tirsdag den 17. oktober 2017

Tempeltræ reddet - måske

Vi er ved at få lagt nye fjernvarmerør. Det er en større omgang, men de gamle lå helt fjollet under huset, så vi er sådan set glade for, udskiftningen sker, inden der sker ulykker. Det er der sket i en af de andre rækker.

Tempeltræet ses til venstre i billedet
Rørene skal føres ind gennem vores meget lille forhave. På alle de andre matrikler i vores række holder man mere af fliser end af planter, og rørene skal føres ind gennem carporten og gennem det lille stykke have mellem carport og hus, men vi havde fået lovning på, at vores rør ville blive ført ind der, hvor flisegangen er. Så langt væk som muligt fra vores elskede tempeltræ.

Da der skulle til at graves, var gravefolkene alligevel noget betænkelige. Det ville være meget lettere gennem carporten.  Der skulle lidt tovtrækkeri til, men det blev, som vi gerne ville have det.

Det betød så til gengæld, at thujaen måtte lade livet. Vi - og fuglene - kommer til at savne den, men samtidig var den altså blevet noget forvokset og lidt besværlig. På billedet er alle de nederste grene allerede fjernet, og turen er kommet til resten af træet.

Også vores fine rhododendron 'Linda' var truet. Jeg havde først fået besked på, at den skulle beskæres til 30-40 cm, men den blev i stedet gravet op og står indtil videre i en stor balje. Jeg tror, den klarer det fint.

Når jeg ikke er helt sikker på, hvordan det går med tempeltræet, er det, fordi rodnettet under alle omstændigheder må blive noget beskadiget.

Til højre er der næsten gravet ud, der hvor flisegangen lå, og man kan se nogle af de store rødder. Jeg tror nu, de stammer fra thujaen.

Der er blevet lagt plader hen over vores krydderurtehave, og der er stillet rækværker op, så vi ikke styrter i dybet. Der bliver skam passet godt på os.

Forleden nat var der en kat, der havde placeret sig lige midt på pladerne.


Den sad lige så stille i længere tid, end vi gad kigge på den. Bevægede kun ørerne lidt en gang imellem, lyttede garanteret efter mus. Gad vidst om den fangede nogle. Den skal være så velkommen.

tirsdag den 10. oktober 2017

Katte i Sønderho 2017

I modsætning til i Nordby var der ingen kattegensyn i Sønderho - men der var nye bekendtskaber.


Tabbyen her var den første, vi mødte. Den havde vældig travlt, og efter et lille stykke tid opdagede vi en lidt ældre killing, som den legede med. Jeg fik ikke nogen fotos af nummer to, tagfatlegen var alt for hurtig for mit kamera og mig som fotograf.

Senere mødte vi den mindste igen, og da var den blevet træt. Så træt som næsten kun en killing, der har leget godt og grundigt, kan være.

Den var faldet om på en bænk ved det lille serveringssted Tre Søstre. Egentlig skulle der jo nok have siddet en gæst på pladsen, men der var heldigvis ingen, der kunne nænne at smide killingen ned. Der var andre siddepladser, og jeg behøver vel ikke skrive, hvor vi indtog kaffen den dag.


I en anden ende af byen mødte vi endnu en stor killing, meget fin skildpaddefarvet med lidt hvidt. Den anbragte sig selv yderst dekorativt på et stakit. Hvis det havde været en menneskepige, ville man have troet, at hun udmærket selv var klar over, hvor yndig hun var, men nu var det altså en kattepige, og dem er der noget anderledes helt uskyldigt over.



Da hun havde taget sig ud i et stykke tid, løb hun ind i en anden have, hvor hun mødtes med en fin gråblå kat.

Den stod heldigvis stille et ganske kort øjeblik, men så gik den vilde jagt efter skildpaddepigen. Ind imellem fik den dog tid til at kradse sig - man kunne godt ønske, at ejerne lige ville ofre et par kroner på et loppemiddel.



Alle katte er kønne, og Fanøs katte er ingen undtagelse.

lørdag den 7. oktober 2017

Katte i Nordby 2017

Jeg prøver altid at tage billeder af alle de katte, jeg møder på min vej, og på Fanø gælder det om altid at have kameraet skudklart. I Nordby så vi flere katte, som vi kender fra tidligere. 


Den skildpaddebrogede så vi sidst ved en is- og fastfood-biks i den sydlige ende af byen. Hun - og nok også indehaveren af biksen, gætter jeg på - har nu fået et pizzaria midt i byen. Vi så hende flere gange. Hvis der var mange gæster under et af bordene, men ellers sad hun gerne på et bord og fulgte med i, hvad der skete rundt omkring. 

Cat on a rainy day
Også "paraplykatten" hilste vi på flere gange. Den er meget social. På et tidspunkt var den ude at promenere med en flok strikkekvinder, der var godt forsynet med poser fra festivalen. Sådan så det i hvert fald ud.
Billedet er fra et par år siden.

Fru Kokos
Det er billedet af Fru Kokos også, men til vores store glæde så vi hende igen. Hun har ikke behov for at snakke med fremmede, men jeg snakkede lidt med nogle, der kender hende, og faktisk hedder hun ikke Fru Kokos, men Ida. Men katte har jo mange navne, jævnfør T.S. Eliot, så jeg er nu sikker på , hun også hedder Fru Kokos. Måske Fru Ida Kokos?
Hun er altså helt bedårende.

Den sort-hvide tror jeg faktisk også, vi har set før.

Jeg er ikke så god til at genkende de sort-hvide, men her er et link til et billede fra forrige gang, og er det ikke de samme aftegninger?

søndag den 1. oktober 2017

Å Æ Ø

Sommerhuset og Annetts overlækre cardigan,
Annett har fotograferet
Overskriften er på jysk, oversat til "almindeligt" dansk betyder det "på øen". Det er også navnet på det sommerhus, Annett somme tider er så heldig at låne og somme tider inviterer os med i.

Øen er Fanø. Måske min yndlingsø. Muligvis er der andre øer, der kommer op på siden af den, men der er ikke nogen bedre.

Nu har vi jo efterhånden været der nogle gange, så denne gang havde vi også tid til bare at hygge.

Annett har også taget dette

Her sidder vi på terrassen inden aftensmaden med strikketøj, drinks og fuglebøger og floraer for at forsøge at identificere de fugle og planter, vi har set på dagens travetur. Var det hyggeligt? JA!!!!

Det er heller ikke så dårligt, når der står en ung råbuk og kigger ved bækken, når man står op:


Eller at hilse på en næsten tam ræv i nærheden af skovlegepladsen mellem Rindby og Sønderho:


Vi hilste også på flere af de katte, vi kender fra tidligere, men kattene må hellere få deres eget indlæg.

Som altid var der også en del stære, der hilste farvel. Man kan altid høre deres livlige kvidren, også selv om der ikke var mange nok til at lave sort sol opvisning. Det skal man vist lidt sydligere for at overvære. Men små flokke strikkefugle så og hørte vi.


Jeg kalder dem strikkefugle, fordi deres prikker meget ligner retmasker. Klik eventuelt på detalje-billedet for at se det større.

For resten var der da også strikkefestival, mens vi var på øen. Festivalen lignede sig selv, måske dog med endnu flere deltagere.


Kan man forestille sig noget mere afslappende end at sidde på terrassen på Fanø Krogård, drikke kaffe og spise kage og se på dem, der slæber af sted med dagens udbytte? Og ikke mindst glæde sig over, at vi har flere dage endnu på øen.

lørdag den 23. september 2017

Svendborg

Vi har før været i Svendborg, og det er altså en lidt mærkelig - måske lidt kedelig - by. Vi synes hele attituden er, at det interessante ved byen er beliggenheden ved vandet. Hvis man kan få de besøgende sendt ud på vandet eller ud på øerne, så vil de nok være tilfredse.

M/S Helge er en af måderne at blive fragtet bort fra Svendborg på.
Her venter vi dog på at blive fragtet tilbage.

Det vil vi så ikke, men turistmaterialet var ikke meget bevendt, når det drejede sig om at udforske selve byen. Vi forsøgte så selv at finde ud af noget om byens herligheder, mens vi var i Lundeborg, men det holdt lidt hårdt. Måske er der ikke så mange herligheder.

Noget af det, der nævnes, er de nye havnearealer på Frederiksø. Det er dog stadig noget ufærdigt, måske bliver det godt engang. Derimod kunne jeg godt lide nogle af de gamle pakhuse og andre bygninger ved Nordre og Østre Kajgade.


Egentlig skulle der være en del gallerier og kunsthåndværkere i byen. Mange af dem havde dog en yderst begrænset åbningstid. Når man havde mandag til onsdag til rådighed, så var det uden for åbningstid mange steder. Det gjaldt ikke Galleri Q ved havnen (hvor ellers?), men det var desværre ikke så interessant igen. Med skam at melde syntes jeg, at gæsteudstillerne var de bedste.

Til gengæld er der et varieret udvalg af spisesteder og et par gode bagerier, hvor man også kan spise. Vi spiste med stor fornøjelse på flere af dem og kan anbefale Øland i Brogade, Baguette i Møllergade og Brød i Gerritsgade, hvor vi dog kun drak kaffe. Vi spiste også på Vintapperiet i Brogade. Det var en fejl, for de har foie gras på menuen, men der var stemningsfuldt i Salig Simons Gård, og det, vi spiste, var både godt og rigeligt.

I samme gård ligger Glasblæseriet, hvor Bente Sonne huserer. Hun er glaskunstner ud over det sædvanlige. Det vil sige, hun laver også de "sædvanlige" glas og skåle med farvede kanter eller fødder (det giver måske smørret på brødet), men hun kan meget mere end det.

Det kan hendes søster, Ulla Sonne, også. Hun arbejder bare med keramik. Hendes værksted og butik ligger i Sankt Peder Stræde. Begge søstre har en pænt lang åbningstid.

Den elegante ræv holdt måske til hos en skomager, jeg er ikke sikker. Men jeg er helt sikker på, at skoforretningen Aksglæde i Møllergade er et besøg værd. De har et større udvalg af sunde og smarte sko og støvler - jeg er altså ikke vant til ligefrem at kunne vælge!

Jeg nøjedes med et enkelt par korte støvler, men jeg tror, jeg ligefrem kunne finde på at køre til Svendborg netop for at handle i Aksglæde butikken igen.

Ræven var ikke det eneste dyr, vi så. Faktisk var der rigtig mange levende hunde, men vi så vist ikke én eneste kat.

Hissss


Den hvæsende gås på Gåsetorvet fandt vi heldigvis frem til. Jeg har jo en svaghed for gæs, og denne af Søren West er rigtig fin, synes jeg.

Faktisk var der rigtig mange skulpturer rundt omkring. For sent fandt jeg ud af, at biblioteket har udarbejdet en glimrende skulpturguide, men den kan jeg kigge nærmere på, hvis jeg skal have mere fodtøj.

Og så så vi alligevel et par katte i et vindue. Ikke levende, men alligevel.

Endelig er der smykkeforretningen Catz i Kattesundet. Et besøg værd, hvis man er glad for smykker.


lørdag den 16. september 2017

Rødstenshuse ud over det sædvanlige

I nærheden af Lundeborg ligger nogle interessante rødstenshuse.


Broholm kom vi forbi, da vi kørte til vores residens i Lundeborg. Den så imponerende ud, syntes vi. Vi læste på nettet, at man kunne få kaffe i stuerne, og det skulle vi da prøve, men da vi kom, var alt lukket. Først nu, hvor jeg igen har kigget på siden, har jeg fundet ud af, at man skal forudbestille. Fair nok.

Der var en større og ret tiltrængt renovering i gang, så næste gang, vi skal til Lundeborg, forestiller jeg mig, at vi nok vil få en forudbestilling på plads på den nyrenoverede borg.

Nogle få kilometer fra Broholm ligger Hesselagergaard, der ligesom Broholm er et renæssancebyggeri.


Jeg har for mange år siden savlet over Hesselagergaard, så jeg vidste, den er noget specielt. Alligevel tog den pippet fra mig igen - dog ikke så meget at jeg glemte, at jeg havde fotoapparatet med.

Borgen er ikke åben for almenheden, men der er en parkeringsplads, og der er rig mulighed for at kigge fra mange forskellige vinkler.

Et af de steder, hvor vi kiggede ind gennem bevoksningen, var der en del ægte kastanjer.

Der var masser af frugter (hedder det det, når det drejer sig om kastanjer?) på.

Jeg håber, de bliver høstet og fortæret, men mon ikke. Kastanjer smager godt!

På Tåsinge, som heller ikke er så langt fra Lundeborg, ligger endnu et rødstenshus: Valdemars Slot.


Det er vel et barokslot og efter min mening ikke nær så charmerende som renæssanceborgene. Til gengæld er der offentlig adgang. Bare ikke om mandagen, hvor vi ville udnytte det fine vejr til en sejltur fra Svendborg med veteranskibet M/S Helge.

Vi havde egentlig ikke forestillet os, at vi havde tid nok til at se slottet, så det gjorde ikke så meget , at der var lukket, men vi ville (igen!) gerne have haft kaffe i restauranten. Den var selvfølgelig også lukket -  endnu en fodfejl af os. I stedet sneg vi os til at gå tur i parken, som man ellers skal betale entré for at betræde, men det kunne vi jo ikke komme til, så vi havde ikke dårlig samvittighed. Til min store fornøjelse var der gæs, grågæs tror jeg, i søen foruden en del svaner, svaneunger og utallige ænder og blishøns.

Hele anlægget er imponerende. Som det barokanlæg, det er, er det naturligvis symmetrisk om en midterakse. På mit foto herunder ses det meste af den ene halvdel, og fotoet er ikke specielt fortegnet, selv om det kunne se sådan ud. Den lange (avls?)bygning er virkelig lang.


Vi havde med andre ord overhovedet ikke held med vores forsøg på at indtage slotskaffe, men tilbage i Svendborg igen var der ingen mangel på åbne, om end mere beskedne, kaffesteder. 

mandag den 11. september 2017

Lune Lundeborg

Vi har lige været på en uges ferie i Lundeborg på Østfyn, hvor vi boede i et hus med udsigt til Storebælt og Langeland. Den udsigt nød vi rigtig meget.

De fastboende har tydeligvis humor. Vi havde megen fornøjelse af en tur gennem byen, hvor vi fandt en masse beviser på fynsk lune. Her kommer nogle eksempler:

Det manglende led kunne beskues i nærheden.
Det havde vist været udsat for en ulykke,







Til højre: Er træet mon blevet stranguleret med livremmen? Eller kunne det være personen, der er blevet kvalt - eller er det bare mig, der er for morbid?



Der var en del yarnbombing, men de broderede indslag var endnu sjovere.

Måske var den her min favorit

Gad vidst om der faktisk ligger en hund begravet bag hækken?

Lundeborg er en lillebitte by med nogle huse, to campingpladser og en fin, lille havn, hvor der også er lidt havnemiljø.

Byen er så lille, at man skal gøre sig megen umage for at fare vild,
og så lykkes det nok ikke alligevel.
Men derfor kan man jo godt have fine vejskilte
Det er umuligt at bruge ret mange dage i Lundeborg, hvis man ikke lige vil ligge på stranden (jo, det var faktisk vejr til det nogle dage!) eller drikke øl på havnen, men der var ikke langt til Svendborg, og i det hele taget er Fyn ikke så stor, så det blev ikke nødvendigt at kede sig.

lørdag den 9. september 2017

Citater om katte #40

Selv ikke Fabergé ville nogensinde have kunne frembringe noget, der i mindste detalje er så fortryllende som en lillebitte kattekilling.
Pam Brown

Is it safe to play with you

onsdag den 30. august 2017

Istid

Sommeren er ikke slut endnu - heller ikke officielt - så det må stadig være relevant at fortælle om mulighederne for at finde god is i Århus. Nå, måske har jeg i virkeligheden ikke afprøvet så mange issteder, så det bliver kun et lille udvalg.

Det vigtigste for mig er næsten, at det er blevet meget in at lave ispinde igen. Jeg har før brokket mig over, at det er så uforholdsmæssigt dyrt at nøjes med én eller to kugler is. Den spekulation undgår man helt, når man køber en ispind i stedet.


Dem kan man få nogle rigtig gode af på madmarkedet - Aarhus Street Food - ved rutebilstationen. Popsicle hedder stedet. Egentlig er popsicle vel mest sodavandsis, men der er nu ikke meget sodavandsis over dem på markedet.

På billedet er et udvalg opmarcheret, også min yndling, der hedder chokolade-chokolade. OK, jeg har kun smagt to forskellige, for jeg kom til at smage dobbeltchokoladen først, og så har det været svært for mig at komme længere.

En anden isnyhed i Århus er Mammis Gelato i Rosensgade. De har også ispinde, men den dag, jeg var der, appellerede smagssammensætningerne ikke til mig. Derimod smagte jeg deres kugleis, og den ligger afgjort i den bedre ende.

Adskillige af mine mere isspisende venner er meget begejstrede. Jeg skal nok være meget istrængende for at investere igen.
Smagen på de kugler, jeg fik, var lidt for sød, men ellers ok, men jeg kan ikke lide, at isen når at smelte, inden jeg, der unægtelig er noget langsomtspisende, er færdig med den. Og så er der igen problemet med den meget dyre første kugle.

De sædvanlige gode steder: Ben & Jerrys og ishuset på Marselisborg Havn, er der stadig, men Ben & Jerrys har vist afskaffet min favoritvariant med det imponerende navn New York Super Fudge Chunk. Der var nok for mange gode sager i. Jeg spiser dog med stor fornøjelse nogle af de andre varianter også.

Jeg kom en enkelt gang til at købe en kugle hos Paradis Is, selv om jeg ikke plejer at være begejstret for deres is. Desværre blev mine fordomme bekræftet. Alt for sød og alt for pjasket is. Nu kan jeg vist styre mig i fremtiden.

Til gengæld fik jeg en god isoplevelse fra en helt uventet kant under jazzfestivalen. På Kødbyens Mad og Marked ved siden af Ridehuset havde Arla opstillet en bod, hvor de uddelte gratis smagsprøver af deres ret nye økologiske flødeis.


Smagsprøven var et helt lille bæger. Perfekt størrelse efter min mening. Da Arla var der under hele festivalen, nåede vi at smage alle tre varianter: vanilje, chokolade og solbær flere gange, og jeg synes, de nærmest er lige gode.

Man kan vist desværre ikke købe bægrene, men isene fås som literis i stort set alle supermarkeder. De får en meget stor anbefaling med af mig. Jeg er ellers ikke absolut fan af Arla, men deres udviklingsafdeling kan altså noget. Jævnfør Unika-ostene, som man vel næppe kan få bedre. Og deres PR-afdeling er heller ikke den ringeste. Gæt, om der var mange århusianere, der benyttede sig af lejligheden til at stifte bekendtskab med de nye Arla-iser?

Jeg fik også en smagsprøve på Skarøs chokoladeis. Den er god - lige så god som den i dobbelt-chokolade ispinden. Den kan bare ikke fås ret mange steder her i byen.

Som en sidste krølle så var vi i Flensborg i går. Som altid foretog vi dagligvareindkøbene (koffeinfri kaffe!) i Citti Park, og vi sluttede med is hos Giovanni L. Og tænk, her kostede en kugle is det samme, ligegyldigt om man tog én eller fem kugler. Papbægrene er åbenbart meget billigere i Tyskland! Mine ledsagende iseksperter sagde i øvrigt god for kvaliteten.

onsdag den 23. august 2017

onsdag den 16. august 2017

Bedre vejr

Bliver vejret bedre, når man forlader arbejdsmarkedet?

Ja, det gør det! Det er i hvert fald fakta, at mens en masse andre ustandselig klager over vejret, så synes vi egentlig, vi har masser af godt vejr. Både sidste år og i år har vi haft mange glimrende sommerdage, synes vi.

Tricket er nok, at når man ikke er afhængig af at gå på arbejde, så kan man indrette sig efter vejret. I sidste uge var der for eksempel annonceret flot vejr blandt andet tirsdag. Vi havde egentlig planlagt noget andet, men vi improviserede og tog i dyrepark.

Nærmere betegnet Ebeltoft Zoo eller Ree Park, som den også hedder. Vi fik vist set alle kattedyrene. Også leoparderne, sandkatten og fiskekatten, som det ellers ikke er en given ting, man lige får øje på.

Fiskekatten fik jeg endda et par billeder af:

Fishing cat
Den største af fiskekattene. Vi så også den mindste, men den fik jeg ingen billeder af.

Der er ikke så meget farve på den, så den har let ved at camouflere sig.

Løverne kan man derimod stort set altid betragte:

Aslan
Er han ikke dejlig?

Hanløven, der hedder Aslan, er bare så smuk. Måske er han den allerflotteste løve, vi har set. Han har været i Ebeltoft Zoo al den tid, de har haft løver, tror jeg.

Når sandheden skal frem, trives jeg bedre ved 20° end ved 25°, hvilket unægtelig også er en kilde til min tilfredshed med vejret. Og det er rart at slippe for ustandeselig at skulle vande havens krukker, men det må da godt nøjes med at regne om natten. Endelig er vi ikke afhængige af godt vejr i en ferieperiode på tre uger - så ja, vejret bliver bedre, når man slutter på arbejdsmarkedet.

torsdag den 10. august 2017

Udstillingsture

Hvorfor er det sjovere at se udstillinger i andre byer end ens egen? Det er det måske heller ikke, men ikke desto mindre har jeg i den senere tid været i både København og Odense, netop for at se diverse udstillinger.

I København nåede vi hele tre udstillinger, hvoraf de to får klare anbefalinger med på vejen.

Selvportræt fra 1975.
Da var Tove Jansson 61 år
Vi var først i Kunstforeningen Gammel Strand, hvor vi så Tove Jansson udstillingen med titlen Kunst, kærlighed og mumitrolde. Bemærk dansk titel - ros for det! Der var selvfølgelig en hel masse mumitrolde-billeder, skitser, forarbejder og færdige bogillustrationer.

Mindre kendt her i landet er det nok, at hun også var en udmærket maler. Hun malede hele livet, og da hun havde skrevet sin sidste mumibog, helligede hun sig helt malerierne.

Jeg læste mumi-tegneserier i Politiken, da jeg var barn, men var allerede dengang klar over, at jeg ikke forstod alt, og jeg har vist aldrig læst nogen af bøgerne.

På udstillingen blev der også vist en film om Tove Jansson, Moominland Tales hedder den.

Den var yderst interessant. Jeg har aldrig vidst, at mumibøgerne har meget klare referencer til Tove Janssons eget liv, men det forklarer en hel del om, hvorfor mumierne har interesse for både børn og voksne. Der er flere lag i dem, som der er i mange gode bøger for børn - for eksempel også i H. C. Andersens eventyr.

Maleriet af havet er fra 1963. Jeg synes, der er noget fascinerende ved havbilleder.

Vi tog videre til Nikolaj Kirke, hvor vi så Japanese Connections. Det var moderne kunst, bl.a. lyd, installationer og videokunst. Jeg plejer ikke at være særlig modtagelig for videokunst, men det her var spændende, syntes jeg. Især det, som kunstnergruppen hyslom stod for.

Jeg kunne også vældig godt lide "værket", som blev vist på etagen over det store kirkerum.

 
Det må vist nærmest betegnes som en installation af ting og sager suppleret af lyde. Jeg tror nok, det er ham, der hedder Atsushi Nishijima, der er manden bag. Vi gik rundt i lang tid med ører og øjne åbne.

Sidste punkt på programmet var på Statens Museum for Kunst, hvor vi så Magt og afmagt (endnu en dansk titel, hurra) om. hvordan Kristian II brugte portrætterne af sig selv politisk. Det var dejligt at se portrætterne, men jeg syntes, at de ledsagende tekster var mindst lige så fordrejende som Kristian II-portrætterne. Jeg fandt, at det var uunderbyggede postulater, der skulle tjene til at fortælle en på forhånd fastlagt historie. Jeg følte mig både talt ned til og forsøgt manipuleret med.

Vi var også meget utilfredse med museets prispolitik. Dels er det rimelig dyrt at besøge museet, især når man kun skal se en af særudstillingerne, men sådan er det nu stort set alle vegne. Hvad jeg virkelig blev sur over var, at billetprisen var lavere, hvis man havde et barn med. Så bliver det altså for tydeligt, at vi turister skal betale for alle andre - studerende, årskortholdere, folk med børn og hvad har vi ellers.
Men vi hævnede os, gjorde vi, for da vi kom ud, videregav vi vores billetter til to udenlandske turister. Barnagtigt? Ja, måske nok, men vi frydede os.

I Odense så vi Ulrik Møller-udstillingen Landskabet på Brandts 13.  Vi har set så mange Ulrik Møller værker som muligt, siden vi blev suget ind i et af hans hav-malerier på Tønder Kunstmuseum. Det billede var også med på udstillingen i Odense, men der var også mange billeder, vi ikke havde set før.

Yrsa, Dorthe og havet
Schönhauser Allee i Berlin.
Et af mine yndlingsbilleder, selv om det ikke
er et helt karakteristisk motiv for Ulrik Møller.

Ulrik Møllers billeder taler for sig selv. Det er ikke nødvendigt at blive hjulpet på vej af en masse fis og fortolkninger, og det var udstillingen heldigvis også dejligt fri for.

Vi fik også en ny oplevelse. Ulrik Møller har nemlig - så vidt jeg husker i år - lavet en 80 minutter lang roadmovie. Vi troede ikke, vi ville se det hele, man det ville vi, da vi først fik begyndt.

Der er både ligheder og uligheder med malerierne i filmen. Jeg troede først, at der var blevet brugt en slags filter i filmen for at opnå samme stemning som i malerierne. Det er der nu nok ikke, men effekten er der umiskendeligt.

På sin vis er der også samme ro i filmen som i billederne, for kameraet er helt ubevægeligt, men det er det, kameraet ser, ikke, og det skaber en anderledes uro og rastløshed.

Egentlig ville vi også have været til Middelfart og se Salto-udstillingen på keramikmuseet, men vi blev så lang til på Brandts, at vi bare kunne nå at hænge nogle timer ud i Odense bagefter. Det var nu heller ikke så ringe, og Salto kan beses nogle uger endnu.

P.S. Maleriernes farver er sikkert noget anderledes i virkeligheden end i mine fotos.

fredag den 28. juli 2017

Søndag med regn

Hele landet fik vist regn sidste søndag. Her fik vi endda ret kraftig regn, men det er nu ikke nogle ordinære regnbyger, dette indlæg skal handle om.

Vi var nemlig udsat for en anden slags regn: GAVEREGN.
Vi har igen i år passet vores venners katte, mens de var en uge på ferie. Ligesom sidste år i Cornwall. Sidste år fik vi en masse gaver, og vi havde sagt, at de sagtens kunne gælde for i år også, men det blev ikke taget til følge.


Vi fik hver to kanvas-tasker. En stor fra The Lost Gardens of Heligan, som er en kæmpestor park, der er blevet genskabt efter at have været forsømt i det meste af 1900-tallet. Og en lidt mindre, der egentlig er beregnet til to vinflasker, men som snildt kan bruges til strikketøj også. Man skal vist have mange strikketasker, inden det bliver for mange.

Fra Cornishware fik vi hver sit krus med gule striber - gult er spotfarve i vores stue - og en lille mælkekande med blå striber til fælles brug.

Så er vi godt klædt på til teen. I den orange pakke er der Smugglers Brew tebreve fra Cornish Tea, og i æsken foran er der tre slags te fra Tregothnan plantagen - dyrket i England. Nærmere betegnet i Cornwall selvfølgelig, det eneste sted i England, hvor klimaet tillader tedyrkning. Niels havde også en tebusk med hjem. Spændende, om den vil gro i deres have. Der skulle kunne høstes af den om fire år.

Hvis vi bliver trætte af at drikke te, var der også en pose koffeinfri kornisk kaffe - også fra Cornish Tea. Desuden fik vi en æske fudge med ingefær og to plader chokolade, den ene med mynte og den anden med kaffe. Jeg er især spændt på kaffechokoladen. Faktisk mener jeg ikke, man kan købe ordentlig kaffechokolade i plader her i landet. En dåse med kornisk havsalt kom beklageligvis ikke med på billedet.

Det er altså flere gaver, end vi (i hvert fald jeg) får til jul og fødselsdag tilsammen og bare for at hjælpe med noget, som vi synes er rigtig sjovt.

Siden sidste år er der kommet en ny kat til. Nanna hedder hun. Det var spændende, om hun ville acceptere os. Først var hun meget skeptisk, men efter et døgns tid syntes hun vist, at vi godt kunne bruges. Vi kom jo med mad.

Inden ugen var omme, fulgte hun mig somme tider rundt, og hun sad og ventede på mig, når jeg var på toilettet.


Nanna er ikke helt voksen endnu, og hun og Hubert legede meget i haven. Hvis Hubert ikke lige gad lege, brugte hun bare et vissent blad.

Det var dog endnu bedre, når hun fandt en af havens frøer. Enhver kan jo regne ud, hvad der sker, når man lige så forsigtigt pirker til sådan et kræ med poten. Sådan en springfyr var næsten lige så god til at lege som Hubert.

De andre katte har fået hver sin klud opkaldt efter sig, så nu arbejder jeg på et nyt mønster, der skal opkaldes efter Nanna.

P.S. 5. august. Har lige opdaget, at der mangler endnu en gave på billedet. Vi fik nemlig også en pakke Roskilly's fudge med ingefær og clotted cream. Vi er lige begyndt at spise af dem, og de er lækre og i en vældig sød æske. Jeg burde næsten tage et nyt billede, men så ville kaffen komme til at mangle, for den har vi drukket. Med særdeles stor fornøjelse!

søndag den 23. juli 2017

Årets jazzfestival i Århus

Årets jazzfestival i Århus er slut, og sjældent har vi nået at høre så meget. Og jo, det var mestendels godt vejr, så vi hørte også nogle af de udendørs arrangementer.

Vi sluttede lørdag med maner med Norrbotten Big Band dirigeret af Anne Mette Iversen, der også havde skrevet materialet. "Everything in between" kalder hun programmet, som også senere (hurra!) skal resultere i en CD.

Anne Mette Iversen og Norrbottens Big Bands saxofongruppe.
Lige fra den lyseste til den mørkeste var repræsenteret.

Det var ren fryd for øregangene. Spændende, spændende melodier virkelig godt arrangeret og spillet. Lange numre med lange soli - dejligt - og fantastisk sammenspil. Den koncert blev et af festivalens højdepunkter for os.

Vi trængte også til noget rigtig big band. Godt nok havde vi hørt Aarhus Jazz Orchestra, og det var også godt, men årets tema var sydafrikansk big band musik, sådan meget Miriam Makeba-agtigt og noget forskelligt fra det, vi forstår ved rigtig big band musik.

Før Norrbotten Big Band havde vi også hørt finalen i Global Jazz Explorers Youth Camp. Fire ungdoms-big bands fra Letland, to fra Holland og fra Danmark havde haft workshops hele ugen og gav en rigtig fin finalekoncert.

Trængsel på scenen: Alle fire ungdomsbands spiller sammen.

Der er bestemt grøde i jazzmusikken, men da vi hørte Norrbotten Big Band, kunne vi nu godt høre, at de unge har et stykke vej endnu.

I år levede festivalen mere end sædvanligt op til at være international, sandsynligvis takket være tilskud fra kulturby midlerne. Vi startede for eksempel med tre koncerter, hvor japanske musikere var involveret. Vi hørte også nordmænd, finner, estere, italienere og amerikanere. Og sydafrikanere. Og andre fra det afrikanske kontinent. Og en masse danskere naturligvis. Plus at jeg nok har glemt nogle nationaliteter.

Cesar Joaniquet, som vi også senere
hørte med Aarhus Jazz  Orchestra
Endnu et højdepunkt fra ugens løb var trioen Tsu-Na-Mi, der spillede materiale af saxofonisten Cesar Joaniquet, spanier, men bosiddende i Danmark.

Jeg synes somme tider, det er lidt for meget, når de forskellige bands absolut skal spille egne kompositioner, ikke alle er efter min mening lige så gode komponister, som de måske selv mener, men det her fungerede. Musikken var anderledes, spændende og godt spillet.

For resten var vi også til koncerten med Madeleine Peyroux. Det er nok i udkanten af jazzen, men ikke desto mindre var det vældig godt. Madeleine Peyroux har en helt speciel stemme. Det vidste vi selvfølgelig godt, men vi vidste ikke, at hun var så humoristisk, og hun og hendes meget dygtige musikere gav en meget professionelt koncert.

En anden koncert, der ikke helt kunne kaldes jazz fandt sted på Kunstnernes Værksted på havnen. Under titlen "Rummenes Ekko" havde Christian Balvig optaget lyde i huset og mixet dem med levende musik, som vi hørte, mens vi blev ført fra rum til rum i huset. Vi blev tvunget til at opleve den gamle bygning på en ny, langsom måde i dialog med husets lyde og musikken. Jeg syntes, det var tættere på moderne kompositionsmusik end jazz, men det er sådan set ligegyldigt. Under alle omstændigheder en fin og anderledes oplevelse.

Christian Balvig fyldte et  rummene i "The House" med toner

Selv om det igen var en uge, hvor jeg måtte øve mig på at gå glip af noget mere, blev det en af de allerbedste jazzfestivaler, vi har deltaget i. Nu står der nedtrapning - eller måske er det snarere en kold tyrker -  på programmet.