mandag den 22. maj 2017

Havgus

I sidste uge var vi igen på ferie i Nordjylland. Ved Nørlev Strand, samme sted som vi var for to år siden.

Vi har aldrig før været der så tidligt på året, og måske var det på grund af årstiden, at der var usædvanlig meget havgus.

Sommerhuse på vej i havet?

Her er det nede på stranden, hvor gusen rullede ind fra havet.

En anden dag var vi ved Rubjerg Knude Fyr. Det var fint vejr, da vi gik fra parkeringspladsen, men undervejs blev fyret mere og mere usynligt. Det sidste stykke vej går man gennem milen, og da kunne vi overhovedet ikke se fyret. Der kom nogle mennesker gående den modsatte vej, så vi regnede med, at fyret nok var i den retning, og ganske rigtigt. Pludselig kunne vi skimte det lige foran os.

Yrsa og Annett på vej de sidste meter mod fyret

Der skulle være en fantastisk udsigt fra fyret, men det var der så ikke den dag. Vi gik ganske vist op i fyret, og somme tider fik man lige et glimt af bølgerne, men det meste af tiden måtte vi gætte os til, at der var en klint og et hav. Til gengæld fik vi så rigtig oplevet havgus, og det var faktisk slet ikke så dumt.

Fyret er dødsdømt, men hvornår det styrter i havet (det vil sige, det bliver jo nok pillet ned inden ligesom Mårup Kirke), ved man nok ikke med sikkerhed. Derimod har man anslået, hvor hurtigt sandklitten vandrer ind i landet. På vejen til fyret er der pæle, hvor der står, at så langt regner man med, sandet er nået i det og det år. Spændende og lidt uhyggeligt.

Servitricen i den café, hvor vi spiste frokost efter vores tur til fyret, mente, at vi skulle gentage turen, for mens vi spiste, var havgusen fuldstændig forsvundet. Det gjorde vi nu ikke, men vi så "sanddyngen" og fyret på afstand mange gange.

Udsigt fra Vennebjerg Kirke

Jeg har for resten fået min egen bænk på Nørlev Strand:

Annett har fotograferet
Det vil sige, egen og egen - mon ikke jeg skal dele den med mindst én anden Kirsten.

onsdag den 17. maj 2017

Symfonikoncertsæsonen

For et par uger siden var vi til sæsonens sidste symfonikoncert, og den sidste blev også den bedste.

Brittens War Requiem stod på programmet, og det er jo et mægtigt værk. Stort orkester, kammerorkester, stort kor, drengekor, tre solister. Åh, hvor lød det fantastisk i vores symfoniske sal. Storslået, forfærdende, rørende, bevægende.

Opbygningen af værket er spændende. Orkestret, korene og sopranen tager sig af de traditionelle latinske requiem-tekster, mens kammerorkestret, tenoren og barytonen synger de engelske tekster, som er digte skrevet af en helt ung soldat, Wilfred Owen, under Første Verdenskrig. Meget gribende. Wilfred Owen døde i kamp kun én uge før krigens afslutning.
War Requiem er et antikrigsværk. Det er også et freds- og forsoningsværk. Det høres i både musikken og teksten, hvor alle de medvirkende til sidst forenes.

Værket blev uropført i Coventry i forbindelse med katedralens nyindvielse i 1962. Den gamle middelalderkatedral var blevet bombet sønder og sammen i 1940. Jeg har for mange år siden været i Coventry for at se den nye katedral og de bevarede ruiner af middelalderkatedralen, og selv om jeg ikke husker, præcis hvordan det så ud, så husker jeg de tanker, man uvilkårligt måtte gøre sig om krigens væsen og fornemmelsen af historiens vingesus.

Jeg spekulerede på, om ikke aftenens sopran, Inger Dam-Jensen, godt kunne klare at synge Góreckis 3. symfoni. Den kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre live. Det er helt sikkert ikke noget let værk at spille, og måske blokerer den ikonografiske indspilning med Dawn Upshaw for nye fortolkninger, men jeg kunne nu ikke desto mindre godt tænke mig, at nogen vovede det.

Den ret beskedne plakat for Baltic Philharmonic Orchestra.
Bemærk den fikse fastgøring af den cylinderformede tingest,
der vst har et eller andet med strøm at gøre,
til venstre for plakatsøjlen.
Bare et par dage efter var vi til endnu en stor koncert, om end af en helt anden karakter.

Kristjan Järvi kom med sit Baltic Sea Philharmonic og spillede "vandværker".

Händels Water Music i en moderne bearbejdning var måske ikke så interessant, men resten af aftenen blev Philip Glass' 80 års dag fejret. Jeg er vild med Philip Glass, og det er Kristjan Järvi øjensynligt også.

Først blev den 2. violinkoncert opført med Mikhail Simonyan som solist, og efter pausen hørte vi hans Aguas da Amazonia.

Jeg troede ikke, jeg kunne høre noget smukkere end den 1. violinkoncert, men den 2. var tæt på, og Amazonflodens vande er et vildt spændende værk. Kristjan Järvi har fået lov at Philip Glass til at få lavet en orkesterudgave, og det var den, der blev spillet.

Man kunne tydeligt høre, at vi var kommet til en anden verdensdel, musikken var umiskendelig Philip Glass, men meget varmere og mere let bevægelig end Glass plejer at være. Ind imellem meget dansabel, og Järvi formeligt dansede på sit dirigentpodie. Ikke ganske usexet.

Næste sæsons program er på trapperne. Vi venter med spænding og sidder ved tasterne, når billetsalget åbner.

mandag den 8. maj 2017

UPS!!!


Så gik det galt. Med garnlageret. Det blev lige pludselig forøget med knap 3900 meter, næsten lige så meget, som jeg indtil nu har strikket i år.

Anledningen var ophørsudsalg hos Emooto. Alle garnpriser er reduceret med 50%, også et af mine yndlingsgarner og et, som jeg tror, kan blive det.

Begge er fra Permin. Det, jeg kender, er Scarlet, der er sammensat af 58% hør, 26% viscose og 16% bomuld. Jeg synes, det er lækkert at strikke af, og det giver et fint resultat. Jeg har et stykke tid tænkt på at lave noget i de blå nuancer, så med den store prisnedsættelse kunne jeg ikke styre mig.

Det andet garn er Elvira, som er lavet af 42% bomuld, 40% silke og 18% hamp. Det er de grå, brune og naturfarvede nuancer i den ene side af billedet, de øvrige, lidt blanke, er Scarlet.

Jeg har noget bestemt i tankerne med Elvira-garnet, faktisk til mig selv for en gangs skyld, men jeg mangler en enkelt farve, som ikke findes i Elvira, så måske bliver det alligevel noget andet. Det haster ikke, jeg er i gang med adskillige andre projekter, som det hedder i nutids strikkesprog. To af projekterne er bestillinger, hvor garnet er indkøbt til formålet, så de gør ingen indhug i det bugnende lager.

Faktisk synes jeg, jeg kan høre strikkepindene kalde lige nu.

tirsdag den 25. april 2017

Humor i reklamer

Reklamer er jo stort set en pestilens, men det hjælper gevaldigt, når reklamen er sjov. Det synes jeg, den her er:


Jeg kan meget godt lide Toms skildpadder, selv om de er lidt oversøde. men jeg kunne meget bedre lide forgængeren, den flade skildpadde med romcreme.

Den kom til verden samme år som mig, nemlig i 1949. Gik den mon ud af produktion, da den høje skildpadde blev introduceret?

Det gjorde den jo nok, men jeg ved med sikkerhed, at jeg spiste flade skildpadder i sommeren 1968.

Jeg var sammen med mine forældre, min søster og min faster Vera og onkel Arne fra København på en biludflugt i det jyske. Ude på heden, så vidt jeg husker ved Hampen Sø, lå der dengang en købmandsforretning. Onkel Arne bad om en pause, gik ind til købmanden og kom ud med en enorm pose fyldt med flade skildpadder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogen kunne købe så mange skildpadder på en gang, men det var nok onkel Arne i en nøddeskal. Måske har det været restlageret, han købte, men de smagte ikke for gammelt, og vi smovsede i padder.

I virkeligheden er chokoladeskildpadden altså mere end 50 år gammel, men trods alt en årsunge i forhold til de virkelige skildpadder, der kan blive flere hundrede år gamle.

torsdag den 20. april 2017

Kan I huske #2

CURLERNE?

Jeg kan. I mine yngre dage forsøgte jeg mig en kort overgang med curlere i håret. Det var nok inden Carmen-curlernes tid, for sådan nogle har jeg aldrig forsøgt mig med.

Men de der curlere, hvor der stak stive hår ud, som stak en i hovedbunden, dem har jeg afprøvet. Man skulle sove med dem om natten, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg blev aldrig gode venner med curlerne, og resultatet, når jeg havde forsøgt mig med dem, var heller ikke værd at snakke om.

Ærlig talt så troede jeg ikke, man kunne købe curlere mere, men i Flensborg har de dem i hvert fald. I mange forskellige størrelser, og man kunne også købe den stikkende model.

I det hele taget kan man få mangt og meget i Tyskland, som man ikke kan få i Danmark. Da vi var der påskelørdag, undersøgte vi udvalget af koffeinfri kaffe i Citti Markt.

Af en eller anden grund kan man ikke mere købe Café Noirs koffeinfri, som jeg har drukket i spandevis af, og som formodentlig har sparet mig for mangen omgang irriteret mavesæk. Jeg har prøvet den koffeinlette, men den smager ikke så godt og er i sagens natur ikke helt koffeinfri. Så har jeg fundet et par andre mærker af koffeinfri - ingen af dem smagte ret godt.

Vi indkøbte tre forskellige mærker i Citti Markt (i Citty-Park) og er i gang med den første, som smager glimrende. Kan det virkelig passe, at man skal til at købe sin kaffe i udlandet? Godt nok har vi ikke noget mod en tur til Flensborg, man alligevel.

P.S. Kan I huske #1 var om Ole Lukøje natkjolen.

mandag den 10. april 2017

Gå-glip-af-noget-mere-dag

...også kaldet RAMA festival. RAMA festivalen er Det Jyske Musikkonservatoriums festival, hvor de studerende spiller og optræder på samtlige scener og lidt til i Musikhuset - også i Ålborg for den sags skyld, men vi har rigeligt at se til her i Århus. Festivalen fandt i år sted i lørdags.

Der foregår en masse samtidig, så man må vælge. Og gå glip af det, man vælger fra. I år valgte vi slagtøj, orgel, fløjter, big band og cello plus kor, og vi fortrød ikke en eneste af koncerterne.

Den største overraskelse var nok den sidste koncert, som var med Ensemble Edge. Én cellist og 17 korsangere samt en dirigent plus i et af stykkerne en violinist. Al musikken var skrevet i et tiår omkring 2000, og det var spændende musik. Bl.a. af Peteris Vasks, som jeg kender og godt kan lide, men også et stykke af Richard Rodney Bennett, som indtil lørdag var ukendt for mig. Jeg nåede ikke at fange teksten, men musikken var dybt bevægende, og bagefter fandt jeg ud af, at teksten er en anti-krigstekst skrevet i 1600tallet af Ralph Knevet. Jeg hører gerne Ensemble Edge igen.

I Symfonisk Sal er der ikke lys nok til, at jeg kan fotografere med mit kamera, men i Lille Sal og i Rytmisk Sal lykkedes det mig at få nogle ok billeder.

I Rytmisk Sal hørte vi Röivassepp Big Band.


Sidste år på jazzfestivalen hørte vi Karmen Röivassepp flere gange, så egentlig kom det ikke bag på os, at den talentfulde unge dame også kan lede et big band.

Mon dog ikke, der bliver lejlighed til at høre hende - og måske endda også hendes big band - på dette års jazzfestival?

Der foregår rigtig meget musikalsk i Århus i denne tid. Vi har været til et par jazzkoncerter, den bedste med Admiral Awesome, som der sikkert også bliver genhør med i juli.

I går aftes var vi til den mest mærkværdige koncert, vi vist nogen sinde har overværet. Igen slagtøj, koncerten var et led i Nordic Percussion Festival.

For det første virkede det, som om Musikhuset allerede var lukket ned. Alle døre til den store foyer var låst af. Først da vi kom til bagdøren ved Symfonisk Sal, kom vi ind.

For det andet var der kun ganske få tilhørere. Indtil et par minutter i koncerten var vi under 20, men der nåede at komme lidt flere, så vi nok var omkring 30 i alt. Ingen problemer med at få gode pladser i den store sal, selv om vi kun var der fem minutter før start. Måske var der nogen, der opgav, fordi de ikke kunne finde indgangen.

Koncerten havde undertitlen "Hearing sounds - listening to new instruments", og jeg skal love for, det var anderledes instrumenter. Eller anderledes og anderledes; i det første stykke, Solum, af Jexper Holmen blev der spillet på vinglas og marimbaer. Vinglas har man spillet på i lang tid, men jeg har nu aldrig før hørt dem i moderne kompositionsmusik.

I det andet stykke af Michael Pisaro, Hearing Metals, betjente 16 slagtøjsspillere 16 bækkener med blandt andet buer, bønner og riskorn. Et meget stille musikstykke, og det er Solum også. Ikke lige det, man normalt forbinder med slagtøj. Vi kunne nu godt lide vinglasmusikken, men syntes at riskornbetjeningen af bækkenerne måske var lige ensformig nok.

Der har vist aldrig været så stille under en koncert i Symfonisk Sal. Som en af de andre tilhørere bemærkede bagefter, så hørtes ikke et eneste host. Der var så heller ikke så mange til at hoste.

torsdag den 6. april 2017

Levende hegn


Jeg holder meget af levende hegn med blandet beplantning. Der sker hele tiden noget - og fuglene elsker dem også.

Lige nu er det mirabelletræerne, der tager prisen hjem som de smukkeste. Ved vores nærmeste busstoppested står der et par stykker, og de er bare så fine, tæt besat af hvide blomster som de er. Det er en stor fornøjelse for mig, hver gang jeg ser dem.


Om efteråret kommer der selvfølgelig masser af frugter, men dem er der vist ingen, der sætter synderlig pris på. Måske ikke engang fuglene. Jeg kan sådan set godt lide mirabellemarmelade, men spiser yderst sjældent marmelade overhovedet, så jeg "høster" heller ikke.

I stedet skal man passe på ikke at komme til at glide i frugterne.

I vores grundejerforening er medlemmerne ikke glade for træer (tænk hvis de skulle stå i vejen for en solstråle!), så den fælles beplantning er her i foråret blevet skåret ned til nærmest ingenting. I stedet for udsigt til træer har vi nu udsigt til genboernes carporte og rækkehusenes ens (og ret kedelige) indgangspartier.

Behøver jeg skrive, at jeg ikke er begejstret. Jeg har flere gange kæmpet for træernes bevaring på generalforsamlingerne. Forgæves! Som i så mange andre foreninger bliver demokrati i vores forening tolket som flertalsdiktatur.

mandag den 27. marts 2017

Savle, savle...

Den Gamle By har fået en ny attraktion:


Det drejer sig om en samling af danske smykker fra 1900tallet. Primært i sølv, men også nogle i andre materialer.

Det er en hel unik samling på 1000 smykker. Den blev over 40 år samlet af et tysk ægtepar, og hele samlingen er nu kommet til Den Gamle By, hvor den bliver vist i sin helhel.

Danske smykker skilte sig i 1900tallet ud fra den europæiske smykkekunst i øvrigt. Smykkerne var mere for "almindelige" mennesker, udarbejdet i sølv og billigere stene som de var, hvor man i resten af Europa arbejdede med guld, brillianter og andre kostbarheder.

Der danske smykker var enklere og mere funktionelle og i meget høj grad præget af godt design. I starten af århundredet i skønvirke-stil, senere blev det funktionalismen og modernismen, der prægede smykkekunsten.

Det er en stor og spændende udstilling. Jeg tror, at jeg kommer til at vende tilbage til den mange gange. Mærkeligt nok var der ikke så mange af smykkerne, jeg var helt syg for selv at eje, men der var undtagelser.


Brochen på billedet er aldeles bedårende, synes jeg. Det er sølvsmeden Evald Nielsen, der er ophavsmand til den. Den skal jeg vist hilse på, hver gang jeg besøger Smykkeskrinet.

mandag den 20. marts 2017

Næsten som juleaften


Information er godt. Denne kæmpeplakat har kunnet ses i Åbyhøj i et par måneder.

Så kunne man også begynde at glæde sig i god tid. Meget kan man glæde sig til, men at det lokale apotek flytter 300 meter til nye lokaler????

Jeg må indrømme, at jeg, utaknemmeligt skarn som jeg er, af og til helt har glemt at tænke på og glæde mig til den store dag.

tirsdag den 14. marts 2017

Ny strikkelærdom

I lørdags var jeg til Fiberfest i Ry. Fibrene havde intet med speltboller at gøre. Strikkefolket vil vide, at fibrene er garnfibre.

For en gangs skyld havde jeg tilmeldt mig en workshop. Sammen med Annett og en del andre - der var udsolgt til workshoppen - lærte jeg om "Sømløse kuppelærmer", en teknik, jeg længe gerne har villet lære. Jeg synes, det er rigtig smart at strikke trøjer og sweatre oppefra og ned, men raglanmodeller klæder mig ikke, så mine egne trøjer er som regel blevet strikket på den gammeldags måde fra neden og op.

Lene (stående) havde medbragt adskillige modeller.
Meget af tiden var vi deltagere særdeles koncentrerede. Det var om at få det hele med.
Lene Bay, der til daglig underviser i blandt andet tekstildesign, guidede os med stor ekspertise igennem teknikken. Vi fik vist alle lært at strikke et sømløst kuppelærme.

At det så ikke lige var det, jeg havde regnet med, er en anden sag.

Halshul, skuldre og det øverste af ærmerne
Som det måske kan ses på billedet, var den metode, vi lærte, at starte helt oppe fra halsen. Jeg havde regnet med, at skulle strikke "kroppen" oppefra med ærmegab og så strikke masker op i ærmegabet og strikke ærmerne ned derfra. Lene Bays metode er nok i de fleste tilfælde lidt for pæn og feminin til min smag, men jeg har dog tænkt mig at afprøve metoden på en børnetrøje.

Det er altså sjovt at lære nyt. Annett var endnu gladere for teknikken end mig. Hun gik straks i gang med diverse forsøg, da hun kom hjem. Det bliver sjovt at se dem.

Vi spiste frokost i Ry, inden vi kiggede på Fiberfestens boder. Jeg købte intet garn med hjem, men glorien stråler ikke så meget mere, for jeg har købt noget i dag. I Ry købte jeg en strikkepind, uldvaskemiddel og bogen Strikkede klude fra A til Ø. Det er den bedste "kludebog", jeg endnu har set.

Kaffen kørte vi til Annett for at indtage. Så fik vi også hilst på lille Tifany, der var i løbetid og meget sød og snakkesalig. Katte i løbetid er lidt uudholdelige og samtidig forfærdelig søde sådan i deres følelsers vold. Stakkels Tifany skal først parres i næste løbetid, så hun må holde det ud lidt endnu.

Egentlig lidt for mørkt til at fotografere, men man kan da godt se, at Tifany ser ung
og killingeagtig ud. Slet ikke gammel nok til selv at få killinger, men Tiffany er ikke enig.

torsdag den 9. marts 2017

Alternativ fødselsdag

Dorthe havde fødselsdag for nogle dage siden. Da jeg spurgte, hvordan hun gerne ville fejre den, sagde hun efter lidt betænkningstid, at hun gerne ville i Ikea. Jaså!

Jeg ved godt, at nogle elsker at komme i Ikea. Efter sigende fejrer en del også deres fødselsdag der. Jeg er vist nok lidt svær at lokke med. Jeg synes, man vader rundt i timevis uden rigtig at kunne finde det, man har brug for, og i stedet kommer man hjem med ting og sager, som man synes, man måske godt kunne bruge, men som man lige så godt kunne undvære.

Men selvfølgelig skulle vi i Ikea på fødselsdagen, og jeg vidste jo også godt, at vi begge har brug for nye kommoder. Det blev nu heller ikke så slemt.



Dorthe fik sin kommode, og vi købte overhovedet ikke noget overflødigt. Jeg overvejer stadig, så vi skal af sted igen.

Der er da også muntre indslag i varehuset. Dette kom vi forbi, da vi så på badeværelsesskabe.

På Steno Museet var der engang en udstilling med hygiejnens historie eller noget i den retning.
Der var bl.a. udstillet et wc, og Dorthe og hendes nevø var ret forgrinte, da en ikke så stor dreng benyttede det til formålet.

Vi fik naturligvis fødselsdagsmiddag formedelst en billig penge, og kødbollerne (det skulle være 100% Ikea!) smagte såmænd meget godt og levnede plads til kage, så jeg fik et stykke Dajm-tærte, som jeg elsker. Det vil jeg hellere have end de fleste kager fra rigtige bagere og i hvert fald hellere end både kagemand og fødselsdagslagkage.

Jeg har i tidens løb i Ikea købt en del tøjdyr til børneafdelingen på det bibliotek, hvor jeg arbejdede. De har stadig tøjdyr, men ikke helt så mange og helt så søde og sjove, synes jeg. Den glade hund kunne jeg nu godt lide.

Se, det var en rigtig og anderledes fødselsdag!

onsdag den 22. februar 2017

Gammelt legetøj nr. 3

Min mest elskede dukke fra min barndom hed Marianne, og jeg har hende endnu.

Jeg havde ellers bestemt, at hun skulle smides ud, men da det kom til stykket, kunne jeg ikke. Det samme gjaldt i øvrigt elefanten Ceylon, som jeg har skrevet om før. Jeg fandt to andre - mindre slidte -genstande som kom med på genbrugsstationen i stedet. Måske kan de faktisk genbruges.

Marianne var sikkert opkaldt efter en af mine kusiner, som jeg var meget glad for. Dukke Marianne kunne lukke øjnene, og så kunne hun sige en lyd, når hun blev lagt ned og løftet op igen. Det havde jeg glemt, hun kunne, men da hun sagde lyden, da jeg tog hende for at lægge hende sammen med de andre ting til genbrugsstationen, kunne jeg ikke klare det, og hun fik lov at blive.

Som det ses har Marianne et stort hul i hovedet. Faktisk er det hendes hoved nummer 2. På billedet, hvor jeg (4 3/4 år) sidder med hende, har hun det andet hoved, som var mere yndigt.

Jeg tror ikke, det var mig selv, der slog det første hoved i stykker, men jeg var ansvarlig for det andet kraniebrud, og så blev der ikke bevilget nyt.

Marianne havde selvfølgelig mere tøj, men den røde flyverdragt med tilhørende hue og støvler var vist nok det, hun tiest var klædt i. Det er også det eneste, der har overlevet.

Jeg kunne forresten ikke fordrage den ufikse spencer, jeg selv har på. Men jeg havde også en flyverdragt med tilhørende hjelm. Den var bare blå, og den var fast påklædning i børnehaven i vintermånederne. Den var jeg meget tilfreds med.


På fotoet her er jeg sammen med kusine Marianne i vores mormors og morfars have. Det er mig (3½ år) med sne på maven.

onsdag den 15. februar 2017

Citater om katte #38

Jeg vidste, at jeg kunne vinde ham, præcis når jeg ville. Men det hastede ikke...
Da han havde sat mig i en kasse, gik han, men han kunne ikke lade være med lige at dreje sig mod mig.
Jeg sad bare og kiggede på ham, kun mit hoved stak op af kassen, og han stod der og så på mig. Og da gav jeg ham det tavse miav.

Paul Gallico

A new (old) box

Det er Sarantoya i kassen på billedet.

Hendes mor, Lilit, praktiserede det tavse miav hele livet. Sarantoya derimod har altid praktiseret det larmende miav. Hun er simpelthen den mest højlydte kat, vi har haft, men her på hendes ældre dage, bruger hun faktisk også det tavse miav ved udvalgte lejligheder.

mandag den 30. januar 2017

Japanomania

Som jeg tidligere har skrevet, har jeg i de senere år i stigende grad interesseret mig for Japan. Det er jeg åbenbart ikke ene om - man kan da heller aldrig have noget for sig selv 😒 Japan er tydeligvis på mode netop nu.

Det var landet og kulturen også i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet. Kunstnere over hele verden blev inspireret af japansk kunst og af landet generelt, og det er emnet for den nye udstilling Japanomania i Norden 1875-1918 på Statens Museum for Kunst.

Man kan på Designmuseet stadig se udstillingen Learning from Japan, som jeg så sidste år, og Japanomania-udstillingen har præcis det samme tema.

Yrsa og jeg så udstillingen i sidste uge, hvor vi var en dag i København. En god,  ikke så stor, udstilling, som man sagtens kan kapere, selv om man kun er af sted en enkelt dag.

Udstillingen er fint bygget op over diverse temaer, hvor man ser både den japanske kunst, der har inspireret, og hvordan inspirationen udmøntede sig i den vestlige kunst. Ikke så underligt at man lod sig inspirere af det anderledes og hidtil usete. Japan havde jo været et helt lukket land i flere hundrede år.

Måske burde der være gjort endnu mere ud af, hvordan kunsten så ud inden påvirkningen fra Japan.  Et billede som L. A. Rings "Ung pige der ser ud af tagvinduet" fra 1885 ser jo umiddelbart helt "normalt" ud for det nutidige øje.

Lige nu kan jeg faktisk ikke huske, hvordan den japanske indflydelse egentlig udmønter sig i dette maleri, men måske i det fine pigeansigt, der kigger væk fra beskueren og i de skæve vinkler i maleriet.

Jeg garanterer ikke for farverne på mit foto af maleriet, som jeg i parantes bemærket vældig godt kan lide.


Noget af det mest interessante var træsnittene, syntes jeg. De har en stramhed, som jeg synes godt om.

Træsnittene var blandt andet meget dygtigt blevet taget op af Henriette Hahn-Brinckmann. Hendes "Dåhjorte" er et farvetræsnit fra 1926, og igen yder mit foto overhovedet ikke originalen fuld retfærdighed. Man må på Statens Museum for Kunst for at se den eller måske, når udstillingen er pillet ned, til Vejen Kunstmuseum, hvor dåhjortene bor til daglig.

At Japan var en helt ny oplevelse i slutningen af 1800tallet kan man forstå, når man ser plakaten fra Zoologisk Have.




En utrolig flot plakat og et stykke kulturhistorie, men selvfølgelig får man også en dårlig smag i munden.

Da vi kom ud fra museet, lå Rosenborg nok så nydeligt i dagens resterende soldis. Når vi så i den modsatte retning, var der klar himmel. Vi var igen heldige med vejret.

Vi gik en tur langs havnefronten og i nogle af forretningsgaderne, men det er godt nok lidt underligt, at vi slet ikke skulle kigge efter noget bestemt. Vi mangler ikke noget, og vi købte heller ikke noget.

Men kaffe og kage blev det selvfølgelig til. Vi fik en ostekage med kirsebær og en med æble og kanel på Bertels Salon i Kompagnistræde og delte dem begge. Æble/kanel kagen var vi begge tilfredse med, men Yrsa, der er vild med amarena-kirsebær var noget skuffet over varianten med kirsebær, som tydeligvis var lavet på surkirsebær. Jeg syntes, den var dejlig frisk - måske laver amerikanerne deres cheesecakes med surkirsebær?

Jeg er lige blevet opmærksom på endnu en Japan-begivenhed i København, nemlig en udstilling af nutidig japansk kunsthåndværk hos A. Petersen på Amager. Den er der hele året, så der er basis for endnu en udflugt til København.

mandag den 16. januar 2017

Strikkeåret 2016


I 2016 var den største oplevelse i forbindelse med strikning ubetinget Wollfesten i Hamborg. Det var et garnparadis uden sammenligning, og det var bare så herligt at være der sammen med Dorthe og Annett. Jeg tror, det var vanedannende.

I årets løb strikkede jeg cirka 15000 m. "Cirka" fordi der er lidt uenighed mellem mine egne optegnelser og Ravelry.

Under alle omstændigheder har jeg anskaffet mere garn (lige godt 16000 m), end jeg har brugt, så lageret er unægtelig - igen! - vokset. I kroner har jeg købt for 3046,- kr. Godt 3200 m blev købt i Hamborg, men pokker skulle da tage til slaraffenland og så lade kontokortet blive på hotelværelset.

Til gengæld har jeg solgt færdige arbejder for 3280,- kr. Det betyder ikke, at jeg ikke har brugt penge på min hobby, for udgifter til tilbehør (knapper og maskemarkører etc.), opskrifter, bøger, kurser og messer løber op i næsten 1500,- kr. Udgifter til fragt til Hamborg og andre messer er ikke opgjort.

Faktisk har jeg ikke strikket nogen større ting overhovedet, hverken til mig selv eller andre. Jeg har lavet masser af babytøj, masser af pulsvarmere og som noget nyt masser af klude.

Nogle af kludene har jeg lavet opskrifter på. Jeg er bedst tilfreds med den sidste, jeg lavede. Hideaway Lucky, som jeg har kaldt den, er dejlig vaflet og selvfølgelig ens på begge sider. Opskriften er her.

De grå på billedet er lavet af tysk garn, dog indkøbt i Danmark. Det hedder G-B Wolle Cotton 8, og det er noget af det bedste bomuld til klude, jeg endnu har prøvet.

Jeg er stort set færdig med opskriften på en baby slå-om vest, men der har ikke været så stor interesse for de opstrikkede eksemplarer, så jeg gider ikke rigtig lave den sidste korrektur-strikning. Den er lidt i mølposen.

Selvfølgelig kunne jeg også udgive den uden den sidste kontrol. Hvis der er nogen, der går i gang med den, får jeg jo nok at vide, hvis der er fejl - hvilket der garanteret er.

Jeg er yderst tilfreds med en lille babycardigan, jeg strikkede af rester fra min egen køkkenbordstrøje sidst på året.

Opskriften er gratis og ligger på Ravelry. Især halsen er formet rigtig fint.

Desuden klæder glatstrikning Country Casual garnet. Sådan er det vist i reglen med flamégarner og lignende, men det tænkte jeg ikke på, da jeg strikkede køkkenbordstrøjen, som er helt i retriller.

Også sommerkjolen, jeg lavede som en dåbsgave til Erika, blev fin, synes jeg, og den var i hvert fald sjov at strikke i den lækre Scarlet kvalitet fra Permin.

Den er også strikket efter en Ravelry opskrift, denne gang dog en betalingsopskrift.

Endelig er noget af det, jeg er mest tilfreds med, Yrsas halsedisse "Montanagade" og de tilhørende pulsvarmere.


Montanagade (som altså også er den gade i Århus, hvor Yrsa er vokset op) er en af de gode, gratis opskrifter fra Filcolana. Se den her. Pulsvarmerne improviserede jeg.

Og så er der heldigvis også en hel masse andet, som jeg har været glad for at strikke...

Planerne fra sidste år kan jeg nærmest gentage.
Patenttrøjen har jeg ganske vist været næsten færdig med, men faconen var umulig, så den blev trevlet op og venter nu på ny inspiration.

Formindskelse af garnlageret. Ja, selvfølgelig. Forrige år havde jeg sat mig for at bruge 4 gange så meget, som jeg købte. Det var fuldstændig urealistisk. I 2016 var målet at bruge dobbelt så meget - heller ikke realistisk. I 2017 vil jeg prøve bare at bruge mere, end jeg køber.

Opskrift på en babykjole. Ja, måske.

Og endelig færdiggørelse af vægtæppe, selv om det ikke har noget med strik at gøre. Jeg er faktisk blevet færdig med frynserne, men der er også lige nogle kanter, der skal færdiggøres.

Jeg tror ikke, jeg behøver nye planer.

torsdag den 5. januar 2017

Reklame

Foto: Yrsa Andersen

Jeg kan lige nå at gøre reklame for en udstilling på Randers Kunstmuseum: Lysets og farvens mester med værker af Theodor Philipsen. Sidste dag er 8. januar, så det haster.

Vi så udstillingen mellem jul og nytår og var meget begejstrede. Både for de enkelte værker, men også for ophængningen. Al ros til Randers Kunstmuseum.

Man kunne let følge Philipsens udvikling, hvor han i begyndelsen var en mere traditionel maler, men senere under indflydelse af impressionisterne udviklede sin egen stil, hvor netop lyset havde så stor betydning.

Billedet har Yrsa taget med sin mobil, og det er ikke et af de mest repræsentative, men der er en kat på! Og æsler! Billedet er fra 1882 og titlen er "Æselstald i Tunis". Katten er den hvide klat - indrømmet, det er ikke så let at se, men på forstørrelsen, der til gengæld har mistet en del skarphed, kan man da se den.

Ellers nød jeg de mange billeder af dansk natur og af dyrene, især kvæg. Saltholm-billederne havde fået deres eget rum, og de var vist - bortset fra æselstalden - mine favoritter.

tirsdag den 3. januar 2017

2016s bedste...musikoplevelser

Vi har vist været til lidt mindre musik i det forgangne år end sædvanligt. Besparelserne på Aarhus Symfoniorkester er desværre ved at slå igennem, så repertoiret efter vores mening er mere kedeligt, så vi simpelthen ikke går til så mange af koncerterne.

Det er noget grotesk, når Århus nu er kulturhovedstad, at det bare går ned og ned for byens symfoniorkester, som snart ikke kan kaldes et symfoniorkester mere.

Årets bedste oplevelser:
Ikke desto mindre var især én af forårets symfonikoncerter i særklasse, nemlig da vi den 8. april hørte Alban Bergs violinkoncert og Mahlers 1. symfoni. Jeg skrev om koncerten her.

Kort tid efter hørte vi igen symfoniorkestret i en hel anden sammenhæng.

Jægergårdsgade afholdt markedsdag og var lukket for trafik. Til gengæld var der musik i næsten hele gadens længde, da orkestret sammen med et kor og tre solister opførte Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk.

Det var sjovt, anderledes og spændende, og så lød det godt. Se mere her.

Da vi var på ferie på Bornholm var vi til midsommersoiré i SvanekeGaarden med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Programmet havde vi ikke set i forvejen, men det viste sig at være lige efter vores hoveder. Meget sommerlig musik (=nordisk tone?), som sammen med den særlige sommerstemning gjorde det til en dejlig og mindeværdig koncert.

Som det kan ses på plakaten var der også en udstilling med arbejder af Gerd Hjort Petersen og Hans Munck Andersen på SvanekeGaarden. Den så vi inden koncerten, og den var også god.

Endelig var der jazzfestivalen, som måske havde et lidt svagere program end sædvanligt, eller også var vi bare til de forkerte ting.

Vi var dog meget imponerede af den estiske sangerinde Karmen Röivassepp. Vi hørte hende i flere sammenhænge. Det mest spændende forgik på den lille Fairbar, hvor Karmen sammen med Nis Hellesøe Myrtue på sax og Sune Pors på guitar spillede et absolut utraditionelt program


Årets skuffelse:
Gadeoperaen var en del af fejringen af Århus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum.
Der blev også afholdt en jubilæumskoncert sammen med symfoniorkestret, og i modsætning til operaen var den en skuffelse.

Vi syntes, musikken manglede substans og var for letbenet og populistisk. I Simon Steen-Andersens Piano Concerto så man (igen og igen!) en film med et flygel, der falder 8 meter ned. Den har vundet priser, men det sagde ikke os noget, og sammensætningen af musik og film er hverken ny eller nok til at gøre musikken spændende.

Mathias Monrad Møller gav i sin "Festtale" musikerne helt frie hænder. En del forlod simpelthen salen (det kunne vi godt forstå), nogle spillede på andre instrumenter end deres eget, andre satte sig ned og snakkede eller tog en kop kaffe. Interessant? Det syntes vi ikke.

Koncerten fik fremragende anmeldelser, men selv om vi sædvanligvis er meget glade for ny musik, så var det her ikke vores kop te. Kun et lille stykke, Aeriality af islandske Anna S. Thorvaldsdóttir, gjorde indtryk.

Apropos det med at sætte musik og film sammen så viste de for nylig på svensk tv en ballet med musik af Eric Satie. Relâche hedder balletten, som er fra 1924. Det var en nyopførelse, der blev vist, men med de originale filmindslag - fra 1924!

onsdag den 28. december 2016

Sarantoya 16 år


Juleaftensdag blev Sarantoya 16 år. Billedet er taget på dagen, hvor hun ligger i sin radiatorseng og nyder varmen.

Et par dage før var vi til dyrlæge med hende. Dels skulle hun have sine årlige vaccinationer, dels har vi været noget bekymrede, fordi hun slet ikke har sin gode appetit mere, og hun har tabt sig meget.

En blodprøve gav et overraskende resultat. Hun har nemlig for højt stofskifte. Et af de mest tydelige tegn på det er, at katten grovæder, men alligevel taber sig. Lige præcis sådan var det med vores Ofelia, som også fik forhøjet stofskifte i sine sidste leveår. Men Sarantoya har bestemt ikke grovædt. Alligevel var det altså det stofskiftet, det er galt med.

Man kan nu få et diætfoder, som faktisk skulle være nok til at stabilisere stofskiftet, og det blev naturligvis straks indkøbt.

Det var spændende, om hun ville acceptere det nye foder, men efter en lidt tøvende start spiser hun nu pænt af det. Først om en månedstid kan vi se, om det har den ønskede effekt.

Vores dyrlæge mente også, at hun har en dårlig tand. Det undrer os lidt, fordi hun gerne har villet spise sin tanddiætmad, som er noget hårdere end hendes anden mad, men hvis hun har en dårlig tand, skal den fjernes. Hun skal i hvert fald ikke have tandpine.

Det sidste foto tog jeg i går, hvor der var masser af sol. Sarantoya er rigtig skrap til at finde solpletterne, her i min seng.


mandag den 26. december 2016

Årets bedste...film

Ligesom sidste år har jeg set 21 film i biografen i 2016. Deriblandt de tre Kieslowsky-film: Blå, Hvid og Rød, som må være uden for konkurrence. De er fantastiske alle tre og forbløffende nutidige trods deres +20 år på bagen.

Godt de fik repremiere. Jeg har dem ganske vist på dvd, men det er altså noget helt andet at se dem i biografen. Især når det drejer sig om film med så udviklet et filmsprog som de her.

Ellers var den film, jeg var gladest for, vist den estiske film Fægteren, instrueret af den finske Klaus Härö. Det var en overraskelse, at en estisk film kunne være så god - hvor kommer alle de fordomme dog fra?

Jeg kan ikke mindes, at jeg skulle have set en estisk film før. Vist nok nogle finske film, jeg husker dog ikke hvilke. Men hvis andre film fra de kanter er lige så gode, så håber jeg på import.

Jeg har ikke set én eneste dansk film og ikke ret mange amerikanske. De andre film, der især gjorde indtryk, var fra Belgien (Det spritnye testamente), Italien (Min mor) og Island (Virgin Mountain og Blandt mænd og får).

Skuffelser: Den tyske Lotte og den ungarske Sauls søn. Den sidste havde fået fantastiske anmeldelser, men jeg kunne ikke fordrage den, især på grund af fotograferingen, som jeg fandt unødigt krukket og i virkeligheden meget ensformig.

Hvad mon 2017 vil bringe på det hvide lærred?

fredag den 23. december 2016

Ja, kunne vi ikke?


Med dette utopiske ønske hermed en julehilsen til alle, der vover sig forbi min blog.

Jeg er sur over, jeg ikke har taget billedet ordentligt - men det havde nu sine årsager. Man måtte nemlig ikke fotografere i det museum i Lübeck, hvor de tre gaveudbringere var udstillet, og en dame med MEGET skarp hørelse piskede gennem salene, hver gang der kom en "kameralyd" et eller andet sted fra. Jeg kan ikke finde ud af, hvad ham til højre i æsken (til venstre på billedet) hedder, og det ville jeg altså gerne vide. Han er jo givetvis jødisk, men er der også noget russisk Far Frost over ham?

Beklager at bloggen - og også besøg på andre blogge - har været forsømt her i december. Det har sine egne trivielle årsager, som der ikke er nogen grund til at plage andre med.