Uheld og held og en lykkelig slutning

Denne blå mappe bruger jeg til mine tyskbøger, når jeg skal i skole. Den er lige blevet fundet frem igen; det vil sige, Dorthe fandt den i pulterkammeret. Tyskbøgerne er blevet så tunge, at jeg ikke kan bære dem i min skuldertaske, og jeg har aldrig været gode venner med rygsække.

Sidste gang, jeg var af sted, tog jeg som sædvanligt bussen i god tid, så jeg kunne nå at få frokost i byen. Jeg var først hos Søstrene Grene, der havde fisk på menuen. Bare ikke noget, jeg lige er så vild med, så jeg gik videre til madmarkedet på rutebilstationen.

Da jeg sad og guffede min indiske karryret, opdagede jeg til min skræk og irritation, for jeg hader at dumme mig på den måde, at jeg havde glemt den blå mappe i bussen.

Jeg blev meget hurtigt færdig med karryen og drønede over til rutebilstationen for at høre, hvornår netop den bus, jeg havde kørt med, ville være tilbage på rutebilstationen. Der var to muligheder, og jeg stillede mig an og ventede, traskende noget utålmodigt frem og tilbage, men endelig kom den første mulighed, og min mappe stod ved siden at chaufførsædet efter at have været en tur i Skejby uden mig til at holde fast i den. Pyh ha!

For at det ikke skulle være løgn, lykkedes det mig at tabe min Snuggi Trier Mørch ring, mens jeg ventede på bussens tilbagekomst. Og helt tilfældigt opdagede jeg, at den lå på fortovet. Uskadt!

Jeg undrer mig over, at der ikke skete endnu en ting, for den slags uheld plejer altså at komme tre i træk - jeg er ikke spor overtroisk :) Men resten af dagen forløb helt fredeligt, og jeg nåede også mit tyskkursus i god ro og orden. Ich habe Glück gehabt!!!

Ugens træ - uge 47

Ugens træ - en stor, gammel platan - er med af én bestemt grund. Det står på den gamle Ceres-grund. Da Ceres bryggeriet blev bygget ved Århus Å i midten af 1800-tallet, lå det uden for byen. Da bryggeriet lukkede i 2008 lå det næsten midt i byen.

Selvfølgelig skulle den store grund udnyttes. Det er den så blevet stort set til sidste kvadratcentimeter.

Jeg kan godt forstå, at der skulle bygges nyt, men jeg synes, den fornemme gamle have fra 1865 burde være blevet bevaret.

Selv om det muligvis ikke rigtig fremgår af billedet, så er det et rigtig stort træ, og det er et af de få overlevende.

Byggeriet af Ceres Byen, som den nye "bydel" kaldes, er i øvrigt sket på sædvanlig århusiansk vis. De firmaer, der ville betale mest, har fået lov at skalte og valte. Øjensynligt har der ikke været lagt ret mange rammer for byggeriet.

Det meste ser heldigvis ok ud, men det er et meget, meget tæt byggeri. Det er mestendels beregnet til studerende, som så må få deres luft andetsteds.

En af de klausuler, der var, var, at bryggeriets gamle facade ud mod Ceres krydset skulle bevares.

Det blev den så, men på en totalt mislykket måde. Bag den er kommet det grimmeste byggeri, man kan forestille sig, og bryggeriets facade ser bare lille og umotiveret ud.

Bygningen er ikke uden grund af århusianerne blevet kåret som byens grimmeste, og der er ellers adskillige at vælge imellem.

Måske skulle jeg lige tilføje, at også en af bryggeriets gamle bygninger er blevet bevaret, hel - ikke bare facaden. Den ser meget bedre ud, og der er blandt andet en trendy restaurant i den nu.

Jeg fotograferede også træet tidligere på året. På et af de billeder kan man rigtig se den karakteristiske bark.

Ugens træ uge 46

Et lindetræ må med, også selv om lindetræet ved et af "mine" stoppesteder på det skammeligste er blevet fældet.

Dette eksemplar står på Sankt Annæ Plads i København sammen med en hel masse artsfæller. Lind har jo den egenskab, at den tåler kraftig beskæring, så den kan klippes i facon. Lindetræerne på Sankt Annæ Plads er kasseformede. Egentlig ville jeg endnu hellere have haft en lind med fuld krone med, men nu bliver det altså en firkantet lind, der bliver ugens træ, og den er også smuk i sin høstdragt.

I min studietid kom jeg af og til på Sankt Annæ Plads, fordi natfærgen til Århus sejlede fra enden af pladsen. Den var billig - meget billig, og det var noget, jeg som fattig studerende satte pris på. Den var også umådelig ubekvem, man skulle være ualmindeligt udmattet for at få en smule søvn.

Jeg havde i starten i København nogen hjemve, så jeg ville hjem på besøg. Der gik nu ikke så lang tid, inden det modsatte var tilfældet. Når jeg var hjemme på besøg, længtes jeg slemt efter at komme tilbage til København. Der blev længere mellem Jyllandsbesøgene, så der blev råd til mere behagelig offentlig transport, når det stod på. Jeg savnede bestemt ikke natfærgen

Ugens træ uge 45

Jeg kender mindst 5 tempeltræer eller Gingko bilobaer i vores del af Åbyhøj. De tre endda på vores egen vej, men den er nu også ret lang.

Det eksemplar, der er ugens træ, så jeg imidlertid på Frederiksberg, og det havde, den dag jeg fotograferede det, en del mere løv end vores eget, der er tilnærmelsesvis skaldet nu.

Hvad det også havde, var frugter. Det har jeg aldrig set før.

Jeg ved godt, der findes han- og huntræer, og at begge skal til, for at der dannes frø og frugter, men det er indtil nu ikke lykkedes mig at se nogen af delene. Dette træ havde også frøkapsler, men lyset faldt forkert, så dem fik jeg ikke nogen billeder af.

Men frugterne fik jeg et billede af:

Jeg læste et sted på nettet, at Gingko er en forenkling af et kinesisk navn, der betyder sølvabrikos. Meget poetisk, men også lidt mærkeligt, for der er da ikke meget sølv over frugterne. Måske ser de anderledes ud under andre klimaforhold, eller måske er det på et andet tidspunkt af frugternes udvikling, at der er sølvskær over dem?

Månerejser

Jeg tror egentlig ikke, jeg nogen sinde har drømt om at komme til månen. Det skulle da lige være i et transportmiddel som det på billedet: I en karet trukket af vilde gæs - og så er det mest på grund af gæssene.

Billedet er en illustration af et værk fra 1638, Manden i Månen skrevet af en britisk biskop, der hed Francis Gowwin. Jeg så billedet på Louisianas store udstilling, der slet og ret hedder MÅNEN.

Selv om jeg ikke længes efter selv at stå på månen, så er jeg meget glad for den. Den er fascinerende i alle faser, den er foranderlig, den er smuk, den lyser så klart. Louisianas udstilling var også fascinerende.

Emnet blev grebet an fra alle mulige vinkler, den kunstneriske, den videnskabelige og naturligvis med tilknytning til den første mand på månen. Det er 50 år siden næste år. Ret vildt at det er så længe siden.

Både månen og Louisiana har vist mange fans. I hvert fald var der rigtig mange besøgende i søndags. Der var så mange, at der var en ventetid på 45 minutter til en af filmene. Den opgav jeg, men jeg så klassikeren Georges Méliès' Rejsen til Månen fra 1902. Ret underholdende. De månerejsende havde specielle dragter på, dog noget anderledes end den den autentiske på fotoet.

Det sidste billede fra Louisiana viser et foto af stjernetågen Katteøjet - gæt hvorfor det lige var den stjernetåge, jeg valgte at tage med hjem...

De flotte farvede ringe i Katteøjet er lysende gasser, der kommer fra en døende stjerne på størrelse med solen, så det er egentlig lidt sørgeligt. 3000 lysår fra jorden finder man Katteøjet, men måske er stjernen allerede helt død.

Ugen før jeg var på Louisiana, så jeg i biografen filmen First Man, der handler om Neil Armstromg og den første bemandede månelanding. Det er en rigtig spændende film. Jeg var ved at blive helt dårlig, da astronauterne i simulator skulle afprøve, hvordan det var at blive hvirvlet rundt i alle mulige retninger i en rumkapsel. Karrusellerne i forlystelsesparkerne kan godt pakke sammen, men dem er jeg nu i øvrigt heller ikke glad for.

Filmen gav et fint portræt at Neil Armstrong - jeg skal dog ikke kunne sige, hvor historisk korrekt det er. Og et godt indtryk af, hvordan projekterne påvirkede både astronauterne og deres familier. Jeg nød rigtig meget at se filmen.

Men jeg bliver gerne på jorden og betragter månen herfra.

Ugens træ uge 44

Der er egentlig ikke så meget at sige om ugens træ, bortset fra at det er en birk. Eller mere præcist: En vortebirk.

Jeg synes, birkene opfører sig lidt atypisk i år. De fleste år kan birketræerne se helt fantastiske ud - se bare HER - men i år har de ikke vist sig i den helt fantastiske farvepragt. I hvert fald ikke endnu, men jeg tror heller ikke, de kommer til det.

Ser det ikke ud til, at bladene falder af lige så hurtigt, de skifter farve? Måske er det på grund af den usædvanlige sommer. Træerne er bare helt fyldt op med varme og næring og parate til at gå i hi.

Det tilbageblevne løv på birkene er så en blanding af grønne blade og de få gule eller gyldne, der stadig hænger ved. Det gælder også træet her, selv om det allerede er godt skaldet på den ene side. Det var alligevel det smukkeste, jeg kunne finde blandt den anselige mængde hængebirke i Åbyhøjs haver.

Og dog, netop her til morgen så jeg nogle birke, der så ret flot gyldentgule ud. Jeg har bare ikke tid til at tage nye fotos i dag. Og birketræerne er jo altid smukke - gule, grønne eller nøgne.