spise sin tanddiætmad, som er noget hårdere end hendes anden mad, men hvis hun har en dårlig tand, skal den fjernes. Hun skal i hvert fald ikke have tandpine.

Det sidste foto tog jeg i går, hvor der var masser af sol. Sarantoya er rigtig skrap til at finde solpletterne, her i min seng.


mandag den 26. december 2016

Årets bedste...film

Ligesom sidste år har jeg set 21 film i biografen i 2016. Deriblandt de tre Kieslowsky-film: Blå, Hvid og Rød, som må være uden for konkurrence. De er fantastiske alle tre og forbløffende nutidige trods deres +20 år på bagen.

Godt de fik repremiere. Jeg har dem ganske vist på dvd, men det er altså noget helt andet at se dem i biografen. Især når det drejer sig om film med så udviklet et filmsprog som de her.

Ellers var den film, jeg var gladest for, vist den estiske film Fægteren, instrueret af den finske Klaus Härö. Det var en overraskelse, at en estisk film kunne være så god - hvor kommer alle de fordomme dog fra?

Jeg kan ikke mindes, at jeg skulle have set en estisk film før. Vist nok nogle finske film, jeg husker dog ikke hvilke. Men hvis andre film fra de kanter er lige så gode, så håber jeg på import.

Jeg har ikke set én eneste dansk film og ikke ret mange amerikanske. De andre film, der især gjorde indtryk, var fra Belgien (Det spritnye testamente), Italien (Min mor) og Island (Virgin Mountain og Blandt mænd og får).

Skuffelser: Den tyske Lotte og den ungarske Sauls søn. Den sidste havde fået fantastiske anmeldelser, men jeg kunne ikke fordrage den, især på grund af fotograferingen, som jeg fandt unødigt krukket og i virkeligheden meget ensformig.

Hvad mon 2017 vil bringe på det hvide lærred?

fredag den 23. december 2016

Ja, kunne vi ikke?


Med dette utopiske ønske hermed en julehilsen til alle, der vover sig forbi min blog.

Jeg er sur over, jeg ikke har taget billedet ordentligt - men det havde nu sine årsager. Man måtte nemlig ikke fotografere i det museum i Lübeck, hvor de tre gaveudbringere var udstillet, og en dame med MEGET skarp hørelse piskede gennem salene, hver gang der kom en "kameralyd" et eller andet sted fra. Jeg kan ikke finde ud af, hvad ham til højre i æsken (til venstre på billedet) hedder, og det ville jeg altså gerne vide. Han er jo givetvis jødisk, men er der også noget russisk Far Frost over ham?

Beklager at bloggen - og også besøg på andre blogge - har været forsømt her i december. Det har sine egne trivielle årsager, som der ikke er nogen grund til at plage andre med.

mandag den 12. december 2016

Udflugter i december

Jeg er en kryster, når det drejer sig om at køre i glat føre og bliver hellere hjemme, hvis der er bare små tegn i sol og måne på, at der skulle kunne blive problemer. Denne december har dog været absolut farbar, så vi er indtil nu kommet på de udflugter, vi havde planlangt.

Vi har blandt andet været med RealDania på Ørslev Kloster, der nu fungerer som arbejdsrefugium. Det var et helstøbt arrangement, der startede med introduktion i kirken. der var stemningsfuldt belyst.


Derefter var der rundvisning i klostret, vinsmagning, hvor vi smagte vin fremstillet af nogle lokale vinavlere, jazzkoncert og endelig aftenaffodring med tapas fra Højslev Kro.

Det eneste, jeg var utilfreds med ved arrangementet, var, at der var for dårlig belysning til fotografering. Der boede ellers adskillige katte på klostret, og de var rigtig fine. På et tidspunkt var der to på én gang, og de må bestemt have været enæggede tvillinger, så ens var de.

For et par dage siden var vi så på vores årlige inden-jul-tur til Flensborg. Senere end sædvanligt, og vores yndlingsjulestolle (med rom) var udsolgt. Vi må slå os til tåls med en anden, og det skal nok blive jul også uden romstolle.

Ud over indkøb besøgte vi denne gang Museumsberg.

På vejen dertil hilste vi på Istedløven eller Der Flensburger Löve, som den hedder i Schleswig.

Jeg har før set ham i København, men kunne ikke huske, at han var så stor og imponerende. Han blev flyttet tilbage til sin oprindelige placering på Flensborgs Gamle Kirkegård i 2011 efter at have boet i Berlin fra 1864 til 1945 og derefter i København fra 1945.

I museet så vi to særudstillinger. Den ene med værker af Emil Nolde. Det bliver Nolde-år i 2017, hvor det er 150 år siden, Nolde blev født.

Bissens selvbevidste herre.
Også en form for krigskunst.
Den anden særudstilling havde titlen (un)beteiligt. Kunst im dritten Reich, altså værker af kunstnere, der arbejdede i Det Tredje Rige.

Udstillingen rejser en række spørgsmål, som stadig er noget betændte. Hvordan påvirkede det nazistiske diktatur kunstnerne? Var de medskyldige via deres kunst? Havde de et moralsk ansvar?

Der var ingen tvivl om, at de fleste af værkerne var influeret af den nazistiske tankegang med blandt andet portrætter af Hitler og Göring og billeder af hårdtarbejdende arbejdere og mødre. Absolut en spændende udstilling, og jeg tror, det er første gang, jeg har set et hagekors i Tyskland.

torsdag den 8. december 2016

Gammelt legetøj nr. 2


Vi rydder op og rydder ud. Vi har alt for meget gammelt stående og kan næsten ikke selv være i huset.

Noget af det, vi rydder ud, er det helt fint at komme af med. Andet er det anderledes slemt at skille sig af med. Som nu min barndoms elefant.

Jeg vandt ham i et lykkehjul i et omrejsende tivoli. Min far og mor kørte tit søndagsture med os, og en gang kom vi forbi det her tivoli. Min far elskede ligesom jeg tivolier, så til min store glæde standsede vi og gik ind. Der var ikke meget liv i det, og jeg var den eneste ved lykkehjulet, hvor jeg satsede hele min formue - det har vel været 25 øre - på nr. 1. Jeg fik for første og eneste gang i mit liv frit valg. "Tænk dig nu godt om, inden du vælger" sagde min far, men jeg vidste nøjagtig, hvad jeg ville have: En lyseblå elefant. Jeg var lykkelig, og tallet 1 var mit lykketal i mange år.

Min elefant blev døbt Ceylon. Jeg vidste, at nogle elefanter i cirkus havde geografiske navne, så det måtte også kunne passe til min.

Da vi kom hjem, satte jeg straks elefanten på bagagebæreren på min cykel og cyklede hen til den nærmeste veninde for at vise ham frem. På vejen faldt elefanten af, og jeg var rigtig vred på mig selv over at have været så uforsigtig, men han havde heldigvis ikke taget skade.

Jeg elskede ham højt hele min barndom. Som det kan ses på billedet, er han blevet godt slidt og har også mistet stødtænderne.

De sidste 40 år (mindst, er jeg bange for) har han ligget i en kiste. Vi skal på genbrugspladsen på søndag, og det er planen, at Ceylon skal med, men jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg kan gøre det. Jeg smider ham i hvert fald ikke selv i småt brændbart, men sætter ham i den container, hvor de velgørende foreninger kan hente ting og sager. Jeg tror, han er for slidt til at være bare en lille smule værd, og sandsynligvis sender de ham i forbrændingen, men jeg er i det mindste uvidende om det.

Mens jeg sidder og skriver det her indlæg, har jeg i hvert fald fortrudt beslutningen. Vi må se på søndag...

onsdag den 30. november 2016

Vores lokale julemarked

...fandt sted i weekenden i Åbyhøjs nye beboer- og kulturhus i det gamle elværk på Thorsvej. Markedet er arrangeret af Åby Biblioteks Venner, og det havde de gjort godt.

Om et par minutter åbnes der for publikum, som minsandten stod i kø for at komme ind.

Kranerne i loftet er blevet bevaret
og er med til at giver lokalet karakter.
Elværket blev indviet som Åbyhøjborgernes hus i august, og det er bare blevet så dejligt og fyldt med atmosfære. Det var også særdeles velegnet til julemarkedet. Vi kunne se, at der var en del af de besøgende, der ikke havde besøgt stedet før, for der blev rigtig kigget rundt og især op.

Ligesom sidste år havde vi en stand med vores strik. På plakaterne stod der, at der ville være stande med kunsthåndværk. Vi mener nu, vores strik er mere hobby og husflid end ligefrem kunsthåndværk, men i mange af de andre stande var det kunsthåndværk, endda af høj kvalitet.

Der var mange besøgende på markedet i det gode vejr, men bortset fra lidt trængsel i caféen var der vist plads til alle. Vi solgte også meget bedre end sidste år. Tilsammen fik vi solgt for over 4000,-. Mere end tilfredsstillende, synes vi.

Jeg fik bl.a. solgt alle mine kjoler, så nu må jeg gerne begynde at lave nye. Herligt, jeg kan godt lide at strikke kjoler. Også alle de uldne veste blev solgt. De fleste af dem var også med sidste år, og der blev da kigget på dem, men det var også det hele. 

Pulsvarmerne gik også godt, men det gjorde de også i 2015. Der var ellers adskillige, der havde pulsvarmere med, men mine var vist de eneste med tommelfingre i. Flere par blev solgt til børn, selv om de var for store, men pigerne insisterede på at få dem. Jeg må vist se at få strikket nogle i børnestørrelse.

Én erfaring går dog igen fra sidste år: Vi skal stadig passe på med ikke at bruge alt for mange farver. Men gad vidst, om vi overhovedet får strikket tilstrækkeligt til at også at have en stand i 2017?

torsdag den 24. november 2016

Tirsdag i hovedstaden

Jeg havde ofret en af mine tiltrængte tysklektioner for at komme til København sammen med Dorthe og Yrsa en tirsdag, hvor der er fri entré på Glyptoteket. For sent opdagede jeg, at det ikke gælder særudstillinger - og det var særudstillingen, vi især var interesserede i.

Når man skal betale 110,- kr. for billetten, skal man have god tid. God tid er en mangelvare, når man kun er af sted én dag. Vi tænkte på at kigge ind til kattemumierne eller impressionisterne, men valgte bare at hygge os og indsnuse storbystemningen og helt glemme kulturen.


Det var nu mere julestemningen, der prægede byen. I går så vi til vores overraskelse i Politikens juletillæg, at den helt almindelige røde glaskugle er aldeles umoderne. Hvis de ikke vil være helt utrendy i København, kan de godt få pyntet om. Vi så voldsomme mængder af netop røde glaskugler i voldsomt mange forretninger og spisesteder. Den lille polarræv, som vi så hos Egmont i Vognmagergade er sikkert meget mere trendy. Den er også sød!

Vi havde nogle enkelte forretninger på programmet (ingen garnforretninger :) og ellers improviserede vi. Blandt andet kiggede vi lige ind i det nyåbnede italienske supermarked Eataly, der er kommet i Illums underetage. Jeg ved slet ikke, hvordan man skulle kunne vælge mellem så mange olivenolier og pastatyper. Der var dog også en chokoladeafdeling, hvor det bare var svært ikke at vælge for meget. I virkeligheden fik jeg måske valgt for lidt, for jeg har smagt på to af de valgte stykker, og de var i hvert fald gode.

De tyske julemarkeder breder sig i København, og de har faktisk meget af den samme stemning, men er dog noget mindre end dem, vi kender i Hamborg og Lübeck. Vi gik igennem et par stykker af dem uden at have betalingskortet fremme.

I Strædet med udsigt til rådhustårnet

På det tidspunkt havde vi nemlig indtaget vores eftermiddagskaffe hos Bertels Kager i Kompagnistræde. Et paradis for ostekageelskere - en betegnelse, der passer på os alle tre. Jeg fik en klassisk Key lime, som krævede hele to kopper stempelkaffe til, men der er da mindst syv andre i deres udvalg, jeg også gerne vil prøve. Den er mættende, sådan en cheesecake, og ingen af os havde lyst til gløgg (det har jeg nu sjældent) eller andet i nogle timer efter salonbesøget.

Knud og Krista var med på tur. De nøjedes med at beundre min keylime cheesecake.
Lyset i kagesalonen var dæmpet og hyggeligt, men ikke rigtig tilstrækkeligt til mit kamera.
Vi havde valgt at tage med DSB, for vi sætter alligevel pris på, at der er et ordentligt toilet og plads til at strække benene en gang imellem. Det kan de billige busser ikke rigtig honorere.

Med orange billetter var prisen også blevet rimelig, og det bliver endnu billigere. Hjemad blev vi nemlig nøjagtig 32 minutter forsinket, lige nøjagtig nok til at vi skal have billetterne refunderet. Men godt at det ikke var på udturen, vi blev forsinkede, for da havde vi brug for tiden.

onsdag den 9. november 2016

Et ret sjældent syn


Det går åbenbart lidt op i træer her på bloggen i denne tid. Tirsdag morgen vågnede jeg op til et fint lag sne og et tempeltræ med hængende blade, som om træet havde taget ved lære af rhododendronerne ved siden af.

Jeg kan ikke huske, at jeg før har set tempeltræet hænge med bladene. De er bare faldet af, når tiden var inde, og det har nok sædvanligvis været før den første frost. De fleste blade var da også faldet af for en uges tid siden, men ikke dem alle.

Taktikken lykkedes i øvrigt ikke. De resterende blade dalede til jorden i løbet af dagen.

søndag den 6. november 2016

Gyldne træer og grå dage


I dag er en af de grå dage, som vi mener er typiske novemberdage, men i forgårs - og det var altså også november - så birketræerne sådan ud. De gyldne dage er naturligvis de smukkeste, men de bliver endnu smukkere på baggrund af forskelligheden.

onsdag den 2. november 2016

Usympatiske forretningsmetoder

Der er åbenbart hård kamp om kunderne i detailhandlen, og metoderne til at holde på dem bliver værre og værre. Klub- eller medlemskort, hvor man kan samle point, har længe været lidt af en pestilens. Samlemærkerne, som både Dansk Supermarked og COOP og sandsynligvis flere excellerer i, er en tand værre.

Men Føtex' nyeste ide er det, der for alvor har fået mig op i det røde felt - og til tasterne. Meget kortfattet går ordningen ud på, at man indbetaler 80,- kr. om måneden, og derefter får man 20% rabat på de fleste økologiske varer.

Man skal ikke være specielt spids for at regne ud, at den ordning gavner de store husholdninger med et højt forbrug af økologiske varer på bekostning af de små. I min husholdning er vi to personer, der spiser ret meget økologisk, men ikke særlig meget kød, så vi vil næppe komme op på det forbrug på mindst 100,- kr. om ugen, der skal til, inden vi vil få glæde af rabatten. I stedet vil jeg komme til at betale de store forbrugeres rabat, for nogen skal jo betale den, og det bliver helt sikkert ikke Føtex.

Jeg vil under ingen omstændigheder stavnsbindes til at lægge så stor del af mine indkøb i Føtex. Og jeg vil slet ikke lade koncernen Dansk Supermarked få en snabel direkte ned i min bankkonto. Jeg holder simpelthen op med at handle i Føtex.

Selvfølgelig har jeg brokket mig direkte til kilden og har ikke uventet fået et glat og intetsigende svar retur. Man kan håbe på, at en masse andre også vil give deres utilfredshed til kende. Hvis vi bliver tilstrækkeligt mange, kunne det da ske, at Føtex igen vil overveje, om det nu også er så smart en ordning.

I det hele taget synes jeg, det er gået ned ad bakke for Dansk Supermarked koncernen, efter at Herman Salling ikke har tøjlerne mere. Bilka er bestemt ikke, hvad de tidligere har været. Der er færre forskellige varer, og der er masser af tomme hylder, som det i høj grad kniber med at få fyldt op. Når man tager i så stort et varehus som Bilka, forventer man at kunne få alt på huskesedlen, men det kan vi aldrig. Desuden er der så grimt.

Heller ikke Salling bliver bedre med tiden efter min mening, men holder dog nogenlunde status quo, Kort tid efter Herman Sallings død begyndte de at drøne høj musik ud over det hele, men det er de heldigvis holdt op med igen.

Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg kommer til at handle i fremtiden, men Føtex skal ikke forvente mit besøg.