onsdag den 16. august 2017

Bedre vejr

Bliver vejret bedre, når man forlader arbejdsmarkedet?

Ja, det gør det! Det er i hvert fald fakta, at mens en masse andre ustandselig klager over vejret, så synes vi egentlig, vi har masser af godt vejr. Både sidste år og i år har vi haft mange glimrende sommerdage, synes vi.

Tricket er nok, at når man ikke er afhængig af at gå på arbejde, så kan man indrette sig efter vejret. I sidste uge var der for eksempel annonceret flot vejr blandt andet tirsdag. Vi havde egentlig planlagt noget andet, men vi improviserede og tog i dyrepark.

Nærmere betegnet Ebeltoft Zoo eller Ree Park, som den også hedder. Vi fik vist set alle kattedyrene. Også leoparderne, sandkatten og fiskekatten, som det ellers ikke er en given ting, man lige får øje på.

Fiskekatten fik jeg endda et par billeder af:

Fishing cat
Den største af fiskekattene. Vi så også den mindste, men den fik jeg ingen billeder af.

Der er ikke så meget farve på den, så den har let ved at camouflere sig.

Løverne kan man derimod stort set altid betragte:

Aslan
Er han ikke dejlig?

Hanløven, der hedder Aslan, er bare så smuk. Måske er han den allerflotteste løve, vi har set. Han har været i Ebeltoft Zoo al den tid, de har haft løver, tror jeg.

Når sandheden skal frem, trives jeg bedre ved 20° end ved 25°, hvilket unægtelig også er en kilde til min tilfredshed med vejret. Og det er rart at slippe for ustandeselig at skulle vande havens krukker, men det må da godt nøjes med at regne om natten. Endelig er vi ikke afhængige af godt vejr i en ferieperiode på tre uger - så ja, vejret bliver bedre, når man slutter på arbejdsmarkedet.

torsdag den 10. august 2017

Udstillingsture

Hvorfor er det sjovere at se udstillinger i andre byer end ens egen? Det er det måske heller ikke, men ikke desto mindre har jeg i den senere tid været i både København og Odense, netop for at se diverse udstillinger.

I København nåede vi hele tre udstillinger, hvoraf de to får klare anbefalinger med på vejen.

Selvportræt fra 1975.
Da var Tove Jansson 61 år
Vi var først i Kunstforeningen Gammel Strand, hvor vi så Tove Jansson udstillingen med titlen Kunst, kærlighed og mumitrolde. Bemærk dansk titel - ros for det! Der var selvfølgelig en hel masse mumitrolde-billeder, skitser, forarbejder og færdige bogillustrationer.

Mindre kendt her i landet er det nok, at hun også var en udmærket maler. Hun malede hele livet, og da hun havde skrevet sin sidste mumibog, helligede hun sig helt malerierne.

Jeg læste mumi-tegneserier i Politiken, da jeg var barn, men var allerede dengang klar over, at jeg ikke forstod alt, og jeg har vist aldrig læst nogen af bøgerne.

På udstillingen blev der også vist en film om Tove Jansson, Moominland Tales hedder den.

Den var yderst interessant. Jeg har aldrig vidst, at mumibøgerne har meget klare referencer til Tove Janssons eget liv, men det forklarer en hel del om, hvorfor mumierne har interesse for både børn og voksne. Der er flere lag i dem, som der er i mange gode bøger for børn - for eksempel også i H. C. Andersens eventyr.

Maleriet af havet er fra 1963. Jeg synes, der er noget fascinerende ved havbilleder.

Vi tog videre til Nikolaj Kirke, hvor vi så Japanese Connections. Det var moderne kunst, bl.a. lyd, installationer og videokunst. Jeg plejer ikke at være særlig modtagelig for videokunst, men det her var spændende, syntes jeg. Især det, som kunstnergruppen hyslom stod for.

Jeg kunne også vældig godt lide "værket", som blev vist på etagen over det store kirkerum.

 
Det må vist nærmest betegnes som en installation af ting og sager suppleret af lyde. Jeg tror nok, det er ham, der hedder Atsushi Nishijima, der er manden bag. Vi gik rundt i lang tid med ører og øjne åbne.

Sidste punkt på programmet var på Statens Museum for Kunst, hvor vi så Magt og afmagt (endnu en dansk titel, hurra) om. hvordan Kristian II brugte portrætterne af sig selv politisk. Det var dejligt at se portrætterne, men jeg syntes, at de ledsagende tekster var mindst lige så fordrejende som Kristian II-portrætterne. Jeg fandt, at det var uunderbyggede postulater, der skulle tjene til at fortælle en på forhånd fastlagt historie. Jeg følte mig både talt ned til og forsøgt manipuleret med.

Vi var også meget utilfredse med museets prispolitik. Dels er det rimelig dyrt at besøge museet, især når man kun skal se en af særudstillingerne, men sådan er det nu stort set alle vegne. Hvad jeg virkelig blev sur over var, at billetprisen var lavere, hvis man havde et barn med. Så bliver det altså for tydeligt, at vi turister skal betale for alle andre - studerende, årskortholdere, folk med børn og hvad har vi ellers.
Men vi hævnede os, gjorde vi, for da vi kom ud, videregav vi vores billetter til to udenlandske turister. Barnagtigt? Ja, måske nok, men vi frydede os.

I Odense så vi Ulrik Møller-udstillingen Landskabet på Brandts 13.  Vi har set så mange Ulrik Møller værker som muligt, siden vi blev suget ind i et af hans hav-malerier på Tønder Kunstmuseum. Det billede var også med på udstillingen i Odense, men der var også mange billeder, vi ikke havde set før.

Yrsa, Dorthe og havet
Schönhauser Allee i Berlin.
Et af mine yndlingsbilleder, selv om det ikke
er et helt karakteristisk motiv for Ulrik Møller.

Ulrik Møllers billeder taler for sig selv. Det er ikke nødvendigt at blive hjulpet på vej af en masse fis og fortolkninger, og det var udstillingen heldigvis også dejligt fri for.

Vi fik også en ny oplevelse. Ulrik Møller har nemlig - så vidt jeg husker i år - lavet en 80 minutter lang roadmovie. Vi troede ikke, vi ville se det hele, man det ville vi, da vi først fik begyndt.

Der er både ligheder og uligheder med malerierne i filmen. Jeg troede først, at der var blevet brugt en slags filter i filmen for at opnå samme stemning som i malerierne. Det er der nu nok ikke, men effekten er der umiskendeligt.

På sin vis er der også samme ro i filmen som i billederne, for kameraet er helt ubevægeligt, men det er det, kameraet ser, ikke, og det skaber en anderledes uro og rastløshed.

Egentlig ville vi også have været til Middelfart og se Salto-udstillingen på keramikmuseet, men vi blev så lang til på Brandts, at vi bare kunne nå at hænge nogle timer ud i Odense bagefter. Det var nu heller ikke så ringe, og Salto kan beses nogle uger endnu.

P.S. Maleriernes farver er sikkert noget anderledes i virkeligheden end i mine fotos.

fredag den 28. juli 2017

Søndag med regn

Hele landet fik vist regn sidste søndag. Her fik vi endda ret kraftig regn, men det er nu ikke nogle ordinære regnbyger, dette indlæg skal handle om.

Vi var nemlig udsat for en anden slags regn: GAVEREGN.
Vi har igen i år passet vores venners katte, mens de var en uge på ferie. Ligesom sidste år i Cornwall. Sidste år fik vi en masse gaver, og vi havde sagt, at de sagtens kunne gælde for i år også, men det blev ikke taget til følge.


Vi fik hver to kanvas-tasker. En stor fra The Lost Gardens of Heligan, som er en kæmpestor park, der er blevet genskabt efter at have været forsømt i det meste af 1900-tallet. Og en lidt mindre, der egentlig er beregnet til to vinflasker, men som snildt kan bruges til strikketøj også. Man skal vist have mange strikketasker, inden det bliver for mange.

Fra Cornishware fik vi hver sit krus med gule striber - gult er spotfarve i vores stue - og en lille mælkekande med blå striber til fælles brug.

Så er vi godt klædt på til teen. I den orange pakke er der Smugglers Brew tebreve fra Cornish Tea, og i æsken foran er der tre slags te fra Tregothnan plantagen - dyrket i England. Nærmere betegnet i Cornwall selvfølgelig, det eneste sted i England, hvor klimaet tillader tedyrkning. Niels havde også en tebusk med hjem. Spændende, om den vil gro i deres have. Der skulle kunne høstes af den om fire år.

Hvis vi bliver trætte af at drikke te, var der også en pose koffeinfri kornisk kaffe - også fra Cornish Tea. Desuden fik vi en æske fudge med ingefær og to plader chokolade, den ene med mynte og den anden med kaffe. Jeg er især spændt på kaffechokoladen. Faktisk mener jeg ikke, man kan købe ordentlig kaffechokolade i plader her i landet. En dåse med kornisk havsalt kom beklageligvis ikke med på billedet.

Det er altså flere gaver, end vi (i hvert fald jeg) får til jul og fødselsdag tilsammen og bare for at hjælpe med noget, som vi synes er rigtig sjovt.

Siden sidste år er der kommet en ny kat til. Nanna hedder hun. Det var spændende, om hun ville acceptere os. Først var hun meget skeptisk, men efter et døgns tid syntes hun vist, at vi godt kunne bruges. Vi kom jo med mad.

Inden ugen var omme, fulgte hun mig somme tider rundt, og hun sad og ventede på mig, når jeg var på toilettet.


Nanna er ikke helt voksen endnu, og hun og Hubert legede meget i haven. Hvis Hubert ikke lige gad lege, brugte hun bare et vissent blad.

Det var dog endnu bedre, når hun fandt en af havens frøer. Enhver kan jo regne ud, hvad der sker, når man lige så forsigtigt pirker til sådan et kræ med poten. Sådan en springfyr var næsten lige så god til at lege som Hubert.

De andre katte har fået hver sin klud opkaldt efter sig, så nu arbejder jeg på et nyt mønster, der skal opkaldes efter Nanna.

P.S. 5. august. Har lige opdaget, at der mangler endnu en gave på billedet. Vi fik nemlig også en pakke Roskilly's fudge med ingefær og clotted cream. Vi er lige begyndt at spise af dem, og de er lækre og i en vældig sød æske. Jeg burde næsten tage et nyt billede, men så ville kaffen komme til at mangle, for den har vi drukket. Med særdeles stor fornøjelse!

søndag den 23. juli 2017

Årets jazzfestival i Århus

Årets jazzfestival i Århus er slut, og sjældent har vi nået at høre så meget. Og jo, det var mestendels godt vejr, så vi hørte også nogle af de udendørs arrangementer.

Vi sluttede lørdag med maner med Norrbotten Big Band dirigeret af Anne Mette Iversen, der også havde skrevet materialet. "Everything in between" kalder hun programmet, som også senere (hurra!) skal resultere i en CD.

Anne Mette Iversen og Norrbottens Big Bands saxofongruppe.
Lige fra den lyseste til den mørkeste var repræsenteret.

Det var ren fryd for øregangene. Spændende, spændende melodier virkelig godt arrangeret og spillet. Lange numre med lange soli - dejligt - og fantastisk sammenspil. Den koncert blev et af festivalens højdepunkter for os.

Vi trængte også til noget rigtig big band. Godt nok havde vi hørt Aarhus Jazz Orchestra, og det var også godt, men årets tema var sydafrikansk big band musik, sådan meget Miriam Makeba-agtigt og noget forskelligt fra det, vi forstår ved rigtig big band musik.

Før Norrbotten Big Band havde vi også hørt finalen i Global Jazz Explorers Youth Camp. Fire ungdoms-big bands fra Letland, to fra Holland og fra Danmark havde haft workshops hele ugen og gav en rigtig fin finalekoncert.

Trængsel på scenen: Alle fire ungdomsbands spiller sammen.

Der er bestemt grøde i jazzmusikken, men da vi hørte Norrbotten Big Band, kunne vi nu godt høre, at de unge har et stykke vej endnu.

I år levede festivalen mere end sædvanligt op til at være international, sandsynligvis takket være tilskud fra kulturby midlerne. Vi startede for eksempel med tre koncerter, hvor japanske musikere var involveret. Vi hørte også nordmænd, finner, estere, italienere og amerikanere. Og sydafrikanere. Og andre fra det afrikanske kontinent. Og en masse danskere naturligvis. Plus at jeg nok har glemt nogle nationaliteter.

Cesar Joaniquet, som vi også senere
hørte med Aarhus Jazz  Orchestra
Endnu et højdepunkt fra ugens løb var trioen Tsu-Na-Mi, der spillede materiale af saxofonisten Cesar Joaniquet, spanier, men bosiddende i Danmark.

Jeg synes somme tider, det er lidt for meget, når de forskellige bands absolut skal spille egne kompositioner, ikke alle er efter min mening lige så gode komponister, som de måske selv mener, men det her fungerede. Musikken var anderledes, spændende og godt spillet.

For resten var vi også til koncerten med Madeleine Peyroux. Det er nok i udkanten af jazzen, men ikke desto mindre var det vældig godt. Madeleine Peyroux har en helt speciel stemme. Det vidste vi selvfølgelig godt, men vi vidste ikke, at hun var så humoristisk, og hun og hendes meget dygtige musikere gav en meget professionelt koncert.

En anden koncert, der ikke helt kunne kaldes jazz fandt sted på Kunstnernes Værksted på havnen. Under titlen "Rummenes Ekko" havde Christian Balvig optaget lyde i huset og mixet dem med levende musik, som vi hørte, mens vi blev ført fra rum til rum i huset. Vi blev tvunget til at opleve den gamle bygning på en ny, langsom måde i dialog med husets lyde og musikken. Jeg syntes, det var tættere på moderne kompositionsmusik end jazz, men det er sådan set ligegyldigt. Under alle omstændigheder en fin og anderledes oplevelse.

Christian Balvig fyldte et  rummene i "The House" med toner

Selv om det igen var en uge, hvor jeg måtte øve mig på at gå glip af noget mere, blev det en af de allerbedste jazzfestivaler, vi har deltaget i. Nu står der nedtrapning - eller måske er det snarere en kold tyrker -  på programmet.

lørdag den 15. juli 2017

100 års fødselsdag

I dag for 100 år siden blev min mor født. Hun var nr. 2 i en søskendeflok på 7, alle født på Aborg Nygård lidt nord for Assens på Fyn.


Mine morforældre havde nok ønsket sig en dreng - barn nr. 1 var også en pige - som skulle døbes Erik, men da de nu måtte nøjes med endnu en pige, kom hun til at hedde Erikka. Med to K'er og tryk på den midterste stavelse.

Det kom jeg senere til at hedde som mellemnavn, så både min mor og jeg har altid måttet stave både det og efternavnet.

Min yngste nieces yngste datter er kommet til at hedde Erika. Niecen var meget glad for min mor, og pigen er opkaldt efter hende, men K nummer to er meget fornuftigt udeladt.

Som barn fik min mor forfrysninger i benene. Dette gjorde, at hun ikke kunne bruges som husmor, og som den eneste af de fire ældste piger i søskendeflokken fik hun lov at få en kontoruddannnelse. Den yngste, der var 15 år yngre end min mor, fik også en uddannelse.

Det har passet hende godt at være lidt af en mønsterbryder. Hun elskede ikke husarbejde og madlavning, selv om hun nu ikke var så ringe til det. Derimod elskede hun tal, og at føre regnskaber var hendes hjemmebane. Hun var for resten også god til maskinskrivning.

Det allersidste job, hun havde, var at være en slags sekretær for forfatteren Peter Seeberg. Hun var ikke helt sikker på, at arbejde hos sådan en intellektuel som ham var noget for hende, men hun blev rigtig glad for ham og vist også for hans bøger, som hun renskrev i de år.

Billedet må være et ungdomsbillede. Jeg gætter på, hun kun er omkring 20 år, måske endda yngre. Jeg ville egentlig hellere have bragt et andet foto, hvor hun ser ud, som jeg kan huske hende, men jeg har ikke lige tid til at finde et og få det skannet. Og indlægget her skal helst komme den rigtige dag.

Min mor døde for knap 15 år siden. Nogle af hendes sidste ord til mig var, at hun syntes, hun havde haft et godt liv. Jeg savner hende stadig, mangler hende at snakke med og fortælle, hvad jeg oplever. Hun og min far er nok de eneste, hvor jeg har været helt sikker på, at de gerne ville høre alt, hvad jeg havde at berette. Først og fremmest savner jeg at høre hende fortælle og at huske sammen med hende.

mandag den 3. juli 2017

Bedste klude indtil nu


De nyeste klude, jeg har lavet, er også dem, der er bedst i brug. De suger fint og er dejligt bløde.

Garnet er 50% bambus, 50% bomuld. Bomulden skulle lige være økologisk, så havde det været helt perfekt. Nå, det finder jeg måske på et eller andet tidspunkt. I hvert fald er bambus ret miljøvenligt.

Mit garn blev købt på Saltum festivalen hos Frk Fine. Tre nøgler af 50 g var lige præcis nok til fire klude. Strukturmønsteret er af Bitta Mikkelborg, som kalder det White Birch. Det ligger gratis på Ravelry, og i Gitte Gades Strikkede Klude fra A til Ø er der et mønster, der ligner meget. Der mangler bare retrillerne mellem hvert rib-modul. Mønsteret giver en god struktur til kludene og er ekstremt let at strikke.

På banderolen anbefales at strikke med pinde nr. 4-5, men jeg har strikket på nr. 3, og det passer til kludene, synes jeg.

onsdag den 21. juni 2017

Det var sommer, det var sol, og det var søndag...

Der var i hvert fald både sommer og sol, da vi i søndags forlod Elbphilharmonien efter koncerten.


Jeg har senere reflekteret noget over det med søndagen. Den er nemlig anderledes i Tyskland end i Danmark, og jeg er sikker på, det er, fordi der ikke er åbent i butikkerne. Der er en helt anderledes og meget mere intens fridagsstemning.

Vi kunne sagtens leve med i stemningen. Man skulle måske synes, at når vi nu var taget helt til Hamborg, så burde vi da lige nå en eller anden udstilling også, men det sprang vi over.

Vi gjorde som alle de andre: Spiste frokost på restaurant, spiste is, drak kaffe. Kiggede på alle de andre, nød fridagen.

Det er først bagefter, jeg rigtig har tænkt over forskellen, og jeg fik ikke taget nogen billeder af søndagslivet. Det nærmeste er billedet med svanerne, og det var jo unægtelig mere svaner end folkeliv, jeg fik foreviget.

Der er rigtig mange svaner i Hamborg, men det er først for nylig, jeg fandt ud af, at de er et af Hamborgs vartegn. Man siger, at så længe der er svaner på Alsteren, så længe vil Hamborg være en rig og lykkelig by. Derfor bliver der passet godt på byens svaner. De har også deres egen hjemmeside, eller mere præcist: "Svanevæsenet" har sin egen hjemmeside.

I den udsendelse, jeg så, fik man bl.a. fortalt, at når vinteren nærmer sig, bliver svanerne indfanget og sejlet til deres vinterkvarter i Eppendorfer Mühlenteich, som bliver holdt isfri. Det var så sjovt at se, hvordan svanerne sad nok så nydeligt og kiggede sig omkring i de både, der sejlede dem til Eppendorf. Det så næsten ud til, de nød sejlturen. Der er billeder af det på Svanevæsenets side. Et af de bedste er det her.

Som sædvanlig fik jeg taget nogle billeder af mine elskede kraner:

Før koncerten. Skyerne og disen en endnu ikke forsvundet.
Efter koncerten, men ingen kraner på dette billede. Til gengæld en del blå himmel.
Billedet er taget fra Plazaen på 8. etage i Elbphilharmonien. Man kan blandt andet se
St. Michael-kirkens tårn og fjernsynstårnet, også nogle af Hamborgs vartegn.



Efter koncerten tog vi færgen fra Elphi til Landungsbrücke.
Jeg var langt fra den eneste, der havde kameraet fremme.

Man kan vel med rette kalde koncertbygningen for endnu et vartegn.

Hamborg er en rig by, også på vartegn.

mandag den 19. juni 2017

Champagnefarvet koncerteufori

For over et år siden købte vi billetter til vores første koncert i Elbphilharmonien i Hamborg. På programmet: Arnold Schönbergs Gurre-Lieder. Et senromantisk værk for stort orkester, solister og kor fra før Schönberg blev tolvtone-komponist.

Vi havde forberedt os. Læst I.P. Jacobsens digte, som blev sat i musik af Schönberg, på dansk og delvist på tysk, og vi havde hørt et par forskellige indspilninger. Og vi glædede os.

Da jeg printede billetterne ud for et par dage siden, opdagede jeg, at koncerten skulle finde sted kl. 11 og ikke kl. 15, som jeg havde bildt mig ind. Kortvarig panik, men det viste sig, at Deutche Bahn også om søndagen har timekørsel fra Flensborg, så vi skulle bare vældig tidligt op for at komme med afgangen omkring kl. 7.

På vej op til 13. etage
Vi havde fået en pæn mail fra Elbphilharmonien, hvor man anbefalede, at vi var der ikke mindre end tre kvarter før koncerten startede. Det er måske i lidt overdreven god tid, men man bør bestemt ikke komme i sidste øjeblik, for så når man ikke fra indgangen til koncertsalen i tide.

Der er immervæk mange etager, rullende trapper, almindelige trapper, elevatorer. Overalt bemærker man det diskrete maritime præg. Ingen tvivl, det er et både spændende og meget smukt bygningsværk.

Vi var i god tid og nåede både at kigge på Hamborg fra plazaen - udsigtsplatformen, der går hele vejen rundt om bygningen på 8. etage - og at få en kop kaffe på 13. etage, hvor vores indgang var, inden vi fandt vores pladser.

Jeg tror, koncertsalen er den smukkeste, jeg nogensinde har set. Den er af samme type som DRs, hvor publikum sidder hele vejen rundt om orkestret, men Hamborgs er champagnefarvet og meget lysere og lettere end DRs rødbrune, der kan virke noget anmasende.


Billedet er taget, inden koncerten startede. Orkestret er ved at stemme. De tomme sæder bag orkestret blev senere fyldt op med koret. Man kan også se orglet. Det indgår som et diskret, men smukt element i salen.

NDR Elbphilharmonien er et stort orkester.  Vi lagde straks mærke til, at der var ikke mindre end fire harper. Der var syv klarinetter, og sådan var det hele vejen igennem. Det giver altså en flot lyd. Der var også et stort kor bestående af to mindre kor på i alt over 100 medlemmer. Det hele blev dirigeret af elegantieren Kent Nagano.

Når der er så stor en lyd fra orkestret, skal der noget særligt til fra solisterne, og vi syntes desværre, at tenoren, der sang Kong Valdemars rolle, var lidt svag. Nogle gange blev han næsten overdøvet af orkestret. Det kan godt ske, det er et generelt problem i Gurre-Lieder, for på i hvert fald den ene af de indspilninger, vi har hørt, er problemet det samme. Det kan også have været akustikken eller indstuderingen.

De øvrige solister var gode. Heldigvis var sopranen, der sang Tove, virkelig god, og mezzosopranen, der sang skovduen, var helt forrygende. En af Toves sange er en af de smukkeste kærlighedssange, man kan forestille sig, og den blev sunget smukt.

Akustikken var ellers generelt god og klar. Jeg ved ikke, om det er akustikkens fortjeneste, eller det var, fordi publikum var meget disciplineret, men man hørte ikke megen hosten. Lige til sidst, hvor hele orkestret og hele koret var i gang, kom der dog nogle svingninger, der ikke burde være der.

Sjovt nok er Gurre-Lieder på programmet i næste sæson i vores egen koncertsal. Det bliver spændende at høre en anden fortolkning i salens ekstremt klare akustik. Man kan nærmest høre hver enkelt instrument i orkestret, til gengæld kan man også høre hver eneste lille lyd fra publikum. Og det århusianske publikum er ikke særlig disciplineret med hensyn til hoste.

Gurre i Elbphilharmonien var en stor, skøn oplevelse, som gav lyst til at høre flere koncerter i Hamborg. Jeg prøvede lige i formiddags at kigge på programmet for den næste koncertsæson, men det kunne jeg godt spare mig, for der er allerede helt udsolgt. Hvis man tror, man lige kan improvisere er koncerttur til Elphi, så må man tro om igen. Der skal planlægning til. Det tager vi til efterretning, og så er vi glade for, at vi kendte vores besøgelsestid sidste sommer.

onsdag den 14. juni 2017

Nordjyske dyrebørn

En af fordelene ved at tage på ferie midt i maj er, at der er ret små dyrebørn på markerne.

Tæt på hvor vi boede ved Nørlev Strand, ligger Skallerup Indlandsklitter. I det fredede område går der altid en masse heste og får, og denne gang var der mange lam. Nogle af dem bittesmå, og vi syntes, der kom flere til i løbet af den uge, vi var der.

Man må gerne gå ind i området, så det gjorde vi selvfølgelig, men mødrene var agtpågivende og gik med deres afkom, hvis vi kom for tæt på.

Kom så, børn - der er mærkelige dyr på to ben i nærheden
Hende herunder var nu ret cool. Måske var det, fordi vi faktisk på dette tidspunkt stod på den anden side af hegnet. Er får så kloge, at de kender forskellen? Det skulle såmænd ikke undre mig.

Æv bæv, I kan bare ikke nå os




Foruden fårene og hestene gik der to store tyrekalve i klitterne. De var godt nok ikke babyer mere, men må have været fra sidste år, men hvor var de dog kønne.

Jeg var helt forelsket i den lyse, som vi kaldte Isbjørn på grund af aftegningerne. Han så så blid ud og havde det kønneste udtryk, man kan forestille sig.






Den anden kaldte vi af åbenlyse årsager Bæltedyret.


Han var nu også fin.


Vi så også mange nyfødte kalve, men dem fik jeg af en eller anden grund ikke fotograferet, Lige bortset fra det her, hvor mor igen har anbragt sig strategisk mellem barn og tobenet.


Vi var som altid en tur i Mygdal, hvor vi besøgte både Mygdalhus - det er sådan et godt udstillingssted - og Rav-Værkstedet, hvor den dygtige ravsliber og smykkemager Andreas Wörner holder til. 

Over for Rav-Værkstedet gik der på en mark en masse Pippi Langstrømpe-heste - og føl!






Det yngste føl kan ikke have været mange dage gammelt og var stadig meget uharmonisk at se på med et alt for stort hoved, men det skal såmænd nok vokse sig lige så kønt som det lidt ældre føl og de voksne heste.
Jeg billedspammer lige med et par portrætter af Bæltedyret og Isbjørn:



torsdag den 1. juni 2017

Friluftsteater

Som hovedparten af den danske befolkning formodentlig er klar over, er Århus europæisk kulturhovedstad i år. Jeg må indrømme, at jeg er ret skeptisk med hensyn til, om der kommer noget interessant ud af det bukseskind

Jeg forsøger alligevel at være åben for, hvad er foregår, og i den ånd købte vi billetter til "den store satsning", Røde Orm som friluftsteater, opført af Det Kongelige Teater. Eller som forestillingen hedder her i byen: Røde ÅRM.


Tirsdag aften bivånede vi så, at Røde Orm vendte hjem til Danmark, Århus og Moesgård efter vikingetogt til de britiske øer.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har bogen present. Faktisk er jeg i tvivl om, om jeg nogensinde har læst det hele, eller om jeg bare kender Harald Blåtands julegilde. Jeg mener dog at vide, at bogen skulle være yderst underholdende. Det var teaterforestillingen desværre ikke.

Tværtimod var den lumsk kedsommelig. De skuespillere, der ikke lige havde hovedroller, var rimeligt stive i det, og jeg manglede nogle sidehandlinger. Totalteater var det i hvert fald ikke. Desuden blev omgivelserne ikke udnyttet til ret meget, og det er vel ellers en af ideerne med friluftsteater. Jeg syntes heller ikke om, at Svend Tveskæg rendte rundt i cowboybukser.


Harald Blåtand var noget mere opfindsomt iscenesat. Ham kunne jeg godt lide.

Ikke alt var skidt. Man kunne for eksempel forstå hvert ord, der blev sagt. Jeg havde hørt nogen sige, at der blev deklameret, som Poul Reumert ville have gjort det. Noget overdrevet, men der var en tydelig tekstudtale, og det, mener jeg, er nødvendigt netop til en udendørs forstilling, hvor ordene ellers let kan drukne i blæst og andre lyde. I parantes bemærket kunne jeg tit ønske mig en bedre tekstbehandling i andre sammenhænge også.

Dialogen som sådan var ikke ret interessant eller spændende skrevet, men der var en vis spændstighed i måden, den var skrevet på. Ikke helt på vers, men der var både rytme og rim. Det talte på plussiden.

De to ravne, der fulgte slagets gang fra toppen af taget, var et godt indslag. Det var en af den slags små sidehandlinger, som der godt kunne have været mange flere af.

Røde Orm skal forestille at være en familieforestilling, men efter min mening var det mere børneteater - ganske vist i stort format - end teater for alle, og det var vel derfor, vi kedede os så bravt.

Jeg har læst, at der er solgt mellem 70000 og 80000 billetter til forestillingen, og set i det lys er den store satsning måske alligevel lykkedes. Kvantiteten er der, men kvaliteten mangler.

torsdag den 25. maj 2017

To vidt forskellige dage

I dag har været ren afslapning. Stod sent (meget sent!) op og har tilbragt dagen med et par kapitler i en krimi, strik i haven og fjernsyn. Intet andet.

Mens jeg sad og strikkede, opdagede jeg, hvordan mit kaffekrus, garnet og hortensiaen i krukken passede sammen. Som om det ikke kunne være nok, matchede min ingefærkiks også garntrissen.

Det er næsten for Bo Bedre-agtigt, men jeg syntes alligevel, det skulle foreviges.

I går var ganske anderledes. Tidligt (meget tidligt!) op og med lyntoget til København, hvor vi mødtes med Lise, der kom ind fra Vestsjælland.

Jeg skulle blandt andet hente et billede, jeg havde reserveret, hos Clausens Kunsthandel.

Jeg har længe vidst, at Clausens Kunsthandel eksisterede, men har aldrig været der før. Da jeg fandt mit kunstværk på nettet, fandt jeg samtidig ud af, at kunsthandelen lukker om kort tid. Ærgerligt, det er ellers et spændende sted.

Det gælder både udstillingerne, butikken og det hus, kunsthandelen ligger i, og som nu er blevet solgt og åbenbart skal bruges til andre formål.

Det er et gammelt bindingsværksshus. Da vi havde set udstillingerne, sad vi lidt i gården og nød omgivelserne og solen. Hvad mon det er, Lise er ved at henlede vores opmærksomhed på? Jeg kan ikke huske det, men både den gamle bygning og kunsten i gården var værd at kigge på.

Vores fødder blev aldeles flade af at vandre rundt i byen. Da vi havde fået Lise sendt hjem igen, havde vi bare lyst til at hvile futterne. Det blev gjort i selskab med et par g&t, indtaget på en café, hvor bordene var pyntet med potter med lilla blomster. Er det en slags primula? Kugleprimula måske?

Hjem igen med lyntog. Det var så forsinket, at det udløser rejsetidsgaranti (sker det egentlig ikke ret tit?), så der er basis for endnu en tur, hvor vi måske når det, vi ikke nåede i går.

Vi var helt færdige, da vi endelig var hjemme hos Sarantoya igen.

tirsdag den 23. maj 2017

Uldfestival i Saltum

Når vi havde lejet vores sommerhus så forholdsvis tidligt på året, havde det en grund: Vi ville til uldfestivalen i Saltum, som vi ikke har prøvet før, men som vi har hørt meget godt om.

Selve festivalen er nu flyttet lidt uden for byen i nogle telte på en mark, men det betyder ikke, at der ikke foregik noget i selve Saltum. Faktisk så det ud til, at stort set alle i byen var involveret, der formeligt summede af liv.

Blandt andet var egnssamlingen åben. Den består af en hel del huse med forskellige udstillinger, men det sjoveste var nok en samling af 150 strikkede kjoler.


Strikket af én eneste kvinde, nemlig Marie Larsen, født i 1922. Hendes familie har fortalt, at hun altid strikkede, og det tror man gerne, mængden af efterladte kjoler taget i betragtning. Marie var ikke bange for farver, og kjolerne var meget delikat præsenteret i forskellige farveblokke.

De fleste af kjolerne var strikket med bærestykke, som man kan se på det øverste billede, men man kunne alligevel godt lidt følge tendenser i moden, især i farverne, men også i modellerne.

På udstillingen blev der også vist lidt andet end kjoler. Blandt andet den fine rosa top, der vist nok var fra lige efter krigen.

Alt var utrolig fint strikket, hun har været dygtig, hende Marie.

Festivalen mener selv, at den er den største i Skandinavien, og det er sikkert rigtig nok. Der var i hvert fald enormt mange stande. Mange af dem havde bare det samme garn, eventuelt med forskellige banderoler. En irriterende praksis, synes jeg.

Supersoft og Coast fra Knoll Yarns var rigt repræsenteret under mange forskellige navne.

Desværre eksisterer samme firmas Samarkand-garn ikke mere. Den har jeg været meget glad for, og jeg har da også stadig lager af en del farver. Imidlertid har Hjertegarn fået en tilsvarende kvalitet, som de kalder Wool Silk, ligesom de også har fået en uld/bomuld i samme sammensætning som Coast. Hjertegarns er bare økologisk, men måske er det alligevel Knoll-garner i Hjertegarn-forklædning og med uld/silken på menuen igen???


Mine indkøb var beskedne (synes jeg da selv), og jeg købte hverken suppe eller sokker. Festivalen har ry for, at vejret altid er elendigt, men vi havde jo heller ikke været der før, og vi bragte måske det gode vejr med :) Det har ejeren af sokkestanden nok ikke været tilfreds med, både dejlige uldsokker og sup(p)er dejlige uldsokker egner sig bedre til regnvejsdage end til klar sol.

mandag den 22. maj 2017

Havgus

I sidste uge var vi igen på ferie i Nordjylland. Ved Nørlev Strand, samme sted som vi var for to år siden.

Vi har aldrig før været der så tidligt på året, og måske var det på grund af årstiden, at der var usædvanlig meget havgus.

Sommerhuse på vej i havet?

Her er det nede på stranden, hvor gusen rullede ind fra havet.

En anden dag var vi ved Rubjerg Knude Fyr. Det var fint vejr, da vi gik fra parkeringspladsen, men undervejs blev fyret mere og mere usynligt. Det sidste stykke vej går man gennem milen, og da kunne vi overhovedet ikke se fyret. Der kom nogle mennesker gående den modsatte vej, så vi regnede med, at fyret nok var i den retning, og ganske rigtigt. Pludselig kunne vi skimte det lige foran os.

Yrsa og Annett på vej de sidste meter mod fyret

Der skulle være en fantastisk udsigt fra fyret, men det var der så ikke den dag. Vi gik ganske vist op i fyret, og somme tider fik man lige et glimt af bølgerne, men det meste af tiden måtte vi gætte os til, at der var en klint og et hav. Til gengæld fik vi så rigtig oplevet havgus, og det var faktisk slet ikke så dumt.

Fyret er dødsdømt, men hvornår det styrter i havet (det vil sige, det bliver jo nok pillet ned inden ligesom Mårup Kirke), ved man nok ikke med sikkerhed. Derimod har man anslået, hvor hurtigt sandklitten vandrer ind i landet. På vejen til fyret er der pæle, hvor der står, at så langt regner man med, sandet er nået i det og det år. Spændende og lidt uhyggeligt.

Servitricen i den café, hvor vi spiste frokost efter vores tur til fyret, mente, at vi skulle gentage turen, for mens vi spiste, var havgusen fuldstændig forsvundet. Det gjorde vi nu ikke, men vi så "sanddyngen" og fyret på afstand mange gange.

Udsigt fra Vennebjerg Kirke

Jeg har for resten fået min egen bænk på Nørlev Strand:

Annett har fotograferet
Det vil sige, egen og egen - mon ikke jeg skal dele den med mindst én anden Kirsten.

onsdag den 17. maj 2017

Symfonikoncertsæsonen

For et par uger siden var vi til sæsonens sidste symfonikoncert, og den sidste blev også den bedste.

Brittens War Requiem stod på programmet, og det er jo et mægtigt værk. Stort orkester, kammerorkester, stort kor, drengekor, tre solister. Åh, hvor lød det fantastisk i vores symfoniske sal. Storslået, forfærdende, rørende, bevægende.

Opbygningen af værket er spændende. Orkestret, korene og sopranen tager sig af de traditionelle latinske requiem-tekster, mens kammerorkestret, tenoren og barytonen synger de engelske tekster, som er digte skrevet af en helt ung soldat, Wilfred Owen, under Første Verdenskrig. Meget gribende. Wilfred Owen døde i kamp kun én uge før krigens afslutning.
War Requiem er et antikrigsværk. Det er også et freds- og forsoningsværk. Det høres i både musikken og teksten, hvor alle de medvirkende til sidst forenes.

Værket blev uropført i Coventry i forbindelse med katedralens nyindvielse i 1962. Den gamle middelalderkatedral var blevet bombet sønder og sammen i 1940. Jeg har for mange år siden været i Coventry for at se den nye katedral og de bevarede ruiner af middelalderkatedralen, og selv om jeg ikke husker, præcis hvordan det så ud, så husker jeg de tanker, man uvilkårligt måtte gøre sig om krigens væsen og fornemmelsen af historiens vingesus.

Jeg spekulerede på, om ikke aftenens sopran, Inger Dam-Jensen, godt kunne klare at synge Góreckis 3. symfoni. Den kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre live. Det er helt sikkert ikke noget let værk at spille, og måske blokerer den ikonografiske indspilning med Dawn Upshaw for nye fortolkninger, men jeg kunne nu ikke desto mindre godt tænke mig, at nogen vovede det.

Den ret beskedne plakat for Baltic Philharmonic Orchestra.
Bemærk den fikse fastgøring af den cylinderformede tingest,
der vst har et eller andet med strøm at gøre,
til venstre for plakatsøjlen.
Bare et par dage efter var vi til endnu en stor koncert, om end af en helt anden karakter.

Kristjan Järvi kom med sit Baltic Sea Philharmonic og spillede "vandværker".

Händels Water Music i en moderne bearbejdning var måske ikke så interessant, men resten af aftenen blev Philip Glass' 80 års dag fejret. Jeg er vild med Philip Glass, og det er Kristjan Järvi øjensynligt også.

Først blev den 2. violinkoncert opført med Mikhail Simonyan som solist, og efter pausen hørte vi hans Aguas da Amazonia.

Jeg troede ikke, jeg kunne høre noget smukkere end den 1. violinkoncert, men den 2. var tæt på, og Amazonflodens vande er et vildt spændende værk. Kristjan Järvi har fået lov at Philip Glass til at få lavet en orkesterudgave, og det var den, der blev spillet.

Man kunne tydeligt høre, at vi var kommet til en anden verdensdel, musikken var umiskendelig Philip Glass, men meget varmere og mere let bevægelig end Glass plejer at være. Ind imellem meget dansabel, og Järvi formeligt dansede på sit dirigentpodie. Ikke ganske usexet.

Næste sæsons program er på trapperne. Vi venter med spænding og sidder ved tasterne, når billetsalget åbner.

mandag den 8. maj 2017

UPS!!!


Så gik det galt. Med garnlageret. Det blev lige pludselig forøget med knap 3900 meter, næsten lige så meget, som jeg indtil nu har strikket i år.

Anledningen var ophørsudsalg hos Emooto. Alle garnpriser er reduceret med 50%, også et af mine yndlingsgarner og et, som jeg tror, kan blive det.

Begge er fra Permin. Det, jeg kender, er Scarlet, der er sammensat af 58% hør, 26% viscose og 16% bomuld. Jeg synes, det er lækkert at strikke af, og det giver et fint resultat. Jeg har et stykke tid tænkt på at lave noget i de blå nuancer, så med den store prisnedsættelse kunne jeg ikke styre mig.

Det andet garn er Elvira, som er lavet af 42% bomuld, 40% silke og 18% hamp. Det er de grå, brune og naturfarvede nuancer i den ene side af billedet, de øvrige, lidt blanke, er Scarlet.

Jeg har noget bestemt i tankerne med Elvira-garnet, faktisk til mig selv for en gangs skyld, men jeg mangler en enkelt farve, som ikke findes i Elvira, så måske bliver det alligevel noget andet. Det haster ikke, jeg er i gang med adskillige andre projekter, som det hedder i nutids strikkesprog. To af projekterne er bestillinger, hvor garnet er indkøbt til formålet, så de gør ingen indhug i det bugnende lager.

Faktisk synes jeg, jeg kan høre strikkepindene kalde lige nu.

tirsdag den 25. april 2017

Humor i reklamer

Reklamer er jo stort set en pestilens, men det hjælper gevaldigt, når reklamen er sjov. Det synes jeg, den her er:


Jeg kan meget godt lide Toms skildpadder, selv om de er lidt oversøde. men jeg kunne meget bedre lide forgængeren, den flade skildpadde med romcreme.

Den kom til verden samme år som mig, nemlig i 1949. Gik den mon ud af produktion, da den høje skildpadde blev introduceret?

Det gjorde den jo nok, men jeg ved med sikkerhed, at jeg spiste flade skildpadder i sommeren 1968.

Jeg var sammen med mine forældre, min søster og min faster Vera og onkel Arne fra København på en biludflugt i det jyske. Ude på heden, så vidt jeg husker ved Hampen Sø, lå der dengang en købmandsforretning. Onkel Arne bad om en pause, gik ind til købmanden og kom ud med en enorm pose fyldt med flade skildpadder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogen kunne købe så mange skildpadder på en gang, men det var nok onkel Arne i en nøddeskal. Måske har det været restlageret, han købte, men de smagte ikke for gammelt, og vi smovsede i padder.

I virkeligheden er chokoladeskildpadden altså mere end 50 år gammel, men trods alt en årsunge i forhold til de virkelige skildpadder, der kan blive flere hundrede år gamle.

torsdag den 20. april 2017

Kan I huske #2

CURLERNE?

Jeg kan. I mine yngre dage forsøgte jeg mig en kort overgang med curlere i håret. Det var nok inden Carmen-curlernes tid, for sådan nogle har jeg aldrig forsøgt mig med.

Men de der curlere, hvor der stak stive hår ud, som stak en i hovedbunden, dem har jeg afprøvet. Man skulle sove med dem om natten, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg blev aldrig gode venner med curlerne, og resultatet, når jeg havde forsøgt mig med dem, var heller ikke værd at snakke om.

Ærlig talt så troede jeg ikke, man kunne købe curlere mere, men i Flensborg har de dem i hvert fald. I mange forskellige størrelser, og man kunne også købe den stikkende model.

I det hele taget kan man få mangt og meget i Tyskland, som man ikke kan få i Danmark. Da vi var der påskelørdag, undersøgte vi udvalget af koffeinfri kaffe i Citti Markt.

Af en eller anden grund kan man ikke mere købe Café Noirs koffeinfri, som jeg har drukket i spandevis af, og som formodentlig har sparet mig for mangen omgang irriteret mavesæk. Jeg har prøvet den koffeinlette, men den smager ikke så godt og er i sagens natur ikke helt koffeinfri. Så har jeg fundet et par andre mærker af koffeinfri - ingen af dem smagte ret godt.

Vi indkøbte tre forskellige mærker i Citti Markt (i Citty-Park) og er i gang med den første, som smager glimrende. Kan det virkelig passe, at man skal til at købe sin kaffe i udlandet? Godt nok har vi ikke noget mod en tur til Flensborg, man alligevel.

P.S. Kan I huske #1 var om Ole Lukøje natkjolen.