søndag den 14. oktober 2018

Ugens træ - uge 41

Kandidaterne til ugens træ står i kø i denne tid.


Når jeg valgte den flotte eg (rødeg!), som fører an i en lille række af artsfæller, er det, fordi det står i et af Århus' udskældte boligområder, Bispehaven. Vi bor ret tæt på.

Jeg synes, det er dejligt, at man også kan finde smukke træer også i de forkætrede betonbyggerier.

Bispehaven blev ligesom Gellerupparken og flere andre "parker" bygget i begyndelsen af 1970erne. På den tid havde de besluttende myndigheder en vision, når det drejede sig om sociale boligbyggerier.

Det skulle være områder med gode lejligheder, mange grønne områder og mange faciliteter som skoler, børneinstititioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter og biblioteker. Gellerupparken var mønsterbyggeriet, hvor der også var svømmehal.

Jeg havde selv fornøjelsen af at bo i Gellerupparken i sidste halvdel af 70erne, og det var en fornøjelse. Der var et fællesskab mellem beboerne, og jeg nød at se børn i alle aldre lege sammen på de store græsplæner med store træer, der fandtes mellem blokkene. Jeg var gerne blevet boende, hvis det ikke lige var, fordi huslejen steg voldsomt. Det blev nærmest umuligt for almindelige lønmodtagere, der ikke kunne få boligstøtte, at bo i lejlighederne. Det var billigere at bo i ejerbolig. En ret grotesk boligpolitik efter min mening, og det var også det, der ændrede området. Alle ressursestærke flyttede ud, og en del af faciliteterne blev nedlagt.

Bispehaven var ikke lige så vellykket. På en eller anden måde virkede det, som om blokkene stod alt for tæt, det var ikke et særlig rart område.

Man er nu ved at forsøge at rette op på årtiers misrøgt af de sociale boligområder. Jeg tror ikke på, det vil lykkes at tiltrække ressursestærke lejere, hvis ikke huslejen sættes væsentlig ned, men i hvert fald ser det ud til, at Bispehaven får et mere åbent udtryk. Og de flotte egetræer har de - der er nemlig flere end den lille række, jeg har fotograferet.

torsdag den 11. oktober 2018

Den dejligste morgen

Jeg var tidligt oppe i dag. Meget tidligt! Skulle til kontrol for grøn stær hos en øjenlæge inde i byen 10 minutter over 8.

Jeg var af sted i god tid og gik - forsynet med en latte - lidt rundt. Det tog kun ca. 8 minutter hos øjenlægen, alt så fint ud,  og jeg blev ikke engang dryppet. Jeg troede så, at jeg skulle have min morgengrød hos GRØD, men det skulle jeg ikke. Den er lukket og åbner først igen i 2019. Et andet sted i byen, hvilket sikkert er meget fornuftigt.

Imidlertid havde jeg ikke lyst til at tage hjem lige med det samme, og jeg var heller ikke så sulten. En latte mætter faktisk ret meget, også selv om den er på skummetmælk. I stedet gik jeg igen lidt rundt og kiggede på det fine morgenlys og de travle trafikanter. Indsugede morgenstemningen. Jeg havde kun min mobil med, men den kan jo også bruges til at tage billeder med:




Hvis vejret bliver lige så fortryllende i morgen, tager jeg måske af sted igen, denne gang bevæbnet med et bedre kamera. Det var slet ikke så dumt at komme tidligt op.

mandag den 8. oktober 2018

Spisesteder på Fanø

En af de gode ting ved Fanø er, at der er så mange gode spisesteder. Vi har ikke lyst til at tilbringe alt for megen tid i køkkenet, når vi er på ferie, så vi spiser en del ude.

I Nordby ligger Aroma, og det har den vist gjort lige så lang tid, vi er kommet på øen. Vi havde bare aldrig spist der, men troede, at det "bare" var endnu en italiensk restaurant. Heldigvis havde Annett læst en lovprisning af deres fiskeret, og den blev afprøvet allerede den første aften.


Det fortrød vi ikke, tværtimod var det en ommer, som Annett sagde. Spisekortet er absolut italiensk, men med udstrakt brug af Fanøs gode råvarer. Vi spiste der tre gange: frokost, aften og tag-med-hjem pizzaer, og det var altsammen lige efter vores hoveder. Også betjeningen syntes vi godt om, uformel, men samtidig omhyggelig. Og det var dejligt at kunne kigge til de italienske kokke i køkkenet.

Det er ved at blive tradition, at vi torsdag aften tager til Sønderho og spiser på Fajancen. Annett reserverer bord i forvejen, der er sædvanligvis fuldt hus.


Der er hyggeligt på Fajancen, maden er altid god, og der er altid fisk på menuen - men Aromas fiskeret var godt nok et mulehår bedre.

I en helt anden kategori er Tre Søstre, der også ligger i Sønderho. Et helt uprætentiøst sted, hvor man kan få kaffe, is og sandwiches. Der har vi flere gange spist i forbindelse med strikkefestivalen. Hvis man ikke lige kommer, når der er en længere kø, går det hurtigt, og deres sandwich smager godt. Laksesandwichen er naturligvis med Fanø laks, som unægtelig smager meget bedre end almindelig laks.

Som en ekstra attraktion for os kan man tit kigge på og somme tider også snakke med nogle katte, der vist nok bor i nabohuset.



Et andet sted, vi altid kommer, er Rudbecks i Nordby.

Deres delikatesseforretning blev grundlagt i 2011, samme år som vi første gang var på Fanø i nyere tid, og vi har spist der hver eneste gang.

Som noget nyt har de fået Marco Brodde til at udsmykke deres lokaler, og det er også nogle af hans fugle, der er på plakaten.

Maden er baseret på vadehavets og især Fanøs egne produkter. Annett har snart været hele spisekortet igennem, men hun kommer også tiere på Fanø, end vi gør. Jeg får som regel vadehavstapas. Eller æggekage.

Så nåede vi ikke flere forskellige spisesteder i år, når jeg ser bort fra slagter Christiansens lækre sandwich. Andre gange har vi spist på Kellers Badehotel, Ambassaden og Sylvester, og vi har drukket kaffe på Fanø Krogård, og det har altsammen været godt.

Af en eller anden grund er der aldrig blevet tid til Sønderho Kro, men mon ikke vi på et eller andet tidspunkt kunne finde på at afprøve deres æggekage til frokost? Aftenmenuen er for gastronomisk for mig, tror jeg, jeg kan bedre lide det mere enkelt.

Endelig har Nordby nu også fået et godt issted, som dog kun holder åbent om sommeren.


Vi var der adskillige gange, og iselskerne Dorthe og Annett smagte mange af varianterne. Jeg nøjedes med en kugle ølis (lavet på Fanø Bryg, hvad ellers?), som blev lavet specielt til strikkefestivalen. Den kunne jeg nu ikke lide, men jeg fik også en kugle chokoladeis, og den var fremragende og chokoladetæt i smagen.

Er der noget at sige til, at vægten var steget, da vi kom hjem?

søndag den 7. oktober 2018

Ugens træ - uge 40



Ugens træ er en ahorn, der står tæt ved, hvor vi bor. Det er Dorthes yndlingstræ. Stien på billedet fører op til vores nærmeste busstoppested.

Jeg ville gerne have haft en helt mørkegrå himmel som baggrund, men måtte nøjes med en meget lys grå. De fleste dage i ugens løb har der været blå himmel, men jeg synes, efterårstræerne er flottere på en grå baggrund. I øvrigt i modsætning til sommerens grønne træer, som en blå himmel klæder meget bedre end en grå.

Men der bliver nok en anden lejlighed til at få den flotte mørkegrå efterårshimmel med.

torsdag den 4. oktober 2018

Hvor regnbuen ender

I mange år har jeg, inspireret af Bjarne Reuter, ment, at regnbuen endte på Brønshøj Torv. Nu ved jeg bedre. Se bare her:


Regnbuen ender på Fanø-færgen!

Septembervejret på Fanø var mere blandet, end vi før har oplevet det. Det gjorde nu ikke noget, bare det ikke regner hele tiden, og det gjorde det ikke. Og vi har aldrig før set så mange regnbuer.

Jeg fotograferede ikke så meget denne gang, men her kommer alligevel endnu et par billeder:

Et typisk Fanø-sommerhus. De er altså dekorative.

Ikke færre end tre par hunde i vinduerne. Hus i Sønderho.

På stranden mellem Sønderho og Rindby

onsdag den 3. oktober 2018

Fanø igen, igen

Jeg har åbenbart haft for lidt tid til at blogge i år, for jeg har oplevet en hel masse, som jeg ikke har fået blogget om. Ikke så godt, når bloggen egentlig skulle fungere som en slags dagbog.

Nu har jeg tænkt mig at prøve at blogge baglæns. Fanø, hvor vi igen i år var så heldige at blive inviteret med Annett i den uge, hvor der var strikkefestival, kommer først.

For en gangs skyld havde jeg ikke lagt nogen restriktioner på mig selv,  hvad angik indkøb, og jeg fik da også en hel del nyt garn med hjem. Her ligger det på rad og række:


Som sædvanlig kørte vi først til Sønderho. Vi gider ikke stå i kø ved teltet i Nordby, og i år viste det sig at være en endnu bedre ide at starte sydpå. Der blev pludselig meget høj vandstand i Nordby, og vejen og en del af teltarealet blev oversvømmet. I Sønderho havde vi godt nok lidt blæst, men ellers fint vejr.

Nej, faktisk tyvstartede vi torsdag, hvor vi lige kørte forbi Rindby Forsamlingshus, hvor Kunstladen havde udsalg. Deres før-priser på garn var urealistisk høje, men vi fandt noget af Ecobutterflys kobbergarn, der er så godt i pulsvarmere, så jeg købte et gråt og et et lysebrunt nøgle. Til helt normal pris, men det produceres ikke mere og er svært at finde. Yderst til højre på billedet.

På skolen i Sønderho havde Charlotte Spagner en dejlig stor stand med sit Handdyed-garn. Det har jeg længe haft lyst til at se nærmere på, og det er rigtig lækkert. Jeg forhørte mig om, hvor merinoen kom fra, og heldigvis er det fra absolut mulesingfrit fårehold. Charlotte havde nogle single skeins med til halv pris. Det kunne jeg ikke stå for. Jeg købte to bundter af en flot efterårsgylden og et i en lys hvidgrå med lidt aubergine i - de tre næste bundter fra højre.

I forsamlingshuset købte jeg den grønne Indiecita, som sammen med mit grønne kobbergarn fra lageret skal blive til pulsvarmere. Senere fik jeg i Nordby på G-uld standen et bundt af deres alpaca, som kan bruges sammen med mit rødlige kobbergarn. Det ligger ved siden af Charlotte Spagner-garnerne.

Mellem den rødlige og den grønne alpaca ligger et bundt auberginefarvet og et bundt lysegrå af noget garn, som Else Schjellerup havde med til forsamlingshuset. Det var vist en nyhed, og hvem der har produceret garnet, ligger hen i det uvisse - hvordan skal jeg nu få det registreret på Ravelry? Men det er i hvert fald en lækker blanding af 90% merino og 10% yak.

I teltet i Nordby fandt jeg svaret på mine strikkepindebønner. På Gepards stand havde de Koshitsu Seeknit pinde i alle mulige længder og tykkelser. Koshitsu er vist nærmest et moderselskab for Ito-pindene, men de laves ikke bare i de japanske størrelser, og jeg fik mine yndlingstykkelser 2.75 og 3.25. Jeg har ikke strikket med dem endnu, men jeg forventer, de er lige så lækre som Ito-pindene.

Søndag var vi lige gennem teltet endnu en gang, for måske var der noget, vi havde overset, og det var der minsandten. Jeg havde i hvert fald ikke kigget ordentligt på standen fra skyebluepinks-design fra Skotland. De havde noget vildt lækkert garn med, men det var ikke just billigt, og jeg sprang over denne gang. Til gengæld var deres træknapper både billige og sjove, og mit lager af knapper blev endnu en gang forøget.


Næsten på vej ud ad teltet opdagede Dorthe endnu en stand, vi havde misset i første omgang. White Nile Cotton sælger bomuld, der ikke bare er økologiske, men også dyrket uden brug af kunstvanding i et bæredygtigt projekt i Uganda. Det er da ekstremt god-samvittighed-bomuld. De to sidste bundter til venstre er White Nile Cotton, som jeg glæder mig til at afprøve.

I det hele taget var det meget glædeligt, at der er kommet meget mere focus på, hvordan vores garn bliver produceret. Også nogle af de store firmaer er ved at komme med på det felt, blandt andet Hjertegarn og Drops. Hurra for det. Øj, hvor skal der strikkes....

mandag den 1. oktober 2018

Weekendtur i marsken

Vi var knap nok kommet hjem fra Fanø, før vi skulle af sted mod syd igen. På weekendophold i Tønder med bl.a. udflugt til sort sol.

Vejret var helt perfekt - tak for det, vejrguder! - og vi fik for alvor set sort sol. En af vores guider var nu heller ingen ringere end Iver Gram, der faktisk er den person, der har navngivet det fantastiske naturfænomen. Han har årelang erfaring med, hvor og hvornår stærene vil slå sig ned, og vi blev ikke snydt.


Jeg var mere optaget af at se på stærene - og høre dem - end jeg var optaget af kameraet, men ovenstående billede giver da et lillebitte indtryk. Jeg burde have filmet, nogle af de andre deltagere fik nogle meget fine små filmbidder.

Vores tur var arrangeret af Jysk-Fynske medier, og vores anden guide var Stig Eeg Sylvest, tidligere chefredaktør på Vestkysten, så vi var godt dækket ind og fik fortalt af de to guider på skift. Iver tog sig af naturen og fuglene, Stig af det kulturhistoriske. Før hovedbegivenheden var vi i Møgeltønder, hvor vi blandt andet så kirken både ud- og indvendig og Schackenborg Slot udvendig - og fik fortalt.

Vi var indkvarteret på Ecco Centret i udkanten af Tønder, og det kunne vi godt være tjent med. Der var kunst over det hele, også på vores værelser, der lå i en cirkelrund bygning, hvilket gav nogle spændende skæve vinkler. Det billede, der hang på værelset, var også skævt.

Værelserne havde ikke så kølig en atmosfære, som det måske ser ud til på billedet, for den rå beton blev blødt op af trægulve i en varm farve og stolene med brunt læderbetræk.

Der kunne jeg godt indkvartere mig i længere tid, bortset fra at det kan man ikke. Centret er for Eccos medarbejdere og så åbenbart for nogle få andre som vores busselskab.

Ydermere fik vi en meget fin forplejning. Kaffe, boller og tre slags kage ved ankomst lørdag eftermiddag, lækker treretters menu, da vi kom hjem fra stærene, morgenbuffet søndag morgen og madpakker til søndagens udflugt.

Efter det store morgenbord skulle vi nemlig af sted på endnu en udflugt i vores blå bus med bramgæs på.

Igen i dejligt vejr kørte vi gennem marsken med et enkelt stop undervejs, hvor vi så på vadefugle og marskplanter, til Vidåslusen, hvor vi så en sæl, fugle, bl.a. en masse trækkende gæs, diget med får og selve slusen for til sidst at spise det, vi nu kunne spise af madpakkerne. For vores vedkommende slog det også til til aftensmad, da vi var kommet hjem.

Vidåslusen var sidste punkt på weekenden, men vi tilføjede for egen regning lige et besøg på Tønder Kunstmuseum også. Den udstilling, jeg egentlig ville se, hed MOL og var lavet af en kunstnergruppe, der hedder Island Life. Det var én stor installation og for avanceret for os. Til gengæld så vi med stor fornøjelse Per Kirkebys bronzerelieffer fra Operaen i København og nogle af hans store malerier.

En perfekt weekend - og nu vil jeg også gerne se hvid og grå sol også.

fredag den 28. september 2018

Ugens træ - uge 39


Jeg har mestendels været på Fanø i den forgangne uge, og ugens træ er også derfra.

En gran - blågran af en eller anden slags, som står på den grund, hvor "vores" sommerhus ligger. Lidt præget af vejr og vind, men det er træerne på Fanø, og der var ikke så mange træer at vælge imellem, da husets ejer ynder lav, naturlig bevoksning. Måske står granen på nabogrunden, så det er derfor, den er blevet skånet.

Jeg er for resten rigtig tilfreds med at få en gran med, inden det bliver udsmykningstid for graner. Der er såmænd ikke så lang tid til.

Der kommer lige et tillæg til sidste uges pæretræ. Ikke bare et pæretræ, men også et stæretræ.


Det stod i Nordby, var fyldt med pærer - og stære. På nogle tidspunkter var der nok flere hundrede i træet. De kunne høres på lang afstand, og de bare smovsede i pærer.

Jeg var uvenner med mit kamera på det pågældende tidspunkt, og telefonen var løbet tør for strøm, så mit billede er mildest talt dårligt, men faktisk kan man se stære ved pilene. Klik på billedet for en større udgave. 

lørdag den 22. september 2018

Ugens træ - uge 38

Min hukommelsesliste over træer, der i hvert fald skal med som ugens træ, er ved at være udtømt. Der er nogle, der skal med, når de kommer helt i efterårstøjet, men ellers har alle dem, jeg absolut ville have med, vist haft deres uge.

Jeg går med andre ord over til improvisationerne, og i denne uge var det et frugttræ, der pludselig påkaldte sig opmærksomhed. Jeg så det fra bilen på vej ind til byen og vidste straks, at det var denne uges træ.


Det er et pæretræ, og det er bare fuldstændig fyldt med frugter i år. I det hele taget er det vist et rigtig godt år for frugtavlerne, inklusiv alle de haveejere, der har frugttræer. Frugttræer må have lange rødder, så de ikke har manglet vand på trods af den lange tørke, og varmen har de selvfølgelig godt kunnet lide.

Men hvordan i alverden får man fat i alle de pærer? Det er altså et højt træ, det drejer sig om.

Pærerne var begyndt at falde af, da jeg var forbi, men de havde taget en del skade i faldet, så det er nok ikke den rigtige taktik at vente, til de bare dratter ned af sig selv. Jeg fandt dog en, der ikke var synderlig smadret, på vejen. Den tog jeg med hjem og spiste. Den smagte godt, men jeg ved ikke, hvilken sort, det er.

Jeg plejer altid for variationens skyld at købe forskellige sorter på torvet, men i virkeligheden kan jeg vist bedst lide Clara Frijs og, når deres sæson er overstået, Conference. Lucas pærer gider jeg derimod ikke spise. Doyenne de Comice er for resten også en god pøre, måske endda den allerbedste. Dens sæson er bare ganske kort, men dem er lækker, når den er der.

fredag den 21. september 2018

Mere uundværligt strikkeudstryr

- og denne gang passer det. Det er nemlig strikkepinde, det drejer sig om.

Da jeg startede min anden strikkeperiode for efterhånden en 10 år siden, blev jeg overrasket over, hvor meget strikkenørderne gik op i strikkepinde. Jeg må indrømme, at jeg syntes, det var temmelig krukket, for en strikkepind var vel en strikkepind.

Jeg skulle blive klogere. Jeg tror, at jeg allerede på dette tidspunkt foretrak at strikke i hvert fald større arbejder på rundpinde. På en ferie havde jeg ikke den rigtige størrelse med og var nødt til at investere i en ny, og hvilken forskel var der ikke på den nye og de gamle stive! En større udskiftning gik i gang, og nu bruges de gamle allerhøjst som parkeringspinde.

Efter et stykke tid lærte jeg at strikke med magic loop, og det bruger jeg altid nu, når jeg strikker rundt. Så blev det ekstra behageligt, når rundpindenes wirer er meget bløde.

Mine yndlingspinde lige nu er de japanske Ito-pinde, som har kugleled i overgangen fra wire til selve pinden. De er godt nok lækre at strikke med.


Desværre fås de ikke i alle de størrelser, jeg bruger, og faktisk strikker jeg ret tit på de ikke helt gængse størrelser 2,75 og 3,25, men der må jeg altså ty til andre pinde.

Jeg er ikke så glad for pinde med udskiftelige spidser. Heller ikke de hundedyre Chiagoo. Jeg er ret ligeglad med, hvad spidserne er lavet af, men wirerne er vigtige. De må helst ikke lave det nummer med at sno sig på mærkelige måder som på billedet herunder.


Jeg har endnu ikke fundet de ideelle pinde i de skæve størrelser, men det er måske ikke så dumt, at der stadig er noget at kigge efter på messer og lignende.

torsdag den 13. september 2018

Ugens træ - uge 37


Jeg har været i Jægergårdsgade for at finde ugens træer.

For ikke så mange år siden, blev der plantet træer i gaden - robinier. Det er et træ, der åbenbart egner sig godt i byer, og de århusianske stadsgartnere er i hvert fald glade for det, for det er næsten altid det, der bliver valgt, når der bliver plantet nyt.

Træet på det øverste billede er ældre end de træer, der står i selve gaden. Jeg synes, det er rigtig godt, når der bliver plantet træer i byen, og jeg er glad for robinierne i Jægergårdsgade, selv om det ikke er mit yndlingstræ. Men Jægergårdsgade er en af mine favoritgader.

Man skal passe på de cyklende i gaden. Til gengæld er det umuligt for bilerne at fræse af sted.
Superbrugsen på hjørnet er specielt focuseret på økologi, og på det modsatte fortov ligger
Street Coffee, hvor der er rart, og hvor man får en rigtig god kaffe.

fredag den 7. september 2018

Ugens træ - uge 36



Måske kan man ane dem på billedet af træet i fuld figur - kastanjerne. I hvert fald er ugens træ en rigtig flot ægte kastanje. Der er faktisk adskillige af dem i vores lille lokale park, og netop nu lyser kastanjerne op. Helt udvoksede, tror jeg, men nok ikke modne endnu. Gad vidst om de i det hele taget bliver rigtigt modne i vores klima?

Det er vist noget senere på året, man spiser kastanjer. De smager i øvrigt dejligt, men er vel nærmest forbudt føde nu om dage. I hvert fald når de bliver spist med masser af smør og salt. 


De er da flotte, de lysegrønne pighuder. Ja, jeg ved godt, at pighuder i virkeligheder er søstjerner og andre vanddyr, men jeg synes altså, ordet passer meget godt på kastanjerne også.

torsdag den 6. september 2018

Uundværligt strikkeudstyr

Mine nyeste helt uundværlige anskaffelser:


De er overhovedet ikke uundværlige, men jeg er vældig glad for dem. De er købt hos finske Sukkaplokki og er lavet af genbrugsplast.

Og hvad er det så? De fleste strikkere kan nok se, at i midten ligger nogle maskemarkører. Jeg har allerede adskillige af Sukkaplokkis maskemarkører, og det er bare mine yndlings. Jeg bruger helst ikke andre, så jeg kunne godt bruge flere, når jeg alligevel skulle have noget sendt fra firmaet. Teoretisk set kan man bare bruge nogle garnløkker, men der er altså mindre risiko for at strikke markøren med ind i strikketøjet, når der er lidt mere substans i dem end i en garnløkke.

De to andre tingester - som var det, jeg egentlig købte - er det nok ikke alle, der lige kan identificere, men det er da PULSVARMERBLOKKERE. Jeg er i en gruppe på Ravelry, hvor emnet er pulsvarmere, og jeg har et godt stykke tid kigget misundeligt på de blokkere, som andre bruger til præsentation af deres færdige pulsvarmere. Eller mere præcist fingerløse handsker, men det er en noget klodset betegnelse, så jeg siger pulsvarmere, selv om der er tommelfingre i.

Jeg havde aldrig set sådan nogle i nogen garnbutik, og hvad mon de tingester i det hele taget hedder? Nå, jeg fik spurgt et af de andre medlemmer i gruppen. Hun mente, at de måtte hedde mitten blockers, og ganske rigtigt: Da jeg søgte på det, kom der adskillige hits.

Jeg har en svaghed for genbrugsplast, så da jeg så Sukkaplokkis, var jeg solgt. Blokkerne var i hvert fald. Måske vil jeg dog investere i endnu et par, for der findes også nogle med fingre, bare ikke fra Sukkaplokki.


Her ses blokkerne i brug til mine nyeste færdiggjorte pulsvarmere. De var sjove at lave. Mønsteret hedder Sourwood Mountain, og det ligger til fri afbenyttelse på Ravelry. Designeren hedder Erica Jackofsky. Garnet er et god-samvittighed-garn, der hedder Meine Wolle Baby Kamel Plus. Firmaet er Pro Lana, og garnet er ekstremt lækkert.

Men tilbage til det med udstyret. En hel del siger, at man aldrig må gå ned på udstyr. Jeg synes, det er noget pladder og bare er en undskyldning for at købe løs. Så hellere indrømme, at man er en håbløs forbruger, der ikke kan lade være med at købe unødvendige ting.

Når man kommer i min alder - næsten 70 - mangler man i reglen ikke så meget, og jeg må da indrømme, at jeg somme tider savner at købe ting og sager. Et stykke tid kompenserede jeg ved at købe garn, men den går ikke længere. Lageret er blevet for stort. Så nu er det strikkepinde og tilbehør, der står for skud.

Der var en lille gave med i pakken fra Sukkaplokki: Et nøgleringsvedhæng med målehuller til pinde nr. 3 og 3.5. Jeg tror, alle smarte firmaer lægger sådan en lille goodwill-skabende gave med, og jeg blev også glad for den. Der var også en strikkepindemåler i facon som en robot med, men det var en, Dorthe, der har en svaghed for robotter, havde købt.


Sentensen, der også står på nøgleringsvedhænget synes jeg er mere pjattet end velvalgt.

lørdag den 1. september 2018

Ugens træ - uge 35

Nu, hvor musiksæsonen så småt er startet, synes jeg, det ville være passende at vælge et af træerne i Musikhuset som ugens træ.


Med stor fornøjelse vælger jeg et af oliventræerne, der står i caféområdet. Der har været oliventræer så lang tid tilbage, som jeg kan huske. Sandsynligvis siden indvielsen i 1982.

Jeg er dog usikker på, om det er de samme træer, men det er det nok. Oliventræer kan jo blive vældig gamle, og de vokser ikke så hurtigt.

Et andet sted står der nogle palmer, og de er blevet skiftet ud, simpelthen fordi de blev for store. Jeg var ret oprørt, da jeg så de gamle og meget flotte blive fældet, men måtte bagefter indrømme, at de nye havde en så fin størrelse, at udskiftningen var helt berettiget.

Men tilbage til oliventræerne. Jeg er vild med deres grågrønne farve. Jeg synes også, det er spændende, at det varer adskillige år, inden man kan høste frugterne, og at de kan vokse næsten evigt.

Jeg holder meget af både oliven og olivenolie. Man er vel ikke født med at kunne lide oliven, og jeg måtte også ligesom lære at spise dem.

Det skete for mit vedkommende på en bustur til, så vidt jeg husker, Normandiet.

Selskabet sad i åbent landskab højt over en flod med udsigt til en gammel middelalderborg. Det var blevet indkøbt franske delikatesser, blandt andet oliven, til en frokost i det grønne. Og vin. Vi blev vist hjulpet godt på vej at netop vinen, men faktum er, at jeg har været meget glad for oliven lige siden den frokost.

Så selv om oliventræer ikke er gamle nordiske træer, skal de med på listen over ugens træer.

fredag den 31. august 2018

Vi nåede det

Jeg ved ikke, hvorfor vi tit er i sidste øjeblik, når det drejer sig om udstillinger. Når man bliver opmærksom på en udstilling, man gerne vil se, kunne man vel lige så godt lægge den i kalenderen med det samme, men sådan fungerer det åbenbart ikke hos mig. Næsten altid nærmer vi os sidste åbningsdag, inden vi får gjort alvor af besøget. Og det bliver da også somme tider for sent.

Hergé portrætteret af Andy Warhol
Men den store udstilling om Hergé hos Brandts i Odense nåede vi. Vi var der onsdag, og den slutter søndag, så den passer fint i mønsteret. Og det var også godt, vi nåede den, for det var en god udstilling.

Meget var naturligvis koblet sammen med Tintin, som jeg i øvrigt holder meget af. Tintin har som bekendt en hund, der hedder Terry, men jeg tror, Hergé himself må have haft en kat. Det stod der nu ikke noget om, men der var katte i udstillingen flere steder.


For eksempel på dette maleri, som Hergé malede, da han ikke tegnede Tintin mere. Han var meget glad for moderne kunst, havde selv en pæn samling, og forsøgte sig altså også selv. Jeg synes, det er et fint billede af dame med kat.

Der var også en tegning, hvor Hergé selv har en kat på skulderen. Tintin agerer slavepisker, mens katten interesseret ser på, hvordan det går med tegneriet.

Siameseren er også med i mindst et af albummene, men jeg kan ikke huske i hvilket. Jeg skal vist have genlæst alle Tintin'erne.

Måske var det et af dem, hvor Møllenborg er med. På Møllenborg huserer tjeneren Nestor, og ham var der også et skønt billede af på udstillingen.


Hvem der bare havde sådan en i huset!

tirsdag den 28. august 2018

Om bord på en luxusliner

Når vi er i operabio, får vi altid at vide, at opera i biografen aldrig kan leve op til en levende opera på scenen.

Det er jeg nu ikke altid enig i, men Den Jyske Operas opførelse af polakken Mieczyslaw Weinbergs Passageren var efter min mening intet mindre end fantastisk. Vi havde simpelthen intet at klage over.

Operaen foregår dels på en luxusliner, dels i koncentrationslejren i Auschwitz. En opera med et alvorligt tema: Skal vi glemme fortiden, eller skal vi tværtimod huske den og lære af den? Jeg kan undre mig over, at det spørgsmål bliver ved med at være aktuelt - er vi virkelig ikke blevet klogere? Men verdens tilstand taget i betragtning er det vel mere aktuelt end nogen sinde.

Weinberg skrev sin opera i 1960, så musikken er selvfølgelig moderne kompositionsmusik. Jeg hørte nogle tilskuere, der mente, at det slet ikke var musik, og naturligvis er det langt fra Donizetti, Mozart og Puccini. Det hjælper nok, at man har hørt en del nutidig kompositionsmusik inclusiv tolvtonemusik, og vi syntes, at musikken var særdeles spændende, og den udtrykte så mange forskellige følelser. Vi var 100% med hele tiden.

Vi venter på, at lineren skal lægge fra land

Scenografien til turne-operaer er tit lidt simpel - den skal kunne flyttes rundt med, og den skal kunne tilpasses mange forskellige scener. Til Passageren var den meget vellykket, både når vi var om bord på luxuslineren, og når vi var i Auschwitz. Jeg ved godt nok ikke, om Passageren skal i turne. Kan det virkelig passe, at der var de 4 forestillinger i Musikhuset, og så var det det? Det er da godt nok synd for resten af landet.

Det var også totalteater. Ud over hovedhandlingen var der en masse små sideoptrin. Jeg kom til at tænke på, da vi første gang så Royal Shakespeare Company, der netop praktiserede, at der ikke stod nogen passive skuespillere på scenen.

Når det er ny og ukendt musik, skal man være mere musikekspert, end jeg er, for helt at bedømme orkestrets og sangernes præstationer, men vi havde ingen ankepunkter. Syntes tværtimod, det hele gik op i en højere enhed, og jeg er sikker på Passageren kommer med på min liste over årets musik. Den får maksimalt antal stjerner og hjerter og hvad har vi ellers fra mig.

søndag den 26. august 2018

Ugens træ - uge 34

Ugens træ står i vores lille, lokale park. Og jeg er ikke sikker på, hvad det er for et :(


Jeg har betragtet det mange gange på mine ture i parken. Jeg har slået op både i min bog om træer og på nettet uden at kunne identificere det.

Nu har jeg så fået en ny app på telefonen. Den hedder Pl@ntNet, og den skulle kunne hjælpe med identifikation af planter.

Problemet var bare, at mit billede af bladene gav alt for mange forslag, og det, som jeg måske tror, er det rigtige, kom ret langt nede på listen.

Mit gæt er, at det er en gråel. Jeg mener at kunne kende rødel med de indbugtede blade, men gråel er jeg meget usikker på. Havde der bare været nogle kogler, men jeg kan ikke få øje på nogen, og jeg kan heller ikke se de korkstriber, som stammen burde have. Det skal jeg nu lige have kigget efter en ekstra gang, og så skal jeg have holdt øje med, om der kommer kogler. Og hvorfor fik jeg ikke fotograferet i foråret?

Måske er det snarere en avnbøg. Jeg modtager meget gerne kommentarer og andre forslag.

torsdag den 23. august 2018

Katte i Flensborg

På den vej, hvor vores ferielejlighed i Flensborg, lå, så vi i hvert fald 3 levende katte. En af dem ville gerne snakke og lod sig også fotografere:


Men vi så adskillige andre katte. I Norderstrasse - forlængelsen af gågaden Grossestrasse sådan ca. fra Marienkirche og nordpå - er der streetart-katte. Her er dem, vi fandt:






På nettet har jeg læst, at en anonym kunstnerinde har lavet dem. Jeg så også billeder af nogle, vi ikke fandt, så der er noget at kigge efter ved næste Flensborg-besøg. Det gør ikke noget, Norderstrasse er et ret sjovt sted med noget anderledes butikker.

Jeg håber, kattene er der endnu, og at der ikke er nogen tåbelige husejere, der har fjernet dem. De meget fine gavlmalerier, jeg tidligere har skrevet om, blev fjernet i forbindelse med renovering af det pågældende hus. Nu er der bare en kedelig ensfarvet facade - men kattene er der nok næste gang også.